Kronik

Tidligere anbragt: Min mors kærlighed var vigtigere end madpakker og regelmæssig rengøring

Da jeg blev tvangsfjernet, sørgede socialrådgiveren for, at jeg kom hjem igen. Hun vidste, at min mors kærlighed var vigtigere end ro og renlighed på børnehjemmet. Det er ikke flere anbringelser, men flere stabile voksne som hende, der er brug for, skriver Signe Bonnén i dette debatindlæg
Signe Bonnén og hendes bror havde den samme socialrådgiver i mere end otte år, som fulgte og støttede dem igennem deres mors indlæggelser på psykiatrisk afdeling, en tvangsfjernelse og uddannelsen på HF.

Signe Bonnén og hendes bror havde den samme socialrådgiver i mere end otte år, som fulgte og støttede dem igennem deres mors indlæggelser på psykiatrisk afdeling, en tvangsfjernelse og uddannelsen på HF.

Emilie Lærke Henriksen

15. september 2020

Min mor var alene med min lillebror og mig. Vi havde en socialrådgiver, som fulgte os i mange år. Jeg ved, at hun kæmpede med sin ledelse for at få lov til at beholde vores sag – og lige netop det gjorde en forskel for mig.

Hun fulgte min bror og mig gennem min mors mange indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Hun var med i den meget lille bil, da vi blev tvangsfjernet og kørt på børnehjem, hvor vi boede et års tid, og hvor jeg fejrede min 11-årsfødselsdag uden andre familiemedlemmer end min bror.

Det var hende, som holdt hånden over min bror og mig. Hun sørgede for, at vi kunne blive boende alene hjemme under endnu en af min mors indlæggelser, da vi var 13 og 14 år. Hun tog den beslutning, fordi hun vidste, at vi kunne klare det.

Vi mødte hver uge op på bistandskontoret, og vi fik kontanter til næste uges mad. Netop fordi hun kendte os, vidste hun, at det ville være mere trygt for os at blive i vores egne omgivelser, have de sædvanlige rutiner og gå i den sædvanlige skole. For os var det et rigtigt valg – vi skulle ikke anbringes på børnehjem eller i en ungdomsinstitution med en masse unge, der havde andre problemer.

Det var også hende, der spurgte, hvorfor jeg pludselig fik så dårlige karakterer efter mit første år på HF. Det kunne hun jo kun, fordi hun kendte mig og vidste, hvordan jeg normalt klarede mig i skolen. Hun hjalp mig til psykolog, og jeg klarede mit andet år på HF bedre. Det var hende, som jeg glædede mig til at vise mit eksamensbevis til.

Hun holdt fast gennem mere end otte år. Jeg er blot et eksempel på, hvor stor en forskel én voksen kan gøre for udsatte børn og unge.

Dengang var jeg ikke sikker på, hvilken forskel hun gjorde for mig. Det var først, da jeg kom på universitetet, og jeg fik flere nye socialrådgivere, at jeg kunne gennemskue det.

Jeg har i mange år fulgt debatten om børn, som vokser op i familier, der ikke kan tage sig af deres børn. Jeg er selv et af de børn.

Alt for længe har der ikke været fokus på børnenes rettigheder. Men regeringen og Mette Frederiksens (S) mål om at få flere underretninger og tvangsfjernelser er i mine ører et fejlskud. Fokus bør ikke være på kvantiteten, men på kvaliteten af den hjælp, der gives.

Én voksen gør en forskel

Meget forskning peger på, at de børn, som på trods af dårlige opvækstvilkår klarer sig godt, får et job og tjener deres egne penge, er i stand til at bryde den sociale arv, fordi de havde én person, som troede på dem.

Det kan være en lærer, en træner eller en socialrådgiver, som det var i mit tilfælde. Det kræver blot ét menneske, der følger barnet over tid og får ro til at knytte bånd til barnet. Derfor er mit ønske, at vi arbejder for at opbygge et fleksibelt system, som gør det muligt.

Min oplevelse fra min barndom er desværre, at de fleste socialrådgivere, pædagoger og andet omsorgspersonale for børn jævnligt skifter job, eller at der sker omstruktureringer, som besværliggør en kontinuerlig og langvarig relation. Derfor bliver det umuligt for mange at holde den tætte kontakt, som netop kan gøre den vigtige forskel.

Jeg hørte direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, fortælle til P1 Morgen, at han var glad for regeringens forslag om flere underretninger og anbringelser, men at det skulle følges op af bedre uddannelse af personale. Jeg forstår den gode vilje bag dette udsagn, men er rækkefølgen alligevel ikke forkert?

Hvad med at styrke de fagpersoner og systemer, som kan støtte familierne, så forældre kan tage sig af deres egne børn? Så færre børn bliver anbragt uden for hjemmet? Er det ikke forkert, at sagsbehandlerne skal bruge deres tid på at undersøge flere familier i stedet for at hjælpe dem, som de allerede nu ved, har det svært?

Gammeldags tankegang

Det er en gammeldags tankegang, at flere anbringelser er godt. Som om ro, regelmæssighed og renlighed er det vigtigste for børn. Kærlighed kan ikke købes for penge, og i langt de fleste familier er der mere kærlighed, end der findes på et børnehjem – selv hos de familier, som har det svært.

Jeg ved godt, at det i mange sager er nødvendigt at tvangsfjerne og hjælpe børn, der lever i hjem, som er skadelige for barnet. Men det er jo ikke de sager, der er flest af, og derfor skal praksis ikke laves med udgangspunkt i den slags sager.

Arbejdet med udsatte børn og deres familier er komplekst, og derfor kræver det solid erfaring og kendskab til de enkelte familier at kunne træffe beslutninger, som er rigtige for det enkelte barn. I stedet for at have et mål om flere tvangsanbringelser, som regeringen har, synes jeg, at Mette Frederiksen bør kigge på, hvordan man kan skabe de organisatoriske rammer, som bedst muligt støtter børnene. Det kunne for eksempel være, at en vigtig voksen kunne vedblive at være en central person i børnenes liv over mange år.

Kærlighed er vigtigst

Min mor led af skizofreni on-off fra jeg var omkring seks år. I en af sine sygeperioder flygtede hun til Berlin med os på bagsædet. Der strejfede vi rundt uden mad, penge og bolig i en længere periode. Vi sov på herberger og i bilen. En gang efterlod hun os på et pizzeria. Vi var der i mange timer og kunne ikke kommunikere med de tyske pizzamænd, som var forundrede, men søde nok.

Da min mor begyndte at drikke og gik på stamværtshus for at få selskab, glemte hun tiden, og når vi skulle spise aftensmad, ringede jeg til værtshuset for at høre, om hun kom hjem – jeg kan stadig deres telefonnummer i hovedet.

Jeg drømte om, at jeg blev opdaget af en ukendt, rig onkel fra Amerika – en onkel, som kunne komme og redde mig. Drømmen om at komme væk var helt reel. Jeg kunne ikke se en anden vej ud af det lort, jeg gennemgik.

En af begrundelserne for regeringens udspil om flere tvangsanbringelser er da også, at der er mange børn, som senere i livet står frem og fortæller, at de ville ønske, de var blevet fjernet fra hjemmet og problemerne. Det ønske kender jeg som sagt fra mig selv. Men ved vi, hvordan de ville have svaret, hvis de var blevet tvangsfjernet og oplevet livet på børnehjemmet?

Det er klart, at man som barn drømmer sig væk til noget andet. Men findes det, man drømmer om? Og ved vi, om tvangsfjernelser vil hjælpe på sigt?

Jeg tror, at drømmen om at komme væk for mange skal ses som et håb om forandring – ikke som en drøm om at blive adskilt fra sine forældre.

Når man ikke får kærlighed, er det svært at føle sig værdsat og elsket, og det er efter min opfattelse vigtigere end madpakker og rengøring. Det er oplevelsen af at blive elsket, som har størst betydning for, hvordan man klarer sig i fremtiden.

Vi har brug for et system, som støtter familierne, så børnene ikke skal tvangsfjernes. Langt de fleste familier med tvangsanbragte børn elsker deres børn, men har ikke altid ressourcer til at klare hverdagen.

Livet på de gode børnehjem er sikkert stabilt og måske endda omsorgsfuldt, men der er ikke kærlighed.

Signe Bonnén er kommunikationsrådgiver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Svendsen
  • David Breuer
  • ingemaje lange
  • Marianne Rosendahl Erichsen
  • Jane Jensen
  • Ivan Mortensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Alvin Jensen
  • Christel Gruner-Olesen
  • erik pedersen
  • Lillian Larsen
  • Flemming Berger
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Erik Karlsen
  • Merete von Eyben
  • Viggo Okholm
  • Marianne Haslev Skånland
  • Steffen Gliese
  • susanne christensen
  • Torben Bruhn Andersen
  • Kurt Nielsen
  • Sidsel Jespersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Svendsen
  • David Zennaro
  • Werner Gass
  • Ervin Lazar
  • Kristian Nielsen
  • Marianne Stockmarr
  • David Adam
  • Dorte Sørensen
  • Ete Forchhammer
Anne Svendsen, David Breuer, ingemaje lange, Marianne Rosendahl Erichsen, Jane Jensen, Ivan Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, erik pedersen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Claus Bødtcher-Hansen, Erik Karlsen, Merete von Eyben, Viggo Okholm, Marianne Haslev Skånland, Steffen Gliese, susanne christensen, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Sidsel Jespersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Svendsen, David Zennaro, Werner Gass, Ervin Lazar, Kristian Nielsen, Marianne Stockmarr, David Adam, Dorte Sørensen og Ete Forchhammer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

.."men findes det man drømmer om?" (som forsømt barn) - det spørgsmål sætter Mette Frederiksens mantra om flere tvangsfjernelser i relief! For nej, det gør det ikke. Altså er statsministeren i gang med at sælge skindet før bjørnen er skudt. Og det kommer de i forvejen sårede børn til at betale for.

David Breuer, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Helle Hermansen, Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, erik pedersen, søren ploug, Eva Pedersen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Marianne Jespersen, Thomas Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Lubitza Hanuska Vesterdal

Stærkt og vigtigt bidrag. Jeg har som psykolog set flere tilfælde som bekræfter Signes udtalelser. Flere tvangsfjernelser er vildspor.

Marianne Haslev Skånland, David Breuer, Jane Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Inger Nilsson, Alvin Jensen, erik pedersen, søren ploug, Lillian Larsen, Jørgen Larsen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Marianne Jespersen, Thomas Jensen, Marianne Stockmarr, Werner Gass og Rune Haller anbefalede denne kommentar
Merete Laubjerg

Det er dejligt at læse Signé Bonnén's artikel - det er så rigtigt - og det er der faktisk videnskabelig dokumentation for. Men hvad skal der til, for at overbevise statsministeren og hendes regering om at flere tvangsfjernelser og tvangsbortadoptioner IKKE er løsningen på sociale, familiære problemer?

David Breuer, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, erik pedersen, søren ploug, Lillian Larsen, Claus Bødtcher-Hansen, Marianne Haslev Skånland, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Marianne Jespersen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Tvangsfjernelser er en del af problemet så længe retsikkerheden undergraver stabiliteten for børnene - og så længe der ikke er den støtte til familier, som kan forhindre fjernelse. Rettidig omhu - tidlig indsats - betyder tidlig støtte, gerne via sundhedsplejerske-systemet - dagtilbud og lignende fagmiljøer. Socialministerens insisterende gentagelse af at tvang er en del af løsning nærmer sig en kynisk tagen børn, familier og fagfolk som gidsler i en forfejlet socialpolitik. I stedet er der brug for en undskyldning fra det system der igen og igen har medvirkende til ustabilitet for børn og forældre. Og en ægte vision på området.

Birgitte Johansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, søren ploug, Lillian Larsen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Marianne Jespersen, Carsten Svendsen, Steffen Schapira og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Så er den der igen: Hvad i himlens navn får politikerne ud af alt den elendighed de skaber. Jeg begriber ikke hvordan de kan blive ved med at få stemmer til valgene. Alle vi andre ved, at det kan lade sig gøre - som det fremgår af artiklen - at lave ordentlige og effektive løsninger. Politikere er ikke dummere end gennemsnittet, så når de ikke leverer, så kan det kun skyldes at de oplever en eller anden form for gevinst ved ikke at handle hensigtsmæssigt.
Personligt kan jeg kun for øje på det absurde i, at hvis de løser et problem i stedet for, at vedligeholde den, så får de mindre at beskæftige sig med og dermed kan de blive ramt af ignorance, hvilket sandsynligvis vil kunne vække den mest horrible paranoia hos enhver politiker

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Nu skal man jo altid passe på med at generalisere over enkelt stående historier, selvom der naturligvis sikkerter flere ligende. Der har også været flere historier med folk der er lykkelige for at de blev tvangsfjernet. Det er jo ikke sort/hvidt, og fejl sker alle steder. Nuancer tak !

Kurt Nielsen, problemet er strukturelt: hvis man skal løse problemer ved hjælp af et system, kræver det rammer, definitioner og definerede rettigheder.
Men man kan ikke løse problemer på den måde, og derfor var den pragmatiske måde, der før New Public Management blev taget konkret fat om den enkelte sag på, selve kernen i velfærdssamfundet. I det samfund var statens opgave at muliggøre løsningen af problemerne på den enkleste og mindst indgribende måde. Desværre har den bureaukratistiske overtagelse af magten og den meritokratiske vildmand ødelagt disse for mange af os umistelige goder, som vi slet ikke kan forstå, at nogen har ønsket at lave om på.

ingemaje lange, Jane Jensen, Anders Reinholdt, søren ploug, René Arestrup, Kurt Nielsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Jens Christian Jensen, jeg vil godt afsløre noget for dig: virkeligheden består af enkeltstående historier, og jo større frihed, der er, til at løse det konkrete problem efter de givne omstændigheder, jo bedre.

ingemaje lange, Jane Jensen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Lubitza Hanuska Vesterdal, Christel Gruner-Olesen, erik pedersen, søren ploug, Lillian Larsen, Flemming Berger, Claus Bødtcher-Hansen, David Adam, Kurt Nielsen, Susanne Kaspersen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Nu afslører du ikke noget jeg ikke ved, Steffen. Jeg er jo ikke idiot !!

Jeg syntes bare at der er en stigende tendens til at enkeltstående historier bliver opfattet generalisernede. Vi ser det ofte i bla. indvandre debatten. Grøftegraveri og udskamning.

Det samme i denne tråd. Det er da ulykkeligt at børn bliver tvangsfjernet, MEN der forekommer da også tilfælde hvor det giver mening. Derfor - nuancer tak !

Birgitte Johansen, Birgitte Simonsen, Flemming Olsen, Marianne Haslev Skånland, Henning Kjær og Kai Birk Nielsen anbefalede denne kommentar
Marianne Haslev Skånland

Oslo, Norge:
Mette Fredriksen har muligvis latt seg narre inn på tanker som også det norske etablissementet favoriserer: De innbilder seg at moderne barnepsykologi viser at egne foreldre ikke er av noen spesiell betydning for barn! De tror virkelig at barn er en type mekaniske dukker, at alt som spiller en rolle for dem er hvor 'udmerket' de har det materielt og praktisk.
Men slik er det ikke. Se nå på hvordan Norge blir dømt i Den Europeiske Menneskerettsdomstolen gjentatte ganger de siste årene, for sine familesprengninger.
Som Merete Laubjerg sier i sin kommentar: Ja visst finnes der videnskabelig bevis for at adskillelse fra egne biologiske foreldre er høyst skadelig. Slik adskillelse bringer sterkt forhøyet risiko for psykisk OG fysisk sykdom og tidlig død, lengsel og depresjon, dårlig fremtidsutsigt, dårlig utdannelse og yrkesliv, dårlig prognose for eget ekteskap. Se bare hvordan adopterte i store mengder søker å finne tilbake til sin biologiske familie! Kjærlighetsbånd til egne foreldre er like stor som kjærlighetsbåndene til egne barn. Der skal meget, meget dårlige hjemmeforhold til før det er en velgjerning å kutte et barn av fra sin egen familie. At ikke alt er perfekt i familien, og at noen trenger hjelp i tillegg, betyr ikke at det er godt for barnet å gjøres foreldre-og-familie-løs og avhengig av fremmede.
– Hør hva den svenske forskeren Bo Vinnerljung sier, i sin bok "Fosterbarn som vuxna":
"Under avhandlingsarbetet träffer jag av en slump en kvinna som växte upp hos sin gravt alkoholiserade mor. Hon har en syster som tidigt kom till fosterhem og blev kvar där. Först under senare år har de funnit varandra. Kvinnan berätter om en eländig barndom och om hennes avundsjuka mot systern som befriades från detta öde, som fick en normal uppväxt. "Men Du, det är konstigt. Nu när vi träffas är det hon som är avundsjuk på mig och säger att jag i alle fall fick vara hos min egen mor".

Birgitte Johansen, Marianne Rosendahl Erichsen, erik steenstrup dyhr, Alvin Jensen, erik pedersen, søren ploug, Lillian Larsen, Flemming Berger, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese. Jeg ville gerne tage den snak med dig, men i disse spalter bliver den nok for langstrakt. Så jeg vil nøjes med at sige at jeg i de sidste 55 år kun har oplevet at problemer er blevet vedligeholdt selv om de uden videre kunne være løst. Et eksempel er Folkeskolen og dens løbende deroute på trods af talrige forsøg på at 'gøre den bedre'. Altså: politikerne VIL ikke løse problemer/udfordringer. De vil derimod vedligeholde den.

søren ploug, Kai Birk Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg havde en elev som i 7.klasse kom på børnehjem NV. Hele klassen blev inviteret derud. Hun havde boet hos faren og moren i kortere og længere perioder. På børnehjemnet havde hun en støtteperson. En ung kvinde på 20 tror jeg hun var. Når hun havde haft vagt fra fx. lørdag til mandag havde hun fri en uge. Jeg spurgte om A. ikke kunne få lidt lektiehjælp, ikke for indlæringen men for nærhedens skyld. Nix. Hun gik nu på en ny skole da vores lå lidt langt væk. Nå børnene var i skole holdt man møde. Dvs at der efter kl. 16.00 var der kun vagtpersonale. Dette spild af voksenkontakt var symptomastisk for en god men ikke anstrengende arbejdsplads.

Jeg synes det modsatte, Jens Christian Jensen: at alt søges beskrevet med statistiske modeller og videnskabelige hypoteser, der netop forsøger at undgå at forholde sig til konkrete case-stories.

Marianne Rosendahl Erichsen, Marianne Haslev Skånland, søren ploug og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Problemet er, at man ikke kan professionalisere ægte omsorg og interesse, hverken på det individuelle eller institutionelle plan. Man kan lave systemer, javel, men det kræver et særligt menneskeligt format at agere som den socialrådgiver, der kærede sig om Signe og hendes bror.

Birgitte Johansen, Jane Jensen, Anders Reinholdt, Lubitza Hanuska Vesterdal, Christel Gruner-Olesen, Marianne Haslev Skånland, søren ploug og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Marianne Haslev Skånland

Oslo, Norge:
– Mette Laubjerg spør hva som skal til for å overbevise regjeringen om at tvansfjernelser og tvangsbortadopsjoner ikke er noen vei å gå. Jeg tror ikke eders regjering (heller ikke min) er innstillet på rolig å sette seg inn i god videnskabelig dokumentasjon for hvor ille det statistisk går og hva holdbare undersøkelser kan påvise om grunnen til det. Jeg tror heller vi må arbeide for å få almenheten interessert i det.
– Jens Christian Jensen sier om at der også forekommer meningsfylte tvangsfjernelser, og at man gjør feil hvis man tar enkeltstående historier som generaliserende. Og Steffen Gliese advarer mot videnskabelige hypoteser og statistiske modeller uten relasjon til konkrete historier. Jeg ser gode poenger ved begge disse resonnementer, men de videnskabelige studier jeg sikter til, går ikke i disse fallgruber.
– Kompetente videnskabelige undersøkelser viser at adoptivbarn (som generelt kommer til bedre enn middels sosiale og økonomiske forhold og til mennesker som absolutt ønsker barn), IKKE statistisk sett kommer bedre ut enn barn som vokser opp hos egne foreldre i svært dårlige sosiale og personlige forhold. Fosterbarn (pleiebarn) kommer ut betydelig DÅRLIGERE enn barn hos foreldre i svært dårlige forhold; INGEN pålidelige studier har vist at fosterbarn klarer seg bedre.
– Andre pålidelige studier viser at et barn som vokser opp i stefamilie, altså med en stemor eller stefar i husholdningen, langt sannsynligere vil bli utsatt for mishandling, sex-overgrep eller drap enn et barn som vokser opp hos egne biologiske foreldre – faktisk opp til 100 ganger sannsynligere (f.eks 5 per million hos bare biologiske foreldre, 500 per million i familie med en steforelder).
– Forskjellene er så påfallende at det må skyldes noe annet enn tilfeldige enkeltkasus. Den beste hypotesen er at det består egenartede følelser mellom foreldre og egne barn som gjør at de beskytter barna langt sterkere, og at denne biologiske egenskapen er nedarvet som behov for samhørighet hos alle slektslinjer som har overlevet. Signe Bonnéns artikkel beskriver det meget godt: Gjerne hjelp og støtte fra en usedvanlig klok sosialrådgiver, men som IKKE river familiebåndene over.
– Da er det på tide å trekke konklusjoner om PROGNOSE: Vi kan ikke forutse helt hvordan det vil gå i det enkelte tilfelle, men vi kan være sikre på at hvis vi øker antall fosterhjemsplaseringer eller antall adopsjoner, vil antallet tragedier for barn skyte i været.

Lubitza Hanuska Vesterdal, Marianne Rosendahl Erichsen, Jens Christian Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Livet på de gode børnehjem er sikkert stabilt og måske endda omsorgsfuldt, men der er ikke kærlighed.
Signe Bonnén, Som du beskriver at have mødt en engageret og kærlig socialrådgiver så er også på børnehjem/institutioner også pædagoger, der besidder de egenskaber. Og nej, jeg ved udmærket godt, at det så langt fra er alle, der er sådan. Ligesom det, som du også beskriver, er sjældent at en socialrådgiver følger den samme sag i mange år.

Jens Christian Jensen

Steffen Gliese "Jeg synes det modsatte, Jens Christian Jensen: at alt søges beskrevet med statistiske modeller og videnskabelige hypoteser, der netop forsøger at undgå at forholde sig til konkrete case-stories."

Jeg ved om det er bevidst at du ikke vil forstå hvad jeg egentlig mener og forsøger at tale ned til mig.
Jeg prøver igen. Jeg syntes at der er en stigende tendens til at debatter foregår på en måde hvor man ikke prøver at spørge ind, forholde sig åben for den anden synspunkter, se nuancer mv. Jeg syntes at det er meget tydeligt. Andre jeg har talt med om det er også enige. Derfor behøver du jo ikke være det. Fred med det.

Og ja - du har da fuldkommen ret i at meget (ikke alt) søges beskrevet med statistiske modeller og videnskabelige hypoteser. Det ene udelukker jo ikke det andet. Vi kan da begge have en pointe.