Kommentar

Lærer: Det kræver mindst otte ekstra arme og otte ekstra ører at være i mit fag

Som folkeskolelærer forventes det af mig, at jeg underviser, vejleder og opdrager mine elever. Det kræver mindst otte ekstra arme og ører, hvis jeg samtidig skal forholde mig til elevernes konflikter, madpakker og forældre. Vi lærere er ikke luddovne, skriver Mia Lodberg Nielsen i dette debatindlæg
Her ses børn på Gram Skole.

Her ses børn på Gram Skole.

Peter Nygaard

29. september 2020

Forleden kom min kæreste hjem fra sin søns børnefødselsdag lige dele velfornøjet og veltilfreds. Særdeles stolt af sin præstation som festarrangør meddelte han mig, at han var overbevist om, at han sagtens ville kunne begå sig som folkeskolelærer. En ret god en af slagsen, i øvrigt.

Der var tale om en fødselsdag i det fri på to timer for 20 børn arrangeret af fire voksne. De fire voksne havde en måned til at forberede arrangementet. Festen gik ud på skattejagt, slikposer og gaver – en skattejagt som i øvrigt blev spoleret af, at Josefine skulle tisse og i den forbindelse fandt skatten, mens de voksne drak kaffe.

Jeg kan se ligheden mellem festarrangøren og den arbejdssky og ustrukturerede lærer. Men lad mig gøre det klart, at min dagligdag som folkeskolelærer ikke har meget tilfælles med en børnefødselsdag.

Det ærgrer mig, at folkeskolelæreren simplificeres af forældre som min kæreste, og at lærergerningen i øvrigt tales ned af kolleger som Peter Stouby Hansen, der i Information den 16. september mener, at lærere er »luddovne« og har en »’går den, så går den’-mentalitet«.

Det forventes af mig, at jeg underviser, opdrager og vejleder børn og unge i et klasserum med langt flere end 20 elever, med væsentligt færre voksne end fire og i længere tid end to timer om dagen.

Det kræver faglige, fagdidaktiske, relationelle og ledelsesmæssige kompetencer at tilrettelægge en undervisning, som både er målrettet klassens fælles undervisning og den enkelte elevs faglige niveau.

Det kræver en oprigtig interesse for hver enkelt elev at etablere nærværende og trygge relationer.

Det kræver en lærer, der er fysisk og mentalt til stede i undervisningen, hvis der skal skabes et læringsmiljø med fokus på at udvikle elevernes kompetencer.

Og så kræver det i øvrigt minimum otte ekstra arme og otte ekstra ører at forholde sig til elevernes indbyrdes konflikter, deres madpakker, snørebånd, penalhuse, glemte sager, legeaftaler, madbodskort og ikke mindst deres fantastiske lyst til at berette om alt mellem himmel og jord. Og kunne jeg koden til deres UNI-login i hovedet eller nummeret til deres fars arbejdsplads, eller vidste jeg, om de skulle gå lige hjem eller i SFO efter skole, ville det ikke være til at kimse ad.

Svarer morgen og aften

Hvis ovenstående forventninger og krav ikke indfries, oplever jeg, at jeg arbejder i en branche, hvor der i høj grad føres kontrol – især af forældre, som kan være meget hurtige på tasterne på baggrund af deres særlige, herlige børns oplevelser af skoledagen:

»Havde I ikke tid til madpakken?«

»Vi kan ikke finde Emils bog. Vil du hjælpe ham med at lede efter den?«

»Hvor var gårdvagten, da mit barn havde brug for hjælp?«

»Hvorfor blev mit barns hår ikke redt, inden skolefotoet skulle skydes?«

»Hvordan oplever du mit barn i løbet af skoledagen?«

Netop fordi jeg lægger en stolthed i mit fag, netop fordi jeg er til stede, og fordi jeg er ansvarlig i mit arbejde, svarer jeg forældrene på Aula og på mobiltelefonen både tidlig morgen og sen aften. Fordi det er nødvendigt for både forældre, elever og lærere, at der er god kommunikation og tryghed mellem skole og hjem.

Mit arbejde kontrolleres også, når jeg bliver bedt om statusudtalelser fra socialrådgivere, årsplaner for hvert fag, jeg underviser i, og fokuspunkter og ressourcevurderinger, som styrker samarbejdet og samtalen omkring barnet på tværs af faggrupper.

Jeg bliver også afkrævet elevplaner for hvert enkelt barn, der systematisk evaluerer og følger op på udbyttet af undervisningen. Og så er der trivselsmålinger, nationale test og uddannelsesparathedsvurderinger.

Unuanceret og uanstændigt

Det giver sig selv, at jeg ikke kan tillade mig at være berøringsangst og konfliktsky. Det giver efterhånden også sig selv, at jeg ikke udfører et deltidsjob til fuldtidsløn.

Jeg ved, at der findes brodne kar og luddovne lærere i folkeskolen. De fortjener ikke spalteplads eller opmærksomhed. De er ikke mit ansvar. De er min leders ansvar.

Normen bør aldrig være at pege fingre ad hinanden, ej heller at dække over hinanden for den sags skyld. Men min samvittighed, min faglighed og min professionelle tilgang tillader ikke, at man omtaler folkeskolelærere og folkeskolen, som Peter Stouby Hansen – eller min kæreste – gør. Det er ganske enkelt unuanceret og uanstændigt.

Mia Lodberg Nielsen er folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jens peter hansen
  • Steen K Petersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Werner Gass
  • lars søgaard-jensen
  • Kristian Nielsen
jens peter hansen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, lars søgaard-jensen og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Christian Jensen

Peter Stouby Hansen omtalte altså ikke alle lærere som dovne. Han påtalte vel bare at der også i læregerningen findes eksempler på medarbejdere der springer over hvor gæret er lavest. Det er der i alle fag, så "no surprise".

Jeg er sikker på at du er både dygtig og engageret, men er alle dine kollegaer nu også det ? Helt ærligt og hånden på hjertet ?

Hvis din kæreste mener at han sagtens kan udfylde læregerningen er han jo ignorant, men tag den med ham indenfor jeres 4 vægge i stedet for at hænge ham ud i Information. Det er ikke klædeligt.