Kommentar

Civil ulydighed er den eneste tilbageværende alarmklokke, politikerne ikke kan ignorere

Politikerne har svigtet klimaet og ignoreret forskere, organisationer og de 30.000 borgere, der gik march for klimaet. Vi gør brug af fredelig civil ulydighed, fordi det er den sidste mulighed for at kræve demokratiet tilbage, skriver aktivist i Extinction Rebellion i dette debatindlæg
5. oktober 2020

Under titlen »Extinction Rebellion bryder loven, men bevægelsen kan godt forsvares« forsvarer Informations leder den 28. september Extinction Rebellions frustrationer over manglende klimahandling. Tak for det.

Vores brug af civil ulydighed forsvares til gengæld ikke. Her er der ifølge lederskribenten stadig muligheder inden for systemet. Argumentet er, at systemet virker, fordi Folketinget fulgte det klimamandat, de blev stemt ind på i 2019, ved at vedtage en »historisk ambitiøs klimalov«.

Men systemet virker ikke. Selv den klimalov, de har vedtaget, bliver nu brudt. Der er brug for radikal forandring.

Modsat politikerne er jeg ikke begejstret for klimaloven. Det er ikke ambitiøst at lave en lov, som kun indebærer reduktioner i Danmarks indenlandske udledninger og dermed kun tager højde for halvdelen af Danmarks klimaaftryk. Det er direkte alarmerende ikke at ville sige nej til nye licenser til udvinding af olie i Nordsøen

Når politikerne præsenterer klimaloven som løsningen på alle vores problemer, fortæller de ikke sandheden om klimakatastrofen. Og så virker systemet ikke.

Når klimapartnerskaberne indgås med de mest CO2-udledende og miljøbelastende virksomheder, der alle prioriterer økonomisk vækst over planetens fremtid, så virker systemet ikke.

Så længe det massive folkelige mandat til forandring ignoreres på borgen, hjælper det ikke noget, at vi ytrer os på klassisk vis. For systemet virker ikke.

Vores nuværende system kan ikke løse klimakatastrofen, og de 30.000 borgere, der gik på gaden til klimademonstrationer op til valget, er ikke blevet hørt. De forskere, organisationer og borgere, som i 30 år har forsøgt at få politikerne til at handle på klimakrisen inden for systemets rammer, er ligeledes blevet ignoreret.

Når vi bruger fredelig civil ulydighed, er det et resultat af, at det er den eneste tilbageværende alarmklokke, som politikerne ikke kan ignorere. Vi får aldrig reel forandring, hvis vi ikke udfordrer det system, der har bragt os ind i krisen.

Det bør være borgerne og ikke industrien, der viser vejen ud. Det er dét, vi siger med vores civile ulydighed. Vi kræver ikke et opgør med demokratiet. Vi kræver demokratiet tilbage.

Caroline Reuter er rebel i Extinction Rebellion.

Klimagruppen Extinction Rebellion gennemførte forleden et fem dages langt oprør mod regeringens håndtering af klimakrisen. De bryder loven, men kan det forsvares?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Olaf Jensen
  • Gert Romme
  • Erik Winberg
  • Ete Forchhammer
  • erik pedersen
  • Hans Larsen
  • Marie Vibe
Thomas Tanghus, Olaf Jensen, Gert Romme, Erik Winberg, Ete Forchhammer , erik pedersen, Hans Larsen og Marie Vibe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg syntes, man skal tænke sig ualmindeligt meget om, inden man foretager civil ulydighed.

Men er det virkelig velbegrundet, og ikke direkte skader andre medborgere, syntes jeg, det kan være det rette redskab for at få de "ansvarlige" politikere i tale.

For hvis man ser på, hvad de såkaldte "ansvarlige" politikere gør - og især ikke foretager sig af virkelig presserende ting, udøver disse "ansvarlige" politikere, i høj grad civil ulydighed, selv om de nok kalder det noget andet.

Så ja, under disse omstændigheder går jeg ind for civil ulydighed.

Thomas Tanghus, Anne-Marie Krogsbøll, Sus johnsen og Olaf Jensen anbefalede denne kommentar

Hvorfor ikke i stedet gå ind i politik. Dan et parti og kæmp kampen på den rigtige måde.
Hvis I har så mange tilhængere (forhåbentlig mere end 30.000), så kommer I jo også ind.
Også for at tage ansvar for realpolitikken, som aktivister ellrs typisk har et bekvemt ansvar for ikke at tage hensyn til.
Påtag jer ansvaret!
Alt det andet er for gratis...

Kære Caroline Reuter

Du skriver i dit debatindlæg at politikerne ikke fortæller sandheden. Fakta er vel, at der ikke findes en sandhed omkring klimakrisen, men at der findes en række mulige scenarier, hvor I abonnerer på de mest alarmistiske. Det er vel ikke sandheden, bare fordi i føler det?

Du skriver ligeledes at "der er brug for radikal forandring." Jeg har ikke ikke noget sted kunnet finde frem til hvilke forandringer I ønsker. Kan du uddybe hvilke forandringen I ønsker og hvilke konsekvenser det vil have for verden?

Din næste pointe er at "så længe det massive folkelige mandat til forandring ignoreres på borgen, hjælper det ikke noget, at vi ytrer os på klassisk vis og at det bør være borgerne og ikke industrien, der viser vejen ud.
Dette er jeg meget uenig i. Klimaproblematikken er meget kompleks og begge sider af debatten er præget af følelser og politiske holdninger. Det gør det ekstremt svært for almenvældet, at navigere i debatten, hvorfor langt de fleste udelukkende er følelsesmæssigt involveret.
Vi har brug for at få en nuanceret debat baseret på fakta frem for følelser.

Der er brug foren radikal forandring, ja, men start med selv at gøre det der er muligt med eget energiforbrug, og hold op med at tro at det skal komme gennem “de andre”.