Klumme

Jeg kan bedst lide naturen, når jeg ser ned på den fra et fly

Klimakrise og corona har gjort naturen moderne. Alle er pludselig begyndt at vandre, fornemmer man. Men hvad hvis man virkelig hader telt og fjeld? Kan man være klimaven, hvis man ikke orker naturen? Sådan spørger journalist Christian Bennike i denne klumme
Allerhelst ville jeg jo kigge ned på naturen fra et stort fly, det elsker jeg.

Allerhelst ville jeg jo kigge ned på naturen fra et stort fly, det elsker jeg.

Ritzau Scanpix

Debat
11. september 2020

Det er for åndssvagt at sige, at jeg hader naturen, for selvfølgelig gør jeg ikke det. Naturen er jo det hele, jeg hader ikke cellerne og mikroorganismerne i min egen krop, jeg hader bestemt ikke det store kastanjetræ uden for vores vindue eller de lilla bøftomater, jeg lige har syltet. Men naturen-naturen, at vandre rundt i noget krat, at sove i telt, at være ’ude i naturen’. Fjeld & Fritid. Det hader jeg.

Da jeg var lille, tog min far mig med i skoven på jagt efter det mytiske og sky væsen, han kaldte »fiskehejren«. Den boede ved en lille klat vand mellem nogle nøgne birkestammer langt, langt borte, den var vist sjælden dengang, ikke som i dag hvor de hvide fugle bare står åndsfraværende og dumme mellem motionsløbere på stien ved Søerne.

Jeg kan huske fornemmelsen af at liste gennem den fugtige skovbund. Og at jeg hadede det.

Sådan har jeg det stadig. Forrige sommer var jeg på ferie i et hus midt i en skov i Harzen sammen med hele min familie. Efter morgenmaden tog de alle sammen på vandretur i det gode vejr, undtagen mig, jeg satte mig på altanen med en bog. Så kunne jeg se ud over skoven på sikker afstand.

Det værste er at sove i telt. Den fugtige fornemmelse af teltdug og sovepose, at klæde sig på liggende, at balancere søvndrukkent på ét ben i det dugvåde græs for at få sko på. Og så skal man sidde på en eller anden stub med en trangia og varm udkogt pasta, der smager af kattemad. Man skal pakke alting sammen og slæbe det rundt på ryggen, bare for at pakke det hele ud igen og så pakke det sammen igen.

Jeg er ikke smidig nok til at sidde på jorden, ikke engang i en park. Så skal der i hvert fald være alkohol.

Men det er blevet moderne at være friluftstype, fornemmer man. Ganni sælger røjsere og vandrestøvler. Information har lavet en naturskole. Folk rejser på toptur til Norge. For få år siden var det cool at kende små barer i Greenpoint og Le Marais, nu skal man navngive planter og vandre i nationalparker.

Klimabevægelsen har gjort naturen til et progressivt symbol, og nu har corona radikaliseret udviklingen. »Krisen har afsløret et dybt behov for en ny forbindelse til naturen og til hinanden,« som Paris’ grønne viceborgmester sagde til mig i forrige uge.

Det er jeg med på. Det er nødvendigt, tror jeg.

Corona er jo ikke et eksogent chok, som tilfældigvis er væltet ind over os. Det er »en antropocæn krise«, som filosoffen Bruno Latour har sagt. Ligesom klimaforandringerne er det en konsekvens af vores livsform: at flere mennesker bor tættere, at de vilde dyr har mindre plads, at vi avler og dyrker og sælger, at produktionskæder er globale. Biologer har advaret om pandemier siden 1980’erne. Ligesom med klimaet. Præmisserne har været på plads, siden vi for alvor begyndte at brænde fossile brændsler og sprede os ud over kloden, men det er eskaleret de seneste 60 år, vi er så mange nu, og vi lever så energiintensive liv.

Hvis vi skal omstille vores verden, må vi vel begynde med at give vores børn en bevidsthed om de store sammenhænge, ikke? Skovbørnehaver, haletudser og den slags. Det tror jeg i hvert fald.

Min far forsøgte. Han tog mig med ud at fiske efter de der fisk med små grønne ben, som man skal fange på et bestemt tidspunkt af året. Vi sov i telt ude ved klinten. Han lærte mig at grave kartofler i haven. Det ville jeg ønske, mine egne børn også lærte. Problemet er bare, at jeg selv, ja, altså, at jeg hader den slags.

Det er ikke, fordi jeg svælger i en særlig identitet som bybo, hvor jeg »slapper af midt i New York, mens jeg kan få stress af at sidde i en svensk skov«, som Marcus Rubin rent faktisk har skrevet i Politiken. Jeg har prøvet, synes jeg. Jeg har engang opholdt mig en hel uge i en brasiliansk regnskov med fugt og blade og myg lige op i ansigtet. Det er vanvid.

Så kære brevkasse, hvad skal jeg gøre? Kan man godt være klimaven, selv om man ikke orker naturen? Kan man have en lykkelig barndom og en bæredygtig bevidsthed uden at sove i telt og finde fiskehejren med sin far?

Jeg overvejer autocamper. Så kunne man køre gennem naturen, på sikker afstand, høre lidt musik og sige wow, når kysten dukkede frem bag en pynt. Allerhelst ville jeg jo kigge ned på naturen fra et stort fly, det elsker jeg. Men det går selvfølgelig slet ikke, det kan jeg godt selv se.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Det du burde gøre, Christian Bennike, det er at forestille dig dine børn om 20 år. Til den tid vil de måske spørge sig selv:

"Gad vide hvad min begavede Journalist-far skrev om, den gang hvor det hele kørte i grøften.."

Og så vil de finde denne klumme. Og i tilgift dine mange, ligeledes ironiserende flanør-betragtninger, der ikke rigtig magtede mere..magter mere..

Og de vil sikkert tilgive dig, glædes over din flanerende tilgang til det hele..

"Sådan var Far jo, et produkt af sin tid...Hverken mere eller mindre..!"

Bjarne Bisgaard Jensen, Ruth Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Lasse Glavind, Halfdan Illum, Kim Vildnis, erik pedersen, David Zennaro, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Gunvor Henriksen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

"Det værste er at sove i telt. Den fugtige fornemmelse af teltdug og sovepose, at klæde sig på liggende, at balancere søvndrukkent på ét ben i det dugvåde græs for at få sko på. Og så skal man sidde på en eller anden stub med en trangia og varm udkogt pasta, der smager af kattemad. Man skal pakke alting sammen og slæbe det rundt på ryggen, bare for at pakke det hele ud igen og så pakke det sammen igen.
Jeg er ikke smidig nok til at sidde på jorden, ikke engang i en park. Så skal der i hvert fald være alkohol."

You're my man, Bennike ;)

Hvis du har råd så køb et kolonihavehus, så kan du lave en lille natur-have og gå ind til elektricitet, stole og seng og sårn'...
Indimellem kan du så cykle(!) en tur ud i vildere natur :)

Erik Fuglsang, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel, erik pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Bare du dropper flyrejser og din ubæredygtige livsstil så er det såmænd helt fint. Det er vist heller ikke alle i naturen der er vilde med menneskets pludselige trang til at bruge den døgnet rundt .
Mvh Hanne Pedersen

Per Tidemand, Evald Mehlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Kim Vildnis og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Til lykke Christian Bennike, du er helt normal. Du er prototypen på fremtidens menneske, for hvem naturen nok er et smukt abstrakt, akademisk begreb, men i praksis lige så ofte en påtrængende, ulækker og fremmedartet alternativ virkelighed. Det moderne menneske, der er opflasket med at man naturligvis er frit stillet til at vælge naturen fra, hvis man synes at "det er ikke lige mig".

Det fremmedgjorte natursyn, du beskriver så klart, er også forklaringen på, at det bliver nemmere og nemmere at ødelægge natur, skjule forureninger og acceptere forarmelse. Der er simpelthen færre og færre mennesker, der oplever det som et personligt tab og derfor er parate til at kæmpe for det.
Tag til en generalforsamling i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening eller Ornitologisk forening og du vil se fra en håndfuld til en snes gråhårede fremmødte, mestendels pensionister, der stadig kan huske, dengang der var ål i fjorden, viber på marken og sommerfugle på skovengen.

Evald Mehlsen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Ruth Sørensen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Vær nu ikke så hårde ved Christian Bennike.
Han indrømmer jo selv, at han selvfølgelig ikke skal sidde i flyveren og se det hele fra oven.
Han ved godt, det er passé.

Men udflugterne til vildnisset i barndommen har åbenbart været tilpas traumatiske, og således fik den bette Christian opbygget en antipati af den anden verden mod alskens friluftsliv.

Og han har forsøgt sig..
Et par uger i regnskoven tror jeg de færreste ville betragte som en fornøjelse.
Bare tænk på fugleedderkopper, slanger, moskitoer, gennemtrængende fugt, etcetera.
Men Christian gjorde det, (muligvis uden at kny..?)

Jeg synes egentlig han er befriende ærlig, og sikkert godt har anet, at kritikken lå i kortene.

Så tak for at berette, hvordan store dele af befolkningen er blevet så urbaniserede, at selv en vandretur er en anstrengelse på linje med Frømandskorpsets træning ;-)

Søger man de store sammenhænge, afhjælper en autocamper med den tilhørende infrastruktur ikke problemet med den stigende balkanisering af landskabet. Naturen reduceret til enklaver.

Så smukt er vort land, som det har lydt på TV2!, når billedet betager af et kystnært land set fra oven. Eller de fotogene rapsmarker DRs indbox flyder over med i foråret. Et zoom ville afsløre hvad? Nærmest ingenting, med mindre man vil hævde at alt er natur, fordi også homo sapiens er natur. Termitboet er jo også en konstruktion. I den forstand er den gule mark smuk natur. Forskellen er så at termitterne lever i samspil med den øvrige natur. Vi tillader kun os selv at være der.

At se ud over skoven i sikker afstand:

Just det! Kombiner vuet med en kikkert og du finder snart de første arter. Fuglene først, siden de større dyr og så de små. Efter nogen tid også insekter. Vend til sidst kikkereten og se igennem som i et forstørrelsesglas eller medbring et.

Ornitologer vælger ofte at holde afstand. Dyr er dyr. Vist kun biologer befinder sig i selskab med dem, som var de andet og mere. En rovfugls blik virker ondt og en fisks uden blink i øjet. Artskendskab i sig selv med baggrund i farver og lyde lader sig erhverve på afstand.

Mænd, der samler på fotos af fly eller skibe, gør det jo også, men hvem gavner det? Linnes ordsprog lød: Nomina si nescis, perit et cognitio rerum.

Kender du ikke navnet, mister du også kenskabet til arterne (tingene). Således forstået at sansning og viden hører sammen. Man kan ikke sanse en Boing 747.

Maria Francisca Torrezão

Kom i tanke om engang i en regnskov. Så ikke en eneste fugl. De var nok taget på udflugt til den anden side af skoven. Husker myggene og migrænen, men det som jeg for alvor husker: En forelsket ung kvinde gjorde alt for at tiltrække sin ven, turistguidens opmærksomhed ved at kaste sig i en mudret flod fuldt med piranhaer og som om det ikke skulle være nok ved efterfølgende at lade sig fotografere med en enorm, sort, slimet slang om halsen. Hun tænkte måske også, hun kunne hjælpe sin ven, guiden, ved at kaste lidt kolorit på foretagende, sådan at turisterne synes, de fik noget ekstra for pengene. Turisterne synes hun var lidt irriterende. Den flinke guide ligeså. Han var ikke interesseret. Hun var ikke ”smuk”. Der er gået en del år og jeg er blevet en smule klogere. Jeg har lært, at vi mennesker er natur og jeg er blevet enig med mig selv om, at hun var det smukkeste stykke natur, som jeg oplevede dengang ved kanten af Amazonia.

"Nature is umcomfortable".

George Bernard Shaw