Klumme

Rune Lykkeberg: Lad os bruge coronakrisen til at skabe et mere åbent, fredeligt og civiliseret fællesskab

Vi har med coronakrisen fået en enestående mulighed for at eksperimentere med vores livsformer. Det burde give anledning til fundamentale overvejelser om, hvordan vores sociale forventninger og krav trækker linjer mellem raske og syge, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
I Lars von Triers ’Melancholia’ fra 2011 kan Justine (Kirsten Dunst) ikke leve op til omverdens forventninger – indtil hverdagen smuldrer. Da bliver hun den fattede, mens søsteren Clair (Charlotte Gainsbourg) febrilsk forsøger at holde fast i det, der var.

I Lars von Triers ’Melancholia’ fra 2011 kan Justine (Kirsten Dunst) ikke leve op til omverdens forventninger – indtil hverdagen smuldrer. Da bliver hun den fattede, mens søsteren Clair (Charlotte Gainsbourg) febrilsk forsøger at holde fast i det, der var.

Ritzau Scanpix

26. september 2020

Alle ser på bruden Justine. Hendes kompetente søster, Claire, har planlagt hele brylluppet for hende, hendes handlekraftige mand, John, har betalt for festen på et landsted, og hendes chef fortæller, at han aldrig har set hende så lykkelig.

Det hele er strålende.

Bortset fra Justine selv, som bliver ved med at løbe væk, går ud og snakker med hestene i stalden, lægger sig og sover på et værelse. Hun er psykisk ustabil og ødelægger det for sig selv, da hun ender med at stikke af fra sit eget bryllup.

Hendes søster er fornuftig og driftssikker, har administreret, hvad der skal ske, og beder Justine tage sig sammen og bliver irriteret over, at hun opfører sig så åndssvagt.

Sådan agerer de to søstre i første del af Lars von Triers film Melancholia fra 2011. Claire behersker hverdagen, mens Justine er ude af stand til at realisere det almene.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Møller Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Viggo Okholm
  • Ete Forchhammer
  • Carsten Munk
  • John Scheibelein
  • Bjørn Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Møller Jensen, Ejvind Larsen, Viggo Okholm, Ete Forchhammer , Carsten Munk, John Scheibelein, Bjørn Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Hvad skal jeg bruge dine nostalgiske drømme i dagens verden til - Rune ? Apatisk fatalisme ved porten til gaskammeret er ikke noget godt udgangspunkt i en klima-krig.

Eva Schwanenflügel

Jeg synes overhovedet ikke, der er tale om apatisk fatalisme, tværtimod.

Snarere er det på en måde livsbekræftende, at vores vilkår ikke handler så meget om gener, kompetencer og 'drive', men også kan være et resultat af tilfældige omstændigheder - lykken og heldet, med andre ord.
For så er det ikke blot den enkeltes 'egen skyld'.

Faktisk viser videnskabelige undersøgelser det samme resultat :
De rige og succesfulde har mere heldet end forstanden at takke for deres plads i det sociale hierarki.
Men vi indser det ikke, før omstændighederne vendes op og ned.
Selvom vi burde.

"Tilfældigheder adskiller de stærkeste fra de svageste"
https://videnskab.dk/forskerzonen/teknologi-innovation/tilfaeldigheder-a...

Niels Møller Jensen, Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Ejvind Larsen, Jimmy Hansen, Ete Forchhammer , Carsten Munk, Elisabeth Christiani, steen ingvard nielsen, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Trond Meiring og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar
Steinar A. Klock

Enkel gruppesammenstningsteori; "alt er relativt"! Nær sagt uansett hvordan verden forandrer seg rundt oss, så relaterer vi oss til hverandre - og gruppeinndelingen holder seg stort sett konstant. Noen er syke, noen er svake, noen er tapere, noen er vinnere; alltid i forhold til det store gjennomsnittet, middelklassen. Korona, krig, naturkatastrofer eller armageddon i universet (på film!) - forandrer ingenting. Det er like sikkert som gravitasjonen, som gjør at de fleste av oss (!), beholder "benene på jorden"!
Beste hilsen Steinar

Søren Kristensen

Hverken den genetiske - eller den sociale arv er båret af tilfældigheder. I hvert fald ikke grundlæggende. Begge har en hel masse at skulle have sagt. Beviset er at evolutionen ikke for længst har vraget dem.
Den gode nyhed er at heldet følger de tossede, det siger man i hvert fald og i de tilfælde hvor det passer beror det oftest på at de tossede ikke fortænker tingene, af indlysende årsgager. Altså er deres succes, i modsætning til fx. mange politikeres, heller ikke båret af tilfældigheder.

Vi kommer med andre ord ikke uden om, at selv om verden er et kaos og fuld af tilfældigheder, er den også fyldt med lovmæssigheder, uden at disse skal forstås som uforanderlige. For lige så forunderlig verden er, ligeså foranderlig er den også inden for nogle rammer. Træerne vokser fx. ind i himlen.

En af omtalte "lovmæssigheder" er fattigdommens forbandelse. Henry Miller beskrev den ret kategorisk (måske plankede han en anden): "Når prisen på lort stiger, fødes de fattige uden røvhul". Står det til troende, er der ikke noget fix og det er selvfølgelig deprimerende at tænke på, at der altid vil være fattigdom og sygdom og ondskab og krig og mangel på et eller andet og for meget af noget andet og you name it. For selv om rigdom kan dæmme op for udvalgte uhyrligheder er skæbnens ironi et grundvilkår for os alle. Kort sagt. der er ingen garantier. Altså er det eneste vi kan gøre at stå imod så godt vi kan og med de redskaber der nu engang er i skuret. For de fleste af os er det såmænd også godt nok, eftersom vi er designet til at stå imod. Tilfældig vis.
Vi skal bare også huske at hylde dem der for alvor gør en forskel og ikke dem der hele tiden taler om at gøre en forskel, men som reelt ikke flytter en disse.

Randi Christiansen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Ulven Kommer!
Når folk får at vide, at der ikke dør flere end der dør af en almindelig influenza, altså hvis der ikke fandtes (vaksine) mod den.
Det kan være svært at forstå alvoren, når du aldrig har hørt om nogen der har fået sygdommen. Det kan være svært, at forholde sig til de symptomer folk får: tabt smags og lugtesans, træthed, når det er almindelige symptomer som rygere kan få.
Det kan være svært at forstå, at folk får psykiske problemer af det, når man skriver: "vi anbefaler at du i næste uge kun ser 20 personer, når mange over 50 måske ser 20 personer i løbet af et helt år måske.
Det er ikke ond vilje, men nogen kan simpelthen have svært ved, at finde dommedagsprofetierne frem uden, at de af den grund er kyniske eller u-empatiske, af den grund.

steen ingvard nielsen

Men det kan være det er vores demokrati, der har fået corona, med en ny offentligheds lov, der afholder befolkningen, medierne og oppositionen fra indflydelse så selv Venstre er begyndt at se det udemokratiske i det, de selv har foreslået. Et efterretningsvæsen, der er ude af parlamentarisk kontrol. Kilde: Demokratiets Krise og de nye Autokratier. Aarhus Universitets Forlag. Her nævnes alle de steder, i verden, hvor man hastigt indskrænker demokratiet. Årets Spændingsroman, det er desværre ikke fiktion.

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

"Vi overser rituelt i vores moralske ansvarliggørelse af den enkelte, sociale foragt for dem, der ikke klarer sig, og kulturelle dyrkelse af stjerner og vindere dette element af eksistentielt lotteri og social skæbne i vores samfund. Den erkendelse fordrer en ydmyghed fra de kompetente og handlekraftige, der er så heldige, at det aktuelle sociale spil favoriserer styrker, og en helt anden solidaritet med dem, som under de nuværende vilkår ikke kan realisere det almene."

Hvis 'det almene' så er 'rituelt at overse' det eksistentielle lotteris afgørende betydning for om man hhv. 'klarer sig' eller 'ikke-klarer sig', er det muligt at sidstnævnte kan lære de, som 'klarer sig', en hel del. At 'realisere det almene' i dagens Danmark, dvs. 'klare sig', indebærer høj risiko for at man bliver blind, stokdøv, fremmedgjort og passager i sit eget, konstruerede univers. Man taber ganske enkelt udsyn til verdens reale mangfoldighed.

Randi Christiansen, kjeld hougaard, Ejvind Larsen, Viggo Okholm, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Vi priser os lykkelige for at befinde os i et af de nordiske velfærdsdemokratier. Den danske model er den mindst ringe. Det er engagerende optur at være med til at udvikle denne gave fra vores forfædre og -mødre. Den skal ikke bare 'pakkes ud' som digteren skriver om troen, kærligheden og håbet, samfundsmodellen skal' grubles'. Og der skal virkelig solide ting op på disken, før vi giver køb på arvesølvet. Det er ikke godt nok med løse strøtanker og fikse ideer.

Randi Christiansen

Nu tilhører jeg den gruppe, som pt ikke har råd til et abbonnement, og derfor ikke kan læse artiklen med den forjættende socialt empatiske overskrift.

Jeg tillader mig alligevel at anføre, at bag enhver handling er forskellige grader af bevidsthed eller måske ligefrem mangel på samme. Bevidsthed som i medviden. Eller man kunne også sige samvittighed.

Når man har nået en grad af bevidsthed, som viser, at alt er forbundet og konstant interagerende, forstår man også bedre sit ansvar for helheden. Så kan man foretage et oplyst valg.

Niveauet for den kollektive bevidsthed afspejles i verdens tilstand. Det er ikke kønt.

Det er min påstand, at forudsætningen for at skabe et ’mere åbent, fredeligt og civiliseret fælleskab’ er, at menneskers materielle behov bliver dækket. Og hvad er så forudsætningen for, at vi som kollektiv er i stand til at administrere de fælles ressourcer, således at alles behov dækkes? - ’Der er nok til alle, men ikke nok til alles grådighed’ som gandhi sagde. - Det er bevidstheden om, forståelsen for, at det er mest henigtsmæssigt for alt og alle, når vi opfører os omsorgsfuldt.

Nu forholder det sig således, at det menneskelige kollektiv er røget så langt ud ad et sidespor i vildnisset, at vejen tilbage er så lang, at kloge folk sågar mener, at vi med den tøjlesløse adfærd har underskrevet vores egen dødsdom.

Men så længe der er liv, er der håb. Situationen bør anspore til den yderste opmærksomhed og til et opgør med ressourcemisbruget. Hvilket nok ikke kan ske uden et opgør med den magt, som har ansvaret for verdens tilstand : den ene procent. Den franske revolution lykkedes ikke ... kun magtens klædedragt er skiftet fra pudderparykker til jakkesæt.

Ærgerligt, mænd ser ellers så godt ud i et velsiddende jakkesæt, hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi jeg er kulturelt hjernevasket?

Eva Schwanenflügel

@ Randi

Kort fortalt causerer Rune Lykkeberg over Lars von Triers film "Melancholia", og fremdrager en analyse af coronakrisens indvirkning på de såkaldt 'svage' i samfundet, hvor mange oplevede det som en befrielse at være undtaget kravene, den sociale vurdering og at de hæsblæsende omgivelser pludselig blev stille.

"Men nogle af dem med psykiske sygdomme oplevede ifølge blandt andre lektor i psykologi Torben Bechmann Jensen en normalisering, fordi samfundets stemning kom til at minde om den, mange af dem selv lever i. De beherskede den sociale tilstand, andre oplevede som et frygtelig tab af hverdag og rutiner. Det, der for mange raske kunne opleves som ulidelig tomhed, blev for nogle med psykiske lidelser en frigørelse fra de faktorer, der gør den sociale virkelighed overvældende. Man kunne omsider gå ud og være en del af et samfund, der ellers var lukket for én. "

Der bliver med andre ord vendt op og ned på hvem der er i harmoni med omgivelserne, ligesom det sker for hovedpersonen Justine i "Melancholia".
Hun er ikke længere forvirret, splittet og handlingslammet, men overtager så at sige styringen af familien, efter hendes kompetente storesøster bryder helt sammen i lyset af undergangen.

Det er desværre en fattig gengivelse af artiklen, men det er vist ikke tilladt at kopiere den her i debattråden i sin helhed..
Håber det hjalp :-)

Eva Schwanenflügel

PS. Det var selvfølgelig ikke alle psykisk syge, der fik det bedre; nogle fik det værre.

Og for de, der midlertidigt fandt en bedring :

"Psykologer og forskere advarede dog: Lettelsen for dem med psykiske sygdomme, der fik det bedre under krisen, var jo kun midlertidig. De ville ikke blive definitivt helbredt, for forventningerne, blikkene og kravene ville vende tilbage, når samfundet åbnede igen.

For os andre er denne erfaring en påmindelse om, at ingen selv har valgt den sociale kontekst, de fødes ind i og vokser op i. At dem, vi er vant til at se som udsatte og syge i en anden social kontekst, kan være de rolige og cool."

Randi Christiansen

Tak for at være behjælpelig eva

"For os andre er denne erfaring en påmindelse om, at ingen selv har valgt den sociale kontekst, de fødes ind i og vokser op i. At dem, vi er vant til at se som udsatte og syge i en anden social kontekst, kan være de rolige og cool."

Lad mig hertil føje, at hvis man lader som om, man selv har valgt, får man en fordel i forhold til løsning. Og jo mere vågen man blir, jo mindre foretages ubevidste valg.

Mht den sociale ulighed er løsningen - hvis man altså ønsker det - at finde biotopens balancepunkt. Og så i øvrigt tage stilling til, om nuværende magtbalance er den, der ønskes. Jeg synes ikke at magten = pengene - løser opgaven tilfredsstillende. Det store spørgsmål er, hvordan den så skal løses. Og det spørgsmål blir der jo filosoferet over og eksperimenteret vældigt med. Hvis det ellers er, hvad rune lykkeberg mener, at påmindelsen kan tjene til. For hattedamelapperier er er kun en stakket frist.

Eva Schwanenflügel

Velbekomme, Randi :-)

Ja, du er nok helt på linje med Lykkeberg, som i afslutningen af artiklen skriver :

"Coronakrisen er i det perspektiv et socialt eksperiment, som giver anledning til fundamentale overvejelser om, hvordan vores fælles forventninger og krav trækker linjer mellem de raske og de psykisk syge.

Krisen er således også en enestående mulighed for at genforhandle vores livsformer. Og hvis vi ikke formår at bruge den erkendelse til at skabe et mere civiliseret, fredeligt og åbent samfund, er vi ligeså tvangsprægede som Claire, der vil sidde på terrassen og drikke vin, mens planeten opkaldt efter en sindstilstand er på vej til at smadre jorden".

Randi Christiansen

Der må altså være et geni et sted, som med tilgængelige hjælpemidler kan beregne den økologisk bæredygtge model for planeten. Bare så pejlemærket er præciseret. Så vi ved, hvor vi er, og hvor vi skal hen.

Et vejkort eller bare det kvalificerede bedste bud på det - ville jeg gerne se.