Læserbrev

Håndbold er kultur. Det er dannelse med ens krop

Håndbold bliver ofte set ned på, og sporten er i kulturdebatten blevet hovedeksemplet på lavkultur og folkelighed. Men sådan bør det ikke være. Håndbolden er noget af det bedste i det danske kulturelle landskab, skriver forfatter Thomas Ladegaard i dette debatindlæg
Debat
16. september 2020

Engang var håndbold en sport, man dyrkede ude i det danske foreningsliv. Men ikke længere. Nu er håndbold blevet et begreb i den standende kulturelle debat. Man kan ikke se tredive sekunder af en tv-debat om kulturpolitik, før begrebet håndbold optræder.

Det handler om en maskeret omgang symbolpolitik. Efterhånden som håndbolden flyttede ud i provinsen og i 1990’erne fik et stort kvindeligt publikum, er det blevet en kulturel aktivitet som en fodbold- og cykelbegejstret mandlig kulturelite i de store byer elsker at se ned på.

Håndbolden er blevet eksempel på kultur, der kan samle det brede, folkelige Danmark. Dermed er det også blevet en sport, man kan bruge til at distancere sig fra alt det, der foregår med en hotdog i hånden i Boxen i Herning.

Håndbold er blevet en oplagt kulturel og klassemæssig markør. Når kulturminister Joy Mogensen gentager den nyklassiske socialdemokratiske oneliner om, at »der er lige så meget kultur i en håndboldhal, som der er i et teater«, får hun en helt forventelig reaktion– og scorer sine lettjente point.

Men det burde ikke være en kontroversiel udtalelse. Selvfølgelig er der kultur i en håndboldhal. Og selvfølgelig er der kultur i en teaterbygning eller på et museum. Men når man går ned ad Henrik Sass’ ny-rindalistiske vej, får man også den falske og meningsløse modsætning mellem såkaldt ’høj- og lavkultur’ med i købet.

At gøre håndbold til karikeret folkelighed og lavkultur tjener ikke noget formål. Maya Ilsøe forsøgte sig med den fjollede modsætning i DR’s serie Arvingerne. Men håndbolden skal ikke lade sig nøje med at blive reduceret til et lavkulturelt talkingpoint i en åndsfattig symbolpolitisk debat. Håndbold, holdsport og dansk foreningskultur bør i stedet ses som udtryk for noget af det bedste i det danske kulturelle landskab. Det bør ses og opfattes som en helt naturlig del af kulturlivet.

Sport er ikke kunst. Håndbold er ikke kunst. Håndbold er derimod en demokratisk dannelsesproces. Det er dannelse med ens krop. Det er dannelse i at være på et hold og i en forening. Det er dannelse i samspil med andre mennesker. Og heldigvis meget mere end, hvad de kulturpolitiske aktører kan forestille sig.

Thomas Ladegaard er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Ja, ja, ja... og så ikke et ord om hvilke vilkår der bydes håndbold, fodbold og alle de andre glimrende former for "dannelse med ens krop" sammenlignet med de vilkår andre traditionelle, men dyre kulturformer der evt. danner både krop og ånd, dem der udleves i museer, teatre, koncertsale osv,, udsættes for! Det er jo her, hunden ligger begravet, her i den politiske reelle forskelsbehandling i et uoplyst ligemageris navn.

Ikke et ord om det rimelige i at rette bager for smed (som burde hedde det modsatte, men det forkerte må ha’ virket mere mundret..?).

Forsvar for håndbold kan være rimeligt nok, men der er mere brug for oplysning om de kulturformer der ikke er megen udbredt kendskab til.

Jørgen Mathiasen

Det har været en smule overraskende at observere (bl.a i DRs debat), at sprogkyndige mennesker overtager politikkens mere eller mindre bevidste forplumring af begreberne kultur og kunst.

Kulturministeren gør sig ingen anstrengelser med den slags forskelle, men hun er også politikker, og hendes problem er vel, at hun ikke er særligt begejstret for at have det politiske ansvar for, at kunsten i Danmark ikke står stille, mens hun har vagten. Ansvaret er specielt stort under en pandemi, som sætter nye grænsen for offentlige foranstaltninger, men til det sagde ministeren, at hun så det lige omvendt.

Der er næppe et eneste menneske, som er af den opfattelse, at håndhold / sport ikke kan forbindes med kategorien kultur, og til al overflod understreges det med udtrykket »kropskultur«. Hvis man alligevel insisterer på at anlægge en æstetisk betragtning af sportslige udfoldelser - og er det ikke det Jørgen Leth ofte har gjort? - så kan der godt være en forbindelse fra sporten til kunsten, men det er ikke det centrale, hverken for sporten eller for kunsten. Det er naturligvis et politisk greb at skabe begrebsuklarhed, men udenfor politikkens gebet er der ikke andet end et intellektuelt tab forbundet med det.