Kommentar

Daginstitutioner med mange udsatte børn bør få de ekstra voksne i ny normeringsaftale

De ressourcestærke familier råber højest i debatten om minimumsnormeringer, og de kræver flere voksne i alle daginstitutioner i stedet for at prioritere flere voksne der, hvor der er størst behov. Vi bør starte løftet, hvor udfordringerne er størst, skriver Brian Bressendorff i dette debatindlæg
’Selvfølgelig må målet være, at der skal være nok voksne i alle institutioner, men midlerne skal også gavne mest muligt [...] I min verden bør man starte der, hvor behovet er størst, og erkende, at institutionerne altid vil være forskellige,’ skriver Brian Bressendorff i denne kommentar.

’Selvfølgelig må målet være, at der skal være nok voksne i alle institutioner, men midlerne skal også gavne mest muligt [...] I min verden bør man starte der, hvor behovet er størst, og erkende, at institutionerne altid vil være forskellige,’ skriver Brian Bressendorff i denne kommentar.

Jakob Dall

10. oktober 2020

Med forrige års finanslov kunne vi endelig se frem til et kæmpeløft af børneområdet, da der blev afsat betydelige summer til flere voksne i vores børns daginstitutioner. Vi kan alle sammen blive enige om, at der er behov for flere voksne.

Pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere løber nemlig alt for stærkt, og det går ud over landets fremtid: vores børn. Men det politiske landskab er blevet erobret af dem, der råber højest i debatten, og ender måske med at indføre en model, der ikke afhjælper de største problemer i daginstitutionerne.

En aftale om minimumsnormeringer i daginstitutionerne bør udmøntes på kommunalt niveau og ikke på institutionsniveau. Flere hænder skal selvfølgelig løfte fra bunden, så vi hjælper dem med størst behov først.

Og samtidig skal pengene bruges til varme pædagogiske hænder i stedet for bureaukrati og akademikere, der kan måle på, om den enkelte institution nu også overholder aftalen. Går man ind for minimumsnormeringer på institutionsniveau eller stueniveau, nægter man at skabe mere lighed for vores børn.

De røde partier bør vægte, at særligt to principper opfyldes, når aftalen skal udmøntes.

For det første skal penge afsat til varme pædagogiske hænder faktisk også ende med at gøre gavn ude hos vores børn. Derfor er det vigtigt, at der ikke laves en aftale, der opbygger bureaukrati og målstyring, så vi ender med at bruge pengene til at ansætte en lang række akademikere i centraladministrationen, i kommunerne og i værste fald i de enkelte institutioner. Hvis aftalen om minimumsnormeringer ender på institutionsniveau eller stueniveau, så vil yderligere målstyring og bureaukrati desværre blive realiteten.

Hjælp de mest udsatte først

For det andet skal aftalen anerkende, at der er milevid forskel på landets daginstitutioner i dag. Det gælder, hvad angår normeringer, men nok særligt hvad angår børnenes baggrund og forældrenes ressourcer.

Debatten har desværre drejet sig om at fordele de nye ressourcer, så alle institutioner har præcis samme antal børn pr. voksne. Netop her har de privilegerede familier desværre været den stærkeste stemme i debatten. De er lykkedes med at skabe opbakning til den idé, at ressourcerne ikke skal sendes hen til de institutioner med størst udfordringer og flest socialt udsatte.

Enkelte institutioners sammensætning af medarbejderstab og specifikke børnegruppe kan ændre sig over tid, og derfor må der også kunne ændres i, hvor der på et givent tidspunkt er brug for en større indsats.

Det kan kun være i samspillet mellem institutionerne og kommunen, at man finder ud af, hvor de nye ressourcer gør mest gavn. Derfor skal vi selvfølgelig måle minimumsnormeringerne på kommuneniveau, så der er mulighed for at skrue op for antallet af voksne, der hvor der er størst behov.

Selvfølgelig må målet være, at der skal være nok voksne i alle institutioner, men midlerne skal også gavne mest muligt.

Spørgsmålet er derfor, hvor vi skal starte med at løse udfordringen. Skal vi starte hos de børn, som, vi ved, har det vanskeligt, og hvor risikoen er størst for, at vi taber dem? Eller er det vigtigst, at vi langsomt løfter hele vejen rundt, så de børn, der nok skal klare sig, får noget med det samme?

Det vil samtidig betyde, at vi i mellemtiden taber børn på gulvet og ikke får løftet nok, der hvor det er værst.

I min verden bør man starte der, hvor behovet er størst, og erkende, at institutionerne altid vil være forskellige. Derfor må aftalen om minimumsnormeringer i daginstitutionerne udmøntes på kommuneniveau.

Man kan kun håbe, at de partier, der støtter op om minimumsnormeringer, vil komme til fornuft og blive enige om at starte løftet af vores daginstitutioner dér, hvor der er størst behov.

Brian Bressendorff er folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu