Kronik

Den danske stat har bestemt, at mine børn tilhører Danmark mere, end de tilhører mig

Når udenlandske mødre som mig flytter hjem, favoriserer dansk lovgivning danske fædre og giver dem magten til at bestemme, hvilket land børnene skal bo i. Men børn fødes ikke af et land, de fødes af en mor, skriver den finske mor til to Helena Karhu i dette debatindlæg
Min eks-kæreste tog børnene fra mig med loven i hånden, da jeg flyttede hjem til Finland, skriver Helena Karhu, der her ses med sine to børn.

Min eks-kæreste tog børnene fra mig med loven i hånden, da jeg flyttede hjem til Finland, skriver Helena Karhu, der her ses med sine to børn.

privat foto

9. september 2020

»Du får aldrig dine børn med, hvis du flytter væk fra Danmark.«

Det var de ord, jeg hørte gentagne gange, da jeg fortalte den danske far til mine syvårige finsk-danske tvillinger, at jeg havde fået mulighed for at tage en ph.d.-grad i Finland efter mange gode år med en international karriere i København.

Det, han sagde, er stadfæstet i den danske lovgivning. For når man har fælles forældremyndighed, kan man kun flytte med barnet til udlandet, hvis begge forældre er enige om beslutningen, eller hvis familieretten beslutter, at det er for børnenes bedste.

Hvor bliver kvinders rettigheder af? Er det i orden, at vi stadig lever i en verden, hvor en kvinde ikke frit kan flytte tilbage til sit hjemland og læse videre uden risiko for, at hendes børn tages fra hende?

Båndet mellem en mor og hendes børn er helt særligt, og derfor er der intet mere voldsomt for en mor, end at man separerer hende fra sine børn.

Staten skal beskytte mødre og børn, så de ikke bliver separeret fra hinanden, bare fordi moren vælger at flytte tilbage til hjemlandet.

Inden vi gik fra hinanden, var jeg sammen med mine tvillingers far i ti år. Tvillingerne blev registreret som finske statsborgere lige fra fødslen, men jeg fødte dem i København, så de blev automatisk også danske statsborgere. Børnene var to år, da faren og jeg endte vores samliv.

Familieretten gav faren bopælsret. Efter at vi gik fra hinanden, kunne børnenes far bruge min skrøbelige situation til sin fordel. Jeg måtte fraflytte mit tidligere hjem, vores fælles andelsbolig, og var langt fra mit hjemland uden andet støttenetværk end venner. Tvillingerne var stadig meget små, og det var hårdt med to små. Samtidig havde jeg ikke haft tid til at bearbejde min mors død, som indtraf, mens jeg ventede mine tvillinger. Det var lidt for meget for et menneske på en gang.

Familieretten valgte at favorisere faren, som ville flytte vores børn til en by i Midtjylland, hvor børnene aldrig har været, i stedet for min hjemby, som børnene allerede kender og stammer fra fem generationer tilbage. De gav ham mulighed for at flytte vores børn fra København til Midtjylland uden diskussion med mig. Det var nok, at jeg fik en mail, der informerede mig om flytningen.

Jeg har ikke været med til at vælge børnenes skole og deres hobbyer, og faren bestemmer, hvornår og hvor meget tid jeg må bruge med børnene.

Efter at jeg flyttede tilbage til Finland, blev udgifterne til at besøge mine børn i Jylland for store til min indkomst. Hverken familieretten eller Familieretshuset tog hensyn til, hvad der var praktisk muligt for mig som ph.d.-studerende.

Psykisk vold

Det, at vi har fælles forældremyndighed, betyder ingenting i Danmark, hvor den ene forælder har magten til at bestemme, at man ikke må flytte børn med til udlandet. Der bør være mulighed for fælles bopælsret med to adresser, selv om man bor i to forskellige nordiske lande. Jeg ved ikke, hvad der ellers kunne ligestille fædre og mødre.

Den psykiske vold, jeg har oplevet fra faren, er forbundet med, at han kontrollerer, hvornår og hvordan jeg kan se og snakke med mine børn. Jeg kan kun se mine børn, hvis jeg laver aftaler med ham om det. Han tager alle vigtige beslutninger alene, isolerer mig fra kommunikationen og fortæller, at det er min egen skyld, fordi jeg er flyttet til Finland.

Der er flere eksempler i vores nuværende relation, som kan defineres som psykisk vold. Problemet er bare, at det danske familieretssystem har støttet faren i denne vold i stedet for at tilbyde hjælp til begge parter. 

Der mangler tydeligvis mere bevidsthed om at stoppe alle former for vold – også den, der ikke er fysisk.

Da jeg for alvor overvejede at flytte hjem til Finland i efteråret 2017, startede isolationen fra kommunikationen og uviljen over for samarbejdet. I november 2018 tog jeg den endelige beslutning og flyttede til Finland.

Jeg kunne kun flytte med det stærke håb, at børnenes far ikke havde hjerte til at separere mig og mine børn. Men det havde han. Siden da har jeg forsøgt at se mine børn en gang om måneden, men mine økonomiske ressourcer er nu ved at være brugt op. Jeg savner en hverdag med mine børn herhjemme i Finland, som børnene elsker.

Min søn har suttet på sin T-shirt, siden de flyttede til Jylland, og det er ikke sket tidligere. Det handler om længsel efter hans mor.

For mig er oplevelsen den samme, som jeg tænker, den vil være i visse dele af Mellemøsten: Manden tager 100 procent af beslutningerne i forhold til mine børn – bare fordi jeg er flyttet hjem til Finland. Bare fordi jeg begyndte at lytte til, hvilke omgivelser der bedst kunne støtte mig som mor i den her fase af mit liv.

Siden jeg fødte mine børn, har det også været min drøm, at tvillingerne skulle gå i en finsk skole. Det betyder enormt meget for mig, at mine børn skal lære vores sprog og karelske kultur at kende. Mine børn har boet otte år i Danmark, og nu ønsker jeg, at de skal bo i Finland med mig de næste otte år, så de vokser op med balancerede rødder i begge lande.

Mange som mig

Jeg er ikke den eneste, der er blevet fanget i det danske familieretssystem. Jeg kender mange mødre fra nordiske lande, der befinder sig i en lignende situation. For eksempel en islandsk mor, matematiker og yogalærer, som har barn med en islandsk mand. Hun fødte i Island i 2012, men nu er hun tvunget til at bo i Danmark, hvis hun vil være sammen med sin søn, fordi parret havde bopæl i Danmark, da de gik fra hinanden.

Hendes søns far besluttede, at det ikke ville være »ideelt« for ham at vende tilbage til Island – og han bestemmer. Juraen i Danmark dikterer, at han har ret til at beslutte, at sønnen skal være i Danmark, fordi forældrene har fælles forældremyndighed.

Derefter måtte hun vælge mellem enten at efterlade sin søn i Danmark og vende hjem til et land, hvor hun havde arbejde, hjem, familie og rødder, eller opholde sig i Danmark uden noget støttenetværk.

Der var og er ingen diskussion, ingen løsningsmuligheder og ingen menneskelig støtte for os internationale forældre.

Desværre er vores historie alt for almindelig. Der er utallige eksempler på forældre – og især mødre – fra nordiske lande, der støder ind i, at hvis vi vil være sammen med vores børn, så skal vi bo i Danmark. At vi har fælles forældremyndighed betyder ingenting, hvis vi bor i et andet nordisk land.

Som intellektuelle, akademiske mødre bevæger vi os i livet for at forbedre situationen for vores børn og for os selv. Vi flytter derhen, hvor vi føler os bedst støttet i vores funktion som mor, hvor vores eget potentiale kan vokse.

Vi er taknemmelige for det, vi har oplevet i Danmark, men nu er det tid til, at vores familie skal hjem til vores egne lande.

Paradigmeskift i retssystemet

Jeg skriver dette med et håb om et paradigmeskift i familieretten, som jeg håber, kan komme til at spejle nutidens mobilitet, internationalitet og kvinders ret til frihed.

Vi ønsker retten til at bo med vores børn i vores hjemlande, så vi kan sørge for, at børnene får balancerede kulturelle og sproglige rødder. Det sker ikke ved at presse os til at bo i Danmark mod vores vilje.

Børn er ikke født af et land. Børn er født af en mor.

Vi savner et totalt paradigmeskift fra de begrænsende rammer i det nuværende system. For alle familier har individuelle behov. Hvad vi har oplevet indtil nu, er en total begrænsning af vores frihed til at flytte frit og have ret til vores egen familie.

Mit opråb er også til alle udenlandske kvinder, som overvejer at føde deres børn i Danmark: Tænk dig godt om, og vær meget opmærksom på, at der er en enorm risiko for, at du ikke får dine børn med til dit hjemland, hvis du en dag ønsker at flytte tilbage.

Helena Karhu er entreprenør og ph.d.-studerende i kulturantropologi.

Information har været i kontakt med faderen til tvillingerne inden publicering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Jensen
  • Ole Frank
  • Estermarie Mandelquist
  • Christel Gruner-Olesen
  • Viggo Okholm
  • Marianne Stockmarr
  • Dorte Sørensen
  • Ete Forchhammer
  • Anne Albinus
Jane Jensen, Ole Frank, Estermarie Mandelquist, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Marianne Stockmarr, Dorte Sørensen, Ete Forchhammer og Anne Albinus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

08/sep/2020

Ja, Helena Karhu,
det er for dig og dine børn en
forfærdelig situation, og det
vil jo også være en tilsvarende
situation, hvis du fik lov til at
medtage jeres børn til Finland !

Med venlig og bekymret hilsen
Claus

Søren Jensen, Jens Flø, Henriette Bøhne, Mads Hansen, Rikke Nielsen, Steffen Gliese og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Tvillingerne blev registreret som finske statsborgere lige fra fødslen, men jeg fødte dem i København, så de blev automatisk også danske statsborgere."

Det er underligt, at børnene automatisk fik dansk statsborgerskab :

"Børn, der er født uden for ægteskab af en udenlandsk mor og en dansk far i perioden fra den 12. oktober 1993 til den 30. juni 2014, kan få dansk statsborgerskab efter ansøgning. Barnet skal i disse tilfælde ikke opfylde de almindelige betingelser for at få dansk statsborgerskab."

https://uim.dk/arbejdsomrader/statsborgerskab/danske-statsborgere/automa...

Det fremgår af teksten under billedet, at forældrene ikke var gift, så er der noget, jeg har misforstået?
Var lovgivningen anderledes, da disse børn blev født?

En tragisk historie, der burde kunne findes en løsning på, der tilgodeser alle.

Birgitte Johansen, Elise Berg, Torben K L Jensen, Steen Bahnsen, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Helene Thorup Hayes, erik pedersen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Jeg læser det måske lidt for firkantet..? Men jeg læser at mor har valgt en pH.d og en flytning til Finland. Mor er velvidende at børnenes far vil blive i Danmark, hvor børnene er født og opvokset. Det er mor der forlader basen, altså må det være mor der må tage savnet?
Den psykiske vold ville have haft omvendt fortegn i tilfælde af at mor havde fjernet børnene fra deres far?
Er det for firkantet?
Mvh Hanne Pedersen

Niels Bønding, Søren Jensen, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Steen Bahnsen, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Jane Jensen, Kenneth Graakjær, Kim Houmøller, Søren Christensen, Jens Flø, Henriette Bøhne, Erik Karlsen, Mads Hansen, Kevin Vilhelmsen, Steffen Gliese og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Hanne Pedersen, ja, det er lidt firkantet, for du springer en ikke uvæsentlig flytning over: fra København til Midtjylland!

Allerede her kommer merudgifter og transporttid ind i billedet, før man overhovedet har tænkt på børnene og deres omgivelser set med deres øjne! Hvad den flytning har betydet for dem? Hvad har den givet dem?

Hvis det var et fedt hvor i landet du befandt dig, var der vel ingen grund til statslige tvangsflytninger, fx, eller til københavnerbashing og provinscharmeoffensiver?

Birgitte Johansen, Torben K L Jensen, Steen Bahnsen, Estermarie Mandelquist, Rikke Nielsen, Helene Thorup Hayes og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Ete Forchhammer, vi kender vist intet til faderens tilknytning til Midtjylland?
Mht transport er det faktisk muligt at komme fra Finland til Jylland . Hvor nemt det, er afhænger selvfølgelig også af hvor i Finland moderen har valgt at bosætte sig. Uanset hvordan den vinkles er det altså moderen der har valgt at forlade Danmark . Og som altid er det børnene der taber
Mvh Hanne Pedersen
Mvh Hanne

Heller ikke mødre har ejendomsret/eneret over deres børn. Ikke engang selvom de kalder sig intellektuelle, akademiske mødre har de eneret over deres børn.

Rune Haller, Søren Jensen, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Kenneth Graakjær, Markus Lund, jan sørensen, Jens Flø, Erik Karlsen, Mads Hansen og Kevin Vilhelmsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvorfor skal det egentlig være enten-eller?
Der er et svigt i systemet på den måde.

Vi har heller ikke fået at vide, hvorfor far fik bopælen, og om den angivelige psykiske vold foregik mens mor og far stadig var kærester..?

Desværre for mange ubesvarede spørgsmål, ligesom det er set før i disse meget følelsesladede beretninger om skilsmissebørn her i avisen.

Birgitte Johansen, Søren Jensen, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Steen Bahnsen, David Breuer, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Markus Lund, Hanne Ribens, Erik Karlsen, Flemming Berger, Rikke Nielsen, Viggo Okholm, Helene Thorup Hayes, Anina Weber, Steffen Gliese, Jens Christian Jensen, erik pedersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jasper Johansen

Selvfølgelig kan du ikke bare uden videre tage dine børn med til et andet land, når der er delt forældremyndighed. Jeg går da stærkt ud fra at det er nøjagtigt det samme den anden vej (Finland>udland).
Jeg læser dit indlæg som om du mener, at kvinder altid skal stå over mænd i bestemmelsen over fælles børn, grundet det "særlige bånd". Eller mener du også at en far bare skulle kunne tage fælles børn med til et andet land?

Lisbeth Larsen, Birgitte Johansen, Niels Bønding, Rune Haller, Søren Jensen, Carsten Wienholtz, Steen Bahnsen, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Jane Jensen, Markus Lund, jan sørensen, Jens Flø, Erik Karlsen, Mads Hansen, Henning Kjær, erik pedersen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Den underlæggende præmis synes at være, at kronikøren, som mor, har en særlig ret til at indrette sit liv fuldstændig som hun vil, uden nogen som helst konsekvenser for samværet med børnene.

Prøv at erstatte 'mor' med 'far' eller 'kvinde' med 'mand' og det vil pludselig fremstå tydeligt, hvor ensidig og urimelig fordringen er.

Lisbeth Larsen, Rune Haller, Søren Jensen, Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Jens Christian Jensen, Jane Jensen, Kenneth Graakjær, Søren Christensen, Steen Obel, Søren Løvborg, jan sørensen, Jens Flø, Torsten Jacobsen, erik pedersen, Jørgen Larsen, Erik Karlsen og Mads Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg mangler et hensyn til børnene, de har ret til både en far og en mog, men i den grad også til forældre, der kan opføre sig ordentlig og ikke tryne hinanden.
Der er to sikre tabere i det her spil, nemlig tvillingerne. og umådelig trist at voksner mennesker ikke tænker på deres børns tarv, men den ene bruger dem til at genere den anden forælder med.

Lisbeth Larsen, Birgitte Johansen, Søren Jensen, Steen Bahnsen, Claus Nielsen, Estermarie Mandelquist, Markus Lund, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Elga Reschefski, Jens Flø, Jørgen Larsen, Erik Karlsen, Rikke Nielsen og Michael Gudnæs anbefalede denne kommentar
Michael Gudnæs

Et tema som jeg desværre kender alt for godt. Og dette tilfælde er endda i den lette ende: Moderen er veluddannet og EU borger, og hun vælger selv at flytte til hjemlandet. Langt værre er det for de mange kvinder fra fjernere egne af verden, som bliver lokket hertil at mænd som de måske aldrig har mødt, og tror de skal have en lettere tilværelse i Danmark.En thailandsk eller måske ukrainsk kvinde, som bliver gift med en dansker, mister i realiteten sine menneskerettigheder i samme øjeblik hun føder et barn her. Fra det øjeblik har manden en slavelignende ejendomsret over hende, og kan byde hende hvad som helst, fordi han har den ultimative magt over hende i truslen: Fint, men hvis du ikke retter ind, lader jeg mig skille, og så bliver du sendt hjem til dit oprindelsesland, men de børn, du har født, bliver her hos mig!

Og hvis I tror at denne problematik er teoretisk, kan jeg forsikre jer om at det er den ikke. Masser af danske mænd udnytter på denne måde en magt, som de på ingen måde kan komme i nærheden af i andre af livets sammenhænge, og de er oven i købet i mange tilfælde organiseret i foreninger. Jeg har hørt om foreninger af mænd, gift med Thai kvinder, som jævnlig mødes og bytter kvinder: En hurtig skismisse og efterfølgende ægteskab, og Vupti! Så kan man prøve noget nyt. Leve det frie valg.

Foreningen Far! har forresten også været med til at støtte danske mænd i det her svineri, som reelt har genindført slavehandelen i DK

Lisbeth Larsen, Birgitte Johansen, Søren Jensen, Steen Bahnsen, Claus Nielsen, Estermarie Mandelquist, Markus Lund, Christel Gruner-Olesen, Lone Hansen, Ruth Sørensen, Rikke Nielsen, Anina Weber og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jamen skal læseren da tage parti ? Det er da vist ikke muligt ?

Steen Bahnsen, Thomas Tanghus, Markus Lund, Hanne Ribens, Erik Karlsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Man bliver skilt,men er forældre for altid.
Den her er svær at tage stilling til netop fordi vi kun får den ene side af historien, og i min optik kan mænd være lige så gode som grundlæggende at have børnene, men en del af problematikken ændrer sig når den ene eller begge får en ny partner.
Jeg må sige at der må have været stærke spændinger i deres liv,når man vælger ta lade sig skille med tvillinger,som er så små.

Claus Nielsen, Jane Jensen, Markus Lund, Eva Schwanenflügel og Mads Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg ser, at flere gode mennesker her i kommentrasporet, burde læse kronikken igen. Der står faktisk en hel del mere, end umiddelbart tilgængeligt ved kun at skimte.

Hvor er jeg glad for, at det ikke er mig, der skal tage beslutninger i denne sag. Den er uendelig kompliceret, og jeg kan kun bakke op om den sidste sætning: Tænk jer godt om - også når tingene er lyserøde.

Birgitte Johansen, Viggo Okholm, Steen Bahnsen, Markus Lund, Lone Hansen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Mage til selvretfærdigt pladder...

Hvad end Helena Karhu måtte mene om kvindens naturlige forret til forældremyndigheden, så deler hun forældremyndigheden med sine børns far.

Det betyder - i en praksis, der er indskrevet i dansk lovgivning, såvel som i snart sagt ethvert normalt tænkende menneskes moralske intuition - at den ene forælder ikke blot pludselig kan beslutte at tage børnene med til et andet land, uden at den anden forælder indvilliger i dette.

Helena Karhu forsøger ihærdigt at påklistre både det danske retsvæsen og børnenes far ansvaret for de tragiske følger af hendes eget valg - at flytte til Finland. Hendes eget medansvar for tragedien titter intetsteds frem i den tekst, hun præsenterer os for.

Særdeles kritisabel finder jeg desuden Helena Karhus mildest talt tendentiøse omgang med begrebet 'psykisk vold'. De eneste der med rette kan hævde at være udsat for psykisk vold i den her beskrevne tragedie, er de to børn. Som børn altid i større eller mindre grad er det, når deres forældre holder op med at samarbejde..

Øv for pokker, hvor er det dog deprimerende læsning..

Malou Lauridsen, Rune Haller, Søren Jensen, Jane Jensen, Karsten Aaen, erik pedersen, Claus Nielsen, Kenneth Graakjær, Markus Lund, Steen Obel, Søren Løvborg, Steffen Gliese og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Hanne Pedersen, du har helt ret, faderens indfaldsvinkel mangler.
Som børnenes!
Som et grundliggende spørgsmål om betimeligheden af delt forældremyndighed!

Eva Schwanenflügel

Det var mig ubekendt, at faderens danske statsborgerskab trumfer moderens.
Og at det derfor kan gå ud over børnene.

Det er en ulykkelig situation. Men hun må forstå, at Familieretten ikke kan tage stilling til, om børnene vil trives i Finland, da Familieretten altid vægter barnets tarv højest. De kan heller ikke garantere, om børnene vil trives i Midtjylland, men i det mindste er der ressourcer at hente, hvis de ikke gør det, da det fortsat er inden for statens herredømme. Det siger sig selv at Danmark ikke er interesseret i at en minoritetsbeslutning skal danne baggrund for en så fundamental ændring i børnenes liv trods store drømme og naive forhåbninger om at få multisprogede børn. En så stor beslutning må bero på konsensus, og hvis faren ikke er enig - ja, så falder det desværre til jorden. Og i modsat fald skal man starte langt tidligere. (Jeg kunne tale finsk allerede da jeg var tre og har udelukkende boet i Danmark trods lange firmarejser på bagsædet af en bil i min mors fødeland.) Faren er tydeligvis ikke tryg ved at fjerne børnene fra deres ophav, så løsningen for mig at se er tydeligvis ikke at lave børn med racister eller modsat at kæmpe for fuld forældremyndighed evt. med samværsret til barnets far, såfremt man vil have magten til at bestemme sine børns nationelle tilhørsforhold, så det fordrer i dette tilfælde, at kvinden vinder og har gode argumenter imod mandens ansvarsfuldhed. Min mor har dog aldrig villet flytte tilbage til Finland siden skilsmissen trods langvarig arbejdsløshed i en periode, og da vi var relativt store børn, har hun som mor accepteret, at min søster ikke ønskede at flytte med til København, hvad jeg tværtimod selv ønskede på daværende tidspunkt, fordi jeg ikke trivedes i min midtjyske fødeby. Således blev vi splittet i en årrække og besøgte hinanden på skift, og selv om min mor havde forældremyndigheden over os begge, afstod hun fra at gøre krav på min søsters fraflytning. Så hun har faktisk - i modsætning til forfatteren - i nogle tilfælde indvilliget i at vægte sine børns ønsker over hendes egne, til trods for at min far har været voldelig over for både min mor og senere mig. Jeg er ked af at sige det, men man har ikke en naturgiven ret til at 'flygte' ud af landet med sine børn, da børn eksisterer for deres egen skyld til trods for et stærkt bånd til både/eller mor og far. For mig at se virker det som en egoistisk tanke at ville assimilere børnene ind i finskhed uden deres eksplicitte samtykke, og i en ung alder - yngre end mig selv på skilsmissetidspunktet - er man nok nødt til at tage protektionistiske hensyn for at skåne barnet mest muligt mod potentielle traumer og mobberi, da de i sagens natur vanskeligt kan overskue konsekvenserne af at sige ja til at lære sig et helt nyt sprog og kultur. (Finland er i sin essens et meget mere konservativt land end Danmark.) Men det er ligeledes en egoistisk tanke af faren at fastholde børnene på dansk grund og for statens vedkommende så fremdeles. Der er ingen objektiv sandhed i dette spil, og vi mangler desuden fortsat at få begrundet, hvordan farens handlinger tenderer psykisk vold i samklang med evidens fra evt. tidligere handlinger, for endegyldigt at kunne være i stand til at tage morens parti. Men fra mit bord virker det som den mest optimale løsning at faren får forældremyndigheden fra nu og så længe moren ikke økonomisk kan forsørge sit finlandseventyr med internationalt rejseri - under de givne omstændigheder, at han er fået tilkendt en halvdel af den i første omgang. Når alt kommer til alt skal man som mor kunne være nærværende nok til at varetage en stabil kontakt til sine børn undervejs, og det lader til, at debattøren vægter sine egne interesser over muligheden for dette, og så ved vi i øvrigt heller ikke hvad børnene tænker om at måtte blive rykket op med rode midt i deres formative år, hvilket er det altafgørende punkt i denne konflikt. Uanset farens karakter, så er jeg desværre ikke overbevist om, at en tur til det finske under prekære nomadevilkår virker som en attraktiv løsning for børnene og deres mulighed for stablitet og tryghed, og det fastslår jeg med baggrund i min egen dansk-finske skilsmissebaggrund og de svære senfølger, den desværre har resulteret i, ved at følge min mor i hendes karrierebestræbelser i et opportunistisk håb om social luftforandring for mit vedkommende. Olen pahoillani.

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, René Arestrup, Torsten Jacobsen, Karsten Aaen, Claus Nielsen, erik pedersen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar

"Hvad vi har oplevet indtil nu, er en total begrænsning af vores frihed til at flytte frit og have ret til vores egen familie."

Det er altså lodret forkert og tenderer manipulation. Familieretten har ikke bestemt, at du ikke har ret til familie og samvær. Familieretten har besluttet, at du ikke bare uden videre kan kidnappe dine børn og flytte til udlandet, uden at faren er indforstået med dette og frivilligt afstår sin forældremyndighed. Hvis du vil se dine børn regelmæssigt, må du have midlerne til det. Det er de samfundsgivne begrænsninger, der er. Der er ingen der begrænser din mobilitet, udover dig selv. Mange overklassefamilieforældre rejser i øvrigt rundt i verden på livet løs, men det er ikke altid, at børnene trives ved det, at forretningsrejsende forældre aldrig er hjemme og får dem til at lide afsavn. Se evt. filmen Rich Kids.

Rune Haller, Steffen Gliese, Anne Nielsen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Jane Jensen, Karsten Aaen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Såvidt jeg forstår, er det helt og aldeles frivilligt at mor har valgt at forlade børnene til fordel for karriere. Hun er ikke blevet tvangsflyttet eller udvist af Danmark . Så hendes savn, pga det angivelig specielle bånd, har hun altså selv valgt .. Der er konsekvenser ved alt her i livet.
Mvh Hanne Pedersen

Malou Lauridsen, Rune Haller, Søren Jensen, Torsten Jacobsen, Karsten Aaen, René Arestrup, Sus La Cour, Jane Jensen, Claus Nielsen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Dette er desværre et klassisk eksempel på voksne pattebørn, som - i hvert fald for moderens vedkommende - er helt ude af stand til at se ud over egne behov og følelser og derfor fremturer i blind selvretfærdighed, mens børnene bliver efterladt i et sønderbombet ingenmandsland.

Faderen har naturligvis et medansvar, men at dømme efter ovenstående indbildske vildfarelser, er det ikke svært at forestille sig, at han er trukket ind i en konflikt, han helst var foruden.

Torsten Jacobsen, Malou Lauridsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

“Det, han sagde, er stadfæstet i den danske lovgivning. For når man har fælles forældremyndighed, kan man kun flytte med barnet til udlandet, hvis begge forældre er enige om beslutningen, eller hvis familieretten beslutter, at det er for børnenes bedste.

Hvor bliver kvinders rettigheder af?”

Det er vist lidt af en behændig stråmand at tale om kvinders rettigheder. Du mener kvinders bånd til børn er noget særligt? Muligvis. Hvad med dine børns rettigheder? Lovgivningen er på plads for at beskytte børn fra forældre der sætter deres egne ønsker og behov over deres børns. Hvad med dine børns særlige bånd til deres far? Hvad med dine børns særlige bånd til deres land og veninder og kammerater?

Rune Haller, Kim Houmøller, Markus Lund, Poul Erik Pedersen, erik pedersen, Torsten Jacobsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Eva, Det var mig ubekendt, at faderens danske statsborgerskab trumfer moderens.
Og at det derfor kan gå ud over børnene.

Lovgivningen er på plads for at beskytte børnene. Deres bedste er bestemt ikke altid at være hos moderen. Det er en fuldstændig misforstået præmis at mødre er bedre forældre end fædre. Børns rettigheder må og skal stå over forældrenes.

Rune Haller, Kenneth Graakjær, Kim Houmøller, Markus Lund, Poul Erik Pedersen, erik pedersen, Torsten Jacobsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Det er vist tryg at sige at vi alle er enige om at det er en trist situation for Helena Karhu og fam. og vi er vist også enige om at det ville være urimeligt overfor faderen, hvis hun, de givne omstændigheder taget i betragtning, bare kunne flytte deres fælles børn med til et andet land uden faderens samtykke. Mange af os føler os samtidig stødt over den kvindechauvinisme som HK desværre kommer til at gør sig til talsperson for; som om hun i kraft af sit køn, har mere ret end faderen til barn-forælder relationen. Ingen kan vist være i tvivl om at Helena savner sine børn inderligt og sit hjemland højt. Hun virker forpint og vi skal nok ikke dømme hende for hårdt. Selvfølgelig er det svært at være objektivt og selvfølgelig er man sig selv nærmest, når det drejer sig om sine børn, det skal man være for det følger naturligt med når man bliver forælder. Vi forældre ved jo godt " at ingen andre kan tage sig lige godt af vores børn, som vi selv kan." Tak til Helena fordi du deler din historie med os. Det var både tragisk og lærerig læsning samt debat. Forhåbentlig hjælper den andre til at tænke sig om en ekstra gang, inden de selv får børn... man må huske, at man får børn for sin egen skyld, ikke for børnenes skyld. De har jo ikke bedt om at blive sat i verden. Når man først har dem, så skal man huske at man er heldig at have dem, at de kun er til låns og at man skal sætte dem først og sig selv til sidst.

Markus Lund, Ditte Bjerregaard, Rune Haller og erik pedersen anbefalede denne kommentar

At flytte sine børn væk fra deres far og til et fremmed land er tegn på hendes uegnethed som mor. Ønsker man børn med diagnoser så er det vejen frem. Hun har valgt at blive forældre, så fanger bordet. Og det til børnene bliver myndige!

Khalil Gibran skrev:
Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan I give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som dem; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
------------------------------------------------------
Så alle forældre skal sørge for at deres børn får den bedst mulige start på livet.
Det er ikke forældrene, der har ret til noget - husk det.
De har kun pligt til at sørge bedst muligt for deres afkom.