Kommentar

Etnisk opdelte gymnasier er et kæmpe problem, selv om Niels Brock ikke oplever det

Uddannelsesinstitutionen Niels Brock opstiller en falsk modsætning om, at man ikke både kan sørge for etnisk blandede gymnasier og hjælpe de 170.000 unge uden uddannelse – måske fordi de selv klarer sig fint midt i København. Andre steder er det et kæmpe problem, skriver Jens Joel (S) i dette debatindlæg
Debat
30. oktober 2020

En dygtig tryllekunstner ved, at skal man igennem med sit forehavende, er det afgørende at få publikums fokus væk fra det, man selv er i gang med. Tanken strejfede mig, da jeg læste indlægget »220 ikkevestlige gymnasieelever stjæler al fokus. Hvad med de 170.000 unge uden uddannelse?« i Information den 23. oktober. Man skal nemlig lede længe efter en større afledningsmanøvre.

Det kan virke sympatisk, når administrerende direktør på Niels Brock, Anya Eskildsen, og lektor Hjarn v. Zernichow Borberg vil have fokus på de tusindvis af unge, der ikke får en uddannelse eller er i arbejde. Men deres egentlige ærinde er åbenbart at undergrave planerne om en mere blandet elevsammensætning på vores gymnasiale ungdomsuddannelser.

Det er i hvert fald svært at forklare, hvorfor de to ting ellers skulle sættes op over for hinanden i indlægget. Vi skal selvfølgelig løse begge udfordringer.

Eskildsen og Borberg taler om »220 ikkevestlige elever« som for at indikere, at problemet med alt for skæve ungdomsuddannelser, hvor polariseringen tager til i styrke, eleverne opdeles socialt og etnisk mere og mere, og nogle gymnasieskoler er i fare for helt at lukke ned, er meget lille. Man burde vide bedre.

Det er nærmest ironisk, at deres indlæg kommer samme uge, som vi har lanceret arbejdet med de såkaldte andengenerationsreformer, der kort fortalt går ud på at give mennesker nye muligheder gennem uddannelse og hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet frem for kun at fokusere på lavere ydelser og strammere krav.

Vi ønsker eksempelvis at »have [særligt] fokus på de unge, som ikke får en uddannelse«. FGU, der er en grunduddannelse for unge under 25, som ikke er i gang med en uddannelse og heller ikke er i beskæftigelse, er et andet eksempel på vores fokus på at hjælpe unge.

Det kunne lyde som netop det, skribenterne efterspørger, og vi har en bred politisk bevågenhed på, hvordan det arbejde kan bringes succesfuldt videre.

En blandet elevsammensætning handler om, at skolerne skal være balancerede og velfungerende for alle – så vi mødes på tværs af forskellige kulturelle og sociale baggrunde.

Det er muligt, at ledelsen på Niels Brock afviser politisk indblanding, fordi de med deres placering midt i København klarer sig fint i den frie konkurrence og ikke bekymrer sig stort om, hvordan udviklingen ser ud på andre skoler. Men det har ikke meget at gøre med de unge, som ingen uddannelse får.

Jens Joel, undervisningsordfører (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her