Da jeg i 1966 gik på 12. skoletrin på North Hollywood High School i Los Angeles, havde min politisk vakte klassekammerat Sandy Robbins gjort det til sin vane at udnævne »ugens fascist«. Nogle uger udnævnte han flere. Sandy var ret rundhåndet med, hvem der kunne komme i betragtning. Det kunne være nogle af de andre elever, hvis de støttede den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Den demokratiske præsident Lyndon B. Johnson, der førte krigen, var en af Sandys hyppigst udnævnte. At Lyndon B. Johnson havde gennemført USA’s mest vidtgående sociale og racemæssige reformer, indgik ikke i Sandys overvejelser. Lyndon B. Johnson var fascist. Bum, basta.
Jeg grublede dengang over, om det giver mening at sætte ordet fascist på en person i nutiden. Er fascisme ikke noget, der hører hjemme i historiebøgerne?
Det er jeg blevet ved med at gruble over. Her på det sidste selvsagt særligt tilskyndet af lyslevende politiske skikkelser.
En knivskarp afgrænsning af fascisme kan være svær. Den er som en gople. Men der kan indkredses træk, der præger den. Og de kan også findes i nutiden.
Menneskesynet
Først og fremmest bygger et fascistisk verdenssyn på antagelsen af forskel i menneskers værd: Der er nogle, der født til at herske. Og der er nogle, der er er mindreværdige, og som derfor skal undertrykkes eller det, der er værre. De mindreværdige kan være uighurere, jøder, kristne, muslimer, folk med anden hudfarve, etniske, politiske eller seksuelle mindretal. Opfindsomheden er stor.
Fascisme er båret af en fortælling om forfald: Engang var vi i en tilstand af lykke, men den blev ødelagt af en sammensværgelse mellem vore indre og ydre fjender. 1920’ernes fascister havde deres mytiske fortidsriger, som de ville genskabe i herlighed og glans. Og det kan gøre nærmest fysisk ondt at høre nutidens rablen om tilbage-til-fortiden: Før forræderi ødelagde storheden. Demagoger vil gøre USA »stort igen«. Og Rusland og Kina og Ungarn og Tyrkiet. Smerten bliver ikke mindre af, at samme selvhævdende nostalgi har grebet to lande, man førhen har kunnet se som forbilleder: Israel og Storbritannien.
Selv her i landet huserer en politisk usund fortidslængsel. Dansk Folkeparti har i årevis kørt med paroler om »Gamle Danmark« og »Giv os Danmark tilbage«. Og nu lufter statsminister Mette Frederiksen drømme om en tilbagevenden til det socialdemokratiske Danmark under Anker Jørgensen. De fleste, der har levet i den tid, vil ikke huske den som en glansperiode: Anker vaklede fra krise til krise, mens Mogens Glistrup og hans højrepopulister fik fodfæste. Danmark gled mod bankerotten.
Voldsparat
Politisk ekstremisme passerer klart grænsen til fascisme, når den viser vilje til at anvende vold, enten gennem private militser eller overdreven anvendelse af statens tropper.
Det er alarmerende, når USA’s præsident Trump lader væbnede styrker nedkæmpe lovlige demonstranter og samtidig opfordrer private militser til indsats i forbindelse med valget den 3. november. Skammelig er også Israels magtanvendelse mod palæstinensere – og passivitet over for bosættergruppers selvtægt.
Et yderligere træk ved fascisme er dens afsky ved søgen efter sandhed om denne verdens indretning. Fascisme bygger på mytiske forestillinger og vil derfor ikke konfronteres med kendsgerninger. Nazisterne talte hadefuldt om de demokratisk sindede tyske aviser som »Die Lügenpresse«. Kun få vil have svært ved at genkalde sig det nutidige fremmedsprogede ord for en tilsvarende foragt for frie og kritiske medier.
Vi må se det i øjnene, som det er. Fascisme er ikke bare en gifttønde på historiens losseplads. Den rinder og risler omkring os. Vi skal være vagtsomme over for dens fremtrædelsesformer. Men jo altså heller ikke se den dér, hvor den ikke er.
Det var urimeligt, at Sandy kaldte Lyndon B. Johnson fascist. Johnson havde arvet en rædselsfuld krig, som hans frygt for USA’s højrefløj afskar ham fra at gøre en ende på.
Johnson var en tragisk politisk skikkelse. Men ikke fascist.
Nazisterne glorificerede fortiden. Fascisterne var derimod futurister og modernister.
https://www.wired.com/story/italy-futurist-movement-techno-utopians/
https://artmejo.com/how-italian-futurism-influenced-the-rise-of-fascism/
Progressivisme er romantiseringen af "fremskridt", hvor "fremskridt" ikke er andet end tidens modefænomener. Det er en filosofi hvis mål er at fremstå som "fremskridtet", at associere de forskellige (og skiftende efter tidens modeluner hvad end det er eugenisk raceteori eller kritisk raceteori) modeluner med "fremskridt". Som om tiden selv havde en slutning, som om historien havde et mål, som om historien er lineær, og at de der ikke passer ind i ideen om "fremskridt" er de tilbagestående og "middelalderlige". At de ikke er "nået så langt i deres udvikling" som os - som er forkant med historien.
Fascismen er på genmarch fordi racetroen er ved at blive normaliseret af den amerikanske og danske progressive middelklasse når de kalder danskere for "hvide danskere", "brune danskere", og lign., samt af den ekstreme højrefløj der altid har troet på racemyterne. Og den er på genmarch i USA fordi amerikanernes uddannelsesniveau er chokerende ringe, så de er simpelthen lette at narre.
David Rehling skriver:
"Først og fremmest bygger et fascistisk verdenssyn på antagelsen af forskel i menneskers værd: Der er nogle, der født til at herske. Og der er nogle, der er er mindreværdige, og som derfor skal undertrykkes eller det, der er værre. De mindreværdige kan være uighurere, jøder, kristne, muslimer, folk med anden hudfarve, etniske, politiske eller seksuelle mindretal. Opfindsomheden er stor."
Det er så sandt, som det er sagt. Blot kan man som en tænkende sjæl ikke lade være med - i det mindste forsøgsvis - at udskifte begrebet 'fascisme' med begrebet 'meritokrati' i Rehlings tekst.
En bid af teksten tager sig så således ud:
"Først og fremmest bygger et meritokratisk verdenssyn på antagelsen af forskel i menneskers værd: Der er nogle, der født til at herske. Og der er nogle, der er er mindreværdige, og som derfor skal undertrykkes eller det, der er værre.."
Hvad David Rehling beskriver som fascistisk i én bestemt sfære af virkelighed, anerkendes tilsyneladende som værende ret og rimeligt i en anden sfære. Med mindre David Rehling da i grunden finder det urimeligt, at den stakkels sjæl som rengører gulvene og tømmer skraldespandene på Informations redaktion, ikke tillægges samme værd som en David Rehling selv..
Ord er taknemmelige, de tilpasser sig snart sagt ethvert formål. En David Rehling vil således med fuld ret kunne hævde, at Dagbladet Informations rengøringsassistenter jo slet ikke undertrykkes, ej heller rangerer under ham selv, sådan udmålt i værd. En fortælling han kan tage med sig hjem til sin utvivlsomt velsignede bolig, polstret som den er med kapitalpension og friværdi..
Men værd udregnes i et kapitalistisk system alene i form af købekraft. Intet andet har håndgribelig værdi: Alt det andet - den konferencerende småsludder hen over pindemadder og morsomt underproportionerede champagneglas - er blot skyklapper for et virkelighedsangst og selvfornægtende klientel af 'meritokratiske vindere'..Skåltaler!
Måske der findes en form for snigende, underminerende Fascisme, som ikke åbenlyst ifører sig armbind og brune uniformer? Kan man forestille sig en samfundsorden, hvor 'fascisterne' allerede er ved magten, blot er de selv slet ikke selv bevidst om det?
Ord er taknemmelige, de tilpasser sig snart sagt ethvert formål..Lidt ligesom et menneskes forestillinger om sin egen retfærdighed..
Fascisterne glorificerede både muskuløse maskiner OG alt hvad der havde at gøre med det gamle Rom. Konsekvens er ikke en fascistisk kerne-dyd.
Der er en interessant samtale at have omkring problemer med fremskridtsdyrkelse, men at sætte lighedstegn mellem socialt progressive og så fascister fordi futurisme, det er altså ikke videre seriøst. Og hvad angår "brune" og "hvide", så handler det om at anerkende den sociale virkelighed for at kunne håndtere og ændre den. Hvis vi i selvgodhedens navn opdyrker farveblindhed, nægter vi os selv muligheden for at agere i forhold til de problemer, som ikke er forsvundet af sig selv (og ikke gør tegn til at ville gøre det).
Fascismen er en markant mindre trussel mod friheden i dag end den ytringsfrihedsundertrykkende venstrefløj med dens mange, mange forbud og mange ømme følelser der til enhver tid skal tages hensyn til. Det er derfra det liberale samfund bliver afviklet og det er der intolerancen har til huse i dag.
@Troels Ken Pedersen
Problemet med progressivister er ikke hvad de går ind for - det har jo været vidt forskelligt hvad der har været italesat som "fremskridt" de sidste 100 år. Fejlen ligger i hvilken ramme, hvilken fortælling, hvilke motiver man har for forandring. At dyrke Fremskridtet, med stort F, i bestemt ental, er som at dyrke Godheden. Alligevel vil de fleste nok synes det var absurd at kalde sig selv "godist". Akkurat som at alle er uenige om hvad "det gode" er, er der forskellige ideer om hvilke forandringer der er fremskridt, og hvilke der ikke er. Tag antiracisme. Det italesættes af og til som progressivt. Jeg går dog ind for det alene for sin egen skyld, ikke fordi jeg tror det har noget med det gloværdige Fremskridt at gøre. Ligestilling ligeså.
Og jeg kan anerkende "den sociale virkelighed" som racismen er, uden at give racisterne og racialister ret, Troels. Racetro kan anerkendes som at eksistere, uden at man skal anerkende validiteten af dets indhold. Hele formålet med antiracisme er at udslette racetro, at tale de vrangforestillinger gamle, europæiske racister opfandt for at kategorisere dem de ville undertrykke, imod. At anerkende at racetro har reel, skadelig indflydelse i verden skal anerkendes, men modargumenteres. Og spredningen af yderligere racetro, skal naturligvis bremses i opløbet. Afrikanere, europæere og asiater skal ikke tro at deres hudfarve har så stor vigtighed som den racister tror den har, som race-videnskaben ville give den.
Det er for sent, tror jeg, at vikle amerikanerne ud af deres racetro. Desto stærkere grund til at os europæere, afrikanere og asiater bevarer det ikke-raciale syn på os selv.
Hvis man som David Rehling kan huske så langt, så har man også oplevet, at Erhard Jacobsen blev kaldt fascist. Det var han ikke, men meget andet. Han var eksponent for noget, som er karakteristisk for den danske offentlighed, proportionsforvrængningen, men han var også en hensynsløs mand, som ikke veg tilbage for fordummelsen. For at få vælgere, sagde han eksempelvis, at kratluskere bare var et andet ord for antikapitalister, og det var han ikke sluppet af sted med i dag. (Måske skulle Bjørn Pedersen overveje, hvor Jacobsen placerede sig på skalaen regressiv - progressiv.)
Muhammed-tegningerne er et sjældent eksempel på det modsatte, men landets lidenhed er forklaringen på, at de mere eller mindre forstyrrede diskussioner, der vender tilbage med samme regelmæssighed som lavtrykkene fra vest, ikke gør nogen særlig skade i resten af verden.
Man bagatelliserer den notoriske fascisme ved at bruge betegnelsen om nogen, som ikke er det. Blandt dem, som vitterligt er det, er ydre kendetegn i påklædning og i voldsforherligelse derimod almindelig. Så er der dem, som forsøger at tilsløre fascistiske tendenser, og her kan man kigge på partiledelsen i Alternative für Deutschland. Det har den længe gjort men uden held, for partiet er ved at gå i opløsning i stridigheder mellem fascister og de øvrige, der blot er stokkonservative. Et nyt case for Pedersen et al.
"Måske der findes en form for snigende, underminerende Fascisme, som ikke åbenlyst ifører sig armbind og brune uniformer? Kan man forestille sig en samfundsorden, hvor ’fascisterne’ allerede er ved magten, blot er de selv slet ikke selv bevidst om det?"
Fascismen er kendetegnet ved dyrkelsen af en stærk, autoritær leder, som repræsenterer et tæt samarbejde mellem stat og erhvervsliv, hvis politikker under idylliserende paroler finder støtte blandt småborgere og proletarer - bl.a. ved henvisning til ydre fjender.
