Læserbrev

At ledere ikke husker ansættelsen af deres første akademiker, ændrer ikke på, at de skaber vækst

Med en ny rapport i hånden konkluderer tænketanken DEA, at mange akademikere ansættes til ikkeakademisk arbejde. Men det beviser rapporten faktisk ikke. Den viser derimod, at akademisk arbejdskraft er med til at skabe vækst i virksomhederne, skriver repræsentanter for Akademikerne og SMV Danmark i dette debatindlæg
22. september 2020

Det er ude af trit med virkeligheden, når DEA sætter spørgsmålstegn ved succeshistorien om akademikere i små- og mellemstore virksomheder i en artikel i Information den 14. september. DEA’s tolkninger er ikke kun et forkert billede af virkeligheden, men afsporer også den reelle diskussion om, hvordan både små og mellemstore virksomheder og nyuddannede kommer godt gennem coronakrisen.

I artiklen kan man læse, at 56 procent af virksomhederne, der de seneste fem år har ansat deres første akademiker, ikke husker det, når de bliver spurgt. Det tal bruger DEA til at konkludere, at akademikerne er blevet ansat til at lave ikkeakademisk arbejde. Den kobling må stå for egen regning og stemmer ikke overens med den virkelighed, vi møder, hverken i virksomhederne eller blandt de akademikere, der arbejder der.

En langt mere nærliggende forklaring er, at virksomhedslederne interesserer sig mere for, hvilke resultater deres medarbejdere opnår, end hvilken uddannelse de har. Og hvis man kigger på resultaterne, så fortæller de en helt anden historie. DEA’s undersøgelse bekræfter nemlig, at akademisk arbejdskraft er med til at skabe vækst og udvikling i virksomhederne.

Derfor rammer DEA også skævt i forhold til at løse de udfordringer, vi står over for lige nu. Både corona- og klimakrise stiller nye krav til blandt andet digitalisering og bæredygtige løsninger. Så selv om det ikke er alle små virksomheder, der har brug for at ansætte en akademiker, er der rigtig mange, der ville have gavn af akademiske kompetencer til lige præcis de opgaver, som de står med nu.

Samtidig står vi over for en reel risiko for, at nyuddannede bliver blandt coronakrisens store tabere. Derfor er ledighedsdebatten også vigtig – alt for vigtig til at stoppe ved de nemme konklusioner.

Vi skal ud over automatreaktionen om øget dimensionering, som bliver fremlagt på baggrund af DEA’s tal. Færre studiepladser har først effekt om fem år og løser ikke de udfordringer, vi står over for nu.

Vi kan ikke blive ved med at tro, at vi kan løse beskæftigelsessystemets problemer i uddannelsessystemet. Vi har brug for at styrke beskæftigelsesindsatsen, så vi kan komme i gang med at bygge bro mellem studie- og arbejdsliv til gavn for både de nyuddannede og de små og mellemstore virksomheder.

Af Lars Qvistgaard, formand i Akademikerne (AC) og Jakob Brandt, administrerende direktør i SMV Danmark

Siden 2006 er antallet af universitetsuddannede fordoblet, og det har fået eksperter til at foreslå, at 80 procent af de nyuddannede akademikere bør ansættes i det private – og især i de cirka 55.000 små og mellemstore virksomheder uden akademikere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu