International kommentar

Internettet har ødelagt den offentlige samtale – sådan kan vi genskabe den

Onlinevirkeligheden er fattig på fælles mødesteder, og når vi ikke møder dem, der kan udfordre vores holdninger, falder det demokratiske fællesskab fra hinanden – der er brug for at befri de sociale medier fra kommercialisering og algoritmekuratering, skriver den britiske professor John Naughton i dette debatindlæg
I internettets første år var vi mange, der troede, det ville udvikle sig til at blive et virtuelt frirum eller en materialisering af Jürgen Habermas’ ideal for en offentlig sfære, hvor ’herredømmefri kommunikation’ finder sted. I tilbageblik lyder de profetier som vanvittige utopier, konstaterer den engelske professor John Naughton i denne kommentar.

I internettets første år var vi mange, der troede, det ville udvikle sig til at blive et virtuelt frirum eller en materialisering af Jürgen Habermas’ ideal for en offentlig sfære, hvor ’herredømmefri kommunikation’ finder sted. I tilbageblik lyder de profetier som vanvittige utopier, konstaterer den engelske professor John Naughton i denne kommentar.

Nanna Kreutzmann

Debat
27. oktober 2020

Vi bliver nødt til at reparere et internet, der er gået i stykker. Det kan vi gøre ved at »oprette onlineparker«. Det er budskaberne i et fremragende essay i magasinet Wired.

Essayisten Eli Pariser udgav i 2011 bogen The Filter Bubble: What the Internet Is Hiding From Youen skræmmende præcis forudsigelse af, hvordan vores onlinevirkelighed ville udvikle sig.

»En stadig mere omfattende og integreret filtrering vil ændre vores internetoplevelse og i sidste ende vores verdensopfattelse,« skrev Pariser. Vores skæbne ville blive at leve i ’filterbobler’ – det vil sige i informationsøkosystemer, som er tilpasset vores personlige præferencer og fungerer som ’digitale ekkokamre’, der holder os på afstand af indsigter og synspunkter, der kunne udfordre vores verdensbillede.

Parisers tese – at algoritmekuratering af vores informationsstrøm får konsekvenser for, hvordan vi erfarer virkeligheden – er med tiden kun blevet underbygget. I takt med at vores demokratiske offentlighed bliver tiltagende polariseret, frembringer filterbobleeffekten stadig mere patologiske effekter, hvilket USA’s præsidentvalgkamp i denne tid er rig på vidnesbyrd om.

Parisers essay er inspireret af hans oplevelse i Fort Greene Park, Brooklyn, New York – et 12 hektar grønt anlæg med elmetræer, snoede stier og gamle monumenter. Parken fungerer, skriver han, »som morgenmødested for børnehaver, som festivalplads og grøntudsalg. Der er house music, friluftsdans og fodboldkampe, hvor man kan høre spillere bande på fem sprog – og så er der selvfølgelig den verdensberømte Great Pumpkin Halloween Dog-udklædningskonkurrence.«

Lovsang

Fort Greene Park er et sted, hvor mange slags mennesker kan støde på hinanden, mødes og sameksistere i det samme offentlige rum.

»Når alt fungerer,« skriver han, »føles Fort Greene Park som en lovsang til pluralisme.«

Interessant nok var Fort Greene tænkt sådan fra starten. Bag parkens etablering stod digteren og journalisten Walt Whitman. Som redaktør af Brooklyn Eagle indledte han i 1846 en kampagne for anlæggelse af en park i New York, som dengang kun havde indhegnede haver for de rigeste. Der var brug for et grønt frirum for alle, mente Whitman – også for arbejderklasseindvandrerne i de beklumrede bebyggelser langs Myrtle Avenue.

I internettets første år var vi mange, der troede, det ville udvikle sig til at blive et virtuelt rum som Whitmans park, bare i global skala. Selv forudså jeg, at vi ville se en materialisering af Jürgen Habermas’ ideal for en offentlig sfære, hvor ’herredømmefri kommunikation’ finder sted.

I tilbageblik lyder de profetier som vanvittige utopier. Dengang var de mainstream. Problemet var, at internetidealisterne undervurderede de private selskabers magt og vilje til at kolonisere cyberspace og skabe, hvad retsfilosoffen Frank Pasquale har kaldt en »automatiseret offentlig sfære« – det vil sige de privatejede rum (indhegnede haver), vi kender som ’de sociale medier’.

I sit essay filosoferer Pariser over, hvordan vi kan opbygge en digital offentlig sfære, der ikke er underlagt den kontrol og kommercialisering, som kendetegner de sociale mediers falske offentlige rum.

En første udfordring er penge. Én mulighed er, at få en »samvittighedsplaget, stjernerig« milliardær til at optræde som vor tids Andrew Carnegie, som i begyndelsen af 1900-tallet var verdens rigeste mand og største filantrop. Med tanke på at vor egen tids moguler interesserer sig mere for at komme til Mars end for at udrette nyttige ting på Jorden, ligner dét scenarie en ønskedrøm.

En bedre idé kommer fra American Academy of Arts and Sciences, der foreslår at bruge indtægter fra en ny skat på internetannoncering til at finansiere »innovative tiltag til genopfindelse af offentlighedsfunktioner, som de sociale medier har fortrængt«.

En næste udfordring består i at rekruttere techtalenter til at opbygge den infrastruktur, som er platform for et nyt virtuelt offentligt rum. Styresystemet Linux, der i dag understøtter en stor del af den privatiserede digitale verden, eksemplificerer, hvad man kan opnå, hvis et projekt er tilstrækkeligt udfordrende til at tiltrække teknologitalenter.

Endelig er der spørgsmålet, om det er muligt at skabe tilstrækkelig stor offentlig opbakning til et projekt af et sådant omfang.

»At genoprette den offentlige samtale og opbygge sunde kommunikationsfællesskaber,« skriver Pariser, »kan blive en ny generations Apollo-mission og kan afgøre, om vores samfund kan vokse og modne som demokrati, eller det vil falde tilbage i konspirationsteorier og tribalisme.«

Lignende projekter er lykkedes før – for eksempel med etableringen af store statsdrevne public service-medier som BBC og før den tid med anlæggelse af de parker, der blev til de grønne lunger i vores storbyer. Men ikke uden visionære tænkere som Walt Whitman. Hvem vil være hans arvtager?

John Naughton er forfatter og professor ved Open University i Storbritannien.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

Sådanne overskrifter er normalen, men irriterer mig ikke desto mindre. Internettet har ikke ødelagt den offentlige samtale. Man kan sige, at de "sociale medier" har ødelagt (en del af) Internettet.

Nu må jeg så hellere læse lidt mere, end bare overskriften ;)

Thomas Tanghus

> I sit essay filosoferer Pariser over, hvordan vi kan opbygge en digital offentlig sfære, der ikke er underlagt den kontrol og kommercialisering, som kendetegner de sociale mediers falske offentlige rum.

Problemet er ikke teknologien, den eksisterer allerede blandt andet i mastodon-netværket[*}. Der mangler en kritisk masse, og der bør anerkendte institutioner gå forrest. For eksempel Danmarks Radio, som man stort set kun kan kommunikere med via Facebook.

[*} https://en.wikipedia.org/wiki/Mastodon_(software)
https://joinmastodon.org/