Frihedsberøvelsen på udlændingecenter Ellebæk er ubehagelig nok i sig selv

Under et samråd i Folketingets retsudvalg forleden afviste justitsminister Nick Hækkerup (S) igen Europarådets Torturkomités hårde kritik af forholdene på udlændingecentret Ellebæk med argumentet om, at det jo ikke skulle være et rart sted at være.

Beslutningstageres forbehold for den ’rare’ indespærring kaldes i fagkredse princippet om ’less eligibility’ – ideen om at forholdene under indespærring altid bør være ringere end uden for murene. Men frihedsberøvelse er aldrig rart, og det er et problematisk ræs mod bunden, hvis man ud over at spærre folk inde også tilbyder dem ’urare’ forhold.

I gamle dage piskede man forbrydere på torvet, men i slutningen af 1700-tallet fremstod det som en irrationel reaktion på forbrydelser. I stedet opfandt man frihedsberøvelsen. Ved at spærre folk inde i kortere eller længere tid kunne man reagere systematisk mod lovovertrædelser i stor skala og under ordnede forhold – dog ikke så gode forhold, at de fattige blev ’motiveret’ til at begå kriminalitet for at få mad og tag over hovedet. Datidens politikere sikrede sig derfor, at disciplinen var hård, maden kedelig og cellerne skrabede.

Men siden dengang er det blevet mere og mere klart, at frihedsberøvelse er et meget stærkt magtmiddel, som, ifølge forskningen, ovenikøbet kan have langsigtede social skadevirkninger og fastholde folk i kriminalitet. I Danmark bruger vi derfor dette magtmiddel varsomt og følger et normaliseringsprincip for at foregribe disse skadevirkninger – for eksempel ved at give indespærrede muligheder for at holde kontakt med familie og venner.

Det har vist sig at være uhensigtsmæssigt og i strid med menneskerettighederne at skabe ringe forhold for frihedsberøvede. Kriminalforsorgen har lagt den strategi i graven for 50 år siden for at kunne udvikle et meningsfuldt og sikkert arbejde med frihedsberøvede.

Men i Ellebæk er det anderledes. Her er det ifølge Hækkerup et mål i sig selv, at det ikke skal være et rart sted. Men Ellebæk er ikke et rart sted, fordi folk er frihedsberøvede.

Der er altså ikke gode argumenter for også bevidst at skabe andre ’urare’ forhold og presse ikkekriminelle ind i disciplinære systemer, der hæmmer kontakten med omverdenen. Den tilgang burde være historie for længst.

Tomas Max Martin er seniorforsker ved Dignity.