Kommentar

Astrid Krags aversion mod private tilbud vinder over lysten til at hjælpe de mest sårbare

Når socialministeren vil forbyde private virksomheder at tjene penge på at drive bosteder, viser det, at hun er mere optaget af at bekæmpe dem end at sikre den bedste kvalitet for de allermest sårbare i samfundet, skriver Amalie Jensen fra Liberal Alliances Ungdom i dette debatindlæg
16. oktober 2020

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil forbyde private aktører at tjene penge på at drive bosteder. Det er synd for samfundets mest sårbare borgere, at ministeren er mere opsat på at bekæmpe private tilbud med næb og kløer end at sikre en ordentlig kvalitet på bostederne.

I Debatten på DR2 den 1. oktober understregede Krag vigtigheden af, at vi hjælper de mest sårbare borgere, herunder anbragte børn og personer med svære handicaps. De må dog ikke blive hjulpet, hvis det er af borgere, der er dygtige nok til at få et økonomisk overskud ud af det, må man forstå. Aversionen mod private tilbud vinder over lysten til at hjælpe de sårbare.

258 ud af 1351 sociale tilbud er private, og sidste år foreslog de private virksomheder samlet set at udbetale 28 millioner kroner til virksomhedernes ejere.

Ifølge Krag medfører den nuværende ordning, at privatpersoner og kapitalfonde kan blive meget rige på at drive bostederne – på trods af at profitten er under 200.000 kroner pr. tilbud.

Det er nemlig princippet i, at velfærdskroner går til andet end velfærd, der er problemet, hævder socialministeren. Men hvori består problemet, hvis vi får den bedste velfærd fra det private for færre penge, end det offentlige bruger på samme service?

Konkurrencen blandt private tilbud er med til at hæve kvaliteten, idet tilbuddene ikke klarer sig på markedet, hvis ikke de drives godt. Risikoen for at blive fravalgt giver også de private tilbud et større økonomisk incitament til at levere et godt produkt til de sårbare borgere.

Samtidig må man antage, at det er borgere, der brænder for at gøre en forskel, som vælger at drive disse tilbud – især når profitten er så lav. Hvis ikke det er engagement, men grådighed, der ligger bag, vil der med garanti være forretninger, der var mere profitable at drive. Den store mistro over for private tilbud er altså ubegrundet.

Fokus bør altid være på at sikre den bedst mulige hjælp til dem, der har brug for den. Derfor er det ærgerligt, når Krag stædigt holder fast i, at pengene hellere skal gå til dårlige offentlige tilbud end private tilbud, der skaber mest kvalitet for pengene. Det er spild af skattekroner.

Amalie Jensen er social- og sundhedsordfører for Liberal Alliances Ungdom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Er det ikke vigtigt at pengene til bostederne går til "samfundets mest sårbare borgere" og ikke til private ejere.
Det var under Fogh Rasmussen, at et flertal med DF vedtog at private kunne tage overskud ud af privat drevne institutioner. Tidligere skulle et evt. overskud indgå til forbedringer i institutionen.

Peter Beck-Lauritzen, Søren Dahl, P.G. Olsen, Thomas Tanghus, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Inger Jensen, Ete Forchhammer og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Kristian Edelbo

Problemet, som du spørger efter Amalie, er at hvis for mange ressourcer går til private tilbud, så risikere vi at det går ud over de offentlige tilbuds eksistensberettigelse. At forstå noget som bosteder for svage i samfundet under en markedslogik hvor det indtjener penge er også et problem. Er det eksempelvis vigtigt om vores skraldesystem eller vandtårne er en profit virksomhed? Nej, det er servicen de udøver som er pointen, på trods af hvor mange penge det er værd. På samme måde ser man en dystopisk fremtid foran sig, hvis tilbud til de svageste i samfundet skal vurderes ud fra deres evne til at være profitable.

Peter Beck-Lauritzen, Trond Meiring, Søren Dahl, P.G. Olsen, Ebbe Overbye, Werner Gass, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Man kan til skræk og advarsel blot kigge over sundet til de svenske privatiserede plejehjem, hvor gamle mennesker er døde i hobetal under corona-krisen.

Peter Beck-Lauritzen, P.G. Olsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Der skal ALDRIG skabes profit på velfærd, og det er skammeligt og en falliterklæring, at privathospitaler mm. er blevet normalen.
For et par år siden skulle jeg til en scanning, og blev - uden at blive spurgt - henvist til et privathospital, selvom det var indenfor diverse mere eller mindre vilkårlige tidsfrister. Jeg måtte aktivt henvende mig, for at frabede mig det.

Peter Beck-Lauritzen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Kristian Edelbo anbefalede denne kommentar