Så skete det. Efter flere års tilløb. Mine forældre opsagde deres abonnement på Berlingske. En enkeltstående handling, i et enkelt hjem. Et resultat af års diskussioner familien imellem om avisens eksistensberettigelse på morgenbordet.
Jeg kan ikke lade være med at være lidt stolt. Men mest af alt lettet, lettet over ikke længere at skulle forklare min mor, at den skræmmende virkelighed, hun har læst om i mange år, ikke har så meget med den virkelige virkelighed at gøre. Lettet over ikke længere at skulle lyde som en konspirationsteoretiker, når jeg til familiekomsammen beretter om de politiske bevægelser og globale begivenheder, som Berlingske slet ikke nævner.
I de seneste år har jeg arbejdet med at oversætte og opsummere det danske mediebillede for en ambassade, og min daglige gennemgang af de store danske dagblade viste tydeligt, at Berlingske på ingen måde står alene med, hvad jeg vil vælge at kalde journalistiske problemer.
Internettet har udfordret de trykte nyhedsmedier, som har ændret strategi ved at øge fokus på indhold, der kan generere omtale og indkomst – herunder opinionsstoffet. Og parallelt er der opstået en i dansk sammenhæng ny form for nyhedsjournalistik, der synes specifikt at være gearet til at skabe engagement (i sociale medier-betydningen af det ord) og ’debat’ (læs: vrede og irritation). Grænsen mellem mening og nyheder bliver af og til ret flydende – især på Berlingskes hjemmeside og hos ekspertpanelerne på TV 2 News. Jeg kan have svært ved at finde de journalistiske dyder om magtkritik og ytringsfrihed, som medierne bruger som argument for deres privilegerede status.
Dækningen af coronakrisen viste, hvordan behovet for at skabe konflikt overgik idealet om at holde magthaverne i ørerne. Overskrifterne i maj var fra Jyllands-Posten til Politiken domineret af budskaber om, hvorvidt statsministeren havde løjet, om interne magtkampe og tillidssvigt. Samtidig fik jeg fra mine venner i Storbritannien tilsendt artikler, som fremhævede Danmark som et forbillede i virusbekæmpelse.
Ved genåbningen blev hovedtemaet alle dem, som ikke kunne finde ud af at holde afstand. Og der blev vist massiv interesse for de unge, der var taget til Sunny Beach. Det er nok tvivlsomt, om en sådan mediedækning afholder de involverede fra at opføre sig kritisabelt, men den opildner indignationen hos de læsere, der nok alligevel ikke var på vej til Bulgarien.
Et andet eksempel er den såkaldte krænkelseskultur, som medierne som regel laver historier om ved, at en politiker får taletid til at kritisere ofte velbegrundede beslutninger taget af fagpersoner, som kun får begrænset mulighed for at svare igen. Som da Berlingske bragte et interview med DF’s kulturordfører vedrørende Nationalmuseets beslutning om at udfase brugen af ordet eskimo – museets motivation fremgik kun med ét citat fra Kristeligt Dagblad. Den magtfulde politiske stemme vægtes lige eller højere end fagpersonerne. Det er også denne dynamik, som af mange beskyldes for at ligge til grund for klima- og vaccineskepsis.
Krav til saglighed
Man hører ofte, at ytringsfriheden i Danmark er truet, og medierne fremhæves som den sidste bastion for fri debat. Ideen om dagbladene som fornuftens fakkel godtages i offentligheden, på trods af at medierne selv kan være skyld i, at ytringsfriheden undergraves med tendentiøs dækning og læserbehagesyge.
Jeg er lettet over, at jeg ikke længere behøver bekymre mig om mine forældres daglige vildledelse. Men jeg er bekymret over, hvor folkeoplysningen skal finde sted, hvis flere ser sig nødsaget til at forlade de traditionelle medier grundet faldende journalistisk kvalitet.
Kritisk læsning er en vigtig disciplin, og de fleste danskere under 35 er heldigvis rimelig velbevandrede i at bedømme troværdigheden af netmedier. Men hvad med dem, der ikke er vokset op på internettet, og som ikke nødvendigvis har fået moderne undervisning i kildekritik? De repræsenterer trods alt endnu den største vælgergruppe i Danmark.
Jeg glæder mig over, at DR eksisterer, og at folkeoplysning endnu er et centralt ideal i deres foretagende (om det altid følges, er en anden historie), men jeg undrer mig over, at der ikke er mere politisk diskussion af den offentlige støtte til de mere eller mindre private medier. Ikke fordi politikerne skal udøve censur, men fordi der er behov for en ærlig samtale om krav til saglighed og samfundsnytte.
Vi kan dårligt trives med, at store grupper af danskere enten tvinges til at reducere deres samfundsoplysning til en halv times TV Avisen seks dage om ugen eller melde sig ind i et af de lukkede meningsfællesskaber, som dagbladene snart udvikler sig til.
Martin Essemann læser kunst- og performancestudier i Amsterdam
Tankevækkende indlæg i en avis der pr. tradition vægter læserinddragelse højt. Så højt at kommentarstrengene ofte har de samme deltagere med stort set samme argumenter som i helt andre kommentarstrenge i samme avis. Vi ca 20, der altid deltager og altid får likes fra de samme personer, kender hinandens synspunkter til bevidstløshed. Er det godt for demokratiet? Joeh, der er det vel, men plus ca change, plus reste la meme.
“...de fleste danskere under under 35 er heldigvis rimelig velbevandrede i at bedømme troværdigheden af netmedier.” Mon ikke de fleste danskere over 35 er nogenlunde lige så velbevandrede i at bedømme trykte medier? Fordi man abonnerer på en given avis, behøver man vel ikke sluge alt, hvad den skriver, råt.
Har de private medier ikke altid se "verden" fra en bestemt side - men tidligere var det også helt åbent - fx. Venstre havde deres aviser og venstrefolk læste disse , osv...osv....
Men skal det ikke være en fordel for DR, der bør støttes mere og ikke mindre som VLAK og daværende kulturminister med finansministeren for bordenden i Medieforliget vedtog.
Håber virkeligt at DR få opbakning og frihedsgrader i næste Medieforlig. SF's forslag om en 5 års budgetperiode er en god begyndelse.
De fleste aviser har en politisk orientering på lederplads, men denne siver ofte over i den øvrige journalistik i form af valg af emne og vinkel, så det tenderer kampagnejournalistik. Jeg synes det er særligt udtalt i Berlingske for tiden, hvor også fotos bruges til at fremstille artiklens hovedperson i mere eller mindre flatterende lys.
Jens Christian Jacobsen har ret omkring forudsigeligheden i kommentarsporet, ikke mindst i den midst ringe her. Man behøver blot se navnet, så ved man stort set hvad der står. Og læserne er rasende, hvis avisen vover at udfordre deres forudfattede meninger og prøve en ny vinkel på et emne. Det er svært at se, hvordan denne avis-læser-dynamik nogensinde skal gøre os klogere.
Hvis man skal have menighedsblade, kræver det, at alle menigheder har én, og det er jo ikke længere tilfældet.
Dagspressen er centraliseret, og det i sig selv er med til at indskrænke det bredere syn på samfundet og dets opgaver. Samtidig er der en økonomisk ulighed, som favoriserer den borgerlige presse og dens læsere, bl.a. fordi de solidariske finansieringsmuligheder, der sikrede f.eks. A-pressen og dermed Socialdemokratiet og arbejderklassen et talerør, er blevet fravalgt ud fra misforståede økonomiske forestillinger, hvor det ikke længere var acceptabelt at sætte til på gyngerne, hvad man fik ind på karrusellen: alle aktiviteter skal i dag være lukrative, iflg. moderne økonomisk tænkning.
På den anden side -
kan disse meningsfællesskaber der skrives om, afholde DM i meninger.
Man kunne så forestille sig landets dagblade med meningsfæller, i "kamp" mod hinanden med Danmarksmesterskabet i sigte, mens vil laller videre igennem livet. :-)
Diskussionen her er mærkelig af flere grunde.
Læserne her er ganske uenige om mange ting. Da jeg har kendt avisen i årtier, kan jeg sige, at der altid har været ret betydelige meningsforskelle mellem Informations kernelæsere - abonnenterne, men digitaliseringen har åbnet for forbiflyvende, og de kan ikke se nogen forskelle. De er ikke i stand til det.
Debatten i Danmark finder ikke alene sted i dagbladene, og derfor er det ikke et »demokratisk problem«, hvis dagbladenes debat hviler på visse grundantagelser hos læserne, fremfor at bestræbe sig på at skabe konsensus blandt mennesker med helt forskellige grundantagelser og interesser. Tværtimod.
Debatten finder ikke alene sted i Danmark, hvilket igen skyldes digitaliseringen. Her er ganske vist en meget national debat om voldtægtslovgivning, men andre debatter med større politisk virkning henter hele deres arsenal fra en international meningsudveksling. Lad mig blot nævne dette eksempel: Højrefløjen i Europa bruger konsekvent et suverænitetsbegreb fra det 19. århundrede til at argumentere imod EU, og Information har netop gentaget det ved at lægge spalteplads til Morten Messerschmidts synspunkter om EU-domstolen.
Som sagt kniber det for nogle med at se forskelle. Suverænitetsbegrebet er egnet til at vise, hvilke de er.
Der er næppe en løsning på polarisering. Offervilligheden er enorm på fløjene. Måske fordi der er opmærksom og magt i at påberåbe sig uretfærdigt behandlet.
Meningssiderne er jo nok kommet for at blive men det er givetvist derfor at alle nyhedsformidlere bliver til ekko-kamre. The Guardian må være det fremmeste eksempel på en avis der er blevet total holdningspusher. De primære artikler handler dagligt om et eller andet troll fra Trump som bruges som argument for hans farlighed og at Boris Johnson er en idiot. Man skriver aldrig om deres politik, kun at alt hvad de gør er fejl, farligt og/eller racistisk.
Anno 2020 er økonomisk vækst Gud.
Forvirringen i tråden og blandt de unge er, som jeg opfatter situationen, sammenfaldene med årsagen og konsekvens.
Alternative fakta er løgn.
Samlet set konsensus om den bedste forhåndenværende videnskab blandt eksperterne på området, bør være udgangspunkt for videre diskussion.
Trump er Gud.
Rettelse:
Samlet set konsensus om den bedste forhåndenværende videnskablige evidens blandt eksperterne på området bør være udgangspunkt for videre diskussion.