Klumme

Når man boykotter Lagkagehuset, finder man pludselig frem til Eriks Bageri

Selv om mit boykot ikke er specielt stålsat, bilder jeg mig ind, at det trods alt er bedre kun at støtte et firma, som er i skattely, lidt frem for meget. Og denne gang ledte min forbrugerpolitiske adfærd til noget decideret godt, så jeg er klar til at fortsætte, skriver journalist Kristian Villesen i dette debatindlæg
Da jeg fandt ud af, at min lokale Amager-bager Lagkagehuset er ejet af en kapitalfond i et skattely, gik jeg videre videre op ad Amagerbrogade og fandt Eriks Bageri. Ejeren hedder rent faktisk Erik, og på væggen kan man se, at han har vundet diplomer for bedste specialbrød i 2015, bedste chokoladestykke i 2011 og bedste tørkage i 2009. Eriks Bageri støtter den lokale fodboldklub B1908. Der er god stemning i butikken, kvaliteten er fremragende, og der sælges horn.

Da jeg fandt ud af, at min lokale Amager-bager Lagkagehuset er ejet af en kapitalfond i et skattely, gik jeg videre videre op ad Amagerbrogade og fandt Eriks Bageri. Ejeren hedder rent faktisk Erik, og på væggen kan man se, at han har vundet diplomer for bedste specialbrød i 2015, bedste chokoladestykke i 2011 og bedste tørkage i 2009. Eriks Bageri støtter den lokale fodboldklub B1908. Der er god stemning i butikken, kvaliteten er fremragende, og der sælges horn.

Peter Hove Olesen

Debat
3. september 2020

I foråret opdagede jeg et godt bageri på Amager. Det kan lyde som en lille ting at bygge en klumme op om, men jeg vil alligevel gøre forsøget. Grunden til, at jeg skiftede bager, var afsløringerne af, at Lagkagehuset modtager coronastøtte, men ikke betaler skat i Danmark og er ejet af en kapitalfond i et skattely. Så det var altså et forbrugerpolitisk valg. Jeg har ikke stor erfaring med den slags, jeg er nok for mageligt anlagt. Men nu ved jeg, at forbrugerpolitisk adfærd kan have positive afledte effekter  – og jeg er klar til at fortsætte.

Angående den konkrete sag: Jeg ved godt, at Lagkagehuset i en annonce har forsøgt at sige, at de er gode nok. Kigger man på selskabets ejerkonstruktion, vil jeg dog tillade mig at tvivle. Kald mig konspirationsteoretiker, men det virker ikke umiddelbart logisk, at en dansk bager skal være ejet af et firma, som er ejet af et andet firma, som er ejet af et tredje, som er ejet af en kapitalfond på Jersey.

Jeg ved også godt, at der er mange andre firmaer, som er ejet af kapitalfonde i skattely, og det er surt for Lagkagehuset, at de blev symbolet på det hele. Så kunne man boykotte alt muligt. Ja, OK. Men mit syn er perfekt, så jeg lægger eksempelvis nul kroner om året i Synoptik, der også er på skattelylisten. Til gengæld henter jeg bagerbrød hver eneste weekend – ganske som min far gjorde i min barndom i Aalborg. Det hører sig til. Et kvalificeret bud er, at jeg bruger 120 kroner om ugen på brød, hvilket faktisk bliver til omkring 6.000 kroner årligt, når man sådan sidder og ganger det op på sin iPhone.

Langt det meste købte jeg i Lagkagehuset, fordi det ligger tæt på mit hjem, og fordi jeg synes, at kvaliteten er fin.

Fremragende tryksnegl

Da jeg flyttede fra Aalborg til København i 1998, var jeg imponeret over mange ting, men bagerne var ikke en af dem. Jeg boede på Nørrebro. Rundstykkerne var ren luft. Kagerne alt for søde og underbagte. Så jeg var glad, da Emmerys, Meyers og Lagkagehuset bredte sig ud over byen i løbet af 00’erne.

Men en coronaforårslørdag i maj gik jeg altså lige forbi Lagkagehuset og videre op ad Amagerbrogade til Eriks Bageri. Jeg havde godt lagt mærke til Eriks Bageri før, men på grund af mine fordomme om københavnske bagere havde jeg aldrig købt så meget som en rosinbolle derinde. I det øjeblik, jeg trådte ind, var jeg solgt. Som MC Einar siger:

»Blev nær slået omkuld af den himmelske lugt / fra de ingredienser som man her havde brugt.«

Eriks Bageri er en ægte bager, som dem jeg kender fra min barndom i Aalborg. Ejeren hedder rent faktisk Erik, og på væggen kan man se, at han har vundet diplomer for bedste specialbrød i 2015, bedste chokoladestykke i 2011 og bedste tørkage i 2009. Eriks Bageri støtter den lokale fodboldklub B1908. Der er god stemning i butikken, kvaliteten er fremragende, og de har horn. Jeg ved godt, at et horn bare er et rundstykke, som er formet på en anden måde, men da jeg var syv år, var jeg ikke ligeglad med udformningen af bagværk, og det er min syvårige derhjemme sjovt nok heller ikke i dag.

Eriks Bageri laver også en fremragende tryksnegl. En kage, som jeg – det indrømmer jeg gerne – ikke kendte, før jeg kom til København, men som i dag er min klare favorit i wienerbrødsgenren. Vi havde ’øretæver’ i Nordjylland, de minder lidt om, men ikke helt.

Nå, som det måske kan fornemmes, ledte min forbrugerpolitiske adfærd til noget decideret godt, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg aldrig siden har handlet i Lagkagehuset, men det kan jeg ikke. For da jeg næste morgen glad gik tilbage, kunne jeg konstatere, at Eriks Bageri holder lukket om søndagen. En bager, der holder lukket om søndagen! Ja, ja, jeg arbejder på en avis, som ikke udkommer om søndagen, så jeg må hellere holde lav profil, men helt ærligt!

Så var det pludselig knap så sjovt at være forbrugerpolitisk aktiv. Opildnet af lørdagens succes fandt jeg en tredje bager i området, og den var selvfølgelig dårlig. Så et par søndage senere var jeg forbi Lagkagehuset igen.

Selv om mit boykot ikke er specielt stålsat, så bilder jeg mig ind, at det trods alt er bedre kun at støtte et firma, som er i skattely, lidt frem for meget. Og jeg er klar på at gå moderat forbrugerpolitisk til værks, når det kommer til andre områder. Jeg har allerede skåret ned på oksekødet, måske skal man have en decideret vegetardag? Jeg mangler endnu at finde mit Eriks Bageri, hvad vegetarmad angår, men måske er det derude.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

og så kunne du jo købe ind hos Erik om lørdagen, til dit forbrug om søndagen.
jeg er sikker på, at ved rigtig opbevaring, vil det smage bedre end det fra Lagkagehuset.

Daniel Joelsen, Carsten Wienholtz, Michael Waterstradt, Ole Svendsen, Kristine Skøtt-Jensen, Karsten Nielsen, Hans Houmøller, Bjørn Pedersen, Maj-Britt Kent Hansen, Benta Victoria Gunnlögsson, Ete Forchhammer , erik pedersen, Steen K Petersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Søndag kunne være dagen til Aurions, også nordjysk, nordenfjords, Brusebadsboller! Man kan vist endda købe melblandingen færdig, fx i Irma, så det kun er et spørgsmål om at røre dej i forvejen og ha’ den i køleskabet. Endnu mere friskbagt morgenbrød end noget fra en bager rundt om hjørnet.
Også jeg er mageligt anlagt, og min magelighed forbyder mig at bruge mine penge på varer og butikker der "snyder"...

Daniel Joelsen, Michael Waterstradt, Ole Svendsen, Susanne Kaspersen, Hans Houmøller og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Dengang der kun var ét Lagkagehus, og det lå på Christianshavn, og Ole Christoffersen selv bagte brødet, var der noget at komme efter. Også da han flyttede hen i Apotekets gamle lokaler og det blev dyrere. Brødet smagte godt, og der var et godt udvalg.

Igennem de sidste mange år har jeg dog stort set ikke handlet der, da udvalget er begrænset til jordbærkage året rundt, vamle direktørsnegle og muffins. Det hedder sig, at det er det, folk vil have! Romsnegle f.eks. laves ikke længere, og forklaringen er, at det tager for lang tid. Det må være krymmelet, der er tidskrævende. Ikke foreneligt med stordrift og storkapital,

Så ja, Eriks Bageri er alt det, et bageri skal være. Ikke mindst er der er bredt udvalg. Man kan sågar få Berlinere, Rom- og Tivolikager. Og Erik er endvidere oldermand for bagerne.

Daniel Joelsen, Kim Houmøller, Michael Waterstradt, Per Torbensen, Anna Rasmussen, Thomas Tanghus, Carl Chr Søndergård, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Hans Houmøller, Trond Meiring og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Nu får jeg helt vildt lyst til en smørkage. En aalborgensisk udgave af brunsviger som morgenbasse, men bagt som aflange i formen og med al snasket i midten af den aflange form og brødkant rundtom..
Dengang kunne man gå bagom til visse af byens bagerier fra ved 4tiden om morgenen, på vej hjem fra byen..

Aaaaarrrh, nostaligiflip

Henriette Bøhne, Ole Svendsen, Thomas Tanghus, Jane Jensen, Ulla Søgaard, ingemaje lange, Kristine Skøtt-Jensen, Jørn S. Pedersen, Bjarne Jørgensen, Jens Christian Jensen, Jimmy Hansen, Carsten Munk, Trond Meiring og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg har kun ét spørgsmål: hvordan er hans kringle? Jeg forsøger egentlig at undgå de dyre kædebagere, men da jeg smagte Lagkagehusets kringle, var jeg solgt. Men jeg vil virkelig gerne finde én, der er ligeså god eller bedre.

Maj-Britt Kent Hansen

Steffen Gliese - Nu er jeg hverken til kringle eller smørkage, men jeg kan dårligt forestille mig, at Eriks kringle ikke vil leve op til dine forventninger.

Forsøget skal i hvert fald gøres. Jeg er selv ked af, at den efter min mening bedste bager, Frederiksberg fik, Johansens på Gl. Kongevej, desværre ikke findes mere. Det var dog ikke kringlen, der gjorde ham enestående.

Lakmusprøven er waleskringlen. Hvis ikke waleskringlen er god, er der slet ikke noget at komme efter...:-)

Daniel Joelsen, Per Torbensen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Det med walesbrød kan Erik også.

I Aalborg er der heldigvis stadig gode bagere. Min favorit er Othello Bageren. Da jeg var barn var der ofte kø ude på gaden, fordi der var for mange kunder til at kunne være i butikken på een gang.
Det var helt suverænt bagværk, bageren brugte kun gode råvarer og var eminent god til at bruge dem.

Godt at høre om Eriks Bageri. Han lyder som en god bager af den gamle skole.

En lille og dygtig bager kan ikke konkurrere med supermarkederne på prisen. Men han kan konkurrere på kvaliteten.

Det er vigtigt, som forbruger, at støtte de små - ellers forsvinder de!

Carsten Wienholtz, Michael Waterstradt, Flemming Berger, Maj-Britt Kent Hansen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Othellobageren i Aalborg er virkelig god. Ikke mindst de glimrende tapas-kager, der er et nyt smart navn for nogle ret lækre petit four.

Lagkagehuset bruger bagemargarine i deres wienerbrød, så det klæber i ganen. Adr!