Kommentar

Krisecentrenes viden om vold i hjemmet bliver ikke taget alvorligt i familieretssager

Politiet skal nærmest have været til stede ved en voldsepisode på familiens adresse, før Familieretshuset vil tage erklæringer om vold alvorligt i samværssager. Det er dybt problematisk, når mange voldsofre ikke er i stand til at søge hjælp, skriver Astrid Lyng Hjuler og Anja Radeka fra Dansk Kvindesamfunds Krisecentre i dette debatindlæg
Følelsen af at være ulykkelige, vrede, følelsesmæssige op- og nedture, koncentrationsbesvær og indadvendthed er blandt børns sunde responser på en usund situation.

Følelsen af at være ulykkelige, vrede, følelsesmæssige op- og nedture, koncentrationsbesvær og indadvendthed er blandt børns sunde responser på en usund situation.

Ulrik Hasemann/Ritzau Scanpix

17. september 2020

De familier, hvor der forekommer vold eller mistanke om vold, er stadig dem, der er mest utilfredse med familieretssystemet. Det viser VIVE’s delevaluering af Familieretshuset.

En stor del af problemet skyldes de meget omtalte og alt for lange ventetider, der går ud over børnenes mulighed for hurtigst muligt at etablere et normalt børneliv igen. Men det er også vores erfaring, at utilfredsheden hænger sammen med en fortsat manglende inddragelse og forståelse af, hvad det betyder for børn, når far er voldelig mod mor.

Hvert år modtager vi hos Dansk Kvindesamfunds Krisecentre flere tusinder af henvendelser fra voldsramte kvinder, der har brug for råd og vejledning. En stor del af disse henvendelser er fra mødre, som er bekymrede for, hvordan de kan skærme deres børn mod yderligere vold, hvis de ikke længere er der til at holde øje, når børnene er sammen med den voldelige far.

Derfor er det helt afgørende, at Familieretshuset undersøger forældres tilbøjelighed til at bruge vold i konfliktsituationer, deres empatiske evner og deres evne til at reflektere over egen og partnerens adfærd i forældreskabet. Det er ud fra vores perspektiv vigtigt, fordi volden aldrig foregår isoleret kun mod mor, men også har konsekvenser for, om børnene føler sig i sikkerhed i deres fars selskab.

I dag er det kun mors relation til børnene, der bliver beskrevet igennem observation på krisecenteret, imens faren synes at gå fri uagtet mistanke om vold.

Det er velkendt fra videnskabelige undersøgelser såvel som fra praksis på kvindekrisecentrene rundtom i landet, at volden ikke nødvendigvis stopper efter en separation eller skilsmisse. Faren vil i mange tilfælde blive ved med at være voldelig, og i nogle tilfælde vil han endda øge den vold, han udsætter mor og børn for, efter en separation eller skilsmisse, netop fordi han er ved at miste kontrollen.

Tæt på børnene

Med loven fra den 1. april 2019 var en del af tanken i højere grad at medtage vold i hjemmet som en del af vurderingen, når myndighederne skal behandle bopælssager, forældremyndigheds- og samværssager.

Desværre kan vi se i de få afgørelser, der er truffet siden ændringen af loven, at vores krisecenterfaglige erklæringer om vold i hjemmet enten ikke bliver nævnt i afgørelsen eller bliver aktivt kasseret, hvis volden ikke kan underbygges på andre måder. Dette til trods for at krisecentrene har en unik mulighed for at beskrive barnets perspektiv under voldsepisoderne.

Vi ser nemlig familierne, der bor hos os, i alle tænkelige hverdagssituationer, fordi vi arbejder i deres hjem. Når der er sociale aktiviteter og udflugter, og når vi passer børnene, mens mor har samtaler, kan vi observere børnene, som ingen myndigheder kan.

Vi opbygger en særlig tillidsfuld relation til børnene, som muliggør dybere samtaler om volden og om børnenes håb for fremtiden, end Familieretshuset har mulighed for ved en enkelt samtale med en sagkyndig.

Krisecentrene overhøres

Hos Familieretshuset synes der at være krav om, at politiet skal have været på familiens adresse i forbindelse med voldsepisoder, at moren skal have anmeldt volden straks efter samlivsophør, eller at moren skal have været til lægen med skader, førend vold tages alvorligt.

Vi ved fra forskning, at voldens natur er at isolere og true offeret, sådan at volden kan fortsætte ufortrødent. Det går igen i alle sager om partnervold, vi kender, at offeret bliver afskåret fra sine muligheder for at søge hjælp. Det synes Familieretshuset at ignorere.

Børn, hvis mor udsættes for vold af deres far, er ikke passive vidner, men derimod aktive parter, der laver deres egne sikkerhedsvurderinger og tilretter deres handlinger i et forsøg på at deeskalere, aflede, skærme for eller stoppe volden mod deres mor. Børn har også følelsesmæssige reaktioner på volden, som giver mening i den kontekst, de står i.

Følelsen af at være ulykkelige, vrede, følelsesmæssige op- og nedture, koncentrationsbesvær og indadvendthed er blandt børns sunde responser på en usund situation. Det er det, vi mener, når vi siger, at vold mod mor også er vold mod børnene.

De sager, der bliver afgjort lige nu, kommer til at danne præcedens for, hvordan det nye skilsmissesystem kommer til at fungere i praksis. En praksis, der er altafgørende for, hvordan og om forældre fremadrettet kan beskytte deres børn mod den anden forælders vold, og hvilke muligheder den voldsramte forælder ser for sig selv og børnene.

Det vil få katastrofale konsekvenser for mange børn, hvis ikke krisecentrenes faglige vurderinger af vold i hjemmet tages alvorligt.

Astrid Lyng Hjuler og Anja Radeka er hhv. faglig leder og leder af viden og udvikling i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ete Forchhammer
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Ete Forchhammer , David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Malou Lauridsen

De krisecentre burde blive åbnet for begge køn. Hvorfor skal børn af voldelige kvinder stilles ringere end børn af voldelige mænd? Det er for mig et idiotisk system at man ikke kan rumme en forslået mand og hans børn på et krisecenter. Centre til mænd er der jo langt fra nok af. Få nu sat børnene i centrum i disse sager.