Kronik

Jan Werner-Müller: Partier med plads til intern uenighed er en forudsætning for demokrati

Det Republikanske Parti har forvandlet sig til en personkult omkring Donald Trump helt uden idépolitisk forankring. Det er ikke bare dårligt nyt for konservative amerikanere – det er skidt for hele det politiske system, skriver den tyske professor Jan-Werner Müller i denne kronik
Til Det Republikanske Partis konvent i sidste måned misbrugte Trump i strid med både lov og normer Det Hvide Hus som baggrundstapet for at føre valgkamp. Det afslører, hvor skandaløst partiet er blevet og ikke længere har en selvstændig rolle, men blot levere begejstret opbakning til Trump.

Til Det Republikanske Partis konvent i sidste måned misbrugte Trump i strid med både lov og normer Det Hvide Hus som baggrundstapet for at føre valgkamp. Det afslører, hvor skandaløst partiet er blevet og ikke længere har en selvstændig rolle, men blot levere begejstret opbakning til Trump.

Brendan Smialowski

12. september 2020

Sidste måneds republikanske nationalkonvent var i mange henseender en skandaløs forestilling: Fra misbrugen af Det Hvide Hus som baggrundstapet for at føre valgkamp – i strid med både lov og hævdvundne normer – til de indbudte taleres skamløse løgne og paraden af Trumps familiemedlemmer.

Skandaløs var konventet dog frem for alt, fordi alle kunne se, hvordan The Grand Old Party var blevet gjort til en underdivision af Trump Organization. Republikanerne har ikke længere en selvstændig rolle, men skal blot levere begejstret opbakning til præsidentens America First-dagsroden.

Fraværet af et egentligt republikansk politisk partiprogram kan muligvis tolkes som en snedig strategi: Skulle Trump tabe valget, vil det blive lettere for partiets ledelse og græsrødder at lægge afstand til personen Trump – man vil kunne tørre nederlaget af på den upopulære leder og redde partiets ’sunde ideologiske grundprincipper’.

En mere nærliggende tolkning af partiets abdiceren er dog nok, at USA’s giftige og hyperpolariserende kulturkrig er blevet skærpet til et nyt maksimum. Totalt udhulet for politiske ideer og vilje er, hvis ikke begge, så i al fald det ene af Amerikas to store og regeringsbærende partier. Det Republikanske Parti er fuldkommen ude af stand til at udfylde sin elementære demokratiske funktion.

At tage den funktion alvorligt fordrer, at partierne kan noget mere end bare at tilbyde vælgerbefolkningen en valgmulighed hvert fjerde år – de må også kunne gå ind og forme selve de måder, hvorpå de politiske kampe skal føres. Når partier appellerer mere til visse grupper end til andre, trækker de streger i sandet: ved at fokusere mere på visse politiske brudlinjer end andre bliver de i stand til at danne koalitioner, der ville have været nogle helt andre, hvis de havde ført sig frem på andre mærkesager.

Idéforladte republikanere

Pointen med demokratiet er ikke at søge konsensus tilvejebragt i alle spørgsmål. Det er snarere at afbalancere modstridende interesser og politiske mål. Demokratiet bryder sammen, hvis politikere og partier åbent dæmoniserer modstandere og rivaliserende bejlere til magten ved at nægte dem enhver legitimitet.

Præcis denne taktik er længe blevet rendyrket som specialitet af højrepopulister, som fører kulturkrig i en bestræbelse på at reducere alle politiske konflikter til spørgsmål om tilhørsforhold og identitet. Dette gælder også Trump. Hellere end at gå ind i reelle diskussioner med modstandere og forsøge at gendrive deres argumenter stempler og affejer han blot kritikere som »uamerikanske«.

Som politilogerne Jacob S. Hacker og Paul Pierson har vist, beror republikanernes forkærlighed for at føre kulturkrige i vidt omfang på det forhold, at deres økonomiske politiske agenda er blottet for bred og folkelig appel. Efter at have sikret skattelettelser til de rige og fejlet i USA’s indsats mod coronapandemien har Trump og hans parti desperat brug for at kunne aflede de potentielle vælgeres opmærksomhed fra materielle bekymringer.

