Statsministerens centrale budskab i den stort anlagte nytårstale var klart: Flere udsatte børn skal fjernes fra deres forældre, og det skal ske tidligere end i dag. Socialdemokratiet siger, at det skal handle om børnenes bedste, men der stikker et 1950-agtigt børnesyn bag. Ideen er, at børn kan flyttes væk fra problemer, og så vil alt være godt. Som at plante en plante om i en ny potte med lidt frisk jord, og så er den hjemme.
Men børn er ikke små planter. Deres problemer og kærlighed til deres forældre forsvinder ikke, selv om vi giver dem et nyt hjem. Og hvis du fjerner børn fra deres forældre med tvang, når der kunne være givet hjælp og støtte på anden vis, ja, så er det børnenes rettigheder, du træder på.
Vi benægter ikke, at der findes forældre, der drikker, slår eller på anden måde svigter. Vi benægter heller ikke, at det for nogle børn vil være bedst at vokse op hos en anden familie, end der hvor man er født, eller på en institution med stærk pædagogisk faglighed. Men det er et fåtal, vi taler om. Langt de fleste børn skal have tidlig hjælp i kendte omgivelser. En helhedsorienteret indsats, der støtter både børn og forældre.
Når vi adskiller børn og forældre med tvang, risikerer vi at skabe flere problemer, større følelser af svigt og afmagt. Udsatte børn og unge mistrives ikke kun i deres egne familier. Mistrivslen fortsætter i Systemdanmark, hvor sammenbrudte anbringelser, flygtige relationer og skoleskift skaber mistillid og rodløshed. De fleste børn har brug for deres familier, som for mange anbragte er de eneste mennesker, der er der gennem hele livet. Uanset hvor kompliceret forholdet måtte være.
Zandra Berthelsen, som vi kender fra Tøndersagen, har i et åbent brev til statsministeren forklaret, at målet om flere anbringelser ikke ville have hjulpet en familie som hendes. Hun kan, trods sin fars grusomme overgreb, se, at familien skulle have haft hjælp.
Ret til hjælp, når man fylder 18
Målet bør være, at vi hjælper udsatte børn til at leve gode liv. Vi skal som samfund forsøge at kompensere for de udfordrende vilkår, som børn, der skal anbringes, har levet under. For nogle børn betyder det en anbringelse. For andre betyder det en familieanbringelse, hvor hele familien støttes og anbringes sammen på et botilbud, en mentor, en deltidsanbringelse, aflastning eller andet.
Vi ved, at anbragte børn klarer sig dårligere i skolen og får ringere livsmuligheder end deres klassekammerater. Selv om en anbringelse kan være nødvendig, løser den altså langtfra problemerne.
Enhedslisten stillede i foråret forslag om at sikre alle tidligere anbragte unge ret til efterværn. Efterværn er en støtte, der hjælper udsatte unge i overgangen til voksenlivet, som er særlig svær for dem, der har været anbragt uden for hjemmet.
Anbragte unge skal fra den ene dag til den anden stå på egne ben, når de fylder 18 år. Det er ikke rimeligt. De fleste af os har haft brug for hjælp og støtte fra voksne. At kunne komme hjem forbi med vasketøjet og få et godt måltid mad. Den mulighed har unge, der har været anbragt, ikke altid.
Ligeledes har retten til efterværn stået højt på både socialrådgivernes og socialpædagogernes ønskeliste til, hvordan vi skaber de bedste rammer for, at unge, der har været anbragt, kan leve gode liv. Det handler nemlig om livskvalitet.
Desværre var regeringen mildt sagt vævende i sin støtte til forslaget. Det bekymrer os. Når vi ved, at mange unge mistrives i anbringelsessystemet, virker målet om at anbringe flere ikke ansvarligt.
For mange systemfejl
Der er mange steder at tage fat. Ud over retten til efterværn foreslår Enhedslisten, at plejefamilier skal have bedre muligheder for – men også forpligtiges til – efteruddannelse. Flere børn med komplekse problemstillinger anbringes i dag i plejefamilie. Det stiller større krav til plejefamiliernes socialfaglige og pædagogiske kompetencer. Det er en forudsætning for stabile og gode anbringelser, at børns behov bliver mødt. De vilkår, som plejefamilier tilbydes i dag, kan hverken børn eller voksne være tjent med.
Vi ved også, at der er fejl i alt for mange anbringelsessager. At fjerne børn fra forældre med tvang er en af de mest indgribende foranstaltninger, vi har. Derfor bør vi som minimum rette op på systemets mange fejl, inden vi beslutter at anbringe flere, og sikre, at de alternativer, vi tilbyder udsatte børn og unge, giver dem samme muligheder i livet som andre børn.
Og når børn så skal anbringes – for det skal nogle – skal der være en stærk socialpædagogisk faglighed og voksne, man kan skabe relationer med. Det er ikke nok bare at finde en ny potte.
Det bør regeringen tage højde for i sit kommende udspil til en anbringelsesreform.
Pernille Skipper er socialordfører, og Anna Berg er socialpolitisk rådgiver for Enhedslisten.
Var målet for de mange tidligere tvangsfjernelser ikke, at flere børn skulle bortadopteres?
Det lyder for mig at se som en ren spareøvelse, sammenlagt med et vist negativt syn på udlændinge og socialt dårligt stillede, der dermed løses med et snuptag, som det hedder, når man forsøger at fikse en kompleks problemstilling med hovsaløsninger.
Set i perspektiv af de grønlandske adoptioner og anbringelser til Danmark bør det især mane til eftertanke, hvad man gør mod børnene.
Man bør også overveje den utryghed i økonomisk svagt stillede familier, en øget praksis med anbringelser kan medføre.
Hvis finansministeriet begynder at regne flere ting med i deres regneark så kunne hjælp til familier i stedet for tvangsfjernelser godt vise sig at blive en "overskuds forretning". Var det ikke et godt sted at begynde - før en lov om flere tvangsfjernelser.