Læserbrev

Det er greenwashing og ikke klimahandling, der kendetegner 2020

Firmaer som Arla praler af deres klimavenlighed, mens de fortsætter med at forurene som de plejer. Ordene ’grøn’ og ’klimavenlig’ er blevet udvandet i en sådan grad, at det udgør en fare for den grønne omstilling, skriver Magnus L.H. Haslebo og Rune Langhoff i dette debatindlæg
Debat
8. september 2020

For nylig måtte Arla krybe til korset. I omkring et år havde de stolt fortalt på deres hjemmeside, at 21,5 mio. af deres oste bliver klimavenlige. Problemet er bare, at det er løgn, og Arla har derfor været nødt til at rette det. Ostene er lige så klimaskadelige, som de hele tiden har været – på et niveau over de fleste former for kød. Sandheden er i stedet, at de mange oste blot har fået mere klimavenlig emballage. I virkeligheden heller ikke rigtig klimavenlig emballage, men blot mindre klimaskadelig emballage.

Sandheden er, at Arla har ændret deres ostes emballage, så det udleder omkring ti procent mindre CO2. Det betyder, at de kan klistre et lille klimamærke på deres produkter, men problemet er, at emballage udgør en meget lille del af produktets fulde udledning. For oksekød, eksempelvis, udgør emballage og transport af varen kun én procent af klimaaftrykket, mens det for mælk udgør seks procent ifølge Concito.

Selvfølgelig skal Arla kunne lave en svipser, men når Arla også andre gange er blevet fanget i klimafup, begynder det at ligne et mønster. Et eksempel fra Tyskland viser, at Arla her på et selvopfundet klimamærke pralede med en CO2-reduktion på 71 procent, men også her gjaldt reduktionen kun for emballagen. Og så er det greenwashing.

Pyntegrønt

Og her er vi henne ved det større problem. Nemlig det, at ordene ’grøn’ og ’klimavenlig’ er blevet udvandet i en sådan grad, at det udgør en fare mod den grønne omstilling.

Alle kalder sig grønne nu, men alle bidrager stadig til klimakatastrofen. Man snakker om grøn vækst, selv om det er en umulighed. Man snakker ligefrem om grøn olie, selv om nærmest al olien skal blive i undergrunden, hvis vi skal have nogen som helst chance for stoppe klimakatastrofen. Ja, regeringen kalder sig også grøn, mens den kaster millioner efter tomme flysæder. Så er det kun pyntegrønt.

Vi lever ikke i en klimahandlingens tidsalder, men i greenwashingens tidsalder. Og først når det stopper, kan vi få noget håb om at redde civilisationen, som vi kender den.

Magnus L.H. Haslebo og Rune Langhoff er stiftere af Modstandsgruppen Guerilla.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En ko på isen, - fanget.
Godt så mange aktivister og opmærksomme går ind og siger fra, hvor mærkningsfup florerer. Der er et gode i historien o tiden: ENDELIG er det blevet HIPT at være grøn. Nu skal vi bare sørge for, at det kun er at være rigtig grøn der er hipt <3

Ete Forchhammer

TÆNK har "grønvask" som tema i seneste nr. Læs det!
Øv, at man nu også skal være på vagt over for det fænomen.