Bogtyve
Efter 45 ransagninger i tre lande har et hold britiske, italienske og rumænske politifolk fundet 200 sjældne bøger til en værdi af 2,5 millioner pund under gulvet i et hus i Rumænien. De blev stjålet i 2017 fra et lager i England ved at to tyve skar hul i loftet og firede sig ned.
Forskere
To ph.d.-studerende fra Københavns Universitet opfordrer i et åbent brev deres arbejdsplads til at bekæmpe eventuel systemisk racisme. Konkret ved at kortlægge den etniske diversitet i medarbejderstaben og ved at undersøge, om ansatte eller studerende oplever diskrimination.
Flere forskere
Da Uniavisen skrev om brevet torsdag, havde 122 forskere underskrevet det. Som Uniavisen også skriver, kommer brevet, kort efter at 14 professorer i et debatindlæg i Berlingske advarer mod at politisere universitetet, for eksempel ved officielt at tilslutte sig politiske dagsordner.
Partybuspassagerer
Dem, der godt kan lide at køre rundt i en bus med tonede ruder, kunstige lædersofaer og kulørte lamper, kan ifølge de nye restriktioner ikke nøjes med at bruge mundbind, når de står op, og gå hjem klokken 22. Frem til den 4. oktober er der alkoholforbud i landets partybusser.