Kronik

Islam og sekularisme går hånd i hånd. Det er læren fra Koranen og Profeten

Selv om mange fejlagtigt tror, at der i islam er et iboende ønske om at overtage magten i samfundet, viser Koranen og Profetens liv det modsatte. Når vi tror på sekularismen, efterlever vi islams egentlige lære, skriver imam Muhammad Zakaria Khan og talsmand Imad Malik fra ahmadiyya-bevægelsen i kronikserien Islamskolen, der retter et nysgerrigt blik på islam
Imad Malik (tv.) og Mohammed Zakaria Khan (th.) tilhører begge ahmadiyya-skolen.

Imad Malik (tv.) og Mohammed Zakaria Khan (th.) tilhører begge ahmadiyya-skolen.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
10. oktober 2020

»Jeg har brændt Koranen. Jeg har altså brændt Koranen.«

»Okay.«

»Jeg har brændt Koranen.«

»Okay.«

Solen skinner en junidag på Bornholm. Folkemødet 2019 er skudt i gang, og Muslimer for Fred, der repræsenterer danske ahmadiyya-muslimer, er for femte gang til stede ved demokratiets fest. Som henholdsvis imam og talsmand for ahmadiyya-skolen står vi og uddeler pamfletter om islams lære om fred og loyalitet over for det land, man bosætter sig i, mens nysgerrige mennesker samler sig i vores telt og taler sammen på tværs af overbevisninger.

Pludselig stopper en person op for at provokere os. Han kommer fra naboteltet længere oppe ad stien, henvender sig til os og siger: »Jeg har brændt Koranen.«

Vi svarer ham roligt: »Okay.« Den forbipasserende gentager sætningen. Vi gentager det samme svar, og imamen tilføjer: »Men den ære, vi har i vores hjerter for Koranen, kan du aldrig fjerne.«

Den overraskede forbipasserende prøver forgæves fire-fem gange at få en reaktion ved at gentage provokationen, indtil han giver op og udbryder – til hans ros – anerkendende: »I er fredelige.«

I mange muslimske lande som eksempelvis Pakistan og Indonesien er vi ahmadiyya-muslimer blevet frarøvet vores frihed. Vi er blevet diskrimineret, forfulgt og dræbt, vi er blevet frataget stemmeretten, og vi er helt udelukket fra at deltage i medierne. Vi forstår derfor nødvendigheden af ytringsfrihed i en grad, som den forbipasserende på Bornholm ikke kunne forestille sig.

Teologisk bygger vi på samme fundament som andre muslimer. Vi tror på Koranen og Profeten Muhammad som Guds sendebud. Vi adskiller os dog fra andre islamiske skoler på et punkt: Troen på, at den messias, som alle muslimer venter, allerede er kommet i form af Hazrat Mirza Ghulam Ahmad (1835-1908), der grundlagde ahmadiyya-skolen.

Det er denne forskel, der er baggrunden for den forfølgelse, som vi oplever i særligt muslimske lande.

Tjen dine medmennesker

I Danmark er ahmadiyya-muslimer den ældste muslimske bevægelse, der går helt tilbage til 1950’erne. Vi holder blandt andet til i landets første, kuppelformede moské i Hvidovre, og de senere år er vi måske bedst kendt for vores frivillige årlige initiativ, hvor vi nytårsdag samler bevægelsens frivillige og rydder op på Rådhuspladsen i København.

Som muslimer, der er trofaste mod Koranens egentlige lære, insisterer vi på, at kærlighed, tolerance og fredelig sameksistens på tværs af forskelligheder er islamiske kernebegreber.

Nogle muslimer ville måske have reageret anderledes på provokationen fra den forbipasserende på Bornholm. Nogle har allerede reageret anderledes på afbrændinger af vores hellige bog og fornærmelser af Profeten. Men gennem tiden er ahmadiyya-muslimer i den grad blevet testet i vores evne til tolerance, og derfor forstår vi vigtigheden af budskabet i Koranens kapitel 41: »Gendriv det onde med det bedste.«

Vi har ikke kun været fortalere for ytringsfrihed efter Muhammedkrisen eller terrorangrebet på Charlie Hebdo. Vores 130-årige historie bevidner i praksis, at vi altid har gendrevet det onde med tålmodighed og dialog.

For os betyder islam ikke bare kærlighed til Gud, men også kærlighed til sine medmennesker. Det betyder ikke bare at faste i ramadanen, men også at samle penge ind til aktivitetskassen på det lokale plejehjem. I islam kan man ikke tjene Gud uden at tjene sine medmennesker og sit samfund.

Forener islam og sekularisme

Mange muslimer såvel som ikkemuslimer har den fejlagtige opfattelse, at islam ønsker den statslige magt i et samfund. At statens autoritet i islam er uadskillelig fra den religiøse autoritet. Men kernen i islam har helt fra starten været forholdet til Gud og ens medmennesker.

Da Profeten Muhammad i byen Medina blev valgt som den statslige autoritet, blev han det ikke i kraft af hans profetskab. Han blev valgt som autoritet i kraft af hans upartiske retfærdighed, hans medmenneskelige kvaliteter og hans administrative evner. Det var endda hovedsageligt ikkemuslimer, der ikke anerkendte ham som profet og som ud fra sekulære betragtninger betroede ham denne position, dokumenterer religionsprofessor John L. Esposito fra Georgetown University i Washington, D.C.

Profeten selv udnævnte også sine repræsentanter ud fra deres administrative evner, ikke ud fra deres religiøse kundskaber.

I dag er ahmadiyya-muslimer et eksempel på, hvordan man som praktiserende muslimer kan være tilhængere af et åndeligt kalifat og samtidig være en integreret og loyal del af det samfund, vi bor i.

Hazrat Mirza Masroor Ahmad, der er bevægelses nuværende kalif, blev valgt til det livslange embede i 2003. Han nedbrød med disse ord den falske modsætning mellem islam og sekularisme:

»En sand muslim kan aldrig hæve sin stemme i had mod sine medborgere, eller for den sags skyld mod den ledende myndighed eller tidens regering. Det er en sand muslims ansvar at forblive loyal og fuldt ud overholde lovgivningen i det land, hvor muslimen er borger.«

Hans budskab er i virkeligheden en fortsættelse af Koranens kapitel fire, der ikke bare påbyder muslimer at adlyde Gud, men også at adlyde myndighederne iblandt os.

Jesu ord, »giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«, opsummerer meget godt, hvorledes en muslim også ifølge islam kan forene troen på islam og livet i et sekulært samfund.

Et resultat af islams lære

Islams idealer om at følge landets lovgivning og om at rette sig efter myndigheder er mindst lige så relevante i dagens Danmark, som de var det for 1.400 år siden. Vores tilgang til islam, en tilgang, som nogle betegner som moderat, er ikke et resultat af, at vi går på kompromis med islams egentlige lære, men derimod et resultat af, at vi efterlever islams lære fuldt ud.

Ud fra denne lære har danske muslimer i kraft af deres tro alle gode forudsætninger for at blive gode og integrerede samfundsborgere i Danmark.

Integration er i vores øjne netop, at man bruger alle sine evner til at bidrage til landets bedste og til at tjene sine medborgere gennem uddannelse, beskæftigelse og frivilligt arbejde.

Integration er ikke, at man insisterer på at indføre diskriminerende lovgivning om, hvad man må have på, og hvordan man hilser på hinanden til statsborgerskabsceremonier. Den slags uheldige tiltag indskrænker minoriteters religiøse frihed og kan være direkte kontraproduktiv for samhørigheden og dermed integrationen i samfundet.

Danske konvertitter

De første muslimer, som bragte islam til Danmark i 1950’erne, var ikke indvandret hertil. De var tværtimod etniske danskere, der efter egne studier af islam valgte at blive muslimer længe før 1970’ernes indvandring.

En af dem var Svend Åge Madsen, der læste teologi på Københavns Universitet, inden han droppede ud og læste arabisk i stedet. Madsen konverterede til ahmadiyya-islam i 1958 og var den første til at oversætte Koranen til dansk.

I dag er cirka 5.000 danskere konverteret til islam, og selv om man ikke laver officielle opgørelser, anslår religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet, at mindst 100 danskere hvert år konverterer til islam.

Når personer som den forbipasserende på Folkemødet vil uddrive muslimer fra Danmark, må denne historiske kendsgerning minde os om, at islam ikke blot er i Danmark på grund af ’indvandrerne’, men også på grund af de etniske danskere, som også den dag i dag vælger islam til.

I et samfund, hvor borgerne på tværs af etnicitet tilhører forskellige trosretninger, kan den tolerance, som vi ahmadiyya-muslimer står for, være det, der sikrer en fredelig sameksistens i fremtiden.

Muhammad Zakaria Khan og Imad Malik er henholdsvis imam og talsmand i Muslimer for Fred og tilhører ahmadiyya-skolen.

Serie

Islamskolen – et nysgerrigt blik på islam

I Danmark snakker vi meget om islam, men ved vi egentlig, hvad vi snakker om? Ligesom det at være kristen betyder noget forskelligt for forskellige mennesker, er en muslim heller aldrig bare en muslim. Information spørger i denne kronikserie en række danske imamer og islamiske autoriteter, hvad islam betyder for dem, og hvordan man bør praktisere islam i Danmark.

