SF: Piger og kvinders rettigheder skal sættes først i den danske udviklingspolitik

Pigerne i Somalia er tvunget til at blive hjemme fra skole under COVID-19. Samtidig går voksne fra dør til dør for at tilbyde at udføre en omskæring af pigerne i deres eget hjem. Nedlukningen af samfundet bliver set som et belejligt tidspunkt. Den økonomiske nedtur motiverer dem, der lever af at omskære piger, til at finde nye opsøgende måder at tjene deres penge på.

Ovenstående er en case fra organisationen Plan International og Plan Børnefonden og er bare ét af hundredvis af eksempler på, hvordan kvinder og pigers rettigheder lider under coronakrisen.

På mange områder er effekterne af krisen blevet langt værre end selve krisen, der bruges og misbruges til at underminere kvinder og pigers rettigheder. Volden i hjemmene stiger lige nu over hele verden. Nedlukningen af samfund skaber spændinger, angst og frustration. Og det går hårdt ud over de mest sårbare i de fattige samfund.

Vi ved fra sundhedskriser som ebola, hvor hårdt disse rammer kvinder og piger. I nogle områder af Sierra Leone var der ifølge Red Barnet en 65-procents stigning i teenagegraviditeter.

Der venter et større arbejde med genopretning efter COVID-19 for at vinde de tabte rettigheder tilbage, men der bliver også behov for at se på nye måder at gøre tingene på. Krisen giver anledning til, at vi stopper op og kigger på, hvor vi kan gøre det endnu bedre. Særligt i konfliktramte områder.

Regeringen har netop meldt ud, at dansk udenrigspolitik skal være styret af værdier – og herunder menneskerettigheder og demokrati frem for økonomiske interesser. Det er positivt, men det er helt afgørende, at vi i den anledning også får en mere rettighedsbaseret tilgang til vores arbejde for kvinder og piger.

Mere bistand til kvinder

Det er afgørende at fokusere på kvinderne for at skabe forandring og fred. Ifølge internationale hjælpeorganisationer gik mindre end to procent af al bistand til konfliktområder til ligestilling mellem kønnene i 2014, og helt ned mod 0,1 procent går direkte til de kvinder, der er ramt af vold. Det er tankevækkende, at det internationale samfund prioriterer området så lavt, selv om vi ved, at to ud af tre kvinder er udsat for seksuelt baseret vold.

Mere dansk bistand bør derfor bruges til at rette op på denne ubalance ved at kanalisere midler mere direkte til kvinder på det lokale niveau og med tiltag, som, vi ved, virker.

Mens vi i de seneste årtier er blevet gode til at arbejde på strukturelle og institutionelle niveauer og med udgangspunkt i staternes egne prioriteter, har denne tilgang også sine begrænsninger. Nogle gange bliver pengene nødt til at komme hurtigt ud i distrikterne.

Det er blevet lidt forkert at sige det, men vi er nødt til at erkende, at vi nogle gange har brug for at gå uden om staterne. Det er, når tingene skal gå hurtigere, når vi skal nå kvinderne direkte, og når vi skal lægge et større pres på magthaverne.

Vi skal styrke de gode spiraler

Vi ved, at de helt lokale ngo’er ude i marken er stærkt oversete i udviklingsbistanden og modtager en forsvindende lille del, selv om det igennem store internationale aftaler er aftalt, at de helt små lokale ngo’er skal have en større del af bistanden. De skal stå stærkere i dansk bistand. De organisationer kan skabe den lokale sammenhæng mellem mikrolån til kvinder, så de kan starte en virksomhed, og så deres piger kan komme i skole og ikke bliver barnebrude eller gravide. Vi kender den gode spiral. Organisationer, der kan arbejde lokalt og med hele cirklen af tiltag, der skal til.

Vi skal turde blive lidt mere praktiske og konkrete i vores udviklingsbistand igen. Vi har en udviklingsbistand, der virker, og vi har en masse konkrete tiltag, der virker. Men hvordan bliver vi bedre til systematisk at styrke de gode spiraler? Det skal vi vide mere om.

Foruden viden har vi også brug for konkrete bud på, hvordan vi supplerer de i forvejen gode danske bistandsinitiativer. Det har SF følgende forslag til, hvordan vi kan gøre: 

1. Pengene skal ud til lokale organisationer
En forsvindende lille del af global bistand går til helt små lokale organisationer, der er tæt på modtagerne. For nogle år siden vedtog de store internationale donorer, at mere bistand skulle ud til de lokale ngo’er. Det er i stort omfang blevet ved snakken. Udfordringen er at få pengene derud og at sikre, at de bliver brugt rigtigt. Det kræver to ting. At vi tør blive mere risikovillige og at vores ambassader igen har personale til at administrere bistand.

Det er lokalt, at foreninger og organisationer kan følge kvinder og piger hele vejen: Fra mikrolån og rollerne i hjemmene, til at døtrene kommer i skole og ikke bliver barnebrude eller børnearbejdere.

2. Krisecentre og akut krisehjælp skal opretholdes
Når stater og samfund bryder sammen, smuldrer de institutioner og normsæt, der holder sammen på de lokale samfund. Helt op mod 66 procent af alle kvinder i de områder, der er ramt af konflikt og krise, oplever kønsbaseret vold og overgreb.

Da krigen i Yemen brød ud, steg antallet af barnebrude voldsomt, og under konflikter ser vi, at ægtemænd, der før har været fredelige, pludselig udøver vold mod deres hustruer.

Med få midler kan vi gøre en kæmpe forskel. Midlerne skal anvendes til at finde lokale partnerskaber, og de skal bidrage til at oprette krisecentre og akut krisehjælp. Danske (og udenlandske) civilsamfundsorganisationer kan bidrage med en helt afgørende praktisk og erfaringsbaseret viden og psykosocial ekspertise. De lokale kvindegrupper, der har den lokale forståelse og viden om religiøse og sociale dynamikker, kan derimod bedst hjælpe kvinderne.

3. Bring danske erfaringer i spil
I Sverige har man en feministisk udenrigspolitik, der betyder, at alt Sverige gør, skal understøtte kvinders rettigheder. I Norge har regeringen en handlingsplan, der blandt andet skal understøtte kvinders rolle i fredsprocesser. Norge har også fået en resolution igennem FN, der understøtter kvindelige menneskerettighedsforkæmperes arbejde.

I Danmark skal vi snart i gang med en udviklingspolitisk strategi. Lad os blive skarpere på, hvordan vi bringer de danske erfaringer i spil, og lad os sikre, at vi fortsat har en stærk udviklingsbistand, og at en stor del af denne går gennem ngo’erne.

Det kræver også et stærkere udenrigsministerium, der kan forvalte bistanden forsvarligt og være til stede derude. En langt større andel af bistanden skal målrettes kvinder, og vi skal have flere skarpe indikatorer på den bistand, der ikke er målrettet kvinder.

4. Styrk kvinders rettigheder 
Kvindelige menneskerettighedsforkæmpere er under enormt pres. Norge har banet vejen med resolutionen, der støtter kvinderettighedsforkæmpere. Vi skal i vores diplomati lægge pres på staterne, men vi skal også have flere mekanismer, vi kan bruge direkte. Vi skal støtte initiativer som Safe Cities, og vi skal have en fond, der støtter kvindelige menneskerettighedsforkæmpere og giver dem bedre adgang til sikkerhedsmekanismer, uddannelser og globale netværk.

Danmark er et foregangsland inden for ligestilling og udviklingsbistand. Det er tid til, at vi gør noget større. Danmark har et fremragende katalog af succeser herhjemme, også hvad angår bistandshjælp. Men vi skal være endnu skarpere på at støtte og fremme de gode spiraler, som hiver millioner af kvinder og piger ud af fattigdom og undertrykkelse.

Vi har mulighed for at lave en ny udviklingspolitisk strategi, og vi har en verden, der trænger til, at vi tænker i nye måder at gøre tingene på.

Halime Oguz er EU-ordfører (SF), og Rasmus Nordqvist er udviklingsordfører (SF).