Kommentar

Den enkelte lærers samvittighed afgør kvaliteten af undervisningen i folkeskolen

Der bør være mere undervisning med flere lærere i klasselokalet, som supplerer og udvikler hinandens praksis, og mere kontrol med undervisningskvaliteten i form af stikprøver og større bevågenhed fra ledernes side, skriver folkeskolelærer Peter Stouby Hansen i dette debatindlæg
Dagens kronikør tror på, at en del af løsningen på en uheldig kultur blandt folkeskolelærere ligger i en større gennemsigtighed om, hvad der foregår i klasserummet.

Dagens kronikør tror på, at en del af løsningen på en uheldig kultur blandt folkeskolelærere ligger i en større gennemsigtighed om, hvad der foregår i klasserummet.

Jens Dresling

Debat
3. oktober 2020

Det er dejligt at høre, at der er engagerede og flittige lærere med blækspruttearme og otte ekstra ører som Mia Lodberg Nielsen, der svarede på min kronik med et indlæg i avisen 29. september. Jeg har bestemt også mødt denne slags folkeskolelærere, men det var ikke det, der fik mig til tasterne. Jeg ville påpege en mentalitet, der dækker over arbejdsforsømmelser og manglende samarbejde.

Jeg er klar over, at jeg var unuanceret i min kronik, idet jeg fokuserede på de luddovne lærere og kun foreslog fuld tilstedeværelse som løsning. Både årsager og løsninger er langt mere komplicerede end som så. Det vil jeg nu forsøge at råde bod på.

Som Nielsen fint antyder, findes der brodne kar i folkeskolen. Min påstand er imidlertid, at der bliver dækket over dem i langt højere grad end på andre arbejdspladser. Jeg har endda et par gange i min tid som lærer oplevet lærere, der var komplet uegnede til at udøve deres job. Andre kolleger var irriterede over dem, man snakkede om dem og lavede sjov med deres inkompetence. Selv om det var kendt blandt kollegerne, gik ingen dog til ledelsen, og det blev ikke påtalt.

Jeg tror, forklaringen på, at det kunne foregå, skal findes i skolens struktur, og måden undervisningen er bygget op på. Lærerne underviser for det meste alene, uden at andre end eleverne nogensinde ser, hvad der foregår i klasseværelset. Der er således ingen kvalitetssikring eller kontrol med, at tingene foregår på en ordentlig og fornuftig måde. Lærerne får dermed ikke hjælp til at blive bedre gennem feedback fra kolleger og får ingen sparring om deres didaktik.

Lærerne har helt frie hænder til at praktisere den undervisning, de vil. De er de ubestridte konger og dronninger i klasserummet. Det eneste, de er forpligtede på, er at lave års- og elevplaner, som nogle lærere laver som venstrehåndsarbejde. Dermed er kvaliteten af undervisningen helt op til den enkelte lærers samvittighed.

Flid belønnes ikke

For nogle er lærergerningen reelt et kald, og de vil gerne yde deres bedste over for kolleger og elever. Men desværre belønnes flid og stort engagement sjældent, faktisk tværtimod. Den hårdtarbejdende lærer får ekstraarbejde og ofte endda bebrejdelser for at lægge energi og engagement i sin gerning.

Der er efter min mening mange dedikerede, pligtopfyldende og dygtige lærere i folkeskolen. Det er dog opslidende og demotiverende, når man som lærer oplever ekstraarbejde, bebrejdelser og manglende påskønnelse, når man blot passer sit arbejde. Man ser ligefrem, at de kolleger, der tager lettere på arbejdsopgaverne, bliver påskønnet mere blandt eleverne, fordi de blandt andet giver dem før fri og tildeler dem urealistisk høje karakterer. Så er det naturligt, at man kan komme til at konkludere, at det ikke kan betale sig at gøre en indsats.

Jeg ser en uheldig kultur, hvor den ansvarsfulde lærer til sidst føler afmagt og måske vælger at slække på sin undervisningsstandard. Jeg har selv mærket, hvordan jeg gik kold, da jeg ikke blev anerkendt for mit arbejde og nærmest blev bebrejdet for at lægge energi i mit arbejde. Pligtforsømmelse bliver med andre ord normen, og tilbage står svigtede elever og forældre, som ikke bliver mødt med det engagement og den hjælp, de burde.

Så vidt jeg kan se, er ledelsen temmelig magtesløs i dette spil. De kan påtale den manglende mødedisciplin og forsøge at holde kontrol med den, men de kan jo ikke stå hver morgen og hver eftermiddag foran hvert klasselokale for at kontrollere, at lærerne er der. Det har de ikke ressourcerne til, og det burde heller ikke være nødvendigt. Ledelsen kan heller ikke stå i alle klasselokaler og kontrollere undervisningskvaliteten – men de kan tage stikprøver, hvilket jeg sjældent har oplevet.

Mere sparring og kontrol

Jeg tror på, at en del af løsningen ligger i en større gennemsigtighed om, hvad der foregår i klasserummet. Der bør i højere grad være undervisning med flere lærere i klasselokalet, som supplerer og udvikler hinandens praksis.

Der skal samtidig være mere kontrol med undervisningen i form af stikprøver og større bevågenhed fra ledernes side. Der skal være fuld tilstedeværelse i arbejdstiden, så ingen arbejder mindre end andre. Det kræver også et reelt samarbejde, der ikke bare begrænser sig til en fælles årsplan. Lærerne skal øve sig i at gå mere i dybden med undervisningens indhold, didaktik og evaluering, så de får en erkendelse af, at det nytter at samarbejde.

Der bør ligeledes være en større påskønnelse af den gode arbejdsindsats eksempelvis gennem en økonomisk bonus. Og sidst, men ikke mindst, skal der være stor åbenhed omkring arbejdsforsømmelser, så den lade lærermentalitet brydes.

Først da er vi efter min mening på vej mod en bedre folkeskole.

Peter Stouby Hansen er folkeskolelærer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvad med at gå den anden vej - Giv lærerne større tillid så de få mulighed for at give den bedste undervisning. Folk er forskellige - giv den enkelte lærer mulighed til at undervise på den måde denne er bedst til. Gør klasserne mindre så læreren har mulighed til i højre grad har mulighed til at hjælpe de enkelte børn.
Ja der er mange måder at lave en bedre Folkeskole på - men mere kontrol og overvågning tror jeg ikke er vejen frem.

Pia Nielsen, Karsten Aaen, Helle Walther, Dan D. Jensen, Poul Erik Pedersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Knud Evald Wernberg-Møller

Tillid er godt, befordrende for initiativ mv. Men, den skal ikke være blind. Det er en leders fornemme pligt at vide, hvad der foregår i klasselokalet - og hjælpe den enkelte lærer på vej med samtaler og forslag til videreuddannelse, valg af fag - eller, hvis det er det rigtige for begge parter, ud af skolen.
Mvh. Knud Wernberg-Møller

Erik Fuglsang, Helle Walther og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Giv lærerne større tillid så de få mulighed for at give den bedste undervisning. Folk er forskellige - giv den enkelte lærer mulighed til at undervise på den måde denne er bedst til."

Men folk er heller ikke mere forskellige end at de helt generelt fungerer og virker bedre, når de vises tilstrækkelig tillid. Desværre er en hel del lærere opflasket med forestillingen om at governance og styring er nødvendige systemblomster, så de er villige advokater for 'det nødvendige'- og 'sådan er det nu en gang'-aksiomerne.

Pia Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Knud Evald Wernberg-Møller anbefalede denne kommentar

Hvad med om eleverne blev inddraget omkring kvalitet og tryghed?
De er vel i grunden de nærmeste til at bedømme lærernes kvalitet omkring udfordringer, varme og tryghed?
Jeg er ikke sikker på at Peter Stouby har ret i at de sløsede lærere er værdsat som han tror.

Hvad med om eleverne blev inddraget omkring kvalitet og tryghed?
De er vel i grunden de nærmeste til at bedømme lærernes kvalitet omkring udfordringer, varme og tryghed?
Jeg er ikke sikker på at Peter Stouby har ret i at de sløsede lærere er værdsat som han tror.

Eva Schwanenflügel, Knud Evald Wernberg-Møller og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Inddragelse af eleverne i hvordan folkeskolen skal organiseres, ekviperes og drives er i alt for høj grad tabuiseret - ligesom lokalområders indflydelse på deres skoler er marginaliseret; hældt på sutteflasker som forældremøder og skole-hjem samtaler (der mest af alt har karakter af symbolpolitisk civilsamfundsdisciplinering).

Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Knud Evald Wernberg-Møller anbefalede denne kommentar
Knud Evald Wernberg-Møller

Hanne Utoft. Jeg er enig i, at elever kan bidrage væsentligt til en bedre undervisning, et bedre skolemiljø. De er jo hele grunden til, at der er skole. Med hensyn til resten af dit indlæg er jeg overbevist om, at virkeligheden er noget mere nuanceret, fra egn til egn, fra skole til skole.

@ Viggo Okholm
Nej eleverne er ikke de bedste til at bedømme undervisningen og læregerningen i det hele taget !
Det ku da lige passe, at man som lærer skulle bedømmes efter underholdningsværdi !
Nej tak

Steffen Gliese

Sjovt nok synes der bag alle forestillinger at ligge den antagelse, at børn jo ikke ønsker at lære noget. Men børn vil gerne lære, det, de skal lære, er bare ikke i særlig høj grad noget, de er naturligt disponeret for, og derfor skal de hjælpes igennem den socialisation, skolen er.

Karsten Aaen, Erik Fuglsang, Knud Evald Wernberg-Møller og Helle Walther anbefalede denne kommentar

De fleste børn vil gerne lære, der er så forskellige intelligenser 7 i alt, som en lærer bør kende og bruge i sin tilrettelæggelse af undervisningen. Børnene skal inddrages og have medindflydelse, og aftaler indgås og overholdes af såvel elev som lærer. Informationer om hvorfor man gør som man vælger at gøre, og hvad mål og formål er, skal være krystalklart for alle. Helst i en årsplan og følges op at forståelige ugeplaner. En leder skal vide, hvad der foregår, via info fra læreren, og være der for denne, men også for elev og forældre anytime. Forældremøder tilrettelægges sammen med et forældreråd fra klassen, så de vigtigste informationer kommer med og til debat. Antal efterbehov.
Ved året slutning evalueres året med eleverne. Så Klassens lærere og sluttelig forældrene. Min erfaring er, at problemerne er få og små i sådanne klasser og eleverne ret dygtige. Selv den svageste kan noget, man skal blot som lærer have øje herfor og finde det. Alle har brug for små sikre sejre.

Randi Christiansen, Karsten Aaen, Viggo Okholm og Knud Evald Wernberg-Møller anbefalede denne kommentar

Dan D. Jensen
Lige et spørgsmål-er du lærer?
Du tillægger godt nok ikke børnene ret store kompetencer.
Men jeg er da bestemt klar over der findes elever som umiddelbart er lige glade og endnu ikke lige har set nødvendigheden af læring og det kan have mange årsager, Men du skal ikke bilde mig ind at børn ikke generelt ønsker at lære og kan vurdere lærernes menneskelige kvaliteter bag fagligheden og det er så efter min mening en af de centrale punkter i læring.

Hvis eleverne reelt skal inddrages og have medbestemmelse på skolens udformning, så er det nok klogt ikke på forhånd at lægge for mange planer om hvordan hele showet skal turneres; i så fald bliver der jo tale om endnu en partiel skueproces, på linje med dem, skolerne har været trukket igennem i årevis.

