Minkavlere
Og så til de bløde nyheder: Nu er mink på ni farme i Vendsyssel blevet ramt af corona. Da dyrene på de første tre farme blev aflivet i sommer, sagde formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, ellers, at der nu var så meget viden, at corona kunne holdes ude af minkbesætninger.
Smittebærere
»Smitten kommer fra mennesker, og som minkavlere skal vi gøre vores for at holde dyrene sunde og raske,« lover Tage Pedersen. Det indebærer blandt andet, at minkavlerne følger Fødevarestyrelsens anbefalinger om smittebeskyttelse samt holder hunde og katte væk fra minkenes indhusning.
Pelsgolfere
Pelsbranchen har haft nogle hårde år med lave priser til avlerne, kan man læse i fagbladet Dansk Pelsdyravl, og som om det ikke var nok, så er dette års pelsgolf, som traditionelt holdes i Kaj Lykke Golfklub i Bramming med morgenbord og frokost, udskudt på grund af corona.
Modeskabere
Corona er dog ikke kun bad news. Krisen har sat gang i en modbevægelse til overforbrug og fast fashion. »Hvis det bliver mere udbredt at tænke i lidt, men godt, så tapper vores produkt jo fantastisk godt ind i den dagsorden,« mener direktør Jesper Lauge fra Kopenhagen Fur.