Hacker og Pierson påviser, at denne ’plutokratiske populisme’ er resultat af republikanernes fuldstændig manglende evne til at udvikle nye politiske ideer. Republikanerne har ikke andet at byde på end endeløse skattenedsættelser og tankeløs deregulering. Partiet har vist sig ude af stand til at tilbyde et sammenhængende alternativ til Obamas sundhedsreform fra 2010, Affordable Care Act (også kendt som ’Obamacare’), som de altid kun lige er på vej til at erstatte med »noget helt fantastisk«.

Onemanshow

Ligesom republikanerne har outsourcet deres identitet til kulturkrigerne på højreekstreme tv-kanaler og webmedier, har de også overladt partiets intellektuelle idéudvikling til tænketanke, hvoraf de fleste går mere op i at imødekomme deres sponsorer end i at udarbejde folkeligt samlende og effektive politiske forslag.

Det er dog ikke et specifikt amerikansk problem. I hele Vesten bliver de traditionelle partier udfordret af oprørere, der ikke har større appetit på interne diskussioner, endsige på at omfavne procedurer for demokratisk inddragelse og beslutningstagning.

I Holland har den højreekstreme populist Geert Wilders’ parti kun to officielle medlemmer, nemlig Wilders selv og en fond, som han er eneste medlem af. Tilsvarende har Brexit Party i Storbritannien på papiret mere end 110.000 ’betalende tilhængere’, men er reelt et selskab med begrænset ansvar, fire administratorer og kun én enkelt registreret »person med betydelig kontrol« – nemlig den allestedsnærværende brexit-tilhænger og serielle polariseringsiværksætter Nigel Farage.

Politiske partier kan selvsagt ikke være rene diskussionsklubber. Men de må i det mindste kunne hitte på nye ideer og lægge politiske planer i stedet for at overlade hele scenen til et onemanshow. Og selv om partierne nok må repræsentere visse principper, som deres medlemmer deler, vil beslutninger om, hvordan de samme principper skal udmøntes i praksis, altid være omstridte. At holde dem i hævd kan ikke ske per automatik.

Den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson bemærkede engang: »Hvad manden på gaden søger, er ikke en stor debat om de grundlæggende spørgsmål; han vil bare have lidt lægebehandling, et tæppe på gulvet, et billede på væggen.« Siden måtte Johnsons demokratiske parti på den hårde måde lære, at selv »lidt lægehjælp« hurtigt kan blive til et spørgsmål om principiel konflikt.

Uenighed og loyalitet

Det er ikke nok at udkæmpe stridigheder af denne art med partipolitiske modstandere. Det bør også kunne ske i en åben og pluralistisk intern debat. For når uenigheder afgøres på en måde, hvor alle er blevet hørt, vil taberne være mere tilbøjelige til at acceptere deres nederlag – og alligevel forblive loyale over for partiet. Derimod vil jublende massebifald af den slags, som republikanerne orkestrerede for Trump, med sikkerhed sende de uenige partimedlemmer mod udgangen.

Et velfungerende parti er kendetegnet ved dets evne til at tiltrække mennesker med stabil partipolitisk tilknytning over tid. Paradoksalt nok indgyder de partier, der giver medlemmer mulighed for at fremsætte kritik af partilinjen uden at skulle frygte for at blive afvist som forrædere, i længden dybere loyalitet.

Min pointe er her ikke at idealisere partier, der har et stærkt indre og medinddragende partidemokrati. Men der er gode grunde til, at forfatningerne i for eksempel Tyskland, Spanien og Portugal foreskriver intern partipluralisme. Ved at vænne folk til at deltage i en løbende demokratisk debat og ved at tvinge dem til at overveje, om den anden side måske kunne have en gyldig pointe, inkarnerer en sådan model alt det, der er gået tabt i polariseringens tid.

Partier, der har en autoritær intern kultur, vil også være mere tilbøjelige til at regere autoritært.

Et system med velfungerende politiske partier er måske ikke nok til at sikre et demokrati, men så afgjort en nødvendig betingelse.

Selv om statsmagten ikke kan kræve, at partier fører livlige interne debatter, kan og bør landets love definere stærkere retningslinjer for intern pluralisme og ansvarlighed. Firmaer med begrænset ansvar og familievirksomheder har deres plads i samfundet, men at udforme politik er ikke deres opgave.

Jan-Werner Müller er professor ved Princeton University

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Olaf Tehrani
Eva Schwanenflügel og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu