Kronik

Slut med at køre arbejdslivet hjem på rutinen – de 50-årige skal tilbage på skolebænken

I fremtiden vil de fleste blive 100 år. Derfor er det ikke nok at ændre pensionssystemet. Vi skal også reformere uddannelses- og arbejdslivet, og folk i 50’erne skal vænne sig til, at uddannelse ikke er en fase, der ligger bag dem, skriver leder af DPU, Claus Holm, i dette debatindlæg
Vi skal i fremtiden bedre kunne veksle mellem uddannelse og arbejde – og vi skal bedre kunne skrue op og ned for arbejdsintensitet og -indhold i forskellige livssituationer. Ellers bliver arbejdslivet for udmattende og helt ærligt også for kedeligt, når vi skal arbejde så længe, skriver Claus Holm.

Vi skal i fremtiden bedre kunne veksle mellem uddannelse og arbejde – og vi skal bedre kunne skrue op og ned for arbejdsintensitet og -indhold i forskellige livssituationer. Ellers bliver arbejdslivet for udmattende og helt ærligt også for kedeligt, når vi skal arbejde så længe, skriver Claus Holm.

Mik Eskestad/Ritzau Scanpix

18. september 2020

Vi er vant til, at livet består af tre aldre: Vi bliver født, vokser op og uddanner os. Vi bliver voksne, stifter familie og arbejder. Og så bliver vi gamle og går ind i ’den tredje alder’ med pension og et velfortjent otium.

Den tænkning skal vi vænne os af med. Livet i tre faser er ved at blive skiftet ud med et længere liv i fire faser, som ovenikøbet er mere omskifteligt. Det er beskrevet i bogen The 100 Year Life. Living and Working in an Age of Longevity af økonomen Andrew Scott og psykologen Lynda Gratton.

Bogens afsæt er, at et nyfødt barn i den vestlige verden har over 50 procents chance for at blive mere end 105 år. For 100 år siden var det en chance på én procent. En 20-årig har 50 procents chance for at blive mere end 100 år, og er du 60 år i dag, har du 50 procents chance for at blive 90 år.

Men på trods af udsigten til længere liv strukturerer vi stadig livet som hidtil – med de tre faser, vi kender. Den går ikke længere.

De to engelske uddannelsesforskere Tom Schuller og David Watson foreslog allerede for ti år siden en firefaset model for livslang uddannelse i et historisk langt liv – hvor især tiden omkring 50-årsalderen for mange vil blive anderledes end i dag.

Vi skal i fremtiden bedre kunne veksle mellem uddannelse og arbejde – og vi skal bedre kunne skrue op og ned for arbejdsintensitet og -indhold i forskellige livssituationer. Ellers bliver arbejdslivet for udmattende og helt ærligt også for kedeligt, når vi skal arbejde så længe.

Så ud over at livets nye grundbog rummer en ekstra livsfase, vil der også opstå flere skift på tværs af faserne. Man kan tale om en mere fleksibel tidsmosaik med intenst arbejde på nogle uvante tidspunkter i livet – set med nutidens øjne – men til gengæld også mulighed for otiumtid eller uddannelsestid i andre, måske tidligere, faser i livet.

Derfor er det ikke nok at tilpasse pensionssystemet til fremtidens længere liv. Populært sagt burde Mette Frederiksen, når hun præsenterer den endelige pensionsreform, ud over sine økonomiske ministre også have sin undervisnings- og uddannelsesminister med. Set med uddannelsesbriller bør der nemlig ske forandringer i flere livsfaser end blot den sidste.

25 er de nye 18

I den første livsfase fra 0 til 25 år er det afgørende at få lagt et solidt fundament for et langt og lærende liv.

Den tydeligste ændring i denne fase er, at ungdommen bliver længere. Ungdommen slutter ikke, når man er 18 år, selv om man formelt set bliver myndig der. Ungdommen varer reelt til omkring 25-årsalderen.

Udsigten til et langt liv lægger op til et fundamentalt andet perspektiv på uddannelse end det nuværende, hvor vi deler unge mennesker op på for mange måder og presser dem til at vælge for tidligt.

Valgmulighederne er historisk mange og svære, og risikoen er, at for mange vælger forkert – med stadigt mere vidtrækkende konsekvenser. Derfor skal de unge i sidste del af grundskolen og i starten af de videregående uddannelser have mere plads til at eksperimentere med både deres uddannelse og livet generelt. Også af den årsag er jeg varm tilhænger af en 12-års enhedsskole, der binder grundskole og ungdomsuddannelse bedre sammen – og af at gøre 12 års skolegang obligatorisk for alle.

Rush hour

Den næste alder kan vi kalde for rush hour. I midten eller slutningen af 20’erne stifter mange hjem og familie og får børn – og arbejder solen sort for at få det hele til at hænge sammen.

Heller ikke i denne livsfase forbliver alt ved det gamle. For med afsæt i billedet om tidsmosaikken kan der sagtens være behov for at skrue lidt ned for arbejdsblusset en tid for at tage sig af sine børn. Psykolog og forsker Karen Pallesgaard Munk har derfor i Politiken foreslået, at man skal kunne gå på en slags børnepension, mens børnene er små.

Pointen med det er at lette noget af det enorme pres, som reducerer trivslen blandt børnefamilier. Med et arbejdsliv på måske 50 år burde det være muligt med perioder, hvor man koncentrerer sig mere om familien og andre perioder, hvor arbejdet eller en ny uddannelse spiller en større rolle.

Tilbage på skolebænken

Den tredje alder er fremover tiden omkring de 50 år. Indtil for blot få år siden var det en alder, hvor børnene var ved at være store, hvor jobbet kørte, og hvor det økonomiske og mentale overskud var på plads. Samtidig kunne man skimte 60-årsalderen og udsigten til efterløn eller pension. Arbejdslivet skulle i princippet bare køres hjem på rutinen og den tredje alder forberedes. Sådan er det ikke mere.

Arbejdslivet er blevet ti år længere. Som 50-årig er energien stor, der er tid til rådighed, og erfaringerne er værdifulde. Så opgaven er ikke at trappe ned. Tværtimod er opgaven at trappe op med kompetenceudvikling og måske endda karriereskift.

Men selv om Danmark er verdensledende inden for voksen- og efteruddannelse, så har for mange voksne fortsat problemer med at læse, skrive, regne eller bruge en computer. Og dem med det svageste faglige udgangspunkt uddanner sig også i denne fase mindre end andre.

Det viste OECD-undersøgelsen PIACC – populært kaldet PISA for voksne – om blandt andet danskernes kompetencer tilbage i 2013. Den viste også, at man ikke kan klare de sidste 25 år af arbejdslivet på rutinen. Ens kognitive kapacitet falder fra omkring 20 årsalderen, og faldet accelererer efter 50-årsfødselsdagen. Det er der brug for for at forsinke og i bedste fald undgå ved en massiv uddannelsesindsats på dette tidspunkt.

Mere uddannelse, både som ung og ældre

Det lange liv bør få os til at genoverveje uddannelsessystemet på mindst to områder.

Det ene og mest oplagte er, at der skal arbejdes systematisk med uddannelsestilbud til de +50-årige. Det griber også ind i arbejdsmarkedet. Hvordan sikrer vi bedst, at denne aldersgruppe kan ny-, videre- eller omuddanne sig, så de ikke bare kører den hjem på rutinen, men reelt skaber det løft, som både deres sundhedstilstand, evner og tid retfærdiggør, at de bør bidrage med?

Det andet og måske mindre indlysende område, vi skal genoverveje, er ungdomsuddannelserne. Det er allerede i dag et problem, at for mange unge ikke får en ungdomsuddannelse. Næsten 50.000 unge under 25 år har ikke en ungdomsuddannelse og er hverken under uddannelse eller i job. I fremtiden vil konsekvensen af dette være endnu større.

Hvis man i den nye tredje alder som 55-årig skal kunne videreudvikle sig, så er fundamentet simpelthen for svagt, hvis man kun har gået i skole til og med 9. klasse. Det vil være for tungt og have for lange udsigter, hvis man i denne fase skal i gang med eksempelvis HF-enkeltfag i flere år for at indhente det forsømte fra ungdommen, før man kan komme videre med en ny uddannelse.

Livslang læring bliver mere end et flot begreb, hvis vi løser problemet med restgruppen af unge, der ikke kommer videre end 9. klasse. At uddanne sig kontinuerligt i forskellige etaper gennem livet kræver et både uddannelses- og dannelsesmæssigt fundament, der stikker dybere, end 9 års skolegang rækker til.

Jeg har ikke glemt den fjerde og sidste alder fra omkring de 75 år, og til livet slutter. Hvad skal der ske her? Går vi tilbage til Tom Schuller og David Watson, de to engelske uddannelsesforskeres rapport fra 2009, som jeg nævnte indledningsvis, så er svaret, at det handler om at »lære at dø på en ordentlig måde«.

Måske lyder det ikke videre opmuntrende. Men intentionen er god nok, nemlig at vi bliver nødt til at gennemtænke hele uddannelsessystemet fra vugge til krukke og ikke kun pensionssystemet, når vi står konfronteret med et 100-årigt liv.

Claus Holm er leder af DPU – Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Maya Drøschler
  • David Zennaro
Gert Romme, Maya Drøschler og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Mon ikke der skal ruskes op i måden at tænke arbejdsmarked på. Hvad ER det for arbejde der skal udføres og er det ikke snart på tide at pille ved arbejdsgivernes herredømme i at hyre og fyre.
Hvis arbejdsgiverne bare kan ignorere de 50årige og hyre noglle østarbejdere eller outsouce opgaverne til asiaterne, så bliver de fine planer ikke andet end en prut i et glas kærnemælk.

PS: 105 år gammel? nej tak.

Flemming Berger, Markus Lund, Gert Romme, Poul Erik Pedersen, Carsten Munk, Carsten Hansen, P.G. Olsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

En nyfødt har 50% chance for at blive 105 år.
En 20-årig har 50% chance for at blive 100 år.
En 60-årig har 50% chance for at blive 90 år.
Sikke en udvikling, men betyder det så at en 100-årig har 50% chance for at blive 85 år ?

Det skal være slut med at akademikerne definerer hvordan livet skal forme sig for alle andre, det går galt hver gang – de skal i stedet for tilbage på livets skolebænk.

Vi er vandt til at økonomerne har haft magt til at indrette samfundet på en måde som optimerer landet til deres egen fordel, og at et flertal bare bliver smidt ind under toget. Der skal en kraftig decentralisering til, og den destruktive topstyring må fjernes, landet kan ikke længere bære de rige økonomer med sociale skyklapper på, New Public Management og velmenende psykologer der ikke ser alle samfundslag. Vi må aldrig glemme at der er kun 8 % Djøf'ere i Danmark.

I fremtiden skal alle samfundsgrupper selv definere og indrette både arbejdsliv og privatliv alt efter hvad de kan og vil. Vi skal genoprette landet menneskeligt set og forhindre akademikerne i at skabe en verden som er indrettet til dem selv, og til skade for alle andre. Vi skal reformere ministerierne og institutionerne, og akademikerne skal vænne sig til, at magten er en fase, der ligger bag dem.

Ønsker vi demokrati eller autokrati i fremtidens Danmark? Skal beslutningerne tages af en mindre røverbande? De højest betalte økonomer fra bl.a. LO, DI, DA, ministerierne og Vismændene bestemmer hvordan økonomien skal forme sig her i landet. De er udklækket fra de samme universiteter og er udlært af en håndfuld liberale professorer. Dette bevirker at de alle tænker ens og følgen er, at de regeringsbærende politiske partier når frem til samme konklusioner om større vækst og mere ulighed, mere CO2-udslip og mere fattigdom.

Dette stopper ikke før befolkningen gør oprør, vi er alle ansvarlige. Fra politikernes side handler dagens politik om penge der spares, ved at flytte borgere der ikke kan arbejde fra den ene ordning til den næste, som så skal være billigere. Det er det som er politikernes job; at flytte pengene væk fra de fattig og over til virksomhederne. Formålet er at flytte pengene opad og tilrane sig selv så meget som muligt.

Akademikerne smadrer menneskeliv, uden at nogen kontrolinstans bryder ind, og uden at systemet reagerer. Akademikerne forsøger at styre de offentlige institutioner som om de er privat firmaer. Metoden New Public Management er ligeså skadelig og dræbende som tobaksindustrien, omkostningerne for samfundet er dog kun lige klarlagt. NPM skal derfor bekæmpes med samme midler; oplysningskampagner som får folks øjne op for skadevirkningerne og på længere sigt forbud, lovgivning som effektivt sætter stop for dræberen. NPM systemet manipulerer med vores mest primære følelse af menneskelighed for at generere nedskæringer og fattigdom. NPM er den kræftsvulst som har spredt sig hele vejen fra topembedsmændene og ned til socialrådgiverne.

Bekæmpelsen af NPM kommer via de sociale medier, en guide til en succesfyldt omstilling hen imod menneskelige og demokratiske forandringer i de offentlige velfærdsinstitutioner indbefatter tættere sociale relationer på tværs af de sociale netværk som internettet har skabt. Hvorfor overlade disse vigtige område til politikerne som kun har nedskæringer og derigennem skattelettelser i tankerne? Hvorfor skal konsulentfirmaer tjene milliarder på at nedlægge de sociale institutioner inkl. Skat, for at give pengene til milliardærerne, for derefter igen at tjene penge på at bygge nye edb-løsninger som heller ikke virker? Det er da en dyr cirkusforestilling.

Borgerne er eksperterne, og skal agere som vidner imod NPM i de danske medier, det er det enkelte menneske som skal få de sociale ændringer til at ske, få ændret adfærden og ændret politikken på socialområdet, ændringerne vil ikke komme oppefra, tværtimod taler politikerne om at fjerne flere menneskerettigheder, for yderligere at centralisere magten, som om de ikke har skabt nok kaos.

Akademikerne skader det enkelte menneske, de offentlige ansatte, samt samfundet som helhed. For de offentlige ansattes vedkommende vil NPM forårsage kortere livslængde pga. de relaterede sygdomme såsom stress. De sociale konsekvenser af NPM politikken, beslutningerne og NPM aktiviteterne er omfattende, der er mange eksempler på sociale klienter som pga. nedskæringerne er døde, hvilket er de ekstremt direkte eksempler på følgevirkningerne af NPM. De bedste medarbejderne som før var ansat for at hjælpe de syge, har sagt deres job op. Fraværsprocenten i socialvæsenet fortæller med al tydelighed at NPM er gået langt over stregen, flere medarbejdere er nu på deltid for at klare den. Samfundet er simpelt hen ikke længere humant, det er indrettet for at maksimere formuerne.

Markus Lund, Hanne Utoft og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Problemet er nok at der er forskel på hvor mange % chancer man har for at nå de 100 .
Hvis der stadig findes nedslidende job i fremtiden og hvis ordblindhed og lavere IQ stadig forefindes, så vil en del aldrig komme i nærheden af 50% chance for at blive 100 år mens andre vil have 90 % chance.
At indrette samfundet for de med størst chance for at blive 100 år vil være at begå vold mod de der har mindst chance.
Procenterne fordeles ikke ligeligt mellem de forskellige samfundsgrupperinger nu og vil ikke gøre det i nærmeste fremtid. Differentieret tilgang vil være nødvendigt længe endnu.

Danny Hedegaard, Markus Lund, Ebbe Overbye og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

En neoliberal psykose; intet må gro eller være i fred. Alt ofres for konkurrencestat og vækstvanvid; alle skal i stressmode ... fra vugge til grav. Det er katastrofalt og fuldkommen åndsforladt.

Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Markus Lund, Carsten Munk og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

De to medarbejdere/arbejdere på billedet, ligner ikke nogen der blive meget over 70 år. Et billede af et par akademiker med store pensionsopsparinger ville være mere passende til historien om den høje/stigende levealder.

Hej Claus
Jeg kender dig ikke, jeg ved ikke hvor gammel du er. Jeg synes du har en meget overfladisk tilgang til udvikling af levealder, sammenholdt med antal af år på arbejdslivet. Jeg er selv 65 år og er underviser. Jeg har været aktiv i 40 år på arbejdsmarkedet i flere brancher. Jeg kan først gå på pension om to år og er ikke sikker på jeg kan holde til det.
I dine regnestykker glemmer du ( som mange politikere) den eksponentielle udvikling indenfor it. Så 30 år i levealder er måske lig med 90 år i it udvikling - og det kan jeg forsker dig om er rigtig svært for selv en god hjerne at følge med i. Altså det er korrekt at levealderen stiger, men hjernens evne til følge med i udviklingen på arbejdsmarkedet og være en ligeså kompetent medarbejder som en der er 30 år yngre er ikke korrekt.
Jeg håber Du er en der lytter

Helt ærligt. Tror du virkelig selv på at bare én fra industriarbejderklassen fylder 100 nogensinde? Og er det ikke mere realistisk at levealderen topper på et tidspunkt? Alder er altså ikke et tal ligesom den økonomiske vækst, som åbenbart bare kan blive ved med at stige og stige, til træerne vokser ind i himlen...

Hanne Utoft, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

Bild du hårdest arbejdende ind at de kan blive 100 så det er nødvendigt at de arbejder til de er 80, så de rigeste og højuddannede har mulighed for at leve fedt til de er 100.

På fremtidens, og for mange på nutidens arbejdsmarked uddanner vi os løbende med de aktuelle opgaver og projekter. Google og youtube bringer os langt længere end kurser og efteruddannelse. Al ny viden findes derude, og i stedet for at læse teori i årevis som forberedelse til livet skal vi vænne os til et mix mellem teori og praksis i hverdagens arbejdsopgaver. Interesse, engagement og disciplin skal fremelskes i grundskolen. På den måde får vi den største indflydelse, de største resultater og den største glæde i arbejdet og i livet som en helhed.