Kommentar

Så længe arbejdet har guddommelig status, vil vi være ulykkelige

Vi har glemt, at arbejdsmarkedet er noget, vi har skabt for at gøre vores liv lettere og bedre. Ikke omvendt. Livet er ikke til for at optimere arbejdsmarkedet. Så længe, vi tror det, vil vi være ulykkelige – både med og uden job, skriver Mette Pugflod Madsen i dette debatindlæg
Vi frarøver universiteterne en af deres vigtigste opgaver som vidensinstitutioner, hvis vi bliver ved med at insistere på, at de skal indrettes efter arbejdsmarkedet, mener Mette Pugflod Madsen.

Vi frarøver universiteterne en af deres vigtigste opgaver som vidensinstitutioner, hvis vi bliver ved med at insistere på, at de skal indrettes efter arbejdsmarkedet, mener Mette Pugflod Madsen.

Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

17. september 2020

Den 1. september bragte Information en kronik af Alen Causevic – endnu en arbejdsløs humanist, der i lediggangens fortvivlelse forsøger at ruske op i et eller andet. Forsøger at finde ud af, hvorfor det er så opslidende. Forsøger at finde ud af, hvad vi kan gøre ved det. Ligesom jeg selv i dette øjeblik.

Causevic beskriver, at han er endt i en blindgyde. Han valgte studie med hjertet, og nu er arbejdsmarkedets ubønhørlige fælde klappet. Men uden ham i den. Den klappede om dem, der i højere grad har de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger.

Jeg kan mærke beskrivelserne af arbejdsløshedens frustrationer helt ind i knoglerne. Jeg hoppede selv, da jeg valgte kandidatuddannelse, ud over klippen. Direkte i afgrunden. Jeg kastede mig hovedkulds ud i et af universitetets dybeste vande: filosofien – uden iltmaske og svømmefødder.

Muligvis i blind forelskelse. Men ikke ’kun’ med hjertet. Hjernen har jeg haft med hele vejen, men den (øh, jeg) har nok koncentreret sig mere om selve faget end om, hvad jeg præcis skulle bruge det til bagefter.

Nu sidder jeg så her, euforien er blevet til tømmermænd. Hvad så nu? Kunne man ikke have gjort noget for at forebygge elendigheden, følelsen af at være udenfor, meningsløsheden, usikkerheden?

Der må være noget galt, og det kan virke oplagt at forsøge at løse problemet ved at gøre universitetsuddannelserne mere strømlinede og erhvervsrettede.

Men vi frarøver universiteterne en af deres vigtigste opgaver som vidensinstitutioner, hvis vi bliver ved med at insistere på, at de skal indrettes efter arbejdsmarkedet. De kan, uafhængigt af økonomiske eller statslige interesser, beskæftige sig med vidensområder, der måske ikke umiddelbart kan omsættes direkte til erhvervsrettede kompetencer, men af den grund er de ikke meningsløse blindgyder.

Det kunne være skønheden i en komposition, pingvinernes høreegenskaber eller kærlighed. Måske er det væsentligere at spørge, hvorfor noget er vigtigt at vide, end hvad det kan bruges til. Dermed er det muligt at beskæftige sig med alle aspekter af tilværelsen, fremfor blot det, der kan relateres direkte til arbejdsmarkedet.

Det er en fastlåst forståelse, at vi må rette ind efter arbejdsmarkedet. At vi må bide i det sure æble og komme over vores naive forelskelser. Komme over alt det, vi ikke direkte kan se, hvad vi skal bruge til derude i virkeligheden. Altså derude på arbejdsmarkedet – virkelighedens synonym.

Ren afmagt

Det leder mig til problemets egentlige kerne. Der er noget galt. Men bristen skal ikke findes ét sted. Derfor kan humanistiske dimittender heller ikke tage patent på arbejdsløshedens frustrationer. De findes også hos fotografer, social- og sundhedsassistenter, ufaglærte og matematikere. Bristen er en fælles brist. Vi har vendt det hele på hovedet – vi lever, ånder og dør for arbejdsmarkedet. Vores tilværelse er centreret om denne ene, allestedsnærværende og absolutte gudelige instans. Arbejdet er blevet til selve meningen, i bestemt ental, med livet.

Imens jeg fra utallige sider får at vide, at lykken er at komme ind på arbejdsmarkedet, kan jeg se, hvordan de, der har været så heldige at komme ind i dette forjættede land af lykkelig meningsfuldhed og selvforsørgelse, alligevel falder på stribe. Falder ud og af igen. Fældet af stress, angst og depression. De ’nye folkesygdomme’, som vi forsøger at dæmme op for med alle mulige og umulige tiltag. Konsulenter, coaches, ledelsesstile, stressråd, trivselspolitikker og you name it – blot gennemgangen gør mig åndeløs. Det er fra asken til ilden.

I travlheden har vi glemt, at arbejdsmarkedet er noget, vi har skabt og hele tiden skaber for at gøre vores liv lettere, behageligere og bedre. Ikke omvendt. Livet er ikke til for at optimere arbejdsmarkedet. Så længe den forbytning er så indgroet i hele vores tilværelse, vil vi blive ved med at ofre vores menneskelighed og vores velbefindende, ligegyldigt om vi er inde eller ude, i ren afmagt.

Den gode nyhed er, at vi faktisk kan ændre det. Den dårlige nyhed er, at der ikke er et quickfix.

Vi løser ikke det grundlæggende problem med hverken uddannelses- eller dagpengereformer. Vi må have fat i selve vores måde at tænke på, og det er ikke let. I konstant konfrontation med vores egen og hinandens forestillinger om arbejdsmarkedets totale magt over hele vores eksistens, er det næsten umuligt ikke at føle sig afmægtig.

Men som den Adorno-tilhænger jeg er, kan jeg ikke lade være med at citere ham for et klogt udsagn:

»Den næsten uløselige opgave består i hverken at lade sig fordumme af de andres magt eller sin egen afmagt.«

Det er så let at give op på forhånd, at rette ind. At tie stille. At lade være med at springe.

Jeg vil hellere drukne.

Mette Pugflod Madsen er arbejdsløs kandidat i pædagogisk filosofi.

»Jeg vidste inderst inde godt, at en uddannelse i litteraturhistorie nok med ret stor sandsynlighed ville føre til ustabilitet, men jeg troede simpelthen, at jeg ikke kunne være skabt til noget andet studie,« skriver Alen Causevic, kandidat i litteraturhistorie.
Læs også
Studerende på literraturhistorie har selv et ansvar for at vise, hvilket stof de er gjort af – og at påstanden om, at uddannelsen er verdensfjern, ikke har noget på sig, skriver dagens kronikører.
Læs også
På nærmest religiøs facon forsøgte jeg at udhungre tvivlen ved at messe for mig selv igen og igen, at jobbet som salgsassistent var godt lønnet, at virksomheden var succesfuld, og at der var gode muligheder for at avancere inden for salgs- og marketingbranchen. Men min messen var forgæves, skriver Denis Tatarevic i dagens kronik. Det passede bare ikke med hans identitet som uddannet kandidat i filosofi bare en halvanden måned tidligere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Flemming Berger
  • Lars Koch
  • Ebbe Overbye
  • lars søgaard-jensen
  • Ete Forchhammer
  • David Zennaro
  • Kristian Nielsen
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
  • Uffe Gammelby
  • Carsten Svendsen
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
Thomas Tanghus, Flemming Berger, Lars Koch, Ebbe Overbye, lars søgaard-jensen, Ete Forchhammer , David Zennaro, Kristian Nielsen, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Uffe Gammelby, Carsten Svendsen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den lidenskab, man gerne skulle have for sit fag, skal jo bringe den enkelte igennem arbejdsløshed - måske med en forbudt mulighed for at se nærmere på noget, man er interesseret i, og så få fyret noget tekst af om det.
Vi er jo fuldkommen blevet ødelagt af ideen om lønarbejde og pengenes cirkulation - for det, der betyder noget og skaber værdien, er indsatsen og resultatet. Hvis man kan føde en befolkning på en arbejdstid på 15 timer, er det da kun en gevinst - ligesom det er at trække stikket ud og fordybe sig i sit fag i alle døgnets vågne timer, hvis der er noget, man søger svar på.
Det eneste, man nok dør af, er at gøre, hvad andre mener, man skal, hvis man selv har nogle bedre ideer.

Thomas Tanghus, Annette Hjort Knudsen, Peter Knap, Lars Koch, lars søgaard-jensen, Ete Forchhammer , Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar

Tak for den artikel Mette.
Det er min opfattelse, at meget af vores tankegods stammer fra feudalsamfundet. I gårsdagens avis blev spørgsmålet om dovenskabens natur fremført.
Det er lidt i samme boldgade som arbejdets gudommelige status.
De er ideer, der tjener de få magtfuldes behov for at få andre til at arbejder for dem. De mest magtfulde er ikke afhængige af dagligt arbejde. Ej heller opleves de som dovne, når de tilbringer tid på deres luksusyachter, skisportssteder eller hvad de ellers rejser verden rundt og fordriver tiden med. Dovenskab og manglende arbejde er psykiske egenskaber hos undersåtter, på samme måde som ulysten til slavearbejde blev betragtet som en sygdom af slaveejerne i Vestindien. Lægemidlet er ofte straf.

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Chris Ru Brix, Annette Hjort Knudsen, Carsten Svendsen, Lise Lotte Rahbek, David Adam, Søren Dahl, Steffen Gliese, lars søgaard-jensen og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar

Den arbejdsliderlige diskurs misbruger på en måde, der mimer den kapitalistiske produktion, det ædleste træk mennesker: at kunne gøre noget for andre. Løn tjener som en rationel reduktion af den taknemlighed, der er betalingen for gode gerninger.

Det er måske på sin plads igen igen at minde om "In praise of idleness", på dansk hyldest til ledigheden, det herlige lille essay fra 1932 af Bertrand Russell, også en filosof, med sin egen humor. Og samtidig igen igen minde om den skadelige brug af ordet "arbejdsmarkedet". Som om alt skal gøres til et marked, selv arbejde, så lysten til det ikke længere tæller. Også det har Russells essay friske bud på.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Annette Hjort Knudsen anbefalede denne kommentar
Annette Hjort Knudsen

Der er ting, der skal gøres og nogen, der skal gøre dem. Det må vi enes om, så ingen lever på andres bekostning.

Men det er et enormt problem at insistere på, at "det der skal gøres" partout skal tage alle voksnes fulde arbejdstid (37 timer per uge). I et højproduktivt samfund som vores betyder det, at
- der skabes pseudojobs, der holder arbejdsoverskuddet beskæftiget og forsørget (uden at bidrage med værdi)
- der produceres mere, end vi behøver, til skade for klimaet (negativt værdi-bidrag)

Begge effekter af at insistere på "fuld beskæftigelse" er skadelige for både den enkelte (der går ned med stress og depression) og vores fælles livsgrundlag (der gror til i overflødigt forbrug og smid væk).

Det er mig derfor en gåde, at det er så svært at trænge igennem med budskabet om, at forsørgelse og fuldtidsjob ikke bør gå hånd i hånd. Vi skal have løn for vores arbejde - selvfølgelig - men vi har altså også lov at være her, uanset at vores arbejdskraft ikke er påkrævet for at holde samfundet i gang. Hvorfor er det så svært at indse, at en grundlæggende borgerløn vil kunne sikre forsørgelsen og samtidig sætte folk fri til at bidrage til fællesskabet med noget der er egentlig værdiskabende (i modsætning til pseudojobs og overproduktion)?

Det går simpelthen over min forstand, at det er så vanskeligt at vinde gehør for synspunktet! Vores statsminister slog 7 kors for sig ved tanken!

I denne artikel citerer jeg bl.a den amerikanske forfatter Marilynne Robertson som i New York Review of Books har kritiseret de amerikanske universiteter for direkte og indirekte at "...medvirke til at uddybe den polarisering af det amerikanske samfund, som MR ser som resultatet af økonomiens måde at arbejde på. Som betyder en faktisk institutionalisering af den gamle praksis med at nægte arbejderne den reelle eller mulige værdi af deres arbejde." Og jeg konkluderer: "..at det, jeg anklager Universitet for, det er at have medvirket til den alvorlige situation vi står i. Og undladt at have udarbejdet alternative udviklingsmuligheder. Udtrykkeligt når det gælder klimakrise, polarisering og øget ulighed. Mere indirekte når det gælder vor sundhedskrise. Men også hvad den angår, ser jeg væsentlige opgaver for universitetet. Vi har oplevet, at der kan leves meningsfulde liv under radikalt ændrede vilkår. Vi er meget mere fleksible, end vi troede. Sådanne erkendelser burde kunne danne platforme for alternative modeller for produktion og forbrug, til gavn for natur, klima og sociale systemer. Vi er pisket til at finde på nye måder at være ’normale’ på." På dette sidste område er universiteterne, som jeg ser det, larmende tavse.

https://bricklayeribj.blogspot.com/2020/09/jeg-anklager-universitetet.html

Lad mig benytte denne lejlighed til at støve Paul Lafargues (Karl Marx' svigersøn) 'Retten til dovenskab' af. Her skriver han indledningsvis:" En besynderlig galskab har grebet arbejderklassen i de lande, hvor den kapitalistiske civilisation hersker. En galskab som i sit kølvand trækker den individuelle og sociale elendighed, der i de sidste to hundrede år har været ved at pine livet af den triste menneskehed. Nemlig: Kærligheden til arbejde, en dødsmærket lidenskab for arbejde drevet til sådanne yderligheder, at det svækker menneskets livskraft og nedbryder dets afkom. I stedet for at søge at kurere denne sindsforvildelse har præster, økonomer og moralister gjort arbejdet til noget helligt".

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Carsten Svendsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Slaveriet ophørte og blev forbudt, ganske enkelt fordi det ikke var humant. Filosofér lidt over det et øjeblik. Ordet "vi" optræder 18 gange i teksten. Hvorfor denne besathed over at være med, med i hvad? Giv dem dog fingeren! Sig nej.

Arbejdsmarked er egentlig fint, man må bare gøre sig klar over, at den transaktion, der foretages er om arbejdet selv, ikke arbejdskraften.

Arbejdsmarked er egentlig fint, man må bare gøre sig klar over, at den transaktion, der foretages er om arbejdet selv, ikke arbejdskraften.

Fordi det ikke var humant ?? den er ret ny.. 'Der er aldrig nogen slaver der er blevet frigivet fordi det var synd for dem' hed´der det ellers normalt. 'Medlidenheds-argumentet er instrumenterbart efter behov i den sammenhæng, men slaver frigives og arbejdere fritstilles når omstændigheder gør at det kan betale sig, i sin simpleste form ved at et daglejer-system giver billigere arbejdskraft. Iøvrigt en rigtig god artikel.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar