Kommentar

Fokus skal være på barnets trivsel og ikke på ligestilling, når samvær afgøres

I 12 år har vi eksperimenteret med at fokusere på forældres ret til samvær, men i 2019 ændrede loven fokus til barnets trivsel, hvilket er det fornuftige. Alligevel kører medierne løs med artikler, der kræver fokus på forældrenes rettigheder tilbage, skriver familieretsadvokat Vivian Jørgensen i dette debatindlæg
17. oktober 2020

Debatten om samvær er kørt af sporet i medierne. Kronikken i Information den 12. oktober, »Fædre skal ikke behandles som andenrangsforældre af systemet – det må høre fortiden til«, illustrerer problemet: Fokus er på faderen i stedet for på barnet. En debat med det fokus er så forfejlet, at det er på tide at få sandheden frem.

Sandheden er, at systemet skal følge gældende love, og at loven nu kræver fokus på barnet. Lovens tidligere fokus var på fædres eller mødres rettigheder eller ligestilling, men det fokus er nu forladt. Hvor lovens hovedhensyn fra 2007 til 2019 var »samvær og samarbejde«, er lovens hovedhensyn nu barnets trivsel og beskyttelse.

Folketinget genindførte fokus på barnet pr. 1. april 2019. Lovens tidligere fokus på forældrerettigheder, som var indført som et eksperiment pr. 1. oktober 2007, blev forladt, da erfaringerne gennem 12 år med fokus på »samvær og samarbejde« viste, at det fokus ikke var til barnets bedste.

Børn, som havde mest brug for beskyttelse, fik ikke den beskyttelse, de havde brug for. Nærmest alle børn fik samvær, hvis forældrene var uenige, og en forælder ønskede samvær. Fokus var på opretholdelse af en forælders forbindelse med barnet frem for på at beskytte barnet mod en forælders voldelige adfærd, misbrug eller store psykiske problemer.

Samfundet er interesseret i, at ethvert barn får en god barndom, også med uenige forældre. Det får barnet kun, hvis systemet holder lovens fokus på barnets beskyttelse og trivsel. Myndighederne skal ikke mere fastsætte samvær, hvis samværet ikke gavner barnets trivsel. Det er farligt for et civiliseret samfund, at nogle fædre i medierne i årevis har forsøgt at få fokus væk fra barnet og over på sig selv. Det undergraver børns rettigheder. Barnet kan kun få den bedst mulige barndom med de biologiske forældre, som barnet nu engang har, hvis systemet sikrer, at lovens fokus på barnet bruges i praksis.

Søger en forælder nu om samvær eller opretholdelse af forbindelsen med barnet, kræver loven, at myndighederne ser på alle de forhold, som har betydning for barnets trivsel, også på hver forælders adfærd og deltagelse i opfyldelsen af barnets behov, på barnets særlige forhold og tilkendegivelser.

Kun ud fra en samlet vurdering af alle de forhold, som har betydning for netop det barns trivsel, kan det afgøres, om det vil gavne barnets trivsel at opretholde forbindelsen med en forælder, ved at myndighederne fastsætter samvær. Et fastsat samvær giver ret til at få barnet udleveret med tvang, hvis barnet ikke frivilligt udleveres.

Samvær gavner ikke altid

Samvær kan ikke automatisk fastsættes ud fra biologisk tilknytning. Børn har brug for tryghed, stabilitet, medindflydelse, kærlighed og forståelse. Både forældre og børn har forskellig adfærd og behov. Det enkelte barns forhold må vurderes ud fra netop det barns livssituation.

Barnet skal ikke hives og flås i fra hver side af uenige forældre. Barnet kan kun få ro, hvis myndigheder bruger det rigtige fokus og sikrer, at barnet får sine basale behov opfyldt.

Barnet har brug for en fast base, når forældrene har store uenigheder om barnet. Basen skal være hos den forælder, som bedst kan opfylde barnets behov, uanset køn. Barnet skal have forbindelse med den anden forælder, medmindre forbindelsen ikke er til gavn for barnets trivsel. Barnets trivsel skal vælges først – frem for en forælders behov.

Behovene er ikke sammenfaldende i en familie med en forælder, som har voldelig adfærd, store psykiske problemer eller et misbrug af stoffer eller alkohol. Når en forælder har valgt at opfylde egne behov frem for barnets basale behov, gavner det ikke barnets trivsel med samvær.

Erfaringerne har vist, at det er bedst for barnet, hvis dets behov er i fokus i en lov om barnets forhold. En forælder kan opleve sig dårligt behandlet, nu hvor fokus er på barnet, men ligestilling af forældre i en sag om barnets forhold hører fortiden til.

Omstilling af en praksis, som har varet gennem mere end 12 år, kan tage tid. Det hjælper ikke på omstillingen, at medierne fortsat bringer artikler, som kræver det afskaffede fokus på forældrerettigheder tilbage. Det ville være givende med en debat i medierne om erfaringer med systemets brug af det nye fokus på barnet, her halvandet år efter det nye fokus trådte i kraft.

Min erfaring er, at fokus på opretholdelse af barnets forbindelse med begge forældre stadig i mange sager prioriteres højere end barnets trivsel.

Vivian Jørgensen er familieretsadvokat og har tidligere arbejdet som offentlig anklager og konstitueret dommer og foged.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Ete Forchhammer
David Zennaro og Ete Forchhammer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

På et tidspunkt, når barnet er 12 år? må barnet selv bestemme; sådan har det i hvert fald været dengang det var forældrenes behov der blev prioriteret højst.
Har man undersøgt hvem de store børn så vitterligt valgte at være mest sammen med, valgte at ha’ som fast base? Blev nogle kontakter fastere eller løsere af at tvangen ophørte?

Det er simpelthen det mest fornærmende og kønsdiskriminerende, jeg længe har læst. Hold da op. Konklusionen i artiklen er, at børn ikke skal være sammen med deres fædre, fordi fædrene er fysisk eller psykisk voldelige?

Læs det oprindelige oplæg af Birklund Andersen. Hans pointe er, at fædre regnes for mindre værd end mødre: "Manglen på ligestilling i det familieretlige system er udtryk for en grov underkendelse af farens værdi som forælder. Det er ulykkeligt og direkte dumt, at et samfund ikke byder den ressource, som fædrene udgør, velkommen i børnenes liv."

Når 86% af delebørn bor hos deres mor, så skyldes det jo ikke, at skilsmissefædre er til skade for deres børn, og det er dybest set, hvad Vivian Jørgensen synes at påstå i sit svar. Der undgås i hvert fald fuldstændig at gå i rette med hovedproblemet i det oprindelige debatindlæg:
Et barn har lige så meget brug for sin far for som sin mor, men det synes familieretten ikke.

Peter Gammeltoft, Ulla Nygaard og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Vivian Jørgensen skriver under påskud om bekymring omkring barnets trivsel men i virkeligheden er det ét langt angreb mod børns ret til at have to forældre og at have samværd med deres far. Alt hun skriver har efter min mening til formål at sikrekvinder ejerskab over deres børn til enorm skade på barnet.

Ét kig på Familieretshusets ledelsesdiagram og man forstår prompte hvorfor 86% af delebørn bor hos moderen:

https://familieretshuset.dk/om-familieretshuset/organisation/organisatio...

Nu vil jeg nødigt antage kønnet ud fra navnene men lad os bare fastslå at Folketingets mål om mere kønslig ligestilling på ledelsesniveau ikke gælder Familieretshuset.

Hvordan i alverden kan Familieretshuset udbetale 85.967 kr. i resultatløn til Annette Hummelshøj på baggrund af delmål som punkt 1.4 a) at 20% af forældrepar skal erklære sig “enig” eller “helt enige” i at de efter et forløb har et bedre samarbejde end før forløbet? Hun får altså bonus for at 80% af forældreparene intet får ud af forløbet eller får et dårligere samarbejde deraf? Det er intet mindre end en skandale. Hun bliver i forvejen aflønnet efter statens lønramme 39 eller 40 som giver hende ret til 712-796.000 kr. årligt. Hvordan kan man forsvare “resultatløn” når resultatet er så ringe og kønsfordelingen helt til grin?

https://familieretshuset.dk/media/1413/2020_frh_resultatplan.pdf

https://dm.dk/din-loen/loenstatistikker-og-loentabeller/statsansat/leder...

Peter Gammeltoft

Ingen kan modsætte sig fokus på barnets trivsel. Men et sådant fokus kan selvsagt forvaltes på mange forskellige måder, med mange forskellige konsekvenser til følge. Egne og andres erfaringer viser desværre, at myndighederne generelt ikke formår at forvalte dette fokus.

Fx kan bopælsforælderen i dag frit bedrive samarbejds- og samværschikane uden konsekvenser. Den nye forældreansvarslov har, i myndighedernes fortolkning, ikke fokus på samarbejde og samvær men på barnets trivsel. Som debattøren skriver, er det sådan, at "systemet skal følge gældende love, og at loven nu kræver fokus på barnet". Samvær og samarbejde vedrører ikke længere dem, giver myndighederne nu udtryk for i disse sager - det gør kun barnets trivsel. Hermed udgrænses nogle helt centrale komponenter i barnets trivsel, samarbejde og samvær med begge forældre, altså fra myndighedernes ansvarsområde - med ødelæggende konsekvenser til følge.

Debatindlægget hviler desuden på en naiv forestilling om, hvad myndighederne reelt fomår, som desværre står i skarp modstrid med praksis. Er myndighederne gode til at vurdere, hvad der er bedst for barnets trivsel? Og er myndighederne gode til at varetage barnets trivsel? I rigtig mange tilfælde er svaret på disse spørgsmål desværre nej, og i nogle tilfælde grundet en manglende lydhørhed over for familierne og børnene selv.

Medarbejderne i den offentlige forvaltning på det familieretlige område er helt sikkert i almindelighed velmenende, men systemet er meget knapt på ressourcer, kompetencer og måske frem for alt på kontinuitet. Det primære fokus er ikke på barnets trivsel men på at begrænse ressourceanvendelsen og på at undgå iøjnefaldende skandalesager. Det er acceptabelt at begå små overgreb på et meget stort antal familier og børn mhp at undgå den ene store skandalesag, der kommer til mediernes underretning, lader til at være devisen.

Hvad kontinuitet angår, så når skiftende sagsbehandlere aldrig at erhverve sig det kendskab til familien eller barnet, der er en forudsætning for at kunne støtte barnets trivesel, selvom stabilitet og tryghed er netop centralt for børns trivsel, som debattøren selv skriver.

Et øget fokus på barnets trivsel må netop ikke, som debattøren forelår, ske på bekostning af et vedholdende fokus på den fundamentale rolle, som samarbejde og samvær spiller i børns trivsel. På dette punkt har myndighederne indtil videre fejlet.