Det frommeste ønske

Der er ikke mange, der siger det højt. Om nogle alligevel gør, udtrykker de det med formildende tilføjelser: Det rækker vel, hvis han bare bliver syg og ikke kommer sig før tidligst til jul. Man siger det ikke gerne ligeud. Pæne mennesker går ikke rundt og ønsker andre mennesker syge og døde – selv ikke afskyede politiske ledere. De skal bare forsvinde, så man ikke ser dem mere.

Men det er ikke uoverkommeligt at finde eksempler på uretoucherede dødsønsker over ledere, når folk eksempelvis i midten af forrige århundrede nærede fantasier om at sprænge Hitler til konfetti, eller gid han faldt og brækkede halsen, eller hans hund i et øjebliks klarsyn indså sin herre og førers grusomhed og bed halsen over på ham, frem for at leve for enden af monstrets hundesnor.

De fleste tilgiver bedste- og oldeforældres voldsdrømme om Stalin. Tænk om nogen puttede arsenik i blodhundens hvidkålssalat. Hitler ordnede det selv, da han i det totale nederlags stund var sikker på, at Tyskland gik med ham i afgrunden. Tilfredsstillende var hans unaturlige afgang næppe trods lettelsen over skuddet dybt i bunkeren – det burde jo være sket længe før.

I det liberale demokrati fantaserer kun de farligste tosser om politiske modstanderes død og ødelæggelse. Valget er altid maksimalt fire år fremme, hvor det er muligt at rydde ud i forsamlingen. Dette sker sjældent gennemgribende, men sender altid nogle ud i mørket, hvor de politisk set kommer af dage.

Champagnen lå parat

Drømmen om død er forbeholdt de forholdsvis få: tyrannen, den onde, den skruppelløse for hvem medmennesket blot er et redskab og et middel til at opnå tyrannens mål: fastholde magten og skrabe til sig.

Diktatoren kendes så at sige ufravigeligt ved grådighed efter alle livets forhold bortset fra indsigt og viden, men i topmålt grådighed efter magt og penge.

Det fortaltes før i tiden i Spanien, at når general Franco – diktator i mere end 30 år – sammen med konen Carmen ankom til deres hjemegn, plyndrede de simpelthen alle stedlige pels- og smykkebutikker. Landet var deres arv og eje, mente de, og skat betalte de selvfølgelig heller ikke. Det er også værd at bemærke.

I Madrids regimefjendske undergrundsmiljøer, hvor man altid frygtede det hemmelige politis natlige terror, havde en af kvinderne dengang i 1970’erne til stadighed champagne på is, som hun sagde. Det havde hun haft siden 1939, da fascisterne med Hitler og Mussolinis hjælp vandt borgerkrigen, og Franco i et blodigt slutopgør udråbte sig selv som enehersker.

Champagnen lå kun parat til at fejre hans død. Den indtraf i 1975. Mand til mand lød historien, at man havde fragtet den døende olding, kunstigt holdt i live med slanger og maskiner, til den hellige by Lourdes, for at underet kunne ske. På kanten af det helligste af alle hellige kar tippede man rullestolen og hældte diktatoren i vandet med et plask. Boblboblbobl, sagde det. Efter at have ventet en halv time hvor der ikke skete mere, løftede følget øjnene mod himlen og hviskede bevæget: Miracolo!

For fyrsten er det afgørende midt i svagheden at antyde sin mageløse styrke og vise sig for folket i understregning af, hvor magten beror og for at antyde selve fyrsteskikkelsens udødelige uanfægtelighed af alderens svaghed, sot og sygdom.

Hans krop, hvor sønderrevet den end måtte være af operationer eller ødelæggende vira og bakterier, er hellig. Takket være dette kostelige livs fortsatte beståen, besidder det levende legeme – om end på vågeblus – desuden styrkende og helbredende virkning på folket. Fyrsten afviser sygdommen, ligesom sygdommen bør afvises af folket ved fyrstens eksempel. Fyrsten lader sig transportere rundt blandt folket og vinker inde fra sin boble for at vise, at kroppen er i live og regimet intakt.

Et udueligt uvidende fæ

Da kong Frode Fredegod ifølge Saxo døde, fortav hans mænd dødsfaldet. De smurte tværtimod kødfarve i det døde ansigt, malede håret orange og udstoppede kroppen med vellugtende urter, halm og gamle aviser. Derpå kørte de det makabre epitafium rundt i riget for at berolige folket og vise, at den gode konge til alle tider ville være iblandt dem.

Nu kan man selvfølgelig også forestille sig, at de sendte det sminkede lig på rundtur for at forsikre alle borgere i riget, at kongen rigtigt nok var død, og de fremover kunne sove roligt.

Da Stalin fik et slagtilfælde, var der ingen det meste af den nat, der turde gå ind til ham. Dét døde han for alvor af. Men selv da han lå stiv og stille og havde ligget længe, frygtede medarbejderne, at det var et fupnummer, og at han blot ville trykprøve inderkredsens hengivenhed og fare op og myrde løs igen.

For Hitler og den slags typer gælder det ufravigeligt, at sygdom, skønt de selv er svagelige, overvægtige, forkalkede eller stofafhængige, er et svaghedstegn – kun noget, der rammer tabere og er foragteligt. Hitler lod sig fylde med narko og pepmedicin og var utvivlsomt alligevel død få dage efter datoen for selvmordet.

Diktatoren forlanger garantier for et langt liv, i det mindste et liv ved magten, så han aldrig skal stå til regnskab. Diktatoren gør sig derfor hellere til legemligt eksperimentarium og løber store risici trods sin egocenstriske dødsangst, snarere end at udsætte sig for risikoen for at tabe magten.

Uden den er han et synligt nul, et udueligt uvidende fæ, en flov forretningsmand, en malign, narcissistisk idiot, og hvad man med rette kan hæfte af betegnelser på historiens største skurke. Dem, man ikke behøver være et ringe menneske for at ønske hen, hvor peberet gror.