Kommentar

Danmark er sent ude med #MeToo, men ser til gengæld ud til at have lært af de svenske fejl

Når jeg hører ordet #MeToo, får jeg det fysisk dårligt, fordi bevægelsen rasede gennem Sverige på en måde, der krænkede retssikkerheden og umyndiggjorde kvinder. Dansk #MeToo ser ud til faktisk at skabe en debat om magt og menneskelige interaktioner, skriver den svenske journalist og klummeskribent Åsa Linderborg i dette debatindlæg
»Netop fordi Danmark er sidst ude, er der mulighed for at lære af de svenske fejl og gøre tingene rigtigt fra begyndelsen,« skriver Åsa Linderborg i denne kommentar.

»Netop fordi Danmark er sidst ude, er der mulighed for at lære af de svenske fejl og gøre tingene rigtigt fra begyndelsen,« skriver Åsa Linderborg i denne kommentar.

Maria Hedegaard

23. september 2020

Når jeg hører ordet #MeToo, får jeg det fysisk dårligt. Efteråret 2017 og foråret 2018 var en tid for karaktermord. Det var nok med en enkelt tilsvining på de sociale medier, og næste dag kunne et menneskes ry være knækket.

Ingen andre steder fik #MeToo så stor gennemslagskraft som i Sverige. Jeg ser fire grunde:

1) Sverige var allerede verdens mest lige land og feminismen ophøjet til en art statsideologi.

2) Sverige har siden Anden Verdenskrig været optaget af skyldsspørgsmål, og for kommentariatet gælder det om utvetydigt at markere, at man står på den rigtige side af historien.

3) Mediernes økonomiske krise fremavler en sensationspræget klikjagt, der næsten altid er personfikseret.

4) De traditionelle medier lever nu i symbiose med de sociale medier.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • ulrik mortensen
  • lars søgaard-jensen
  • Kristian Nielsen
Hans Larsen, Dorte Schmidt-Nielsen, ulrik mortensen, lars søgaard-jensen og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Åsa Linderborg behøver ikke have ondt af de mænd der måske uberettiget blev mast i den svenske debat, hun kan starte med at have ondt af alle de kvinder som mænd tværede ud i deres (mændenes) egen jagt på deres store seksuelle ego.
Nu ved vi at en stor del af alle kvinder har måttet tåle nogle mænds overgreb, mens endu flere mænd i fælles kor bagataliserede overgrebene.

Det er ikke Danmark der skal ikke lære af de svenske fejl i Me-too debatten, det er nogle debattører der skal føre en ordentlig debat. Danmark efterligner ikke Sverige.

Det er et vilkår, at der også går populisme, medieindustri, og karierrevej i meetoo. Men vi skal have fat i det væsentlige.

René Arestrup, Dorte Schmidt-Nielsen, Ib Gram-Jensen, Rune Haller, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

@Henning Kjær
I et civiliseret retssystem lader man hellere forbrydere gå fri, hvis de ikke kan dømmes uden rimelig tvivl om deres skyld. Det er et godt princip. Omvendt mener du så, at det er i orden, at #MeToo som en anden standret kan fungere på et princip om hellere at dømme for mange end for få (med konsekvenser på liv og karriere).
Jeg anbefaler dagens klumme, da den netop erkender at der er behov for en debat om en uværdig sexuel kultur. En kultur der nødvendigvis må gøres op med. De danske kvinder, som er stået frem, står meget stærkt netop ved at kritiserer struktur og kultur,der faciliterer og accepterer uacceptabel sexuel adfærd på arbejdspladserne, uden det får karakter af personlig vendetta. Respekt for det..

Marianne Jespersen, Katrine Damm, Hans Larsen, René Arestrup, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Henning Kjær. “ Åsa Linderborg behøver ikke have ondt af de mænd der måske uberettiget blev mast i den svenske debat,”

Gælder det også Benny Fredriksson?

Marianne Jespersen

Igen en rigtig god klumme fra Åsa Linderborg. Hun sætter fingeren lige der hvor kvinder som jeg ind imellem har det svært med nutidens måde at debattere på. Seksuel chikane, sexisme mv er en del af en større kamp mod diskrimination og magtmisbrug helt generelt. Jeg synes det er væsentligt, men ikke den eneste vigtige kamp mod diskrimination og magtmisbrug. Risikoen for at vi alle kan fordybe os i stærke kvinders fortællinger om grænseoverskridende oplevelser og ikke fastholder, at det er en kamp for ligestilling og respekt og mod magtmisbrug og urimelig magtudøvelse overfor kvinder, kontanthjælpsmodtagere, etniske grupper, børn m.fl. Lad ikke borgerskabet hugge debatten så det igen bliver et spørgsmål om flere kvinder i bestyrelser.