Læserbrev

Lidt flere besøg af sundhedsplejersken løser ikke problemet med stor ulighed i sundhed

Nye rapporter om ulighed i sundhed viser problemets omfang og kommer med helt konkrete forslag til, hvordan det løses. Men i stedet for at lytte vil sundhedsministeren bare give udsatte familier lidt flere besøg fra sundhedsplejersken. Det er slet ikke nok, skriver professor i folkesundhedsvidenskab Signild Vallgårda i dette debatindlæg
Debat
22. september 2020

Sundhedsministerens bud på en indsats mod social ulighed i sundhed svarer til at sætte plaster på et åbent benbrud. Ja, det er en slidt metafor, men her er den på sin plads.

Sundhedsstyrelsen kom den 2. september med to rapporter. En rapport, som viste, at den sociale ulighed i sundhed er stor og på nogle områder voksende. For eksempel dør mænd og kvinder med kort uddannelse henholdsvis 6,3 og 5,7 år før dem med lang uddannelse. Og en anden rapport, som handler om indsatser mod social ulighed i sundhed. Den konkluderer, at de fire områder, det ville give mest effekt at sætte ind på, er reduktion af børnefattigdom, mindre arbejdsløshed, bedre fysisk arbejdsmiljø og højere afgifter på tobak og usund kost.

De nye tal om uligheden er ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke alarmerende. Men det eneste konkrete, han foreslår, er flere sundhedsplejerskebesøg hos de forældre, som har det sværest med at være gode forældre. Det er en »målrettet« og »effektiv« indsats, siger han.

Hvad han bygger det med effekten på, er uklart. Lande med ringere jordemoder- og sundhedsplejerskeordninger end herhjemme har set en vis effekt af sådanne besøg, men der findes ikke dansk forskning herom. Og siden der er mange komplekse årsager til uligheden også hos børn, er flere sundhedsplejerskebesøg næppe et tilstrækkeligt svar.

Man kan desuden spørge, hvad det nytter, at Sundhedsstyrelsen får forskere på Syddansk og Københavns Universitet til at udarbejde omfattende rapporter, når politikerne tilsyneladende ikke vil bruge dem til noget.

En mulig forklaring er, at de indsatser, som ifølge forskerne virkelig vil have effekt, enten er dyre som reduktion af børnefattigdom og lavere arbejdsløshed eller politisk meget upopulære som afgifter.

En anden forklaring er sikkert, at disse politikområder ligger uden for sundhedsministerens område, og at andre ministre er optaget af meget andet end ulighed i sundhed. Hvis der virkelig skal ske noget, er det ikke nok, at sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen tager problemet op. Der skal skabes større politisk interesse for problemet.

Af Signild Vallgårda, professor i folkesundhedsvidenskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her