Randi Christiansen

Et konsekvent to lærer system ville have mange fordele. Bl.a dette at en lærer ikke skal performe sit one(wo)man show helt alene.

Økonomi? Kvalitet betaler sig.

Men forslaget har ikke en kinamands chance for at blive til noget som helst, Randi. Det koster, og der er ikke skyggen af et politisk flertal til stede, der vil prioritere forslaget.

Mange andre velfærds- og myndighedsområder mener også, at de har brug for ekstra ressourcer.

Et opgør med 1111 - 1 lærer, 1 klasse, 1 fag, 1 time. (OK - mange timer er dobbelttimer - men det ændrer ikke så meget).
Jeg tror at mange nyudsprungne lærere ville være glade for noget sådant - og mon ikke eleverne ville synes om det. Det ville minde om den undervisning der afgrænses til emneugerne. Men det kræver indledningsvis nok mere planlægning og langt mere samarbejde, og stramme målkrav oppefra gør det selvfølgelig ikke lettere.
Jeg tror den eksemplariske undervisning ville kunne gøre undervisningen mere spændende og motiverende for eleverne. Og i øvrigt også gøre det noget nemmere at inddrage eleverne i planlægningen - hvis man ønsker det.

Randi Christiansen

Ja erik, det koster - men det koster også at lade være.

Og det er sandt, at alle offentlige institutioner har brug for ressourcer, men den offentlige forvaltning er ikke optimal. Og løsningen er ihvertfald ikke privatisering.

Med den miljø-og socioøkonomisk bæredygtige omstilling, som bliver stadig mere nødvendig, kan vi håbe på, at ressouceadministrationen bliver mere permakulturel og dermed mere velfungerende.

Et samfund kan kendes på sin omsorg for dem, der har brug for det. At vores børn skal udsættes for underlødig pædagogik lige fra vuggestue til højere uddannelsesinstitutioner er yderst uhensigtsmæssigt og i sidste ende et stort tab for samfundet.

Kunne man lade sig inspirere af steinerpædagogikken ville meget være vundet.

Poul Erik Pedersen

Randi Christiansen 17.48: Underlødig pædagogik - hvad er det?
mvh. poul.

Hej Randi,
Som tidligere underviser er jeg med på, at der er fordele både ved mindre klasser og ved "dobbelt underviser-belægning" - i al fald i visse fag.

Mit indlæg handlede imidlertid snarere om, hvorvidt forslaget har nogen politisk gang på jord.
Og dér vurderer jeg, at det har meget lange udsigter. Dels fordi andre områder også mangler ressourcer, dels fordi det bliver svært at skaffe et politisk flertal for at omprioritere inden for den eksisterende ramme, dels fordi der er corona-krise i statskassen. Endelig kan der næppe findes et politisk flertal med vilje til at udskrive store skatte- og afgiftsstigninger til den erhvervsaktive del af befolkningen for at finansiere et sådant forslag.

Poul Erik Pedersen

Generelt mener jeg ikke dette indlæg, i sin kerne, adskiller sig så forfærdeligt meget, fra den først publicerede kronik fra samme forfatters hånd. Metoden er stadig en samling udokumenterede iagttagelser og efterfølgende meninger om, hvorledes forfatterens kolleger har forvaltet deres job. Det er til stadighed udgangspunktet, at de pågældende ganske enkelt ikke har været kvalificerde og heller ikke havde ambitioner om at leve op til det ansvar de har påtaget sig.

Denne gang dog med de nuancering, at der så ikke er tale om hele lærerstanden men en del af den. Her overlades det så til læseren at regne ud om problemet er stort eller lille, om forflygtigelsen er udbredt eller ej!

Ser man på løsningsforslagene, falder de i to kategorier: dels mere overvågning af den enkelte lærer, for at sikre at kvaliteten er i orden. Herunder muligheden for at få etableret et kollegialt kommissariat, som så skal kunne levere faglig sparring til de svagere funderede kolleger. I den anden kategori finder vi så en form for resultatløn, man må formode at denne kobles til de faglige præstationer hos hver enkelt lærer. Hvorledes dette i praksis så skal udmøntes, det er forfatteren tavs om. Som det er påpeget af øvrige skribenter her, vil den første kategori nok være temmelig omkostningstung.

Generelt set bygger forfatterens indstilling til folkskolens lærere på en ting: mistillid til at de, af sig selv, er i stand til at omgås deres job ansvarligt og professionelt. Den eneste dokumentation vi har for sandhedsværdien, er forfatterens egne iagttagelser. Iagttagelser som en almindelig læg læser forudsættes at godtage som sandheden, da vi til stadighed ikke er blevet gjort klogere på de nærmere omstædigheder ved fremkomsten af forfatterens "kildemateriale". For mig at se er det til stadighed et åbent spørgsmål, hvor meget troværdighed indlæggene kan tilskrives.

mvh. poul.

Lars Bjarne Andersen, Hanne Utoft, Flemming Berger og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lærernes faglige sparring er ikke kollegerne på skolen, det er kollegerne indenfor faget i de faglige foreninger, og det er deres egne lærere på professionsskolerne (kunne vi dog bare få seminarierne tilbage, spredt ud over landet, med en videreuddannelse som i gamle dage).
Lærerne skulle jo gerne bringe samfundet og den store verden ind i børnenes erfaringsverden, efterhånden som de bliver modne til at forstå mere og mere abstrakte og komplekse forhold, de ikke lige kan gå ud på gade og veje og i eng og mose at iagttage.

Randi Christiansen, Hanne Utoft, Poul Erik Pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig Poul Erik Pedersens betragtning,at den eneste dokumentation, vi har for sandhedsværdien af de fremsatte påstande, observationer og oplevelser, er forfatterens egne iagttagelser. Det er kronikens største svaghed.

Uanset den manglende bevisførelse for de fremsatte påstande er det dog stadig værd at diskutere, hvorfor lærerstanden tilsyneladende er massive modstandere af at blive kigget i kortene - af både både ledelse, kolleger og fagkonsulenter. I min tid som underviser var denne modstand udtalt blandt mine kolleger, skønt det hører til ledelsens ansvar at føre tilsyn med undervisningen.

Som kronikøren rigtigt skriver, lærerne har helt frie hænder til at praktisere den undervisning, de vil. De er de ubestridte konger og dronninger i klasserummet.

Hvis vi ellers er enige om, at skolens mission er varetage elevernes tarv i bredeste forstand (og ikke lærernes tarv!!!!), så burde vi også kunne blive enige om, at vi skal have skilt os af med de evt. undervisere, der slet og ret ikke leverer varen. Men DLF, GF m.fl. bryder sig ikke, at deres medlemmer bliver kigget over skulderen? Hvorfor ikke?
Hvis den enkelte lærer leverer et solidt (om ikke pletfrit) stykke arbejde, behøves den enkelte underviser (med rent mel i posen) ikke at frygte noget som helst, skulle jeg mene.

Poul Erik Pedersen

Erik Fuglsang 4.10.2020.
Blot et par kommentarer: det er jo rigtigt nok at skolen skal varetage elevernes tarv - til gengæld er jeg uenig i at lærernes tarv ikke også skal varetages, fordi folkeskolen også er lærernes arbejdsplads. Alle andre steder er det fuldt ud acceptabelt at konstatere at et godt arbejdsmiljø er foudsætningen for, at medarbejderne trives og leverer et godt stykke arbejde. Her mener jeg ikke at vores uddannelsesinstitutioner (herunder folkeskolen) på nogen måde udgør nogen undtagelse, fra den regel. Tværtimod!
Jeg er for så vidt enig i, at der skal gøres noget for de lærere der ikke fungerer godt i jobbet. Om det så er ensbetydende med afskedigelse eller om der skal tages andre midler i brug, det må være op til den enkelte skoles ledelse at foretage det nødvendige. Det kan ikke være offentligheden, der ikke kender den enkeltes nærmere forhold, der skal agere arbejdsgiver - med ret til at hyre og fyre.

Så der er endeligt problematikken om, hvorvidt den enkelte underviser bryder sig om at blive kigget over skulderen. Her synes jeg nu ikke sagen er så enkel endda. Det at blive kigget over skulderen, kan jo godt blive set som en mistilidserklæring til den enkelte lærers arbejdsindsats og vilje til at levere et godt stykke arbejde. Hermed er vi tilbage ved anledningen til debatten: de to debatindlæg. Begge er præget af en udtalt mistilid til, at lærerne enten evner eller har vilje til at ville yde et forsvarligt stykke arbejde. Med et sådant udgangspunkt er det vel ikke uforståeligt, hvis en enkelt eller to af de angrebne lærere skulle ryge i forsvarsposition? Så i sidste ende handler det vel i høj grad om hvilken kultur der er, på den enkelte skole. Er der et samarbejdsklima som åbner op for at lærerne i fællesskab - på skolen - finder det værd at have en ambition om at skolen skal være et sted, med et godt læringsmiljø hvor både lærere og elever trives? Er der en respekt for både lærerenes og elevernes arbejdsindsats? Er der plads til både faglig og pædagogisk udvikling? Disse elementer mener jeg er stærkt medvirkende til, at vi får skoler der uddanner børn og unge til voksne ansvarlige mennesker. - Og så spiller hjemmet unægteligt også en rolle, men det er en anden sag.

Set i det lys, er det vel næppe hensigtsmæssigt at gentage en række stereotype forstillinger om hvor dovne og uduelige lærerne menes at være. Det danner ikke basis for en kvalificeret debat.
mvh. poul.

Kasper Bilenberg, Erik Fuglsang og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Uanset den manglende bevisførelse for de fremsatte påstande er det dog stadig værd at diskutere, hvorfor lærerstanden tilsyneladende er massive modstandere af at blive kigget i kortene - af både både ledelse, kolleger og fagkonsulenter. I min tid som underviser var denne modstand udtalt blandt mine kolleger, skønt det hører til ledelsens ansvar at føre tilsyn med undervisningen."

Kunne det have betydning hvordan og med hvilke hensigter ledelsestilsynet udføres? Og kunne der mon ligge en væsentlig samfundsopgave (dvs. en politisk beslutning eller flere) i at undersøge, hvordan den faglige ledelse bringes i en fornuftig balance overfor de øvrige ledelsesopgaver, som defineres via lovgivning, cirkulærer o.a.? For både ledere og fagudøvere (tillad mig at bortse fra notationen om at ledelse i sig selv udgør et fag) er det overordentligt vanskeligt at samarbejde om den faglige opgaveløsning, uden at også den økonomiske, administrative, organisatoriske og personalemæssige side af ledelsesperspektivet (og -udøvelsen) på uhensigtsmæssige måder blander sig. Det er ret komplekst, i en institutions- og systemorden som vores, at komme smidigt og helhedsorienteret til ledelsesopgaven, ligesom det er ret komplekst at komme til en fagudøvelse, som løser de foreliggende opgaver på en for parterne tilfredsstillende og opbyggende måde.

Randi Christiansen

Poul erik pedersen@ - undernomering, underbetaling og dårlig uddannelse = dårlig miljø-og socioøkonomi fører til underlødig opdragelseskunst.

Pædagogik : "fra græsk paidagogike (techne) 'opdragelseskunst', afledt af paidagogos"

Steiner pædagogikken repræsenterer lødig opdragelseskunst