Kronik

Corona skaber syge fodboldresultater i Premier League

Corona giver uro på fodboldklubbernes ledelsesgange, og det forplanter sig helt ud i spillerbenene. Frygten for smitte og manglen på publikum påvirker præstationerne, og derfor ser vi nu en sæson, hvor intet hold vil optræde konsistent og med samme suverænitet som vanligt, skriver idrætsforsker Kristian Raun Thomsen i denne kronik
Manchester Uniteds Marcus Rashford i græsset under holdets kamp mod Tottenham tidligere på måneden. En kamp, Tottenham vandt 6-1, efter Manchester United fik udvist spilleren Anthony Martial i 28. minut.

Manchester Uniteds Marcus Rashford i græsset under holdets kamp mod Tottenham tidligere på måneden. En kamp, Tottenham vandt 6-1, efter Manchester United fik udvist spilleren Anthony Martial i 28. minut.

Lynne Cameron/Ritzau Scanpix

21. oktober 2020

Den engelske Premier League er gået målamok, og de store mastodonter har med en spøjs start fået de fleste fodboldinteresserede til at spærre øjnene op.

Under normale omstændigheder burde de konsolidere sig fra start, men intet er åbenbart, som det plejer. Første bemærkelsesværdige lussing tilfaldt Manchester City, der måtte se sig besejret på hjemmebane 5-2 til Leicester. I dagene efter kulminerede galskaben, da først Manchester United på eget græs måtte lade livet med tenniscifrene 6-1 til Tottenham. Få timer senere fulgte – om muligt – et endnu mere bizart resultat. Mesterlige Liverpool måtte lide den tort at blive kørt over af upåagtede Aston Villa med 7-2.

Nedsmeltningen hos tre af de største og fire kasser i eget net på henholdsvis 33, 34 og 35 minutter taler sit tydelige sprog. Hvad sker der lige for så stabile mastodonter, der mest er kendt for at prygle, men nu selv bliver pryglet for vildt? En mere absurd start i Premier League har vi ikke set i nyere tid. Det kalder på en forklaring.

Virussens bivirkninger

Siden marts har intet været, som det plejer. Øjensynlig heller ikke i fodboldens internationale topelite. Først lagde verdenssamfundet bolden død på grund af en floromvunden virus. Ugerne gik med isolation og selvtræning, men efterhånden kom fodbolden atter til live på de mange mennesketomme stadioner, i takt med at samfundene gradvist blev genåbnet. Turneringsformater blev skaleret ned, og mestrene blev langt om længe kåret.

Herefter kom ferien. Den blev kortvarig for de fleste både fysisk og mentalt, og nu ruller fodboldens hamsterhjul atter. Det samme gør COVID-19, beklageligvis. Det har betydet, at spillere, trænere, ejere og forbund fortsat skal leve med frygten for smittede stjernespillere, isolation af hele eller halve spillertrupper og ultimativt en suspendering af al aktivitet.

COVID-19 er derude, og vi skal leve med den i lang tid endnu. Klubberne har god grund til bekymring og pakker sig forståeligt nok ind i ekstreme standarder for hygiejne. Det være sig brug af masker, afspritning af bolde og kegler, løbende testning samt krav om forsvarlig og forebyggende adfærd i og udenfor klubben. Godt nok sygdomsforebyggende, men bestemt ikke fremmende for det mentale helbred.

De helt store engelske fodboldklubber er velkonsoliderede og sidder tungt på toppen. De er derfor også vant til at have stor grad af autonomi. Men nu er de altså pludselig kommet under andre beslutningstageres myndighed. Dette vilkår giver utvivlsomt uro på ledelsesgangene, og det smitter af ned igennem organisationen – og helt ud i yderste led på de dyrt indkøbte spillerben.

Spillerben, der har skullet indstille sig på lidt af hvert. Nye, måske lettere famlende træningsrutiner hen over en sommer, hvor der er blevet restitueret på tidspunkter, hvor der normalt ville spilles kampe – og er blevet spillet kampe, hvor der burde slappes af i en liggestol og faktor 20. Den vanlige ydeevne er altså ude af trit. Derfor er det trods stor ekspertise i klubberne ikke en enkel opgave at ramme kampformen og samtidig minimere risici for skader, når fodbolden som her er i undtagelsestilstand.

Dertil kommer den ubønhørlige uddeling af mentale tæsk. Den zombieagtige uvished hen over forsommeren har været trættende og mentalt udfordrende. Hvad er det, vi træner frem mod? Hvordan bliver det, når de resterende kampe skal spilles? Og hvordan kommer det til at se ud på den anden side af sommeren?

Og nu er vi her så. COVID-19 er blusset op og pessimismen taget til. Kommer der tilskuere på lægterne? Må vi nogensinde igen lade os interviewe på tæt hold og interagere (uhæmmet) med andre i det offentlige rum? Er det okay, at jeg færdes i et supermarked, og Gud forbyde det, hvad nu hvis jeg bliver smittet? Bliver jeg så udskammet og lagt for had? Spørgsmålene og bekymringerne blandt spillerne er mange, men forventningerne til de store præstationer er stadig de samme.

Mangler publikum

Vaner giver kognitiv stabilitet. Når kampugerne ruller derudaf og til forveksling ligner hinanden, er alt, som det plejer. Vi er langt fra denne tilstand, hvilket gør grundlaget for den fokuserede toppræstation vanskeligere. Mentale udfald fra top til bund vil fortsat florere. Det samme gælder de uprovokerede fejl. Og der, hvor fejl bliver tydeliggjort, er som oftest i forsvarsspillet – hvilket kampene, jeg nævnte i indledningen, tydeligt vidner om.

Betragtet som en æstetisk kunstnerisk oplevelse involverer en fodboldkamp altid tre enheder: en skaber (aktør), et objekt (en begivenhed) og en modtager (et publikum). Med en sådan forståelse kan vi hævde, at fodboldkampen både kræver en kreerende fodboldspillers og et kritisk publikums totale engagement, så hele spektret af menneskelige følelser kan udleves. De periodevist fortættede hændelser og tvivlen om kampens udfald giver dynamiske spændinger og reaktioner, der omfatter alt lige fra glæde og begejstring til fortvivlelse og skuffelse.

Med COVID-19 har spillerne kun de rungende tomme tribuners tavshed at spejle sig i. Det spektakulære er med andre ord fjernet fra den arena, der vanligvis er fyldt med farverige og insisterende fans. Når dette sker, er der ikke en kritisk brølende support, der – når det går ad helvede til – kan holde spillerne fast i den skruestik, der modvirker opløsning og forfald.

På den vis har det tilstedeværende publikum en adfærdsregulerende funktion, der i det mindste må minde spillerne om, at de skal gå i nødberedskab og få lukket af bagude, når det hele sejler.

Ingen suveræne hold

Liverpool har i de fire første kampe indkasseret 11 mål. I sidste sæson skulle vi hen til 14. spillerunde, før det tal blev passeret. Der er i indeværende sæson scoret 3,8 gange pr. kamp mod 2,7 i sidste sæson. Fodboldelitens immunforsvar er svækket, og spillet er slækket, men modsat de nordjyske minkfarme kan besætningerne ikke uden videre slås ned. De kommer til at spille videre – upoleret, uklinisk, men dog fandenivoldsk og underholdende.

Normaltilstanden lader vente på sig, og magtbalancen i tabellen vil derfor forskydes. Vi kommer til at overvære en sæson, hvor intet hold vil optræde konsistent og med samme suverænitet som de seneste års ligavindere – heller ikke Manchester City og Liverpool selv, der ellers har vundet sikre sejre de seneste år.

I stedet bliver det en sæson i undtagelsestilstand, hvor fire til fem hold formentlig vil bejle om titlen meget langt ind i turneringen. Og til forskel fra de seneste år, hvor det vindende hold har haft mellem 98-100 point, vil bare 80-85 point formentlig vise sig at være nok til at udløse guld. Det er ikke usandsynligt, at guldet atter havner på Merseyside. Men i år er forhåndsfavoritterne fra Liverpool med karismatiske Klopp på sidelinjen udfordret af selv deres blåklædte naborivaler, Everton FC fra Goodison Park.

Kristian Raun Thomsen, studielektor ved Sektion for Idræt, Aarhus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer