Læserbrev

Sognepræst: Alle dem, der kalder sig kulturkristne, er lige så kristne som andre kristne

Mange, som for eksempel holder af kirkerummet eller af de kristne værdier, kalder sig for kulturkristne, fordi de ikke synes, de er ’ægte’ kristne. Men kulturkristne er også kristne, det er bare en anden måde at udøve kristendommen på, skriver sognepræst Vibeke Bidstrup i dette debatindlæg
Debat
23. september 2020

»Jeg er mest sådan kulturkristen« – det er en sætning, man som præst hører relativt ofte.

Ofte kommer den fra mennesker, der godt kan lide kirkerummet, de kristne værdier og de kristne traditioner. Det er mennesker, som føler, at der findes noget større end dem selv. De ser bare ikke sig selv som ’ægte’ kristne, men som kulturkristne. Det, synes jeg, er synd. På den måde gør man sig selv til en slags ’andenrangskristen’.

I min optik er en kulturkristen lige så kristen som andre kristne. Der er bare tale om forskellige måder at være kristen på. Nogle kristne beder hver dag, nogle drikker ikke alkohol, nogle får deres børn døbt, andre udfører frivilligt socialt arbejde. Nogle går i kirke til jul, andre er ildsjæle i deres landsby, mens andre går en tur i kirke en gang imellem.

Der er mange forskellige måder at praktisere kristendommen på, og det er godt, så længe at man ikke skader andre mennesker. Mange synes, at det er svært at forstå kirkens dogmatiske sprog, men de føler og oplever stadig, at der er noget i deres liv, der er meget større end dem selv.

Kristendom er ikke noget, som kan sættes på en skala. Man kan i mine øjne ikke være mere eller mindre kristen. Kristendommen handler om at tro, og troen kan ikke måles eller vejes.

Der er bare forskellige måder at være kristen på, og kirken er til for os menneskers skyld, ikke for Guds. Derfor er man ikke mere kristen, hvis man går ofte i kirke. Men det kan være sundt og godt for en selv, hvis man gør det, fordi det kan minde en om Guds tilstedeværelse i ens liv.

Kirke og kultur har altid været tæt vævet sammen. Kirken og troen er altid kommet til udtryk gennem musik, malerier, poesi og arkitektur – altså igennem kulturen.

Jeg mener, at kulturkristne er rigtige kristne. Kulturkristne giver plads til deres barnetro, og til alt det, som ikke kan forklares.

Den kulturkristne praksis er lige så kristen som alle mulige andre kristne praksisser.

Derfor synes jeg, at vi bør gøre op med begrebet kulturkristen og i stedet kalde os alle kristne.

Vibeke Bidstrup er sognepræst i Grundtvigs Kirke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Ja, så kan barren vel næppe sættes lavere :).

Hvad er det monstro for eksklusivt ‘Kristne værdier’, der hentydes til?

Eller er man vitterligt og på samme vis at regne for indrulleret i en Aztekisk solkult, blot fordi man sætter pris på solskin? ;)

Hans Larsen, Niels-Simon Larsen, Malou Lauridsen, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Brian Nocis Jensen, Steen Obel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det gælder jo om at have kunder i butikken, og kunden har altid ret. Derfor må der ikke stilles krav, og alle danskere er vel kristne, hvad enten de tror på det ene eller det andet eller ikke tror på noget. Man kan undre sig over, at vi har en kirke i det hele taget. Hvad skal vi med den? Jo, den støtter os i vores ødelæggende livsstil. Kirken er systembevarende, og når nu flertallet er forbrugere og har det udmærket med at være det, så følger kirken efter som det tynde øl. Ingen må kritiseres, for det kan kirken ikke holde til. At forbrugerismen ødelægger børnenes fremtid, er kirken ligeglad med. Bare den får sine tilskud hvert år, så er den glad. Der skal bedes for øvrigheden hver søndag, ikke for børnenes fremtid, for det vil blive kritiseret af klimabenægterne, som fylder godt i kirken. Kirken leder os godt på vej til det økologiske helvede, selvom mange præster selvfølgelig vil benægte det. Kirken har ikke noget med Jesus at gøre, men Kristus er meget anvendelig for den. Kirken har ødelagt danskerne, som igen ødelægger Danmark. Miljø- og klimabevægelsen er de sande Jesusfolk, og de får selvfølgelig ikke en rød øre, da de vil have Danmark på rette spor. Kapitalismen og kirken er fine venner, selvom de burde være modstandere if. skriften.

Ejvind Larsen, Poul Anker Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

22/sep/2020

Mmm ... jeg har stor respekt for Jesus !

Og i øvrigt ser og forstår jeg ham også
som revolutionær, og det var derfor de
skriftkloge og de rigeste jøder i fælles-
skab valgte at dømme Jesus til døden ...

At de så fik romerne til at henrette ham
ved at korsfæste ham, er en anden sag.

Ja, sagt/skrevet i al fredsommelighed :-) .

Venlig hilsen
Claus

Ejvind Larsen, Jens Garde, Jens Flø, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg kan se det nyttige i Vibekes indlæg. Hvis Danmark bliver et multireligiøst samfund, fungerer det ikke med, at religionerne sætter yderliggående krav for deltagelse.

Niels-Simon Larsen

Al brug af gud er misbrug. Alle de gamle mystikere inden for alle religionerne er enige om det. Læs Aldous Huxleys, Den evige filosofi.

Folkekirken laver ikke andet end at misbruge gud. Kirken i DK har lige fra begyndelsen skullet bruges til noget, holde sammen på rigerne, styrke kongemagten, samarbejde med kapitalismen, tvære folket ud og holde det nede i åndelig sløvhed. Det er de fleste med på i dag.
Folkekirken skal nedlægges og kirkerne åbnes og gøres til samlingssted for alle. En konfessionsløs kirke som Grundtvig ønskede, en højskolekirke, fordi han troede på folket - det til demokrati opdragede folk.

Ejvind Larsen, Malou Lauridsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Bidstrup ude i en værge-kampagne. At man har nogle bestemte holdninger gør ikke at en kristen “gud” er relevant for én.

De forhudshungrende skinsyge guder er dårlige forbilleder og velsagtens mere totalitære end selveste Stalin i deres intolerante budskaber og trusler.

Niels-Simon Larsen

Den danske kristendom og socialdemokratismen passer godt sammen. Ingen af dem forlanger noget af folk. De skal ikke tage noget alvorligt af det, Jesus har sagt. Gud og mammon går fint sammen, og den grønne omstilling koster os ikke noget. Stem hvert fjerde år og kom i kirke juleaften, så er den hellige grav velforvaret.
I ‘Kaninbjerget’ af Richard Adams hedder et af kapitlerne, ‘Den gyldne snare’. Den kommer op som tegnefilm nu, og jeg spurgte min søn på 53 år, om han kunne huske den. Det kunne han. Også ‘Den gyldne snare’. Den bog kunne man godt læse op til konfirmationsforberedelsen i den socialdemokratiske folkekirke.

Ejvind Larsen, Marianne Jespersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke forestille mig, at præsterne sagde nej til at bede for den øvrighed, der er i gang med at ødelægge børnenes fremtid. De fleste præster er borgerlige socialdemokrater af en eller anden aftapning, så de vil selvfølgelig ikke bide den hånd, der fodrer dem. Præsterne ser sig selv som upolitiske, og først når de taler S-Roma midt imod, er de politiske, og politiske præster, vil man ikke have. At de, som følger mainstream-modellen også er politiske, er ikke gået op for folk endnu. Folkekirken er fuld af klimabenægtere. Det er sådan et trygt sted for dem at være.
Ganske vist er der noget, der hedder Grøn kirke, men det er der ikke mange, der ved.

'der findes noget større end dem selv' gentages et par gange, og det er åbenbart det nye sort for at være kristen, - eller religiøs. Jeg har stadig til gode at møde nogen, som mener, at der ikke findes noget, som er større end dem selv. Man kan tømme begreber så meget for indhold, at de ingen mening giver.

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen, Jens Garde, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Det siges i debatindlægget, at kristendommen handler om tro, og at troen ikke kan måles og vejes. Men når mange betegner sig som kulturkristne mon ikke det så også kan handle om en vis tvivl. Så vidt jeg husker var noget af det første i gudstjenesten i TV juleaften 2019, at præsten fra alteret sagde: "Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv", altså sagt på menighedens vegne. Mon ikke en del mennesker vil have problemer med fuldt ud at tro på dette, - og at det kunne være derfor man betegner sig som kulturkristen ?

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Ja, den trosbekendelse rummer en del detaljer, som er svære for flertallet at tage bogstavelig, måske endda alvorlig. Så hvis man nu ændrede det til 'jeg tror på, at der er noget, der er større end mig selv', så ville man ikke støde nogen, kristendommen kunne igen blive den dominerende religion i verden, helt uden blodsudgydelser. Win-win, som det hedder på nydansk.

Uanset hvad vi tror på, så er der ingen der nøjagtig ved hvordan det hele hænger sammen vel?
Videnskaben bruger milliarder for at finde ud af det-ture til andre planeter-livets opståen m.v.
Hvis der er en slags overordnet magt i dette univers så er der vel kun en? jeg ved det ikke, men på trods af at jeg har forladt kirken og valgt en anden vej, hører jeg ikke til dem der vil nedgøre kristendommen eller andre religioner. Islam er slem i mine øjne, men menneskene der tror på det er hverken værre eller bedre en de fleste af os her-kristne-ateister m.v
Kirken er det mange har valgt som ståsted og de mennesker som tror de kender den absolutte sandhed er mindst lige så problematiske som de der tvivler..
Jeg har så fundet mig bedst tilpas i buddhismen uanset her er masser af mystik. Men ansvaret er kun mit!

Jørgen Christensen

Malou Lauridsen:
Bidstrup ude i en værge-kampagne. At man har nogle bestemte holdninger gør ikke at en kristen “gud” er relevant for én.
Kan man regne med, at du mener "hverve-"kampagne? At man kalder folk til sig.
Værge er nærmest det modsatte...

Kh. Jørgen

Malou Lauridsen

Yes JC helt korrekt. Vi burde faktisk have et værge-værn mod hververiet .