Kronik

Statens salg af rederiet Scandlines er endnu et økonomisk selvmål, man kunne have undgået

Salget af Scandlines viser, at staten værdiansætter og sælger vores fælles arvesølv til private købere alt for billigt. Køberne af de offentlige virksomheder har adgang til en viden, som staten ikke har, og det resulterer i en værdiansættelse, der er alt for lav, skriver økonom Jørgen Ravn Elkjær i dette debatindlæg
I forbindelse med salget af Scandlines er der fra dansk side anvendt en forældet og utilstrækkelig økonomisk tænkning og teori, mener dagens kronikør.

I forbindelse med salget af Scandlines er der fra dansk side anvendt en forældet og utilstrækkelig økonomisk tænkning og teori, mener dagens kronikør.

Jens Büttner

7. september 2020

I de løbende diskussioner om fordele og ulemper ved at privatisere offentlige virksomheder er værdiansættelsen et vigtigt punkt. Med andre ord: Sælges arvesølvet for billigt? Har staten anvendt hensigtsmæssige fremgangsmåder for at opnå en tilstrækkelig pris ved et salg af dens ejerandele?

For at efterprøve værdiansættelsen, når staten sælger en offentlig virksomhed, kan man passende vælge salget af rederiet Scandlines som case, for her er den relevante viden i høj grad offentlig tilgængelig. Det letter en uvildig forskningsbaseret vurdering.

Salget af Scandlines skete som led i projektet med anlæg af Femern Bælt-forbindelsen. Tanken var, at salget af Scandlines skulle give staten en stor engangsindtægt ved at give en privat ejer mulighed for at høste gevinsten ved færgeoverfarten, indtil tunnelen var klar til brug.

Det forlød endog, at en høj billetpris på færgebilletterne ville være en fordel for både sælgeren, den danske stat og Femern Bælt-projektet.

Begrundelsen var dels, at Scandlines kunne sælges for, hvad man anså for at være en høj pris, og dels at brugerne af tunnelen til sin tid ville acceptere en høj pris på en billet til tunnelen, hvis den blot var lidt lavere end færgebilletten.

Jeg har studeret de offentligt tilgængelige dokumenter vedrørende salget, og min konklusion er, at afhændelsen af Scandlines var et økonomisk selvmål – medmindre man mener, at det er et mål i sig selv, at ejerne af Scandlines og kapitalfonde i London, eller hvor de nu befinder sig, skal tjene penge på salget, eller at det er en fordel for borgerne i bred forstand.

Overskuddet ved driften af Rødby-Puttgarden-ruten har i perioder nærmet sig halvdelen af omsætningen, hvilket er eksorbitant højt.

Tvivlsomme indtægter

Vanskelighederne ved Femern Bælt-projektet set fra dansk side er for det første, at tyskerne gennemgående ikke er specielt engagerede i projektet. Det siger kolleger ved Kiels Universitet. Femern-tunnelen opfattes i Tyskland mest som et dansk projekt, hvilket da også ses af, at anlæg og finansiering er et dansk anliggende med undtagelse af de landfaste anlægsarbejder i Tyskland.

For det andet har de nye ejere af Scandlines medvirket til at forsinke Femern-tunnelen med adskillige år gennem samarbejde med de magtfulde tyske miljøorganisationer og derved fordyret tunnelen i en grad, så nogle endog sår tvivl om fornuften ved at gennemføre projektet.

Den konklusion begrunder eksperter med den usikkerhed, der er forbundet med størrelsen på indtægterne fra Femern-tunnelen. De er nemlig baseret på tvivlsomme prognoser over trafikken gennem tunnelen.

Visse kritikere af Femern-projektet hævder, at prisen for at køre over Storebæltsbroen skal holdes på et højt niveau for at sikre, at tilstrækkeligt mange biler bruger Femern-tunnelen i stedet for Storebæltsbroen. Alt tyder på, at brugerne af tunnelen kommer til at betale en mærkbart højere billetpris på grund af forsinkelser på projektet, som foruden tekniske og miljømæssige forhold ikke mindst kan tilskrives salget af Scandlines.

På dansk jord er der siden foråret 2020 kørt hårdt på med anlægsarbejder, og det sker – til nogles undren i specielt Tyskland – inden afslutningen af en tysk retssag om gyldigheden af byggetilladelsen på den tyske side.

Den tyske modpart har meget behændigt anvendt en ’mange bække små-metode’ ved at anfægte projektet i et stort antal både store og små retssager og omkostningskrævende indvendinger. Det har gjort, at forløbet er forlænget mærkbart til afgørende skade for projektets økonomi.

Den danske stat kan dårligt udbyde en konkurrerende færgerute, som aftalen om salg af Scandlines giver mulighed for, for man ved ikke, hvornår de tyske retssager eller andre uforudsete genvordigheder ender. Det vanskeliggør dermed muligheden for at sætte en dato på indvielse af tunnelen.

Staten mangler viden

De private ejere af Scandlines har ikke fejlet, de er sat i verden for at tjene penge. Og de tyske miljøorganisationer har været effektive. Deres strategi er at undlade at samarbejde med Femern-projektet om at løse de påberåbte problemer, for organisationerne vil kun sinke og helst hindre projektet i at blive en realitet.

Denne effektfulde tyske tilgang, bakket op af juridisk kompetence på topniveau, har muligvis overrasket den danske part i projektet. Den harmonerer for eksempel ikke med erfaringerne fra anlæg af Øresundsbroen.

Min påstand er her, at der ikke er udvist rettidig omhu, og bedømt ud fra sagens offentlige dokumenter er der fra dansk side i forbindelse med salget af Scandlines anvendt en forældet og utilstrækkelig økonomisk tænkning og teori.

En mere institutionel tilgang ville have gavnet salget. Det vil sige en tilgang med afgørende hensyntagen til både usikkerhed og tyske regler, normer og opfattelser. Der er ud fra sagens akter at dømme anvendt en udbudslignende tilgang, og den fremgangsmåde giver ofte hverken den bedste pris eller i det mindste en tilstrækkelig pris for sælgeren.

Forklaringen er blandt andet, at begrebet ’markedspris’ ikke kan anvendes på den form for ejerandele, der er tale om her, og derfor kan en tilstrækkelig pris ikke opnås gennem et offentligt udbud med salg til den, som byder den bedste pris.

Det skyldes blandt andet det fænomen, som nobelpristageren Oliver Williamson betegner som asset specificity. Et aktiv, for eksempel en virksomhed, kan have en særlig høj værdi ved en bestemt anvendelse eller for en bestemt køber, og den pris kan sælger ikke komme i nærheden af gennem et sædvanligt udbud.

Forklaringen er, at køberen, som i tilfældet Scandlines, muligvis har en viden, som hverken sælgeren eller de øvrige interesserede har; det vil sige en viden om, hvordan man kan opnå en særlig høj gevinst ved ejerskab af rederiet.

Den manglende forudsigelighed set fra sælgerens side kan oftest ikke løses gennem kontrakten med køberen, da sælgeren ikke på forhånd kan bedømme det fremtidige forløb med tilstrækkelig sikkerhed.

Løsningen i den situation er enten ikke at sælge, eller i det mindste ikke at afhænde de ejerandele, som betinger en bestemmende indflydelse.

Det var ikke den rådgivning, politikerne modtog. Vurderet ud fra en offentligt tilgængelig redegørelse til Finansudvalget vedrørte den juridiske rådgivning ikke mindst hensynet til de ansattes overenskomster og mulighederne for at etablere en konkurrerende færgerute.

Med en vis dristighed kan redegørelserne til Finansudvalget om salget af Scandlines læses på den måde, at rådgiverne gav politikerne en anbefaling af det, de ville have – et salg af rederiet uden at støde de relevante faglige organisationer.

Mørke pletter af uvidenhed

Det ulykkelige ved forløbet i forbindelse med statens salg af Scandlines er ikke mindst, at staten ikke tog hensyn til de institutionelle vilkår på den tyske side. Det gælder for det første dens mulige undervurdering af de magtfulde tyske miljøorganisationer og for det andet processen vedrørende tysk myndighedsgodkendelse og risikoen for forsinkende retlige skridt i Tyskland.

Regningen for det fatale salg af Scandlines ender hos brugerne af Femern-tunnelen – eller bliver indtægter fra for eksempel Storebæltsbroen en nødvendig del af finansieringen? So oder so?

Mere generelt vanskeliggøres en vurdering af værdiansættelsen i en række tilfælde af markante mørke pletter af ikkeoffentliggjort viden.

Der kan eksempelvis være tale om forretningsmuligheder betinget af salget til en bestemt køber, og når analytikere af værdiansættelsen ikke har adgang til den viden, køberen har, bliver værdiansættelsen besværliggjort.

Jørgen Ravn Elkjær er økonom, ekstern lektor ved Roskilde Universitet og gæstelærer ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Steen K Petersen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Thomas Tanghus, Steen K Petersen, Peter Beck-Lauritzen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jørgen Ravn Elkjær

Det er mere end snedigt, at Scanlines støtter de tyske miljøorganisationer i de uendelige sagsanlæg og appeller imod Femern Bælt tunnelen.

Man kan vel godt diskutere, om det er Femern Bælt tunnelen, der skal bære de danske omkostninger til den nødvendige advokatbistand til retssagerne; men det ender det jo nok med - og det vil sætte sig i billetpriserne .... og så skal prisen over Storebælt holdes højt oppe, så bilister og togrejsende ikke finder på at rejse til og fra Sjælland over Storebæltsbroen !!

Henrik Peter Bentzen, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Henriette Bøhne og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Mere generelt vanskeliggøres en vurdering af værdiansættelsen i en række tilfælde af markante mørke pletter af ikkeoffentliggjort viden.

Der kan eksempelvis være tale om forretningsmuligheder betinget af salget til en bestemt køber, og når analytikere af værdiansættelsen ikke har adgang til den viden, køberen har, bliver værdiansættelsen besværliggjort."

Follow the money.

Henrik Peter Bentzen, Estermarie Mandelquist, Henriette Bøhne, Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Peter Beck-Lauritzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Stop privatiseringen. Stop det beton og sand slugende brobyggeri. Genetabler et statsligt, et fællesejet, færgeselskab med hovedopgaven at sikre en miljørigtig transport og lad den overordnede indtjeningskilde fra færgeruten være den dynamik, den giver samfundet, med andre ord stop kassetænkningen og se på "helheden".

Per Torbensen, Henrik Peter Bentzen, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Peter Beck-Lauritzen, Peter Mikkelsen, Lars Løfgren og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Det er jo fordi hele præmissen er forkert. Det vigtigste at huske på er at offentlige virksomheder generelt kun har skatteborgerne som kunder.
Faktisk er de slet ikke virksomheder men CostCentre, som ikke skal tjene penge men servicerer borgerne.
Husk på at vi som regel allerede overskatten har betalt for opbygningen af disse costcentre.

// Jesper

Per Torbensen, Henrik Peter Bentzen, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, jens rasmussen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar