Kommentar

Tidlig pension er et must, når ufaglærte har så få raske år på pension

Arbejdsgiverne mener at have bevist, at der ikke er behov for tidlig tilbagetrækning, fordi målgruppen ikke har højere sygefravær end andre. Men de ignorerer, at de ufaglærte kan se frem til markant færre raske pensionsår end de langtuddannede, skriver formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, i dette debatindlæg
’Selvfølgelig er der behov for, at vi skaber en mere retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi diskuterer, om det er rimeligt, at dem, der har knoklet på arbejdsmarkedet i 42, 43 og 44 år, skal have ret til en tidligere tilbagetrækning, vel vidende at mange af dem får færre leveår på pension og tilmed færre raske år på pension,’ skriver Lizette Risgaard, formand for FH, i dette debatindlæg.

’Selvfølgelig er der behov for, at vi skaber en mere retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi diskuterer, om det er rimeligt, at dem, der har knoklet på arbejdsmarkedet i 42, 43 og 44 år, skal have ret til en tidligere tilbagetrækning, vel vidende at mange af dem får færre leveår på pension og tilmed færre raske år på pension,’ skriver Lizette Risgaard, formand for FH, i dette debatindlæg.

Tor Birk Trads

Debat
26. september 2020

Man kan godt høre på arbejdsgiverorganisationerne, at der ikke er så mange hos dem, der har løftet tungere ting på jobbet end en papirmappe. For som en ren rygmarvsreaktion har de gjort det til deres mærkesag at afspore debatten om retten til tidligere og værdig tilbagetrækning.

Det er synd, for selv om arbejdsgiverne forståeligt nok går meget op i, at der skal være hænder nok på arbejdsmarkedet, så kan det ikke være et problem at trække 9.000 personer ud af arbejdsmarkedet, når der samtidig er udsigt til næsten 70.000 flere hænder primært som følge af den stigende pensionsalder.

Det er trist, for vi taler jo om deres medarbejderes ret til at have lige så mange raske år på pension som alle andre.

Seneste afsporing er Dansk Arbejdsgiverforenings nye undersøgelse, der viser, at de, der står til at få gavn af regeringens nye pensionsudspil, ikke har mere sygefravær end andre lønmodtagere. Vupti, så er der ikke behov for den ordning. Eller hvad?

Tager arbejdsgiverne højde for, hvor mange der møder på arbejde på trods af smerter? Næh.

Tager arbejdsgiverne højde for, om der er forskel på, hvor mange smertestillende piller man tager, inden man hopper i arbejdstøjet for at holde ud? Næh.

Og har arbejdsgiverne tænkt på, at der er lønmodtagere, som lever i kortere tid og har færre raske år – efter pensionsalderen? Svaret er nej.

Heldigvis er vi nogle, som går op i det.

På job med smerter

Vi har tal, der viser, at blandt dem i slut-50’erne går mere end hver fjerde hver dag på arbejde med smerter. Det er især ufaglærte og faglærte, der har en arbejdsdag plaget af smerter.

Blandt ufaglærte har 29 procent daglige smerter. Blandt personer med en lang videregående uddannelse er det kun 7,5 procent. Andelen af ufaglærte, der går på arbejde med daglige smerter, er altså næsten fire gange så høj som andelen af akademikere, der gør det.

Derudover konkluderer en ny videnskabelig artikel lavet af forskere fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, at der er stor ulighed i, hvor længe vi lever og hvor mange raske år, vi får.

Ifølge forskningsprojektet, som baserer sig på registerdata, så har den rigeste femtedel af mænd på 65 år næsten dobbelt så mange raske år på pension end den femtedel med lavest indkomst. Tilsvarende kan de rigeste 65-årige kvinder se frem til 5,6 flere raske år på pension end kvinderne med lavest indkomst.

Det er fakta. Så selvfølgelig er der behov for, at vi skaber en mere retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi diskuterer, om det er rimeligt, at dem, der har knoklet på arbejdsmarkedet i 42, 43 og 44 år, skal have ret til en tidligere tilbagetrækning, vel vidende at mange af dem får færre leveår på pension og tilmed færre raske år på pension.

Handler ikke om sygefravær

Debatten handler ikke om sygefravær, mens man har et arbejde. Debatten handler om sygdom og antal raske år, efter man er gået på pension. Hvis man er for syg til at arbejde, skal man jo på førtidspension eller seniorpension.

Og hvis man nu er fuldstændig rask og rørig, så tror jeg ikke, man vil gøre brug af ordningen. Hvordan ved jeg det? Jo, ydelsen er ikke prangende. Man kan højst få 13.550 kroner om måneden i Tidlig Pension. Det svarer til folkepensionen. Det er ikke mange penge, så den enkelte vil bestemt ikke trække sig tilbage for pengenes skyld.

Derfor ærgrer det mig så meget, at arbejdsgiverne så ihærdigt forsøger at forhindre et mere retfærdigt pensionssystem. På den anden side viser deres forsøg på afsporing, at regeringen har fat i den lange ende. Hvis arbejdsgiverne ikke kan finde bedre tal til at modarbejde retten til tidligere tilbagetrækning, så vil jeg da mene, at regeringen har en god sag.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klar og tydelig tale, Risgaard! Jeg er helt enig med dig.

Tak. Man bliver ikke hurtigere og mindre nedslidt, fordi man lever længere og de som lever et hårdt fysisk arbejdsliv, hvor kollegaer er afhængige af hinanden i dagligdagen, lægge sig ikke syge, selv om de faktisk er det. Man ved hvor hårdt det er for kollegaerne, når der mangler hænder.

Tidligere tilbagetrækning er en moralsk forpligtigelse.
Alle mennesker har ret til et værdigt liv herunder en værdig pensionisttid. Folk der mener at det privilegie skal forbeholdes de veluddannede og de rige, må være på grænsen til at være helt uden empati.
Hvordan tidligere pension skal skrues sammen må debatteres, men en løsning skal der findes.
Eller måske skal der en hel anden konstruktion på banen ? F.eks. retten til, som 55 årig at indgå i retræteordninger på frivillig basis, hvor man kan gå ned i timer og få suppleret op med dagpenge.
Måske en nedsat arbejdstid kan forhindre nedslidning, således at man bedre kan nyde sit otium ?

Måske værd at overveje om det er muligt at indføre en sådan ordning.

Steen K Petersen

"Og hvis man nu er fuldstændig rask og rørig, så tror jeg ikke, man vil gøre brug af ordningen. Hvordan ved jeg det? Jo, ydelsen er ikke prangende. Man kan højst få 13.550 kroner om måneden i Tidlig Pension. Det svarer til folkepensionen. Det er ikke mange penge, så den enkelte vil bestemt ikke trække sig tilbage for pengenes skyld"

Så simpel og så rigtig sagt, det er et fattigt niveau vi giver til de nedslidte, en almisse der oven i deres helbredsmæssige kvaler også giver dem økonomiske kvaler.

Carsten Svendsen

Ingen tror det her bliver nemt.
Men husk på at både R og DF var med i aftalen om en seniorførtidspension som modspil mod Socialdemokraternes ide om tidligere pension til nedslidte.
At sætte en Enhedslistemand i spidsen for en sådan kommission ville være endnu mere naivt i forhold til at få noget igennem.
Måske er en venstremand i spidsen slet ikke så dum en ide hvis R og DF skal sikre et flertal ?

Tiden vil vise hvad der er parlamentarisk muligt.

Poul Erik Pedersen

Der er noget der ærgrer mig lidt, i denne diskussion. Nemlig det at fokus er på, hvorledes den enkeltes helbred er set i forhold til et ordentligt og værdigt liv som ældre. Dermed mister vi blikket for, om der overhovedet er et arbejdsmarked for seniorer. Spørgsmplet burde i stedet være: er det i det hele taget muligt for en arbejdsløs over 50 eller 60 at finde et nyt arbejde? For nu ikke at den diskussion skal dreje sig om den enkeltes evne og vilje til at påtage sig et givent stykke arbejde, så kan perspektivet vendes om. Man kan spørge: i hvor høj grad er en arbejdsgiver villig til at ansætte eler fastholde en medarbejder over 50.
Her viser en undersøgelse som Dansk Magisterforening har fået lavet, at det i både kommuner og på statslige arbejdspladser oftere er de ældre medarbejdere der bliver opsagt - hvis der skal ske afskedigelser. Dette mønster viser sig faktisk allerede for medarbejdere der er fyldt 50 år. På den baggrund er det da relevant at spørge, hvordan man så forestiller sig at de pågældende vil kunne finde et nyt job?
Læg vel mærke til: det kan godt være at vi taler om medarbejdere der ikke er fysisk nedslidt, men de står altså med det problem at de ikke kan finde beskæftigelse! Jeg tør næsten ikke nævne det: men hvis man så oven i har en eller anden fysisk eller psykisk skavank og er i samme aldrsgruppe, så har man virkeligt et problem!
Set i det perspektiv er det lidt ærgerligt, at dele af fagbevægelsen har et så ensidigt fokus på de nedslidte. I stedet burde man have fokus på den noget bredere problemstilling, der handler om seniorernes relle muligheder for at finde beskæftigelse! Gjorde man det, ville det nok også være muligt at få skabt en bredere alliance der kunne rejse en debat om en ordentlig seniorpolitik. I den forbindelse kunne man, som første skridt, overveje hvilke politike tiltag man vile foreslå, over for de mennesker der i dag er uden for arbejdsmarkedet og som er over 50! Polemisk spurgt: er der nogen der tror på at utallige forløb (for den arbejdsløse), hos diverse konsulentfirmaer er i stand til at skabe det nødvendige og så eftertragtede job?
Er der endvidere nogen der har tiltro til, at den skitserede situation bliver nemmere i en usikker tid hvor den samfundsmæssige aktivitet afgøres af den generelle sygdomssituation?
Burde det ikke være på tide, at vi tog en ordentlig debat af disse forhold - befriet for den fordom at den enkelte selv er ansvarlig for at finde sig et job?
mvh. poul.

Steen K Petersen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar