Kommentar

RUC’s gruppearbejde er ikke perfekt. Det er heller ikke meningen

Når kritikken af RUC’s gruppearbejde går på, at ikke alle bidrager lige meget til projektet, har man misset pointen. For gruppearbejde er en unik måde at opnå både faglighed og forståelse af arbejdsmarkedet, skriver forperson for Studenterrådet ved Roskilde Universitet, Mathilde Elisa Vendelholt, i dette debatindlæg
Hverken faglighed, kompetencer, viden eller noget som helst andet kan skabes uden samarbejde. Arkivfoto.

Hverken faglighed, kompetencer, viden eller noget som helst andet kan skabes uden samarbejde. Arkivfoto.

Lars Just

Debat
8. september 2020

Jeg skal sent glemme min første gruppedannelse. Sommerfuglene i min mave vimsede omkring den store sten, der også lå dernede. Følelserne var så mange og forskelligartede, at alskens rusarrangementer og førstehåndsindtryk hidtil kun lige netop kunne måles hermed, hvis man samlede til bunke. Jeg var spændt, mildest talt.

I den gruppe, jeg endte i, havde vi ikke meget til fælles. Hverken erfaringer, arbejdsgange eller visioner var ens, men ambitionerne var. Og vi kunne tale om tingene. Vi endte med et projekt, hvor vi ikke havde lavet lige meget, men hvor vi alle havde bidraget med vores. Jeg kan nu med ro i maven tænke tilbage på det første semesterprojekt og sige, at der var brug for os alle fire i den proces. 

Det lader til, at den ene ting, alle, der blander sig i debatten om RUC, kan blive enige om, er, at netop projektarbejdet ligger helt centralt i RUC’s dna. Så langt, så godt. Megen uenighed er der til gengæld om, hvad dette projektarbejde er for en størrelse.

De mest gruppeforskrækkede kritikere er med mediernes hjælp på det seneste lykkedes med at male et ganske uhyggeligt billede af RUC’s projektarbejde. Her forstås gruppearbejdet vel nærmest som en slags fagligt suppekøkken, hvor de kvikkeste på uretfærdig vis tvinges til at lange deres ressourcer over disken, så de dummeste (men åbenbart mest snu) kan komme og hente deres gratis kandidattitel. 

Fænomenet kaldes free riders, og at dømme efter kritikkens spalteplads i medierne kan man ikke strække benet inden for en vis radius af campus uden at ramme en free rider i bagdelen. Men det har de velsagtens også fortjent.

Det er naturligvis ikke sådan, det hænger sammen.

Process over produkt

Projektarbejdet er først og fremmest et samarbejde. Et samarbejde om at skrive et semesterprojekt, jovist, men i lige så høj grad et samarbejde om processen. For det er netop processen, det handler om.

Det er i processen, vi tilegner os viden, lærer at tilgå den kritisk og at anvende den nuanceret. Og det er netop det, der er RUC’s håndværk. Det er en disciplin, der kræver træning og tålmodighed – nogle gange over for empiri, der ikke arter sig, eller teoretikere, man ikke forstår, og andre gange over for gruppemedlemmer, man ønsker rigtig langt væk. Men intet af det kan undværes, for det er gennem håndtering af alt det, som kræver allermest tålmodighed, vi virkelig lærer at mestre det håndværk.

I sidste ende er det også det, som gør os attraktive for arbejdsmarkedet – omend det ikke er grunden til, at vi gør det. For det, som de gruppeforskrækkede kritikere glemmer, er, at efter vores år på RUC skal vi ud og samarbejde andetsteds. Og her findes også gruppemedlemmer, som vil teste vores tålmodighed. Der kalder vi dem bare kolleger i stedet.

Projektarbejdet er et ansvar. Ikke kun et ansvar for at skrive sin analyse færdig. Et ansvar for overblik, for tålmodighed, for lydhørighed og for dialog. Det er et ansvar for at være i opgaven sammen og for at kunne se de andres bidrag.

Selvfølgelig er der nogle, der bidrager mere end andre, og som løfter ansvaret bedre. Men hvis man med al ærlighed ikke synes, at de andre har bidraget, har man heller ikke været sit ansvar modent. Det ansvar er en del af håndværket, det skal man være sig bevidst.

Faglighed forudsætter samarbejde

Men hvad så med fagligheden, spørger du? Ja, hvad med den? Ikke engang de allermest firkantede traditionalister skal fortælle mig, at de seneste 50 år siden RUC’s tilbliven ikke har lært dem noget brugbart om samarbejde.

Hverken faglighed, kompetencer, viden eller noget som helst andet kan skabes uden samarbejde. At lære sit fag at kende igennem gruppearbejde, er en unik måde at blive mere intimt bekendt med faget og dets mange facetter. Det er ikke længere kun noget, vi siger på RUC, det er der efterhånden ret bred enighed om.

Hvis man kommer ud af projektarbejdet med et færdigt projekt, men uden en forståelse for gruppeaspektets værdi, er operationen lykkedes, men patienten død. Projektet er sekundært, det væsentligste er alt det, vi lærer, mens vi bevæger os fra problemformulering til konklusion.

Det lærte jeg allerede på første semester på RUC.

Mathilde Elisa Vendelholt er kandidatstuderende og forperson for Studenterrådet ved Roskilde Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Knudsen

Et fint indlæg, som fortjener mange læsere. Om gruppearbejde som disciplin, der kræver træning og tålmodighed og kan lære den enkelte faglighed ved at tage ansvar og samarbejde alvorligt.
Dertil er det at stille krav til sig selv og anerkendende relationer hjælpsomme.