Send de unge rødder til jiu-jitsu – de trænger til en sund hobby, der giver selvrespekt

Gør drenge med indvandrerbaggrund turen med S-toget utryg? I Information den 5. september argumenterer en kronik for, at de farvede drenges overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne er udtryk for et racistisk retsvæsen. Altså, at det er drengene, der er ofrene. Hvad skal man tænke?

I min ungdom var vi ikke bange for brune drenge. Ingen gav os lussinger for sjov. Ingen chikanerede pigerne ustraffet. Det førte til stort slagsmål til et karneval engang, da mænd med indvandrerbaggrund havde raget på kvinder. Det var ikke smukt, men det var handlingsdueligt.

Intet er nemlig mere traumatiserende end afmagt. Som da en flok hvide danske 15-16-årige drenge hængte ud i Fælledparken og blev opsøgt af minoritetsetniske mænd. En dreng fik en lussing. Slået for sjov. Han græd. Noget, vi som forældre kun hørte om ved et tilfælde. Voldsmændene ved, at det ikke bliver meldt til politiet.

Brune drenge jagtede hvide drenge helt ind på ungdomsklubben i vores skoleområde. Rygtet gik, at man var blevet nødt til at ansætte en muslimsk klubpædagog, fordi de brune drenge simpelthen ikke respekterede de hvide pædagoger. En dreng på 13 flyttede fra skoleområdet. Han var særligt blevet udvalgt af de brune drenge, truet med kniv og bestjålet. Mon ikke, det var grunden til, at familien flyttede? Man må gætte, for reglen i den kreative klasse er, at man ikke taler om det. Man vil jo nødig kaldes racist.

Jeg måtte selv gribe ind, da jeg hørte en flok farvede drenge chikanere mine egne børn og deres venner. De troede, børnene var alene og reagerede med at grine, som om de var charmerende. Der havde jo heller ikke været en direkte trussel. Det var tonen, den var gal med. Det er det typiske modus for antisociale: Trusler er bedre end vold. Ordløse trusler er bedst. For hver en dom har den antisociale dreng truet hundreder af gange.

Antisociale unge smadrer de netværk af velfungerende unge, de færdes i. De minoritetsetniske antisociale drenge øger tilmed stigmatiseringen af alle de velfungerende minoritetsetniske drenge. Alle de unge taber.

Mange af de her minoritetsetniske drenge tror måske ikke på, at de kan få succes og respekt i det danske samfund, hvorfor de hellere finder status i at tyrannisere og med denne taberstrategi tager andre med i faldet. Som da BT kunne rapportere, at fem af sådanne drenge havde udsat 25-årige Lasse for sadistisk vold i en trappeskakt på Nørrebro. Min genbo blev tævet ved Blågårds Plads, så formen på lågen, han stod op ad, aflejrede sig i hans baghoved. Man mangler ikke eksempler.

Positiv maskulinitet

Som forælder sad jeg af og til med i timen i min søns klasse for at hjælpe ham med at sidde stille. Nogle af drengene fik lov at slås med mig i et par minutter, hvis de kunne sidde stille i ti minutter. Her var der en dreng, som var sød, men havde en sugende mangel på noget. Noget, som skolen og dens lærere slet ikke kunne tilbyde. Når han så mig, lyste han op, som var han på en øde ø og så en båd i horisonten. Han endte med hash, voldsdomme med videre. Jeg burde have gjort noget mere, men jeg kunne jo ikke adoptere ham.

I forbindelse med et arbejdsprojekt tilbragte jeg en hel dag på en meget belastet skole på Nørrebro. Skolelederen fortalte os, at den 7. klasse, vi skulle være sammen med, var umulig. Men drengene kæmpede for at sidde ved siden af mig på måtten i gymnastiksalen, hvor vi underviste og lavede øvelser. Jeg tror, at de kunne fornemme noget maskulinitet, de kunne læne sig ind i. Det gjorde dem trygge. De havde respekt for mig, og jeg havde respekt for dem. Og så var det jo sjovt, det vi lavede (det var ikke tysk).

Når en dreng begynder at blive en rod, og der ikke er en god far i hjemmet, er moren ofte magtesløs. Drengene er med andre ord vores fælles ansvar. Som det er, strander de drenge, der er på vej ud i noget rod, mellem dem, der vil straffe og udvise, og dem, der benægter problemets eksistens.

Den slags drenge skal gribes, hvor de er.

Hvis skolebørn fra tiårsalderen havde brydning eller jiu-jitsu på skemaet to til tre gange om ugen – altså kampsport uden slag og spark – ville disse drenge føle sig grebet. Der ville være motiverende grader/bælter at sigte efter. De ville lære om ære, respekt, selvrespekt og få gode rollemodeller. De ville kunne udvikle karakter og bedre moral, for man lærer her at dosere sin magt over for andre.

Der ville også være bedre muligheder for at skabe venskaber på tværs af tidens sørgelige grupperinger i brune og hvide danskere. Det kan også kaldes levelling the playing field, for når alle drenge lærer deres styrke bedre at kende, er der ingen nemme ofre tilbage.

Der er i øvrigt masser af dygtige, sjove, søde mænd og kvinder, der vil stille op som trænere.

Man kan ikke fjerne drengenes længsel efter maskulin identitet og statusfornemmelse, men man skal guide den i en positiv retning.

Thomas Markersen er psykolog.