Både kragerne og jeg har stor glæde af valnøddetræet på denne årstid

Blandt de vidunderligheder, vi overtog, da vi i sin tid erhvervede vores gård, var et kæmpemæssigt valnøddetræ. Det bærer ikke lige godt hvert år, men de år, hvor det virkelig bærer, leverer det til gengæld nødder nok til, at vi har til flere år frem i tiden. Det gælder bare om at fjerne den grønne skal og lade nødderne tørre et varmt sted, før de anbringes køligere.

Til skalfjernelse bruger vi en cementblander, som blev anskaffet for år tilbage, da gården skulle renoveres. Man fylder ral i cementblanderen, hælder lidt vand ved, og så får valnødderne en karruseltur. Efter tørring holder de i årevis.

Men vores dejlige valnøddetræ er unægteligt også årsag til, at vi på denne årstid ikke, som i foråret, vækkes af lærkens triller eller gøgens kukken. Nu er det kragefuglene, der holder til i flokke i toppen af træet, og de skammer sig helt åbenlyst ikke over deres skrattende stemmer, selv om man skulle synes, at de havde god grund til det.

Man bander dem langt væk, men at gå ud og jage dem bort nytter ikke. De er der straks igen. Af den simple grund, at krager elsker valnødder.

Kragefugle er højtbegavede væsener. Faktisk er de i stand til at bruge redskaber, hvilket jo altid har været anset for et tegn på høj intelligens. Forbeholdt mennesker og visse primater, har man ment, men det har vist i allerede en del år været en forældet opfattelse. Kragerne kan i det mindste også, og deres redskab er bilen.

Flere gange om dagen ser man en af de sorte fugle flyve forbi med en rund kugle i næbbet. Så har den erobret en nød fra vores træ og er på vej ud til landevejen. Her lader den nødden dumpe ned, og så venter den stille og roligt på, at bilerne kører byttet over, så den kan få fat på nødden.

Man ser kragerne sidde i vejkanten, ser dem med perfekt afstandsbedømmelse hoppe et par meter ind på marken, når en bil kommer, og derefter hoppe ud på vejen igen og gøre sig til gode med nødderne.

Velfærd og konkurrence

Helt er fornøjelsen dog ikke på kragernes side. I denne tid går jeg hver morgen en runde under valnøddetræet og samler omkring en halv margretheskål fuld af nødder. Ganske vist er det høsttid, så mange af valnødderne er faldet ned af sig selv, men kragernes aktivitet er alligevel tydelig.

Der er brækket kviste af. I nogle valnødder er der hakket et lille hul – øv! – men i en del andre er det kun den grønne skal, der har fået et karakteristisk hakkehul – hvilket i øvrigt gør det nemmere at pille den af. Så vi lever i en form for symbiose med de skrattende fugle.

Dertil kommer andre oplevelser ved at gå under det store træ med blikket fejende frem og tilbage over jorden. Valnøddetræet vokser op til hegnet, hvor der også vokser benved og sommerfuglebuske, og jorden omkring kan med lidt god vilje kaldes ’skovbund’.

Om foråret er den fuld af vintergækker, dorotealiljer og storkonval, på denne tid af året er det dog bregner og brændenælder, der dominerer. Men derfor kan man godt gøre opdagelser. Der ligger et helt forråd af gamle skaller foran en stabel tagplader, som er opmagasineret bag brændeskuret. Der har en musefamilie vist boet i vinter. Og lidt længere henne sidder admiraler og nældens takvinge og vipper med vingerne i de brændenælder, solen skinner på. Alt er godt under valnøddetræet.

Kan man sige, at det her er velfærdssamfundet, hvor der er nok til alle, som dominerer, så er det til gengæld det benhårde konkurrencesamfund, der hersker i kålbedet. Min næste morgenopgave går ud på at gennemgå kålen for larver af lille og stor kålsommerfugl. Dagligt piller jeg cirka 25 styk af.

Der står stærkt duftende koriander mellem kålplanterne, og så længe den blomstrede, fandt sommerfuglene ikke kålen. Derfor opdagede jeg ikke straks, hvad der skete, da korianderen var afblomstret. Men pludselig bestod flere planter kun af ribber. Heldigvis sætter kålen nye bladkranse opad, så nu ligner planterne igen grønkål, blot en etage højere.

Men larverne er taberne. Det er kålen eller dem!