Kronik

De luddovne lærere er folkeskolens største problem

Der er lærere, som kommer for sent til deres lektioner, forbereder sig dårligt til undervisningen og ikke gider deltage i teamsamarbejdet med de kolleger, der rent faktisk tager ansvar. De har brug for en fremmødekultur med stempelur, skriver folkeskolelærer Peter Stouby Hansen i dette debatindlæg
Der er lærere, som kommer for sent til deres lektioner, forbereder sig dårligt til undervisningen og ikke gider deltage i teamsamarbejdet med de kolleger, der rent faktisk tager ansvar. De har brug for en fremmødekultur med stempelur, skriver folkeskolelærer Peter Stouby Hansen i dette debatindlæg

Katrine Bælum

16. september 2020

I disse dage pusler regeringen med ændringer af skolereformen, der blandt andet skal give kortere skoledage, enklere elevplaner og større didaktisk frihed til lærerne. Der har også været stort fokus på lærernes nye arbejdstidsaftale. Men det er hverken skolereformen, arbejdstidsaftalen, nedskæringer, dårligt opdragede børn eller krævende forældre, der er folkeskolens reelle problem.

Ingen tør eller vil sige, at det ganske enkelt er folkeskolelærerne, der er problemet. Og lærerne selv dækker over hinanden.

Der er en udbredt ’går den, så går den’-mentalitet blandt de lærere, som jeg gennem mit virke som folkeskolelærer på seks forskellige folkeskoler gennem 20 år er stødt på igen og igen. En mentalitet, der bestemt ikke gælder alle lærere, jeg har mødt og arbejdet sammen med, men som alligevel har været en underliggende norm, der ikke er blevet sat spørgsmålstegn ved.

Der er lærere, som er luddovne og kommer dalrende med en kop kaffe i hånden to til femten minutter efter, at klokken har ringet. Til gengæld giver de børnene fri ti til tredive minutter før, at skoledagen slutter. »De kunne ikke rigtigt koncentrere sig mere,« er et af de argumenter, som jeg hører lærere bruge i den forbindelse. Men sandheden er, at lærerne giver dem før fri, fordi de kan.

De arbejder nemlig i en branche, hvor kunderne bliver glade, hvis læreren kommer for sent eller går for tidligt. Der er heller ingen stempelure, og lærerne holder sammen og dækker over hinanden. Her er de solidariske så at sige, eller også vil de bare gerne alle sammen have muligheden for at møde senere og gå tidligere hjem.

Endelig arbejder lærerne også i en branche, hvor der er ringe kontrol med dem. Skolelederne gør det efter min opfattelse i hvert fald ikke, for de har hverken tiden eller de fornødne ressourcer til det.

Der tegner sig desuden et billede af to typer skoleledere. Den ene type er nærmere en bankfuldmægtig, der er optaget af at styre skolens økonomi med hård hånd uden hensyn til pædagogik og trivsel, mens den anden type er en hyggeonkel eller -tante, der vil være venner med lærerne og synge fællessange og ikke har styr på økonomien og skolens overordnede rammer.

Arbejdssky og ustrukturerede

Ud over at nogle lærere ikke passer mødetiderne for deres lektioner, prøver de så vidt muligt også at undgå arbejde i det hele taget. Listen over kreative måder at undgå arbejde på er så lang og kreativ, at jeg her kun vil nævne nogle få af dem, jeg har observeret.

Lærere, der sidder og gemmer sig i forberedelsen eller går hjem, hvis deres lektioner er aflyst, frem for at melde på kontoret, at de kan tage en vikartime.

Lærere, der dobbeltjobber og svarer på mails eller forbereder undervisning, mens de er til møder.

Lærere, der ikke forbereder og gennemfører den lovbefalede bevægelse i undervisningen, og som i det hele taget kun nødtvungent forbereder sig i sidste øjeblik til undervisningen med en monoton og uinspirerende undervisning til følge.

Som folkeskolelærer burde en udpræget sans for struktur være en af de vigtigste egenskaber. Der er nemlig meget, der skal struktureres. Der er et væld af planer: elev-, undervisnings-, lektions- og årsplaner, et utal af møder og en stor stak arrangementer og aftaler med forældre, elever og andre aktører.

Det tager disse lærere dog med ophøjet ro og misser den ene aftale efter den anden eller bliver mindet om den i allersidste øjeblik for derefter at møde forvirret og uforberedt op til mødet eller arrangementet. »Nå, det havde jeg sgu lige glemt,« er en ofte brugt undskyldning i den forbindelse, men det ændrer ikke adfærdsmønstret, og det samme sker igen næste gang. Det er, som om der ikke er nogen stolthed ved at have styr på tingene og at være struktureret som lærer.

Ukollegialt

Folkeskolen burde være teamsamarbejdets højborg; stedet, hvor gode læringsforløb bliver lavet, afprøvet og evalueret i faglige fællesskaber. Her påberåber de fleste lærere sig imidlertid metodefrihed. »Jeg har brug for at sætte mit personlige præg på min undervisning,« lyder det ofte fra lærerkollegaer. I praksis betyder det frihed til ikke at gøre noget eller til hurtigt at finde et forløb på en fagportal eller nogle halvdårlige og uinteressante opgaver på nettet, som en småforkølet sygemeldt lærer engang har lavet med venstre hånd en mandag formiddag.

Det hjælper ikke, at man sender lærerne på kurser i samarbejde, laver professionelle læringsfællesskaber eller ændrer navnet til stærkere læringsfællesskaber. Viljen til samarbejde er ganske enkelt ikke til stede.

Det ukollegiale i folkeskolen kaster endnu længere skygger. For det siger sig selv, at så store forsømmelser af arbejdsopgaverne må gå ud over nogen. Det går først og fremmest ud over de pligtopfyldende kollegaer, der må forsøge at fastholde motivationen hos deres elever, der ikke har fået fri tredive minutter før ligesom naboklassen, der støjende nyder deres frihed på gangen. Dovenskaben går også ud over kollegerne, når man har en delt klasselærerfunktion, hvor den ene lærer bærer hele ansvaret for klassen, fordi den anden lærer sniger sig udenom.

En skole, vi kan være stolte af

Nu har jeg brugt spalteplads på at kritisere folkeskolens lærere, men det er på ingen måde en personlig vendetta. Jeg har ganske vist valgt at holde orlov fra folkeskolen efter tyve år, men jeg gør det ikke som en sur og bitter mand. Folkeskolen ligger mig nemlig meget på sinde, og mit ærinde er at påpege elefanten i rummet, for at vi kan ændre tingenes tilstand og få stolthed, fællesskab og struktur i folkeskolen.

Som lærere skal vi være stolte af vores job og vores indsats, men det kan vi først blive, når vi passer vores arbejde og sætter en ære i at udføre det ordentligt og samvittighedsfuldt. Der er ingen stolthed i at undgå arbejdsopgaver til gene for kollegaer og i sidste ende børnene, der ikke får den undervisning og trivsel, de kunne have fået, hvis vi havde gjort os umage og brugt den tid, vi reelt har til rådighed.

Som lærere skal vi være fælles om opgaven, og vi skal stole på og tage ved lære af hinandens kompetencer. Vi kan nå mere og lave bedre undervisning, når vi deler arbejdsopgaverne, støtter hinanden og udvikler skolen i fællesskab.

Vi skal være kritisk konstruktive i opbygningen af et nyt læringsfællesskab frem for at være berøringsangste og konfliktsky over for det, som er svært. Normen bør være, at vi påtaler arbejdsskyhed og ukollegial opførsel i stedet for at dække over den. Vi har et fælles ansvar for at levere det bedste, vi kan, og dem, der undviger arbejdsopgaverne, svigter de andre.

Som lærere skal vi ikke have strukturskræk. Struktur er vigtigt for, at skolen kan fungere, og jeg tænker, at den første struktur, vi burde indføre, er en mødestruktur med stempelur.

Vi må desværre sande, at vi ikke kan styre vores tid, når den ikke er lagt i faste rammer for os. Alt for længe har alt for mange lærere udført et deltidsjob til fuldtidsløn, og det er umådeligt svært at ændre den arbejdssky lemmingekultur, folkeskolen er gennemsyret af. Det går ud over hele folkeskolen, så fulddokumenteret tilstedeværelse for lærerne er nødvendigt, hvis folkeskolen skal blive en skole, vi kan være stolte af.

Vi skal være til stede fysisk, men så sandelig også mentalt – både til møder, i skolegården, i klasselokalet, i forberedelsesrummet og i mødet med forældrene. Det er det, vi får vores løn for.

Peter Stouby Hansen, folkeskolelærer og kandidat i engelsk og dansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Knudsen
  • Søren Veje
  • Eric Philipp
  • Poul Anker Juul
  • Anker Nielsen
  • Henrik Brøndum
  • Markus Lund
Jakob Knudsen, Søren Veje, Eric Philipp, Poul Anker Juul, Anker Nielsen, Henrik Brøndum og Markus Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vedrørende tidligere publicerede afsnit

Det er blevet redaktionen bekendt, at enkelte afsnit af kronikken i omskrevet form er bragt i Jyllands Posten ved en tidligere lejlighed, som også flere læsere har bemærket. Det er naturligvis ærgerligt, og det er sket mod forsikringer om det modsatte. Der er dog ikke tale om, at de to kronikker er identiske, det er enkelte afsnit og eksempler, der er enslydende. Information har antaget og bragt kronikken under betingelse af, at den var forbeholdt Information, og på den baggrund fundet det relevant at bringe kronikken.

Vi beklager fejlen, og vil søge at undgå, at tilsvarende sker igen.

Herefter vil vi anmode læserne om, at fremtidige kommentarer omhandler artiklens emne, folkeskolelæreres arbejdsmoral.

Debatvært
Espen Fyhrie

Poul Erik Pedersen

Espen Fyhrie 11.20: det kan for så vidt gøres kort. Kronikken er bygget op på en række, angiveligt, autentisk oplevede situationer, hvor forfatteren af kronikken har oplevet at kolleger i folkeskolen har udvist dårlig arbejdsmoral. Kronikken er forfattet i en så generaliserende form, at det er endog meget svært at finde ud af hvad disse beskrivelser dækker over. Derfor er det ganske svært at forholde sig til, om kritikken er berettiget eller ej.
Den ligger faktisk på linje med de udsagn der af og til finder vej til den offentlige debat, om at arbejdsløse er dovne og ikke gider arbejde.
I begge tilfælde er det svært, som den der bliver udsat for kritikken, at forholde sig til. Det er det fordi der netop ikke følger ret meget dokumentation med kritikken. Den forbliver påstande. Det er her der ligger et redaktionelt ansvar i, at vurdere om kronikken lever op til god debatskik. Kan man som læser forvente at en kronik i Information forholder sig til sit emne, på et dokumenteret grundlag?
mvh. poul.

Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg har samarbejdet med folkeskolelærere i små tyve år og har mødt alle slags; Færrest af dem der kritiseres i artiklen, men de er der.
At gøre disse personer til folkeskolens "største problem" virker i overkanten; Men jeg har dog aldrig forstået hvorfor kolleger/skoleledere har holdt hånden over dem. Det gavner reelt ingen, hverken børn,forældre, kolleger eller dem selv.

Peter Stouby Hansen hvad er det for 6 folkeskoler du har været ansat på?

Du beskriver lærerne som ikke kun dovne men luddovne. Og man skal ikke tage fejl for de lærere der ikke direkte udviser denne adfærd har i virkeligheden et ønske om selv at blive luddovne. Det er nemlig forklaringen på at de ikke brokker sig til ledelsen. Men hvorfor skulle de også det når de alligevel har et "deltidsjob til fuldtidsløn".

Ledelsen har i øvrigt ikke tid til at høre på brok fra lærerne, de er nemlig enten optaget af økonomi eller bange for de dovne lærere.

Problemet med folkeskolen - ondets rod - kan koges ned til lærere der ikke gider gå i skole og ikke selv kan finde ud af at strukturere deres tid fornuftigt sålænge de arbejder " i en branche, hvor der er ringe kontrol med dem". Men dovenskaben kan man måle meget nøjagtigt. Det ser man når læreren kommer for sent til timen eller giver eleverne fri før klokken ringer. Dit konstruktive forslag til løsning af folkeskolens problemer er åbenbart at opsætte stempelure på skolen.

Der har og vil altid være nogle som er kommet på den forkerte hylde. Men så tror jeg altså ikke man holder længe i folkeskolen i dag. Der er faktisk en del af de meget dedikerede lærere der brænder ud og bliver førtidspensioneret.
Denne artikel er fra 2010 men er indenfor de 20 år du har været tilknyttet folkeskolen.Jeg kender ikke tallene men det psykiske arbejdsmiljø er nok ikke blevet bedre.
https://www.dr.dk/nyheder/penge/stigende-antal-laerere-paa-foertidspension
En del af dem der går ned er yngre lærere
https://www.folkeskolen.dk/65744/unge-laerere-pensioneres-i-stort-tal

Du skriver at folkeskolen ligger dig meget på sinde og det har du til fælles med de 1232 lærere der indgår i den kvalitative undersøgelse beskrevet her. Artiklen er fra 2019:

"Verdens bedste job, som mange lærere ikke holder til"
"Et fantastisk og meget hårdt job. Misforhold mellem krav og resurser, mislykket inklusion, manglende tid til forberedelse. Det er lærerjobbet, når man spørger lærerne selv. Det har tre forskere gjort og fået svar fra 1232 lærere."

Citat herfra https://www.folkeskolen.dk/617048/undersoegelse-kommende-laerere-risiker...
"Man har så travlt med prøver, forberedelse, elevplaner og gangvagter inden klokken 16, at tiden til den enkelte elev er væk. Det er gået hen og blevet så styret af tid, at jeg føler mig presset af klokkeslæt. Jeg har inden reformen tit arbejdet 43 timer om ugen, men af lyst og fordi jeg syntes mit arbejde gav mening. Nu går alle så meget op i timetælling, så man vil ikke bruge 1 minut mere end man bliver betalt for. Så kort fortalt, jeg stoppede fordi jeg ikke kunne give eleverne den opmærksomhed som de fortjener, for at kunne lære mest muligt".

Så det er muligt at der er noget galt med folkeskolen men ondets rod er næppe uengagerede, dovne lærere - måske tvært imod. Det er heller ikke det indtryk jeg selv har fået af lærerstanden fra de skoler jeg har arbejdet på.

charlotte keck, Jane Jensen, Steen K Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Carsten Hansen 12.40: Der er i så tilfælde tale om et ledelsesproblem, som man må forholde sig til på hver enkelt skole. Løsningen må findes i et samarbejde mellem den pågældende lærer, tillidsrepræsentant og ledelse.
Det er svært at se fornuften i, at problemer af den art beskrives i generaliseret form og publiceres i et dagblad. Fordi man som almindelig læg læser ikke bliver klogere, det står til stadighed hen i det uvisse om der er hold i kronikkens beskrivelser. Deri ligger problemet.
mvh. poul.

Jeg ser ingen mening i at benægte at der findes "brådne kar" overalt.
Men at det skulle være en kæmpeproblem for folkeskolen er jeg ikke med på.

At der l ligeledes kan være ledelsesproblemer på folkeskoler er der nok heller ikke tvivl om; Men nok meget mere undtagelsen end reglen.

Der er nok tale om "overkill" i artiklen

Erik Fuglsang, Lasse Givoni, Viggo Okholm, Poul Erik Pedersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Mon ikke det giver mening for de fleste, at man som ung lærer må lægge uforholdsmæssigt mange timer i at opbygge et fagligt og pædagogisk fundament, man senere kan profitere af...?

"Lærere, der dobbeltjobber og svarer på mails eller forbereder undervisning, mens de er til møder."

Dét lyder ikke som dovenskab! Gad vide om det er sundt at multitaske?

Poul Erik Pedersen

Steffen Gliese 02.54:
Læg så her til at arrbejdsmængden for den enkelte lærer ikke er en statisk størrelse. Jeg husker tilbage til, da jeg selv var under uddannelse som gymnasielærer. På et af GLs møder konstaterede en af mødelederne at det kun gik en vej med arbejdsmængden: op.
Den iagttagelse mener jeg har noget for sig. Blot i min tid i gymnasieskolen gik vi fra fokus på undervisningen, til også at skulle deltage i lærerteams, klasseteams og fælles møder for at lære den vanskelige kunst det var/er i det hele taget at arbejde i teams. Jeg husker også at ledelsen på meget pædagogisk vis forklarede, at en del af den tid der blev brugt på teamsamarbejde jo var en del af forberedelsen af undervisningen. Den mellemregning lærte jeg nu aldrig rigtigt at forstå, idet det tog lige lang tid, for mig, at rette en skriftlig opgave og forberede en lektion i den franske revolution.
Men - indrømmet, det er også ved at være nogle år siden at jeg, af andre grunde, sidst har haft kontakt med den ædle kunst at undervise. Så måske situationen er en anden, nu til dags.
Men - naturligvis er det da rigtigt, at rutinen og oparbejdet viden giver visse fordele i det daglige arbejde. Men man skal nok også have med i sine betragtninger, at ændrede krav til skolen og lærernes funktion er med til at forøge den enkelte lærers arbejdsmængde.
Her er vi så inde på nogle af de mere strukturelt orienterede forklaringsmodeller, som kronikken, der er udgangspunktet for diskussionen her, helt åbentlyst ikke magter at tage med i betragtningen. Det er selvølgelig heller ikke nødvendigt, hvis man nu har lagt sig fast på at årsagen til de beskrevne problemer er at finde hos en stor del af en stands arbejdsmoral. Iøvrigt baseret på noget der ligner en fristil!
mvh. poul.

charlotte keck, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Steffen Gliese og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Gud ved om et indlæg om at journalisternes hovedproblem var druk, sexisme eller luderjournalistik
og at det var elefanten i rummet som ingen ville se var gået igennem censuren. Måske skulle Information også kigge på egen praksis, før man lod en mand svine alle degnene til.

Steffen Gliese, charlotte keck og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar

Nu fremgår det så at artiklen baserer sig på 2010 og så må de erfaringer som kronikøren bringer til torvs være baseret på tilstande før den tid.
Når man så ved det skal vi jo tænke en del år tilbage og vide hvilke arbejdsforhold og aftaler der var dengang.
Jeg husker kritikken fra et familie medlem, som var kommet i skolebestyrelsen og klart havde sin tolkning af lærernes forhold..
Det er en svær diskussion og jeg tror bestemt at mange af os, som ser fra sidelinjen ikke altid forstår den udfordring det er at være lærer. Men netop derfor bør hver enkelt lærer overveje og mærke efter om han/hun tør tage den udfordring op -altså viden om og med børn- forældre der kræver og forældre som er ligegyldige og alle de fleste midt imellem, inden de tager valget. Selve uddannelsen til lærer er vist ikke helt ok, da selve det at være menneske i spillet udvikling-læring-dannelse- social ansvarlighed måske ikke er eksisterende, så de der skal varetage vores ressourcer ikke får de tilstrækkelige muligheder for at gøre det godt nok?

Jeg underviser i gymnasiet på syvende år, og underviste mens jeg læste matematik på Syddansk Universitet i matematik, projekter for ingeniørstuderende, datalogi, matematikken i fysikken og java-programmering. Jeg har undervist i kampsport siden 1987 og har givet lektiehjælp siden 1999 til maskinmester-studerende, gymnasieelever og universitetsstuderende.
Jeg har levet med den mindre autonomi i klasseværelset, og den højere grad af indblanding udefra ind i klasseværelset og undervisningen fra starten af. Jeg byder enhver form for overværelse af min indervisning velkommen, af den simple grund: at det er jeg vant til fra kampsportsundervisningen. Undervisningen dér har altid været overværet af nysgerrige forældre samt elever der snart selv skulle ind og træne. Jeg er god til at undervise og du må meget gerne komme og selv vurdere, hvad du synes.
Inden for klasseværelsets fire vægge skal jeg bestemme, ellers fungerer det ikke. Jeg skal have mulighed for at bortvise eleverne, og mulighed for at skælde ud. Hvis undervisningen ikke duer stemmer eleverne med fødderne - de falder fra. Men det er eleven der skal til eksamen, ikke mig. Elevens årskarakter OG eksamenskarakter er elevens, og IKKE en vurdering af min undervisning. Vurdering af kvaliteten af min undervisning må finde sted i timerne. Og som sagt, du er mere end velkommen.

Jeg kan sagtens se noget ræson i kritikken, men jeg savner, at udviklingen sker PÅ skolerne I undervisningen, og MED de ressourcer man nu synes der skal bruges på det. Og så blandt fagfolk. Jeg har mødt min sjat af undervisningskonsulenter, der har undervist udelukkende på universitetet. Meget af det de siger og skriver er brugbart, men det er noget andet at spare med en, der ser ens undervisning, og har prøvet det selv.

Et gode ved at være gymnasielærer tidligere var, at man netop havde meget tid, det var en af grundene til at jeg søgte den vej. Den tid bliver der mindre og mindre af, men lønnen er den samme. Hvis jeg skal undervise på markedvilkår som var jeg ingeniør eller programmør, så vil jeg også have mulighed for at tjene det, en it-udvikler eller ingeniør på min alder kan tjene. Og det kommer aldrig til at ske. Jeg ville få ca det dobbelte i løn, men så ville jeg også skulle arbejde væsentligt hurtigere, mere koncentreret og hele tiden i konkurrence med mine konkurrenter.

Lærererne er ramt af del-og-hersk-princippet. Gid de snart må lære af historien, forene deres kræfter og kæmpe imod. Jeg ser ingen grund til at hverken folkeskolelærerlønnen eller gymnasielærerlønnen (reallønnen) skal falde over tid. Når min løn bliver lav nok søger jeg et andet sted hen. Der er grænser for hvor billigt jeg vil arbejde med at undervise børnene af jurister, økonomer, psykologer, virksomhedsejere, politikere og finansfolk. Til gengæld vil jeg gerne undervise børn af buschauffører, sygeplejersker, pædagoger, tandlæger, landmænd og ufaglærte til en rimelig løn i forhold til alles indsats.

Jeg arbejder over hele hovedet ikke på markedsvilkår, og jeg fastsætter desværre pt endnu ikke min egen løn.

Lad os endelig holde hinanden fast på god kvalitet i undervisningen, men kan vi ikke gøre det internt og med et fagligt fokus??

Hold da op hvor folk er stoedte paa mancehtterne, det maa vaere fordi der er noget om snakken. Mig overrasker det ikke, jeg har flere gange moedt dem og de er skyld i at jeg ikke laerte nok om faget i deres timer. Og da jeg pointerede det over for dem fik jeg en daarligere karakter.

jens peter hansen

J J DM. Da du formentlig ER gået ud af folkeskolen ville det være en god ide at skrive hvilken skole du gik i og konkretisere hvilke fag du ikke lærte noget. En underviser skal undervise, men det er eleven der skal lære. Læreren kan være mere eller mindre dygtig til formidle noget stof, men det er eleven der der skal lære.

Steffen Gliese, charlotte keck og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

@ Peter Stouby Hansen,
Super, chapeau for dit indlæg. Du har iøvrigt valgt det rigtige medie - studenterbladet Information, til at offentligøre dine erfaringer. De fleste abonniner (m/k) her er offentligt ansatte eller pensionerede tjenstemænd/kvinder, der alle har fået en fribillet, hvor de kan brokke sig over det system, der har betalt deres løn og pension. I Danmark har der siden 1970érne været en konsensus omkring pædagogisk undervisning og undervisning i folkeskolen. Det hele endte med en fagforenings konsensus, hvor det handlede om arbejdsforhold, fritid mv, og mindre om uddannelse af børn og unge. Vi har i familien, en pensionet folskeskolelær i Nivå, som oplevede, at hendes kolleger, gik hjem kl. 13:00 for derefter at fortsætte deres egne private CVR registrede virksomheder indenfor service, privatundervisning og vinduespudsning!. Men der er jo så meget. Så det er ingen overraskelse, at lærerer, som andre mennesker, er rene opportunister, der bare gerne vil have det lidt godt, og så malke systemet.
P.s.. Peter, hvis du gerne vil have perspektiv på dit debatindlæg, så send det ind til Weekendavisen. Her får du andet end de sædvanlige " du er bare liberal og dum" svar.
Bedate hilsner
Jakob Knudsen

Peter nævner elefanten i rummet. Det er helt korrekt det der står i artiklen. Jeg har 25 år i skoleverdenen og har set præcis det der beskrives. Mine lærervenner fortæller også at ingen tør sige hvordan det virkelig er. Det er helt sygt. Tak til Peter.

Jeg synes at de fleste kommentarer går som katten rundt om den varme grød. Der er utroligt mange problemer i folkeskolerne. Megen falsk opfattelse af hvad en lærer skal, men først og fremmest ser jeg en systemisk problemmasse. Lærer der skal være på en bestemt måde, og ledelsesstrukturer der er mere flade end ideen om den flade jord. Og så er der lige spørgsmålet om opdragelsen: Hvis opgave er det, skolens (som i kibbutzerne)? Eller hjemmets? Og hvis det er skolens, hvorfor tages der ikke politisk standpunkt til det, fra samfundets side, lærernes side og forældrenes side? Og det samme gælder hvis det er hjemmets ansvar (fx med mere plads til det i skemaerne, forældrenes som børnenes)? Så, alt i alt taler vi om en masse generelle systemiske fejlfunktioner. Hvilket jo er ret så almindelig i disse dage: Racisme vs. race, mobning vs. udskamning, pirring vs. chikane, konspiration vs. tilpas bekymring. Find selv de 100 andre!!

@Jens Peter Hansen,
din kommentar til J.J DM vidner om, at du nok er offentlig ansat eller lønnet af staten, Så ansvaret hviler hos en 7-årig? Hvis du underviser børn burde du skifte arbejde og helst ASAP med den latterlige holdning : "En underviser skal undervise, men det er eleven der skal lære. Læreren kan være mere eller mindre dygtig til formidle noget stof, men det er eleven der der skal lære".
Jeg håber og tror ikke, at du er en del af undervisningssystemet, men hvis jeg tager fejl, så håber jeg, at du har en chef, der vil tage action og putte dig på græs..

Peter Engelbrecht

@ Steffen Gliese

Det er jo ikke folkeskolens opgave at underholde børnene?

Læring er en svær størrelse og fuld af frustrationer, indtil “koden” bliver brudt. Den information kunne børn og forældre nyde fordel af at vide.

Hvis du vil underholdes skal du gå i biografen eller cirkus

Snakker man personlighedsudviukling, herunder intellektuel indlæring, så er "underholdning" aldrig et mål i sig selv, men kan være en del af metoden.
F.eks. kan et stof formidlet spændende, udfordrende, kreativt, sjovt eller på en social facon. Dette kan så af børnene opfattes som "underholdende".

Er man en gammel "dialektisk materialist" som undertegnede, så er ovenstående god latin hvis man vil fremme intellektuel, sproglig, motorisk og social udvikling.

Poul Erik Pedersen, Erik Fuglsang og Jakob Knudsen anbefalede denne kommentar

Bare for at undgå misforståelser.

Ja; Jeg mener at skolen skal underholde. Ikke for underholdningens skyld men som metode for at opnå udvikling. "Underholdning som en motivationsfaktor".
Jeg mener at en af grundene til at Danmark har succes med social mobilitet i høj grad skyldes at børn med uddannelsesfremmed baggrund har nydt godt af at den "gammeldags" skole har måtte vige for den mere nuancerede og varierende undervisning.
Dette kræver så lærere med initiativ, indsigt og overskud, samt arbejdsmæssige forhold der tillader fordybelse og refleksion.

Steffen Gliese

Når man arbejder med formidling, som lærere, journalister, kunstnere og en hel masse andre mennesker gør, så er man på sin vis på arbejde 'altid'.

Sider