Kronik

Fagbevægelsen bør også hjælpe sine medlemmer til et godt liv efter arbejdslivet

Det er en stor sejr for fagbevægelsen, at der nu er landet en aftale om ’Arnes pension’. Men den bør også hjælpe folk med den vanskelige overgang fra job til pensionisttilværelse, der indebærer tab af både mening og fællesskaber, skriver Poul-Erik Tindbæk i dette debatindlæg
(ARKIV) Et kor for pensionister mødes hver torsdag og øver i KlostergadeCentret i Aarhus.

(ARKIV) Et kor for pensionister mødes hver torsdag og øver i KlostergadeCentret i Aarhus.

Tobias Nicolai

Debat
16. oktober 2020

I pensionsdebatten har en markant afvisning af den nye ’Arne-pension’ mast sig vej med flere helsidesannoncer i medierne og indslag på sociale medier. En afvisning, der givetvis vækker dyb undren hos nogle og opgivende hovedrysten hos andre – især når man spotter, at afsenderen er Danmarks fjerdestørste fagforening, der varetager små 200.000 medlemmers interesser – den kristelige fagforening Krifa.

At kæmpe for kortere arbejdsdage og et kortere arbejdsliv har jo alle årene været den oprindelige danske fagbevægelses mantra. En tidlig pension for særligt udsatte er en klar delsejr i fagbevægelsens historie. Umiddelbart er det derfor indlysende for alle med blot det mindste kendskab til fagbevægelsens over 100-årige historie i Danmark, at opkomlingen Krifa i den grad har ramt helt uden for skiven, når de ofrer tusindvis af annoncekroner på at hverve medlemmer under parolen, at det nu drejer sig om at forlænge arbejdslivet. Eller som det spinnes i reklamejargonen: at »fjerne behovet for en tidlig pension« og »skabe en arbejdslyst, der er så god, at vi slet ikke har lyst til at holde op med at arbejde«.

 
Hellere god arbejdslyst end tidlig pension!

Så fik Danmark en ny pensionsaftale. Men hvorfor ikke lave en aftale, der hjælper de reelt nedslidte og kigger på den enkeltes behov i stedet for at lade et tal afgøre, hvornår det er pensionstid? Vi mener, at vi skal skabe så gode arbejdsliv, at vi slet ikke har lyst til at stoppe med at arbejde - og derfor siger vi: Hellere god arbejdslyst end tidlig pension. Hvad mener du om aftalen? Du kan læse mere om den her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/saa-blev-det-arnes-tur-regeringens-pensionsaftale-er-paa-plads

Posted by Krifa on Saturday, October 10, 2020

Det er ikke overraskende, at mange af 3F’s medlemmer, der hovedsageligt er ufaglærte specialarbejdere, ser frem til en tidlig pension. De har lavet en slags modannonce, der i stedet for at være imod ordningen siger: »Vi arbejder for, at endnu flere kan komme med.«

Så enkelt er det – umiddelbart. De gule fagforeninger er på afveje, og de røde fagforeninger har fat i den lange ende. Ingen grund til at ofre mere opmærksomhed på de gule fagforeningers kampagne, der blot endnu en gang dokumenterer, hvordan Krifa camoufleret som talerør for arbejdsgiverne underløber lønmodtagernes sande interesser for et kortere arbejdsliv.

Men sæt nu, Krifa alligevel har fat i en flig af sandheden om det moderne arbejdsliv. Sæt nu, det moderne arbejdsliv rummer så mange goder, at det er svært for mange at forestille sig et godt liv uden for arbejdslivet.

Måske rammer Krifas megadyre kampagne alligevel en klangbund hos mange lønmodtagere og sætter fokus på en blind vinkel i fagbevægelsens politik: At lysten til at fortsætte på jobbet og forlænge arbejdslivet er voksende på arbejdspladserne.

Svær overgang

En afgørende grund til, at mange ikke vil forlade arbejdslivet er, at det er en stor omvæltning, man ikke får megen hjælp og vejledning til. Fagbevægelsen har ikke interesseret sig for at give deres medlemmer en hjælpende hånd på vej i den vanskelige omstilling til livet efter arbejdslivet. En ny flerårig fase i livet, der i de sidste år på jobbet ofte blander sig i tankemylderet med usikkerhed og spekulationer om fremtiden. Hvordan vil det for eksempel være blot at ’nyde’ sit otium, som det hedder, når man gennem hele voksenlivet har været vant til engageret at veksle mellem af yde og at nyde i samvær med andre?

Ironisk nok er det en mangeårig 3F’er, der bramfrit giver udtryk for netop den type synspunkter i et interview i Politiken:

»Måske er det også lidt tidligt at blive pensionist som 64-årig. Flere af dem, jeg kender, som er gået på efterløn, fortæller jo, at de savner kollegerne. Og nogle af dem starter igen med at arbejde, når de bliver pensionister. Det er også vigtigt at have et socialt liv ved siden af livet derhjemme. Det kan hurtigt blive en lidt lille tilværelse,« siger 58-årige Allan Sørensen til Politiken.

Arbejdslivet er noget andet, end det var i det tidligere landbrugs- og industrisamfund. Det er livet efter arbejdslivet også, selv om indgangsportalen til livet som pensionist stadig er prydet af den forlorne og forældede parole om, at nu skal du bare ’nyde dit otium’.

For rigtig mange, der træder ind i den forherligende fortælling om den velfortjente lange ferie, er det derfor en uventet overraskelse og en større udfordring end forventet, at livet efter arbejdslivet ikke kun er frihed til at gøre, hvad man vil, men også et fravær af alle de stærke værdier, arbejdslivet også er fyldt med. Indgangen til pensionistlivet – om det er tidligt eller ej – viser sig at være en solohændelse fyldt med benspænd, som den enkelte må klare helt på egen hånd uden hjælp fra nogen. Heller ikke fra deres faglige interesseorganisation, der har været der gennem hele arbejdslivet.

Det er alt det, man får af tid og frihed, når arbejdslivet slutter, der fylder i forhåndsopfattelsen og fortællingen om livet efter afskedsreceptionen. Tid til dig selv, tid og frihed til at rejse og opleve, tid til at være mere sammen med børn og børnebørn. Ikke længere være bundet af fast morgenvækning eller tidlig aftentoilette, ikke længere spørge chefen om lov, men fremover være sin egen chef. En herlig fortælling, der bare venter på hovedpersonens ankomst.

Først når man er trådt ind i fortællingen og har gennemlevet de første kapitler, kan man begynde at skimte konturerne af alt det, man samtidig har mistet af goder i livet på arbejdspladsen. Den daglige morgenhilsen til kollegerne og de uundværlige snakke, drillerier og samarbejder om sejre og nederlag. Muligheden for dagligt at bruge løs af sine talenter og erfaring. Gøre noget, man er god til og godt kan lide. I det hele taget det at gå hjem og opleve, at man har ’gjort en forskel’ og inderst inde mærke, at lykken i højere grad er usefulness end happiness.

En hjælpende hånd

Den første hjælpende hånd, som jeg forestiller mig, fagforeningerne kan række ud til den voksende folkevandring hen mod livet efter arbejdslivet, er i al sin enkelhed, hvad et par frontløber-fagforeninger (Sundhedskartellet og Danske Socialrådgivere) tidligere har sat i værk: At tilbyde deres medlemmer en workshop om overgangen fra job til pension.

De mere private gøremål med rejser, hobbyer og børnebørn skal de fuldvoksne seniorer nok selv finde vej til. Men rigtig mange har derudover brug for inspiration til, hvor man nu kan genfinde de tabte værdier i arbejdslivet, det uundværlige fællesskab om noget meningsfuldt med andre fuldvoksne, og igen mærke, at andre mennesker uden for det helt private netværk har brug for en. Sådan en workshop kan sætte gang i deltagernes vidt forskellige input til de meget forskellige veje, der skal banes af hver enkelt i den nye livsfase, vi har fået efter arbejdslivet.

Tilbagemeldinger fra deltagere på sådanne workshops viser, at stort set alle føler sig mindre usikre og bedre forberedt til den ofte vanskelige overgang fra jobbet. At over halvdelen skifter planer for livsfasen efter arbejdslivet efter blot et par dages oplæg og drøftelser med andre i samme situation. Mens cirka en tredjedel af deltagerne gør op med alle begrænsende normer for tilbagetrækning og beslutter sig for at genindtræde på jobbet eller blive lidt længere.

Fagbevægelsen kan selvfølgelig sige, at det er deres ansvar at varetage medlemmernes interesser, så længe de er på jobbet og ikke efter jobbet. Men hvem skal så tage ansvaret for, at deres medlemmer kommer godt igennem den måske vanskeligste omstilling i voksenlivet?

Eller mere direkte – at når den røde fagbevægelse så stærkt går ind for en tidlig pension, følger der så ikke et ansvar med for at give medlemmerne en hjælpende hånd til, at livet efter arbejdslivet allerede fra begyndelsen bliver et rigtig godt liv?

Poul-Erik Tindbæk er ph.d. i folkeoplysning og chefkonsulent i en3karriere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingen tvivl om at lysten til at fortsætte på jobbet og forlænge arbejdslivet er voksende. En tidlig pension for særligt udsatte, der føler sig nedslidte forhindrer ingen i at forlænge deres arbejdsliv til langt efter den officielle pensionsalder. Det er ikke "de røde fagforeninger" der tvinger folk til at gå på pension, det er sygdom, nedslidning, dårligt arbejdsmiljø, alderschikane og manglende rummelighed på arbejdsmarkedet.

Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Carsten Wienholtz, Gert Romme, Kim Houmøller, Werner Gass og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

16/okt/2020

JA, lad os sammen skabe eller genskabe et
godt og harmonisk liv i et lokalt fællesskab :-) ...

Lad os mødes til en kop the eller kaffe og
gerne efterfølgende til lidt sund mad :-) ...

Lad os mødes lokalt med gensidig opmærksom-
hed, accept og respekt først på eftermiddagen :-) ...

Kærlig, rød og grøn hilsen
Claus

Jeppe Lindholm

Det er en stor sejr for fagbevægelsen, at der nu er landet en aftale om ’Arnes pension’

Sludder og vrøvl. Det er derimod et kæmpe nederlag for fagbevægelsen, at efterlønnen og dagpengene er blevet ødelagt. Helt uden mærkbare protester fra fagbevægelsen, som bare har set stiltiende til.

- Fagbevægelsen har ikke mere bid tilbage end en gammel tandløs kælling M/K.

Carsten Munk, Ebbe Overbye og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar