Georg Metz: Hykleri og anden småsvindel

»Danmark er et land, der har udviklet sin velstand, fordi vi er et fakta- og vidensbaseret samfund, hvor beslutninger træffes i det åbne rum og med en transparens, så kritiske røster kan udfordre dem.« Sådan skrev tidligere statsminister Lars Løkke Ramussen i en radikaliseret BT-klumme om regeringens coronaforanstaltninger.

Løkke Rasmussen har ret i, at man til stadighed bør kritisere øvrigheden.

For tiden lidt af en balancegang, eftersom myndighedernes dispositioner til stadighed afpasses af fagfolk i overensstemmelse med atter nye erkendelser. Dette må nødvendigvis relativere kritiske udsagn – også fra tidligere statsministre. Coronaen går sine egne veje; sygdommens langtidskonsekvens for dem, der overlever, er endnu ikke klarlagt. Videnskabelige afhandlinger og rapporter frigives tøvende, da det indlysende behov for hastværk i kampen mod tid og omkostninger – som arbejdet med en vaccine – forkorter eller forenkler normale forsigtighedsprocedurer. I kriserne i krisen har smitten det med at udvikle sig eksponentielt på grafernes lodrette streger. Det kendetegner sygdommens anden fase, hvor det er, som om virus har sat sig som mål at slå sygehusvæsnerne i stumper og stykker.

Statsminister Mette Frederiksen gik angiveligt til pressemøde denne gang en uge før planlagt; smittetallet var med ét steget foruroligende. Modforholdsreglerne har igen fået dekretets karakter. Myndighederne ser nu ind i slot og vrå, uhørt siden Christian 6.s pietistiske regime, ser de helt ind i familiefestlighederne, sætter grænser for omfang og varighed, samt forbyder indkøb af druk efter kl. 22.

Det er stærke sager.

Så vender man skråen

Højstemt sluttede Løkke Rasmussen sin klumme efter at have plæderet for at løbe risikoen for, at nogen dør frem for det mere kostbare at forsøge på at skabe større sikkerhed for alle: »Giv os folkestyret og demokratiet tilbage.« Det skrev han.

Kritikkens substans hos Løkke Rasmussen gik mest på usikkerheden om mundbinds effekt samt vrissen formodning om en stadig ubestemt grad af eventuel ny mere omfattende nedlukning af samfundet. Det, der for resten er ved at ske, eller allerede er sket i det øvrige Europa.

Men for nu at vende tilbage til eksstatsministerens første citerede udmelding om beslutninger, der træffes i transparens i det åbne rum: »så kritiske røster kan udfordre dem«.

Dér er det, man vender skråen: For hvordan var det nu eksempelvis, det forholdt sig med dansk deltagelse i Irakkrigen?

Hverken i den daværende krigsbeslutnings øjeblik ej heller siden truede Irak danskere på liv og helbred. Beslutninger angående borgernes sikkerhed var ikke påkrævede at træffe inden for dage og timer.

Hvordan var det med åbenhed og transparens? Hvordan stod det til med Løkke Rasmussens egen rolle som næstformand i Venstre og central aktør i den kreative Anders Fogh Rasmussens daværende regering? Hvordan forholdt det sig med de masseødelæggelsesvåben, som Løkke Rasmussens chef i slet skjult ambition om generalsekretærposten i NATO, bedyrede ikke var noget, han troede, Irak havde, men noget han vidste?

Og hvordan var det nu lige med tiden, der fulgte?

Efter regeringsskiftet, da Løkke Rasmussen første gang faldt, nedsatte de hidtidige oppositionspartier jo en kommission i folkestyrets navn med ønske om åbenhed og transparens i det åbne rum: en Irakkommission til efterforskning af krigsbegrundelsen og selve krigen.

Men var der så ikke også noget om, at Løkke Rasmussen som ny statsminister umiddelbart efter Helle Thornings valgnederlag som sin allerførste embedshandling vistnok nedlagde Irakkommissionen?

Hvordan var det, Lars Løkke Rasmussen, hvordan var det da med transparensen, det åbne samfund, demokratiet og folkestyret?

En kommissionsundersøgelse af hele forløbet – fra Fogh Rasmussens intime mountainbike-kammeratskab med præsident Bush til påstanden om masseødelæggelsesvåbnene, tilsidesættelsen af FN samt selve krigsbeslutningen og deltagelsen – kunne have været et grundlag for Rigsretten. Vi ved det ikke. Vi fik det ikke opklaret. Sagen er mørklagt. Løkke Rasmussen skulle ikke have nogen transparens og ingen åbenhed, ingen afklaring af, hvad der faktisk skete. Den dybere indsigt får vi formentlig aldrig, historikerne famler sig frem uden det materiale, kommissionen kunne have gravet frem under vidnepligt.

Politisk småsvindel

Nogen har kaldt Løkke Rasmussen en lille svindler. Hårde ord, der ikke skal gentages – vi er en pæn avis. Blot den konstatering, at et krav om total transparens i en stadig fortvivlende situation, uden nogen kender pandemiens veje, set i forhold til at landet hastigt gik i krig uden efterfølgende undersøgelse af vildledningen, foranlediger en ellers mild kritiker til at benævne den tidligere statsministers selviscenesættelse af egen demokratisk dyd i uklædelig illoyalitet mod sin efterfølger for politisk småsvindel.

Måske man som arkitekt og bygmester for Danmarks store strukturreform i sin tid også skulle gå lidt stille med dørene, når man vover sig flagsvingende ud i begreber som transparens, folkestyre og åbenhed. Folkestyret gik det så som så med, da reformens iværksættere for at spare og centralisere nedlagde amterne, minimerede landets kommuner i antal og saboterede det kommunale nærdemokrati med et brag trods dettes afgørende betydning for det nære samfund og uden skelen til likvideringen af udkantslandets lokale politiske repræsentation med påfølgende erhvervs- og eksistenskrise.

Kritiske røster advarede.

De fik et transparent søm at trutte i.