Hvis vi sammenligner med vore dages vestlige demokratier, finder vi visse paralleller til fascismen; de stærke ledere dyrkes, konkurrencestaten dyrkes, fjendebillederne dyrkes. Og befolkningerne er i vid udstrækning sat fra reel indflydelse af bureaukrati, høje magtdistancer og en stærk ulighed.
@Bjørn: At tro på racistisk undertrykkelse som relevant og reelt socialt eksisterende kategori, og så at tro på det biologiske racehierarki og racernes essentielle egenskaber er simpelthen for langt fra hinanden til at det giver nogen meningsfuld mening at sætte et lighedstegn mellem dem i en grad som kan retfærdiggøre at stemple de progressive som fascister. Og de progressive mangler helt den militarisme som er et kerneelement af fascisme. Der er kritiske diskussioner at have om venstre-progressivisme, men at det er fascisme aint it.
Ulla Nygaard, du har ret i, at konstante løgne om venstrefløjen er med til at fremme
fascismen.
@Troels
Jeg stempler ikke progressive som fascister. Jeg siger at de deler et romantisk/idealiserende syn på fremtid og fremskridt, samt dyrker race i samme grad - og ikke som noget de kæmper imod. Fremtidsidealiseringen er tiden som lineær fortælling, at Historien med stort H bevæger sig i en særlig retning (sjovt nok den retning man er tilhænger af). Eugenikken blev også af datidens progressive italesat som "fremskridt", global neoliberalisme ligeså.
Progressivismens overlap med fascisme i dag, er også racetroen som tidens fascister jo dyrker og længe har dyrket. Progressive mangler rigtig nok samme grad af militarisme, man som sagt er min kritik ikke at de *er* fascister.
Jeg kritiserer de problematiske lighedspunkter uden at gøre mig illusioner eller føle behov for at sige at det er det samme. For mig er det der gør fascisme til en trussel netop den - for nogle - forførende fortælling om et storslået narrativ, en fortælling man placerer sig ind i, hvor man er på Fremskridtets side. Og alle andre er de primitive og tilbagestående. Og en fortælling om verden som inddelt i et racehieraki med en herskerrace og de undertrykte racer. Fascisterne vil være stolte over deres racestatus. Den progressive racetænker føler skyld. Begge tror dog på samme myte om race og hierarki.
"Ifølge Matthew Lions skal fascisme ses som en ekstrem højreorienteret ideologi med fokus på nationen eller racen, som det organiske samfund der overgår alle andre loyaliteter.
For fascisterne blev kampen mod individualisme og moralsk forfald en essentiel del af ideologien, hvormed en spirituel revolution var ønsket.
Samtidig blev der indledt en kamp mod alt, hvad der kunne true det organiske fællesskab.
Fascismen er typisk populistisk idet den søger at aktivere folket i kamp mod fjenden.
Samtidig er den også elitær idet den etablerer en maskulin fører.
Fascismen søger at undertvinge alle dele af samfundet til dens ideologiske vision gennem en totalitær stat.
Både som bevægelse og regime søger fascisme at bruge masseorganisation til at integrere og kontrollere samt anvende organiseret vold til undertrykkelse.
Antisocialisme er en vigtig del af fascismen, hvor der, i ordets bogstaveligste forstand, bliver slået hårdt ned på socialister, der repræsenterer det nye og frihed og lighed."
(Wikipedia)
Det burde skrives med fed skrift at Anker Jørgensens tid ikke var nogen glansperiode at huske tilbage på!
Skønt manden var uhyre sympatisk og havde en vid horisont der vist ville komme i knibe i dagens S-top.
Der står mennesker bag fascismen, men talentmassen i det brune partis kerne var begrænset, og der var brug for forvaltere i det tredje rige, ekceptionelt talentfulde mennesker som Speer, Krupp og Schacht. Uden dem var det ikke kommet til folkemordet. Hvilken rolle forvalterne spiller demonstreres aktuelt til fulde af de problemer, Trump og Johnson har med at håndtere pandemien.
Fascismen er anti-socialistisk og den har et autoritært menneskebegreb. Derfor er den imod diversitet, intellektuelt, kunstnerisk og på alle mulige andre måder. Uniformen er den rigtige beklædning, for individer er små hjul i det store nationale, folkefælleskabslige, og militære maskineri, og det fungerer bedst, hvis folk har forstået, at de har fået en ordre, der skal følges. Interessant nok har mange af de "små hjul" i folkemordet netop forsvaret sig med det argument.
Vender man alt dette om, har man Forbundsrepublikkens selvforståelse, og Grundlovens §1 starter da også med en erklæring om, at menneskets værdighed er uantastelig. Det er den ikke i fascismen.
Denne franske dokumentar viser - som et stille udfoldet chok - hvor dybt rodfæstet fascismen var og er i det amerikanske samfund :
https://www.dr.dk/drtv/serie/historien-om-ku-klux-klan_-de-kutteklaedte-...
@Bjørn: Du har ganske enkelt faktuelt uret i at progressive i almindelighed tror på "myten" om racehierarkiet. Vi tror på at andre tror på at andre tror på det, og at de troendes opførsel har nogle reelle, sociale konsekvenser som fortjener aktiv håndtering. Det er ikke det samme. Ret meget af den skyld som folk går i panik over er i øvrigt ikke en progressiv sag, men andres gåen i panik over afblæsningen af tidligere tiders forherligelse af kolonialismen.
(Jaja, jeg har mødt reelt venstreorienterede som svælger i skyld og pisker sig selv med krabasker, og jeg har læst tekster af sorte som opererer med et omvendt racehierarki ganske modelleret over det traditionelle med de hvide på toppen, men her er tale om ganske marginale grupper som er meget mere fremtrædende i ikke-progressives skrækforestillinger end på den reelle venstrefløj.)
Freddie Vindberg. Du synes ikke at ytringsfriheden har det hårdt på venstrefløjen i dag? Voldsparate antifa stiller gerne op til no platform demonstrationer alt imens ytringsfriheden presses ud af uddannelsesinstitutioner af krænkelsesparate kultur-krigere der er 100% intolerante over for dem de anser som selv værende intolerant. Det måles naturligvis subjektivt efter de mest højrøstedes vurdering hvad der så er intolerant.
http://justitia-int.org/wp-content/uploads/2017/11/Analyse_Ytringsfrihed...
“Fx mener unge amerikanere – og i højere grad demokrater end republikanere – i stigende grad, at ytringsfriheden bør begrænses, når det gælder ytringer, der er krænkende over for minoriteter og udsatte grupper. Det har ført til voldelige episoder, hvor studerende med magt forsøger at forhindre talere, hvis ytringer de ikke bryder sig om.“
No platform censur kommer også fra venstre. Folk med holdninger bestemme grupper ikke bryder sig om skal chikaneres og stoppes fysisk i stedet for at blive modsagt at moddebattører.
https://de.reuters.com/article/us-lloyd-speech-commentary/commentary-wha...
Anker Jørgensen havde det vist ikke let. Hvad man skal med fjender, når man har venner som Thomas Nielsen, Poul Nyrup og Svend Auken.
https://www.information.dk/indland/2015/04/lo-forpestede-anker-joergense...
Fascismen og nazismen er også altid småborgerlige bevægelser, hvor den kårne fører, der skulle være det ypperste menneske, som regel viser sig at være en charlatan og døgenigt, der ikke har andet end ordet i sin magt. Det ses i diverse populistiske bevægelser, på tysk det 'Völkische' på dansk det 'folkelige' i en Krarupsk forstand, altså nærmest en platonisk idealistisk idé om noget dybere end den folkelighed, der kommer til syne i virkeligheden.
"Det var urimeligt, at Sandy kaldte Lyndon B. Johnson fascist. Johnson havde arvet en rædselsfuld krig, som hans frygt for USA’s højrefløj afskar ham fra at gøre en ende på."
Johnson gennemførte ganske rigtigt vidtgående sociale og racemæssige reformer. Arven efter JFK. Han kan ikke betegnes som fascist men han eskalerede Vietnamkrigen. Var Kennedy ikke blevet myrdet var det måske gået anderledes.
Robert McNamara der var forsvarsminister under Kenedy og Johnson endte med at blive gået på grund af Vietnamkrigen. Johnson var under indflydelse af den til alle tider oppiskede frygt for "the red scare" og fortsatte i den Kolde Krigs spor men han endte med kort tid derefter at træde tilbage og undlod at genopstille. Det var en håbløs krig, umulig at vinde hvilket var klart allerede i 1967. På det tidspunkt var ca. halvdelen af det totale tab af amerikanske soldater en realitet. Nixon fortsatte krigen og fordoblede antallet.
McNamaras Lesson no. 1: Emphazise with your enemy. Sæt dig i fjendens sted. Det gjorde de under Cubakrisen som kunne have endt i en atomkrig. Havde amerikanerne gjort det samme i forhold til Vietnam ville der måske slet ikke have været en vietnamkrig. Hvilket bliver smerteligt tydeligt for McNamara i baglysets ulidelige men klare skær.
Errol Morris har lavet dette fantastiske interview med McNamara som ser tilbage på sin militære og politiske karriere. Verden ifølge McNamara.
The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara
https://archive.org/details/TheFogOfWarElevenLessonsFromTheLifeOfRobertS...
Og "the red scare" kan vel også ses som et element i fascismen. Men ikke nok til at definere en sådan.
Adskillelse af de rige i enklaver, og de fattige i Ghettoer. De fattige presses i hundrede-tusindtal ud af storbyerne og de ressourcestærke tiltrækkes. Apartheid skabt ved mere ulighed. Lyder det genkendeligt?
Dyrkelse af religions-apartheid ved hjemsendelse af to tusinde fra minoriteter hvert år. Indhegning af børn i fangelejre. Lyder det genkendeligt?
Kald det fascisme, nazisme eller et helt tredje, den moderne fascisme er en del af enhver magt, og de har lært af alle ismer. Alle nulevende politikere har læst historie og kender alle kneb, de lyver og bedrager for selv at blive en del af overklassen. De har overladt magten til ejerne af virksomhederne. Lyder det genkendeligt?
Vi står imidlertid i en lidt anden situation end tidligere hvor fascismen kom til magten ved en symbiose mellem staten (den glorifiserede stærke mand) og stærke nationale/regionale kapitalkræfter.
Verden er blevet globaliseret og det er de kapitalkræfter / interesser som vil financiere et fascistisk styre også. Det drejer sig om nu om transnationale selskaber. Det er de globale finansielle markeder og de globale investorer som dikterer politikken. Og der er stor risiko for at de økonomiske interesser især vil have øje for militær-industrien, overvågnings og de politimæssige områder, hvad enten disse udføres i offentlig eller privat regi når de skal investere deres mange penge og sikre sig et udbytte.
Årsagen er at kapitalen nu er koncentreret på så få hænder at det efterlader de 80% af befolkningerne uden nævneværdig købekraft, og det er selvfølgelig et problem når man skal have afsat sine produkter i et kapitalistisk system. Der er behov for at finde nye steder hvor pengene kan yngle.
Ulighed og klimaændringer skaber grundlag for mere social uro og konflikter rundt om i verden som tillige skaber flygtningestrømme som skal holdes nede, interneres osv. men som netop kan befordre et økonomisk boom for investorer i de pågældende industrier.
https://theanalysis.news/interviews/the-global-police-state/
At Fascismen ikke er en uddød størrelse er ikke nogen nyhed.
Den trives i mange lande/områder hvor de få dominerer de mange og de fremmede.
Ret beset vel mest i de muslimsk dominerede lande hvor importeret arbejdskraft og anderledes troende betragtes som mindreværdige.
@Troels Ken Pedersen
"Du har ganske enkelt faktuelt uret i at progressive i almindelighed tror på "myten" om racehierarkiet. Vi tror på at andre tror på at andre tror på det, og at de troendes opførsel har nogle reelle, sociale konsekvenser som fortjener aktiv håndtering. Det er ikke det samme. Ret meget af den skyld som folk går i panik over er i øvrigt ikke en progressiv sag, men andres gåen i panik over afblæsningen af tidligere tiders forherligelse af kolonialismen."
Hmm, trods frygt for tab intellektuelt og socialt ansigt, må jeg vist medgive at jeg godt kan have overvurderet antallet og indflydelsen på af dem du beskriver i din parentes. Tomme tønder buldrer som bekendt mest, og jeg er vist ikke så... *host*...vis og ophøjet, at jeg ikke kan falde for historier om ekstremer, der ikke er så repræsentative som visse medier prøver at gøre dem til.
Faktisk falder jeg nok af og til i den samme fælde, som er en af mine andre kæpheste: At man udleder af kulturpåvirkning fra USA, at deres kultur og kulturfænomener er udtryk for "vestlig-universelle (som i foregående i hele den såkaldt vestlige verden) kulturfænomener. Og dermed også at samme grad af racetro eksisterer blandt danske progressive.
Information har bragt tilpas mange debatindlæg og artikler hvor den danske befolkning bliver delt op i "hvide danskere" og "brune/sorte danskere". Ud af det udledte jeg, pga. Informations og debatindlæggene enten eksplicit erklærede progressivisme, eller sprogbrug hentet fra den amerikanske pseudo-samfundsvidenskab, at tendensen blandt danske progressive var at den bevægede sig i en mere amerikansk-inspireret retning.
Eksposition er dog ikke lig repræsentation, så mine deduktioner kan sagtens være forkerte. Jeg vil altid mene at begrebet "hvid dansker" (og andre farve-danskere) er en både racisme-indbydende og en trist "afkulturisering" af vores kultur som europæere, afrikanere og asiater. Det vidner for mig om kulturelt mindreværd at kalde sig for "*farve* dansker". Det er kultur/værdier. Hudfarve skal ikke være relevant og det er en farlig trend at dyrke, i betragtning af hvordan det amerikanske samfund er kommet til at se ud. Derfor er jeg glad for at læse når du skriver:
"Vi tror på at andre tror på at andre tror på det, og at de troendes opførsel har nogle reelle, sociale konsekvenser som fortjener aktiv håndtering." Helt enig i dette. Jeg er langt hen ad vejen enig i det meste nutidens progressive for tiden kæmper for og imod. For mig er de forskellige "mærkesager" dog led i et spørgsmål om retfærdighed og/eller nødvendighed, og ikke fordi jeg tror på at disse mærkesager har noget, eller skal anses som havende noget med "fremskridt" at gøre.
Men tak for at du bringer mig i tvivl, Troels. ;-P Jeg må vist hellere prøve at opsøge danske progressive stemmer mere end bare historierne om ekstremerne. For nu at bringe det i perspektiv til emnet, så er det jeg selv har set fra online-fascister i øvrigt netop at de lever i de der bobler af historier om onde "kulturmarxister", hvor de kun får historier fra ekstremerne og hvis de ikke har fået deres dosis af skræmmebilleder, så finder de enten på nogle eller misforstår andre.
Så jeg føler mig ikke særlig fascistisk lige nu. xD
Dokumentaren The Fog of War finde vist også et eller andet sted på nettet, måske på Youtube?
Jeg har set den for år tilbage :) - det er en virkelig meget gribende dokumentar, hvor McNamara netop er i stand til at reflektere ift. Vietnam og det han NU! (i dokumentaren) kalder for en befrielses-krig, fordi han efter sit lange liv netop så, at vietnameserne kæmpede for at komme fri af det franske herredømme, som amerikanerne i 1780'erne, kæmpede for at komme fri af det britiske overherredømme....
Når nogen f.eks. skriver det her:
"Johnson gennemførte ganske rigtigt vidtgående sociale og racemæssige reformer. Arven efter JFK. Han kan ikke betegnes som fascist men han eskalerede Vietnamkrigen. Var Kennedy ikke blevet myrdet var det måske gået anderledes."
så må jeg simpelthen protestere!
JFK hadede kommunister mere end noget andet, han var dybt betænkelig ved de sorte african-americans marcher, og krav om reel lighed i USA! med hvide osv.
Og havde JFK levet, så havde han ført USA endnu dybere end i Vietnam-krigen! havde han - der er ingen grund til at tro noget andet!
Og ja, allerede i 1966-1967 stod det klart, at USA ikke kunne vinde krigen i Vietnam, af forskellige årsager, bl.a. fordi ser det ud til, at Kina støttede Ho Chi Mihn - militært mv. - og fordi amerikanerne var så tåbelige, og ja, det mener jeg, at kæmpe om en lille høj i 2-3 dage uden at der kom noget ud af det; og så fordi USA undervurderede et folks kamp for frihed - et folks kamp for at være sig selv, bestemme selv, og kaste alle imperialister ud af landet....!
Karsten Aaen, gav Kennedy, som i øvrigt havde været en stærk støtte af intervention i Vietnam, ikke i 1963 ordrer som havde til formål at bremse den amerikanske krigsopbygning i Vietnam og afvikle den i faser? Så vidt jeg ved er der en vis dokumentation for dette - og denne artikel har en ret kvalificeret diskussion af emnet: http://bostonreview.net/us/galbraith-exit-strategy-vietnam