Kronik

Messerschmidt: EU-Domstolen æder sig ind på magten i EU, hvis vi ikke stopper den

Bid for bid har EU-Domstolen ædt sig ind på den nationale suverænitet, så vores grundlov ikke har juridisk forrang mere. Det burde få os op af stolene, men hidtil er det foregået uden protester fra hverken politikere eller akademia, skriver næstformand i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, i dette debatindlæg
»Gad vide, om afstemningen i 1972 var blevet så klar, hvis vælgerne havde vidst, at dommerne to år tidligere havde erklæret EF-retten over grundloven?« spørger Morten Messerschmidt i denne kronik.

»Gad vide, om afstemningen i 1972 var blevet så klar, hvis vælgerne havde vidst, at dommerne to år tidligere havde erklæret EF-retten over grundloven?« spørger Morten Messerschmidt i denne kronik.

Sara Houmann Mortensen

Debat
3. september 2020

Normalt lever domstolene et stille liv sammenlignet med de andre parter i magtens tredeling. Vel bliver det debatteret, om den ene eller den anden skulle have haft en mildere eller hårdere straf, men ellers lever vore dommere et stille liv. Og det er godt. Men det samme kan ikke længere siges om EU’s dommere, der optræder stadigt hyppigere i den politiske debat.

For dommerne i Luxembourg agerer ikke efter samme spilleregler, som de danske. Mens grundloven kræver, at vores dommere »ene retter sig efter loven«, så er det ikke denne tekstnære fortolkning, der hersker ved EU-Domstolen.

Netop dette spørgsmål om fortolkningsstil var temaet, da EU-Domstolens præsident, Koen Lenaerts, i foråret gæsteforelæste på Københavns Universitet. Foran mig i salen sad Justitsministeriets EU-ekspert, Nina Holst-Christensen. Jeg forestillede mig, hvad hun mon tænkte under forelæsningen. For nogle år tilbage skrev hun en domskommentar til Angonese-dommen – den dom, som ændrede EU-retten radikalt fra kun at binde offentlige instanser til også at binde private. Dengang kaldte hun dommen for både »epokegørende« og »et dementi af påstanden om, at Domstolen ikke længere er judicielt aktivistisk«.

Men Koen Lenaerts nævnte slet ikke Angonese. Hans mission var nemlig at få os tilhørere til at forstå, at vel har EU-Domstolen en anden fortolkningsstil end de fleste nationale domstole, men det betyder skam ikke, at EU’s dommere fortolker EU-retten udvidende. Tværtimod skulle vi, ifølge Koen Lenaerts, glæde os over, at domstolen sikrer os regler for forsvarlig kernekraft og frihandel. Og ja, det har vi hørt før. Men friholder det EU-Domstolen for kritik, at ikke alle dens domme er politiske? Selvsagt ikke.

Frembrusende domstol

EU-retten er ofte delikate kompromiser af lange og vanskelige forhandlinger. Med 27 lande, en kommission og et EU-Parlament omkring bordet kan det være svært at blive enige. Derfor er der spørgsmål, man efterlader enten uklare eller helt ubesvarede. Sådan gjaldt det allerede ved Romtraktatens tilblivelse.

Domstolen fik derfor fra begyndelsen en delikat opgave at varetage. På den ene side skal man sikre, at EU-retten er effektiv. På den anden side må man respektere, at et kompromis mellem et voksende antal lande indeholder følsomme områder, der må respekteres overladt til landene selv.

Den første opgave har domstolen løst med stor dygtighed. Men den anden har den slet ikke forstået. Tværtimod har Koen Lenaerts og hans kolleger gennem fem generationer gjort en dyd ud af tage stilling i de sager, medlemslandene i respekt for den indbyrdes uenighed er gået udenom. Dermed har dommerne ikke bare brudt balancen mellem de 27 lande, de har også brudt magtbalancen mellem lovgivende og dømmende magt. Og derfor er EU-Domstolens fortolkningsstil farlig.

EU’s dommere ser nemlig ikke kun på de ord, der er vedtaget, men forsøger selv at udlede, hvad deres formål kan være. Og det behøver vel at mærke ikke at være formålet med selve den retsakt, man fortolker. Nej, her har dommerne givet sig selv fri leg til at boltre sig i alt fra de grundlæggende traktater til ikkebindende retsakter som EU’s charter, som domstolen tillagde juridisk værdi, længe før det var en del af traktaten.

Især i et internationalt system som EU, hvor lovgiver kan have overmåde svært ved at korrigere de domme, som en frembrusende domstol skaber, er en sådan en fortolkningsstil farlig.

Domstolen burde helt holde sig fra at ændre på forholdet mellem medlemslandenes og EU’s udlændingepolitik, og i sagens natur helt holde sig væk fra store institutionelle spørgsmål om EU-rettens forrang og karakter, erklæringers (u)gyldighed og den budgetmæssige balance. Den slags er slet ikke anliggender for en domstol, men for de folkevalgte.

Forsømte protester

Én vigtig pointe havde Koen Lenaerts dog: Danmark gik ind i EU med åbne øjne. Allerede ti år før Danmark blev medlem havde EF-Domstolen, som den hed dengang, erklæret, at fællesskabet udgjorde »et nyt folkeretligt system« og fastslået, at EF-retten var »en særlig retsorden« med forrang for nationale regler.

Dette og flere andre sensitive spørgsmål gik de danske politikere dog udenom, da vælgerne skulle spørges, om de ville være med. For gad vide, om afstemningen i 1972 var blevet så entydig, hvis vælgerne havde vidst, at dommerne to år tidligere havde erklæret EF-retten over grundloven?

Hverken Danmark eller andre medlemslande gjorde indsigelser imod at få sin nationale forfatning sat til side. På det tidspunkt handlede det stadig mest om billigere vaskemaskiner og flæskeeksporten. Alvoren var næppe helt sivet ind. Men langsomt og systematisk blev grundstenene til det nye folkeretlige system lagt.

I 1971 vedtog dommerne, at EU’s magt over landene ikke behøver være eksplicit og klar, men at den »implicit kan udledes«. Det er en åben invitation til juridisk ekspansion og burde give overvejelser i forhold til grundloven, der jo kræver, at suverænitetsoverdragelsen skal være defineret i »nærmere bestemt omfang«.

Bid for bid åd man sig ind på den nationale suverænitet, endda helt uden at ændre traktaten. Og på trods af at EU-Domstolen op gennem årtierne tog en stribe sværdslag med de nationale domstole og forfatninger, forsømte politikerne konsekvent at komme deres grundlove til forsvar.

I Dzodzi-sagen i 1989 gav Domstolen sig selv ret til at behandle spørgsmål af rent national karakter, ligesom den to år senere i Debus-sagen tiltog sig retten til at underkende nationale domstole i sager af rent national karakter, og i BIAO-sagen erklærede dommerne sig »principielt forpligtet til at træffe afgørelse, medmindre det er åbenbart, at den præjudicielle anmodning i virkeligheden har til formål at få Domstolen til at træffe afgørelse på grundlag af en konstrueret tvist«.

Lidt efter lidt er man nu kommet helt ind i den nationale ret uden nævneværdig protest fra hverken politikere eller akademisk side.

Dommerne i førerhuset

Sådan grundlagdes EU-Domstolens arbejdsmåde, så dommerne den dag i dag kan bruge reglerne for vandrende arbejdstagere til både at give lovligt ophold til tredjelandsborgere og til at kræve danske velfærdsydelser udbetalt til folk, der aldrig har befundet sig i Danmark.

At vi har et retsforbehold betyder ingenting, for dommerne bruger da bare en anden del af traktaten. Så betyder det ikke stort, at Danmark hverken har overdraget EU magt på udlændinge- eller velfærdsområdet. EU er jo nemlig et »nyt folkeretligt system«, som konstant udvikler sig.

Det gør EU-Domstolen os ofte opmærksomme på, når vi skal fratages endnu lidt mere af den nationale suverænitet. Mere end 900 gange henvises der i domstolens arkiv til »det nuværende udviklingstrin« som begrundelse for en dom. Ikke lovgivers vilje eller lovens ord, men Unionens udviklingstrin.

Forude venter en overtagelse af vores retssystemer, frihedsrettigheder og demokrati, som pænt pakkes ind flotte ord om EU’s grundlæggende værdier og retsstatsprincippet. For intet er principielt undtaget fra EU’s kompetenceområde, så længe dommerne sidder i førerhuset.

Dette burde få os til at rejse os fra stolene og råbe vagt i gevær. Men Koen Lenaerts forelæsning gik klogelig så langt ud over tiden, at der ikke var tid til mere end et par høflige spørgsmål.

Morten Messerschmidt er næstformand og EU-ordfører for Dansk Folkeparti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Malou Lauridsen

Bid for bid har Messerschmidt og DF ædt sig ind i EUs fælleskasse. Det har vi ikke glemt.

Kære Morten. Lær selv at overholde loven inden. Ring evt. politiet eller en advokat og forhør dig om gældende lovgivning hvis du føler det svært at navigere i paragrafferne og grænserne for tilraning af fællesskabets midler.

peter juhl petersen, René Arestrup, Ea Movang, Ib Christensen, Søren Nielsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Meld og Feld processen ligner efterhånden en roman af Franz Kafka. Bortset fra det finder jeg Mortens debatindlæg skræmmende og interessant.

Poul Erik Pedersen

Kronikken er for så vidt tankevækkende nok, kan også godt give anledning til overvejelser over demokratiets aktuelle tilstand. Men: formen Messerschmidt har valgt mener jeg spærrer for noget af den kritiske overvejelse.
For det første: artiklen er bygget op på en række påstande om, hvordan EU-domstolen har ageret over tid. Præmissen er til stadighed at samme domstol undergraver nationalstatens suvrerænitet, til fordel for et overnationalt system. Til det brug refereres der til en række domme. Men pointen er jo at Messerschmidt i et greb både refererer og fortolker dommen, her lades den læge læser i stikken. Fordi: jeg har faktisk ikke selv mulighed for at finde ud af, om Messerschmidts omgang med kilderne er korrekt eller ej.
Jeg siger ikke at Messerschmidt lyver eller fordrejer de forhold, han mener er kritisable. Jeg siger bare at jeg ikke har mulighed for at vurdere sandhedsværdien i kronikken.
For det andet: henvisningen til at vælgerbefolkningen, formentligt, ville have stemt nej til EF-medlemsskabet i 1972, hvis samme vælgerbefolkning havde kendt realiteterne i år 2020 er jo i reelt set tom retorik. Det er på linje med kontrafaktisk historieskrivning, det kan være meget morsomt - og måske også lærerigt for historiefaget, men i en politisk debat har den slags overvejelser ikke så meget værdi. Det faktiske udfald af afstemningen er det eneste vi kan forholde os til - og dermed også vilkårene for det danske medlemsskab af EU anno 2020.
For det tredje: tankegangen i kronikken er at nationalstatens suverænitet, in casu Danmarks, bliver undergravet af EU domstolens juridiske praksis. Jeg mener man med rette kan spørge Messerschmidt om ikke der også findes adre forhold, der er medvirkende til at undergrave selv samme suverænitet. Klima- og miljøpolitik er og bliver et centralt emne i en god del år, lader det sig vist roligt konstatere. På det felt er det endog meget vanskeligt at forestille sig, at den enkelte suveræne nationalstat kan tilrettelægge sin politik efter forgodtbefindende. Her er et internationalt regime bydende nødvendigt, så vidt jeg kan se det. Her er EU, dyder og fejl til trods, en vigtig aktør.
Dette forhold så jeg da gerne, hr. Messerschmidt reflekterede over.
Man kan da kun se frem til at det næste indlæg, fra hr. Messerschmidts hånd, leverer en dokumenteret og velargumenteret redegørelse for Dansk Folkepartis analyse af miljø- og klimakrisen og dens internationale aspekter. God arbejdslyst!
mvh. poul.

Thomas Tanghus, Jørn S. Pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Som jeg det største problem med EU-domstolen er at den får lov til at drive politik, ved den ret som den gav sig selv, i den såkaldte dynamiske fortolkning. Det burde være stoppet af EU for lang tid siden, men er af uvisse årsager fortsat. Det bryder dermed med magtens tre-deling, hvilket ikke hører hjemme i et system der bygger på demokratiske principper. Så ja, det skal stoppes, hvis vi skal respektere dommene.

EU domstolen er en vigtig årsag til at UK desværre forlader EU. Tankevækkende at EU ikke kan tilgodese deres medlemmer.
EU er en kæmpesnebold, der har vokser sig stor og stærk, og stadig vil have mere magt. Krise på krise løses med forslag om centralisering.
Det stopper vel den dag Tyskland siger stop.

Poul Erik Pedersen

Michael Friis 3.9 22.31: hvor ved vi fra, at det er EU-domstolen der er årsagen til at flertallet af vælgerne i UK stemte "Leave". Fremgik der en mulighed for en motiveret begrundelse for hver enkelte vælgers "Yes" eller "No", på den stemmeseddel der blev brugt ved afstemningen?
mvh. poul.

EU/EF-domstolen fungerer præcis på samme måde som f.eks. den tyske Forfatningsdomstol, den amerikanske Supreme Court, den franske og italienske, og spanske Forfatningsdomstol! De kan også tage sager og af egen drift; de kendelser, de udsteder, bliver politisk virkelighed i landene.....

Og ja, det er en bestemt en anden tradition end den rets-positivistiske, vi har her i landet.....

Men det er noget, som danskerne altså selv stemte JA til, da vi ved, en folkeafstemning, i 1998 godkendte Amsterdam-traktaten....

Malou Lauridsen

“EU domstolen er en vigtig årsag til at UK desværre forlader EU“

Jeg troede det var racisme og antallet af polakker?