Kommentar

Nyuddannede humanister: Litteraturstudiet har rustet os til arbejdsmarkedet

De færreste ansætter humanister, fordi de er glade for at læse, det har fem år på litteraturhistorie gjort os bevidste om. Vi har derfor undervejs opbygget kompetencer i både budgetstyring og PR – og samtidig fordybet os i ’Ulysses’, skriver Emma Berggreen Andersen og Anna Simonia Gjørup Kleinsøe i dette debatindlæg
Studerende på literraturhistorie har selv et ansvar for at vise, hvilket stof de er gjort af – og at påstanden om, at uddannelsen er verdensfjern, ikke har noget på sig, skriver dagens kronikører.

Studerende på literraturhistorie har selv et ansvar for at vise, hvilket stof de er gjort af – og at påstanden om, at uddannelsen er verdensfjern, ikke har noget på sig, skriver dagens kronikører.

Jakob Dall

10. september 2020

Vi genkender ikke Alen Causevics opfattelse af, at litteraturhistorieuddannelsen efterlader dimittenderne uforberedte på arbejdsmarkedet, sådan som han skriver i kronikken den 1. september. Vi er tværtimod blevet godt klædt på til fremtiden, mens vi gik på universitetet.

Det er ærgerligt, at Causevic er skuffet over sin uddannelse og ikke mener, den har rustet ham til det arbejdsmarked, der mødte ham efter studietiden. Det billede vil vi nu gerne anfægte. Efter fem år på Aarhus Universitet har vi stiftet bekendtskab med en række initiativer, der på forskellig vis har rustet os til virkeligheden efter specialet.

Karrierevejledning målrettet Arts-studerende, fagspecifik studievejledning, universitetets jobbank, events hos Dansk Magisterforening, halvårlig praktik, alumneoplæg, mulighed for et erhvervsspeciale samt fag som Litterær Kultur og Litteraturformidling, der bygger bro til erhvervslivet. Desuden har man under uddannelsen mulighed for at udbygge sin faglighed, når man vælger tilvalgsfag på andre humanistiske studier.

Flere af disse tilbud foregår uden for undervisningen og kræver, at de studerende selv tager initiativ. Men er det nu også så dårligt? Er det ikke netop givtigt, at nyuddannede er i stand til at opsøge de kompetencer, de har brug for?

Som Causevic skriver, har man på universitetet ansvar for egen læring. Til vores første forelæsning gav en forelæser hele holdet af litterater in spe følgende opsang: »Her på Litteraturhistorie er der ingen smutveje. Klassikerne læser ikke sig selv. I er nødt til at sætte jer ned, få stoffet læst og sætte jer ind i det. Det sker ikke automatisk.«

Erhvervsanalyse og Homer

Causevic lægger op til, at litteraturstudiet ikke kun skal være læsning af litteratur, men at man også skal italesætte, hvordan denne læsning kan bruges. Dette føler vi til fulde, at vi har oplevet i vores studietid. Vi har valgt uddannelse med hjertet, samtidig med at vi på studiet er blevet gjort bevidste om, at man de færreste steder ansætter humanister, fordi de er glade for at læse. Imidlertid ser flere arbejdsgivere positivt på, at deres medarbejdere forstår at sætte sig ind i store stofområder eller kan skabe et narrativ, der målretter virksomhedens markedsføring.

Konkret har vi i vores studietid brændt for henholdsvis kogebøger og fællessang. Umiddelbart ikke buzzwords, som man falder over i jobannoncer, men emner, som vi gennem vores praktik på henholdsvis en restaurant og en højskole har kunnet fordybe os i, samtidig med at vi har skabt et netværk.

Ligeledes så vi i faget Litteraturformidling en mulighed for at formidle bredt til et publikum uden for Aarhus, nemlig ved at stifte Silkeborgs første litteraturfestival, SilkeORD. Her har vi fået kontakter både kommunalt og i erhvervslivet, som vi ikke havde fået, hvis ikke faget havde givet os det ekstra skub.

Vi har fået kompetencer i budgetstyring, PR-planlægning og effektmålinger. Selv om diamantmodellen og erhvervsanalyse ikke er litterære begreber, gør de det muligt for os at se os selv i job, som vi ikke havde set os selv i, da vi var fordybede i Homer på 1. semester.

Under læsningen af James Joyces Ulysses har vi ganske rigtigt ikke fået udpenslet, hvilke kompetencer læsningen har givet os, men det er ikke et enten-eller. Det er indlysende, at man efter læsningen af en sådan bog efterlades med en fantastisk læseoplevelse, men også kompetencer i at tilegne sig svær tilgængelig viden og tilmed i at kunne formidle dette i et lettilgængeligt sprog. Et klart mantra fra forelæserne har været: »Hvis man vil noget med uddannelsen, er man nødt til at turde stille sig frem og formidle.«

Vi ved, at vi har et arbejde foran os i målrettet at fremhæve værdien og bredden af vores litteraturfaglige værktøjskasse. Vi ved, at litteraturlæsning kan nørdes hjemme, og at den uddannelse, vi har valgt med hjertet, ikke er mindre værd, blot fordi erhvervslivet ikke falbyder ansættelser som professionel litterat.

Måske var der ingen på Causevics årgang, der sagde noget om arbejdsmarkedet eller sagde det højt nok. Humaniora er dog først og fremmest et studie i selv at turde stille de relevante spørgsmål og blive ved med at grave efter svar.

De studerende skal risikere sig, siger reklamen for Aarhus Universitet, som Causevic citerer. Det gælder ikke kun, når man vælger studie med hjertet, det gælder også i mødet med forelæserne og for dimittender, der vil have foden indenfor i erhvervslivet. Vi har selv et ansvar for at vise, hvilket stof dimittender fra Litteraturhistorie på AU er gjort af – og at påstanden om, at Litteraturhistorie er verdensfjern, ikke har noget på sig.

Anna Simonia Gjørup Kleinsøe og Emma Berggreen Andersen, begge nyuddannede kandidater i litteraturhistorie

»Jeg vidste inderst inde godt, at en uddannelse i litteraturhistorie nok med ret stor sandsynlighed ville føre til ustabilitet, men jeg troede simpelthen, at jeg ikke kunne være skabt til noget andet studie,« skriver Alen Causevic, kandidat i litteraturhistorie.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu