Kommentar

Facebook: Saszeline måtte udelukkes, fordi hendes misinformation udgjorde en sundhedsfare

Facebook står ved, at vi fjerner opslag og lukker profiler, der udgør en sundhedsfare. Det nytter ikke at være overbærende over for misinformation, for så forsømmer vi det ansvar, vi har for at sikre en sund og lødig offentlig debat, skriver kommunikationschef for Facebook i dette debatindlæg
Misinformation, der kan udgøre en sundhedsfare, skal naturligvis fjernes, så snart vi bliver opmærksomme på det. Derfor blev Saszelines profil blokeret, skriver Facebooks kommunikationschef i Norden.

Misinformation, der kan udgøre en sundhedsfare, skal naturligvis fjernes, så snart vi bliver opmærksomme på det. Derfor blev Saszelines profil blokeret, skriver Facebooks kommunikationschef i Norden.

Claus Bech

Debat
30. september 2020

Så meldte Information sig også ind i debatten om, hvad popstjerner må dele på sociale medier. Endda på lederplads, hvor avisen den 17. september erklærer sig uenig i vores politik om at lukke profiler, der deler sundhedsskadelig misinformation.

Den konkrete sag er naturligvis ikke pointen. Det er derimod det principielle spørgsmål om, hvorvidt en teknologivirksomhed skal have lov til at sætte grænser for den frie debat.

Der er mange gode grunde til at give den kritiske debat af vigtige samfundsforhold meget vide rammer på sociale medier. Vigtigst af dem alle er vel, at sociale medier siden deres fødsel har været et af de eneste steder, hvor alle kunne sige, hvad de mente til et større publikum uden at spørge om lov først. Det er et smukt ideal for en global samtale, som dog har vist sig at volde udfordringer.

I mit arbejde som kommunikationschef for Facebook i Norden har jeg eksempelvis brugt utallige timer på at argumentere med journalister, der fandt det problematisk, når vi undlod at fjerne kontroversielt indhold.

»Jamen, har I ikke et ansvar,« var det typiske modspørgsmål. Og svaret er: Jo, det har vi.

Ligesom sociale medier kan frigøre et stort demokratiserende potentiale ved at give alle en stemme, har vores seneste års historie vist os, at der følger et ansvar med: Der skal gribes hurtigt ind, når teknologien bliver misbrugt. For det bliver den desværre.

Vores ansvar for balancen

Sociale medier udmærker sig netop ved, at de er sociale. De er intet uden de milliarder af mennesker, der hver dag logger på for at dele deres tanker, oplevelser og holdninger med venner, familie og – nogle gange – hele verden. Og heri ligger den egentlige pointe.

For ondskab, ulykker og menneskelige tragedier er jo ikke opstået med sociale medier. Men samtidig med at sociale medier har bibragt uomgængelige fremskridt mod mere lighed i verden, har de også bragt nogle af vores medmenneskers værste sider frem i lyset. Og når man stiller en platform til rådighed for flere milliarder mennesker, så bør det på nuværende tidspunkt stå klart, at den tålmodige og overbærende tilgang, som Information argumenterer for, hurtigt får én i uføre.

Vi er fuldt ud bevidste om den rolle, vores platforme har fået i den offentlige debat, men jeg vil gerne minde om, at vores ansvar altid skal gå på to ben: Bliver vi for nidkære, risikerer vi at undertrykke de kritiske røster, der bidrager til en kvalificeret debat. Men tager vi omvendt for let på det, flyder vores platforme lynhurtigt over med menneskelig råddenskab.

Det er en vanskelig balance, der heldigvis altid vil blive udfordret af folk på begge sider af problemstillingen – i dette konkrete tilfælde, hvorvidt myndighedernes linje over for COVID-19 er for stram eller for slap.

Sundhedsfarlig misinformation

Ifølge Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) har vi på verdensplan krydset 30 millioner tilfælde af COVID-19, og vi har rundet et dødstal på én million mennesker. Asian Development Bank anslår, at pandemien kan ende med at koste den globale økonomi op til 56.000 milliarder kroner. I Danmark, hvor vi har tradition for at omregne svimlende beløb, svarer det i runde tal til prisen på godt 2.600 Storebæltsbroer.

Corona er kort sagt ikke nogen trivialitet – og netop derfor er det altafgørende, at vi lever op til begge sider af vores ansvar: Folk skal have lov til at problematisere, og så længe de ’kun’ vildleder, lader vi indholdet ligge med henvisning til information fra en uvildig faktatjekker.

Men misinformation, der kan udgøre en sundhedsfare, skal naturligvis fjernes, så snart vi bliver opmærksomme på det.

Her hjælper det, at den ledende autoritet på området, WHO, nyder opbakning fra regeringer over hele verden, fordi det lader os trække nogle klare grænser.

Hjælper det for eksempel at drikke klorin? Er mundbind decideret farlige? Er en vaccine bare et plot fra Bill Gates, der vil putte mikrochips i os alle? Og skyldes det hele i virkeligheden 5G-netværket? Alle påstande, som – selv hvis ikke de er farlige i sig selv – i sidste ende kan øge folks risiko for at blive smittet og derefter smitte andre.

Vi står gerne ved at have fjernet rigtig meget indhold fra platformen under corona. Alene fra april til juni fjernede vi på Facebook og Instagram syv millioner opslag med farlig misinformation om corona, og vi satte advarsler på 98 millioner opslag med misinformation, der ’kun’ vildledte.

Vi står også ved, at vi aldrig kommer problemet med misinformation til livs ved kun at fjerne indlæg fra sociale medier. Men at argumentere for tålmodighed og overbærenhed er en decideret farlig vej.

Misinformation er et samfundsproblem, der skal tackles på flere fronter af både sociale medier, publicistiske medier og andre. Hvis vi bare ruller med øjnene eller trækker på skuldrene, forsømmer vi det ansvar, vi alle sammen har for at sikre en sund og lødig debat af de vigtigste spørgsmål i vores samfund.

Peter Münster er kommunikationschef for Facebook i Norden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

29/sep/2020

Jeg ønsker en enkel og klart
forståelig forklaring på, hvad
det var, der var farligt ved
den konkrete tekst !

Venlig hilsen
Claus