Kommentar

Danmark har indgået partnerskab med et indisk styre, der overskrider menneskerettighederne

Mens den danske regering indgik grønt samarbejde med Indien, blev mine indiske kolleger tvunget til at standse deres menneskerettighedsarbejde. Indiske myndigheder begår vold mod demonstranter og chikanerer os, der dokumenterer det, skriver generalsekretær i Amnesty Danmark, Trine Christensen, i dette debatindlæg
Statsminister Mette Frederiksen under et virtuelt topmøde med Indiens premierminister Narendra Modi.

Statsminister Mette Frederiksen under et virtuelt topmøde med Indiens premierminister Narendra Modi.

Mads Claus Rasmussen

15. oktober 2020

Udviklingen i Indien trækker opmærksomhed i Danmark i disse tider, ikke mindst efter Mette Frederiksens nylige møde med Indiens premierminister Narendra Modi. Her indgik Danmark og Indien et strategisk grønt partnerskab, som Mette Frederiksen også bragte på banen i sin åbningstale i Folketinget, hvori hun fremhævede Indien som verdens største demokrati.

Jeg har kun ros tilovers for nye alliancer på klimaets vegne, men efter den seneste måned selv at have været dybt optaget af udviklingen i Indien må jeg sige, at en væsentlig del af fortællingen om verdens største demokrati desværre mangler.

I september modtog jeg en trist, omend forventet nyhed fra min kollega, som er generalsekretær for Amnestys afdeling i Indien. De var blevet nødt til at indstille deres menneskerettighedsarbejde, afskedige alle medarbejdere og sætte igangværende research på pause.

Hvorfor? Fordi de indiske myndigheder uden varsel havde indefrosset deres bankkonti, angiveligt fordi de skulle have modtaget penge i strid med landets lovgivning om udenlandsk finansiering. Påstanden har intet hold i virkeligheden, og selv om Amnesty i flere år er blevet chikaneret og har fået sine kontorer ransaget af politiet, er der end ikke rejst en tiltale mod os i Indien, hvor mere end fire millioner borgere har bakket op om vores arbejde i de otte år, vi har haft kontorer i landet.

Vi er ikke i tvivl om, at baggrunden for, at vi nu er tvunget til at finde nye veje for menneskerettighedsarbejdet, skal findes et helt andet sted. Indefrysningen af vores bankkonti kom således i kølvandet på to større menneskerettighedsrapporter, som vi for nylig udgav: En rapport om optøjerne i Delhi, hvori Amnesty dokumenterede, at politiet havde været medansvarlig for volden imod muslimer, og en rapport om vilkårlige tilbageholdelser og begrænsninger af adgangen til internettet i provinsen Kashmir, hvor myndighederne over det seneste års undtagelsestilstand også har begået tortur.

Begge rapporter dokumenterer krænkelser, som også er blevet bekræftet af andre uafhængige aktører og øjenvidner. Folk med officiel tilknytning til den indiske regering har påstået, at Amnesty og andre ønsker at skade Indiens ry. Det passer ikke. Arbejdet er tværtimod inspireret af Indiens egne traditioner.

Indien bryder sin demokratiske tradition

Indien var blandt de oprindelige FN-medlemsstater, som vedtog Menneskerettighedserklæringen. Hansa Metha, en foregangskvinde i kampen for kvinders rettigheder, var blandt de udvalgte få, som i årene efter Anden Verdenskrig deltog i arbejdet med at skrive Menneskerettighedserklæringen.

Indiske domstole har gang på gang bekræftet, at de samme værdier er indskrevet i Indiens egen forfatning, og rettighederne er garanteret i de mange menneskerettighedstraktater, som Indien af egen vilje har underskrevet. Lige siden den indiske frihedskamp mod kolonimagten Storbritannien har landet haft tradition for fri presse og sociale bevægelser, herunder fagforeninger, kvinderettighedsbevægelser og bevægelser for oprindelige folk og kasteløses rettigheder.

I dag er det ikke blot Amnesty, men også individuelle menneskerettighedsforkæmpere og kritiske journalister, som er ramt. Minoriteter er blevet dæmoniseret. Studerende, akademikere, advokater og aktivister er under den nuværende regering blevet arresteret og tilbageholdt under ’antiterror’-love, selv om deres aktiviteter har været helt igennem fredelige.

Der er kort sagt god grund til at fortsætte arbejdet for menneskerettighederne i landet, men vi står nu i en situation, hvor vi har brug for støtte fra alle, som har en diplomatisk relation med Indien. Det har Danmark, både gennem landenes nylige partnerskab og i og med, at både Danmark og Indien aktuelt har plads i netop FN’s Menneskerettighedsråd.

Danmark har dermed muligheden for at påvirke Indien, ligesom Danmark med sin stemme i EU kan arbejde for en stærk fælles udtalelse om angrebet på Amnesty og andre menneskerettighedsorganisationer i Indien. Mine indiske kolleger har ikke opgivet håbet om at vende tilbage til arbejdet. Men de har brug for vores støtte.

Trine Christensen er generalsekretær i Amnesty Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

kjeld hougaard

@ Nila Valla: senest mod Putin, I disse dage også mod Belarus – og siden 58 mod Cuba: det giver os en bekræftelse på våres selvretfærdige opfattelse af at det mest frie demokrati i verden Danmark – øh jeg mener USA som fører taktstokken – at vi kan leder andre nationer bedre end de kan. den følelse giver en indre varme! VI ER DE GODE!

Du glemte forøvrigt vores sanktioner imod de tyske drenge (minesøgning) i 1945.
Alle og enhver kan selv se tyskerne er blevet bedre mennesker efter den sanktion.