Klumme

Drop fordommene om guldfisk – de har en glimrende hukommelse og er klogere, end vi tror

I vores havedam er ti guldfisk med årene blevet til over 100. Guldfisk er nemlig ikke dumme. De kan både gemme sig for hejren, kommunikere indbyrdes, føle smerte – og så husker de meget bedre, end rygtet vil vide, skriver Karen Syberg i denne klumme
Guldfisk er altædende, og vi vil også gerne have haletudser og frøer.

Guldfisk er altædende, og vi vil også gerne have haletudser og frøer.

Jakob Dall

Debat
7. september 2020

Så var den der igen, hejren. Faktisk nøjagtig på samme tid af året som sidst, hvor jeg fotograferede den og derfor kan se af dateringen, at det var i slutningen af august. Hejren har gennem årene besøgt vores havedam nogle gange og altid i samme ærinde, må man formode: guldfisk.

Forrige gang havde vi selv været på fiskerestaurant og kom hjem og forstyrrede den i dens personlige fiskemåltid. De store vinger foldedes ud og strøg lige hen over os, da vi steg ud af bilen. Vi fór hen til havedammen. Der var vadefødder på bunden inde ved bredden, men uanset hvor længe vi stirrede på vandet, var der ikke en eneste guldfisk i sigte.

»Den kan da ikke have ædt 100 guldfisk,« sagde vi til hinanden, men også næste dag og næste dag igen spejdede vi forgæves efter guldfisk.

Så dukkede de langsomt frem, fiskene havde holdt sig skjult i tre fulde døgn.

Nu ved vi, at de er i stand til at holde sig skjult, så derfor er vi ikke spor alarmerede over, at havedammen i disse dage igen ser fuldkommen guldfiskefri ud. De gemmer sig, de små orange svømmere.

Desuden under vi hejren dens fiskemåltider af et godt hjerte. De oprindelige ti guldfisk, vi satte ud for år tilbage, har i tidens løb formeret sig til omkring 100, skønner vi, langt flere, end vi kan tælle. Og de æder tudsernes og frøernes æg og haletudser. Guldfisk er altædende, og vi vil også gerne have haletudser og frøer.

De kan mere, end vi tror

Men nu ved vi, at guldfiskene gemmer sig, nu ved vi, at guldfisk har hukommelse og glimrende kan huske, hvad sådan en hejre er ude på. Dyrevelfærdsforskeren Jonathan Balcombe har gennemgået en lang række videnskabelige studier i bogen What a fish knows. The inner lives of our underwater cousins, og disse viser, at fisk faktisk har en kompleks intelligens, der er udviklet gennem millioner af år.

Guldfisk, der lærer farven på rør med foder, kan huske farven et helt år efter. Et andet studie påviste, at fiskene i forsøget hurtigt fandt ud af, hvilket menneske der gav dem godbidder, hvorefter de søgte hen mod personen, så snart de fik øje på vedkommende.

Kasper Jørgensen, dyrlæge hos Den Blå Planet, der også forholder sig til guldfisks lange hukommelse, påpeger desuden logisk, at fiskene ville blive udryddet temmelig hurtigt, hvis de ikke havde hukommelse.

Men det er mere end et overlevelsesinstinkt. Mange fisk er i stand til at genkende hinanden, de er sociale væsener, der lever i hierarkier, og de kan se træk ved andre fisk, som mennesker kun kan se ved hjælp af ultraviolet lys. Så på visse områder overgår de endda, hvad mennesker er i stand til – ud over selvfølgelig at trække vejret under vand. Men fisks kommunikation går gennem vandet, ikke gennem lydbølger i luften. De kan sagtens skrige af smerte, hævder Balcombe, vi kan bare ikke høre det.

Fiskene har imidlertid selv hørelse og bliver stressede af høje lyde og vibrationer i vandet. Da vi i sin tid anlagde havedammen, udstyrede vi den med en rislebæk og et springvand for at få vandet iltet, ligesom vi syntes, det lød hyggeligt med denne rislen og pludren. Men en guldfiskekender gjorde os opmærksom på, hvor generende det var for fiskene. For det er ikke kun lyden, der generer dem, deres svømmelinje, der holder dem i balance, bliver konstant forstyrret. Det er, som hvis nogen hele tiden kildede os, forklarede han.

Så blev rislebækken og springvandet nedlagt. Nu er det kun vandtilførsel via et rør fra taget, der skaber bevægelse i dammen, nemlig når det regner. Regnvandet strømmer ud med en stille rislen, og det ser ikke ud til at genere fiskene. Tværtimod flokkes de om strålen, der løber ned i dammen – enten er det, fordi der er tale om frisk vand, eller fordi vandet er fuldt af alger fra taget, altså mad.

Vi fodrer ikke, de lever af, hvad de finder i dammen. Så bliver de 10-15 centimeter i snit, beskedent sammenlignet med verdens største guldfisk, der angiveligt er 47,4 cm. Men dér ville hejren også få seriøst synkebesvær.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Igen en skøn beretning fra haven.

Godt det bliver fortalt, at fisk ikke er dumme og stumme, bare fordi de menneskelige sanser ikke rækker til at forstå og høre dem.

Kommer i den forbindelse til at tænke på et rødstrømpe-slogan, der florerede engang :

"En kvinde uden en mand, er som en
fisk uden en cykel" ;-)

(Så stop nu med at smide cykler i søerne og Københavns kanaler !!)

Torsten Jacobsen

Ja, det er sgu heldigt at fisk ikke er stumme, dumme dyr..Tilbagetrukne 'journalister' ej heller..

Gid man havde sådan en lille, 'forglemmigej'-have, som man i selvtilfredshed kunne rapportere fra, uge efter uge. Det må være såre tilfredsstillende sådan at lade som om, at man intet mere har med verden at gøre..

Galadriel lod en (for)tabt verden bag sig, da hun gik ombord på det sidste skib..stævnende ud mod vestens svindende lys. Karen Syberg synes at finde sin egen lille glæde i en ligeledes (for)tabt afkrog af verden..Og godt for hende..

Det er særdeles berigende, af hjertet tak!

https://www.youtube.com/watch?v=y_lPcJO7Y90