Seneste artikler

  • Jeg har mærket sexismen og den seksuelle vold i islam på egen krop

    21. november 2020
    Samtlige imamer i Informations islamserie glemmer at nævne den sociale kontrol og seksuelle vold, som mange kvinder udsættes for i islams navn. Jeg har selv levet i et voldeligt islamisk ægteskab i 17 år og ved, at for mange kvinder er det normalen, skriver Meriam Sejr i dette debatindlæg
  • Vi mangler viden om islam, siger imamerne. Men ansvaret for uvidenheden er også deres

    13. november 2020
    Informations kronikserie Islamskolen har vist, at danske imamer og islamiske autoriteter er uenige om islams syn på helt fundamentale områder som demokrati, ligestilling og en reformation af islam. De mener også, at vi mangler viden om islam – men det er først og fremmest deres ansvar
  • Islam er foranderlig og mangfoldig – men vestlige imamer blokerer for forandringer

    4. november 2020
    Islamiske retslærde, der bryder med traditionelle fortolkninger, har opnået anerkendelse i udlandet. Men herhjemme negligerer imamerne de nye fortolkninger af islam. Blandt årsagerne er sprogbarrierer og udbredt social kontrol, skriver Tessie Jørgensen, der har kandidatgrader i islam fra både København og Qom, i kronikserien Islamskolen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Fornuftig snak. Hvis alle (og det gælder også kristne) var som jer, var der ingen problemer.

Karsten Aaen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Jonathan Eliassen, Flemming Olsen, Erik Karlsen, Per Klüver, Gert Romme, Trond Meiring, Peter Mikkelsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Et sympatisk indlæg. Desværre tilhører skribenterne jo en lille bitte minoritet. Det svarer til at troende kvækere skulle forklare kristendommen til ikke kristne.

Karsten Aaen, Liselotte Paulsen, Klaus Lundahl Engelholt, jens christian jacobsen, Flemming Olsen, Hanne Utoft, Erik Jakobsen, Jacob Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dejligt oplysende, tak for det. Hazrat Mirza Ghulam Ahmad (1835-1908) tillader jeg mig så at sammenligne med Luther i en ren "reformator" sammenhæng. For det var jo ikke "kun" protestanterne som var eneste nye produkt af de ca. 100år vi i Europa skulle smadre løs på hinanden over kristendomsforståelse. Katolismen ændrede sig også, til det bedre i min optik. Nu havde jeres reformator desværre ikke støtten af bl.a. en potent svenskerhær til at tvinge hans samtid til at tage ham mere alvorligt, og det er synd. For Islam som helhed ville åbentlyst havde gavnet af en tilsvarende reform.

@ Emil Davidsen,

Jeg bor delvis i Sverige og delvis i en region af lande, der domineres af katolsk, ortodoks og muslimsk religioner. Og alle 3 grupper har i øvrigt differentierede undergrupper, der dyrker deres religion på en anden måde end hovedgrupperne.

Og jeg syntes, at man til den katolske tro også bør gøre opmærksom på, at den spænder meget vidt:
- På den ene side er der katoske kardinaler, der nærmest dyrker en socialistisk-social opfattelse.
- Og til den anden side findes der højreradikale kardinaler, der nægter at holocaust har fundet sted, og hylder Hitler som en stor og fremsynet statsmand. Sådan en kardinal måtte Sverige skaffe sig af med for nogle år siden, og efter et par års passivitet i et kloster, gjorde paven ham igen aktiv.
- Ud over disse yderpunkter findes der faktisk også kardinaler, der ligefrem beriger sig selv personligt ved bedrageri overfor den gigantiske katolske pengekasse.

Mads Greve Haaning, Mette Krarup Andersen og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar

Den muslimske tro, hvis man kan kalde den sådan, bygger på en række vejledninger til datidens borgere, som tiden egentlig er løbet fra - præcis som kristendommens gamle testamente. Og er egentlig ikke en religion.

Desværre er koranen blevet brug af forskellige diktatoriske magthavere, der har tolket den ud fra eget formål, - altså for at kunne underlægge sig folket. Og det er her, den er blevet farlig, da nogen ganske få muslimer ligefrem tror på disse tolkninger, og forsøger at efterleve dem.

Men langt de fleste muslimer er ikke mere troende end de fleste danske kristne. Og mange af dem kommer slet ikke i noget bedehus gennem et langt liv.

Men det er min stærke opfattelse, at de, der har stærkt negative holdninger til muslimer på det generelle plan, slet ikke kender til hverken muslimer eller det, der rent faktisk står skrevet i koranen. Derfor kan jeg kun anbefale at købe og læse den.

Karsten Aaen, Rikke Nielsen og Pietro Cini anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Det er nu en 'aber' med desse religioner, de er patriarkale med en manlig Gud, 'som desuden er temlig hävnegirige', det findes ikke en gang en Fru Gud.

Jonathan Eliassen

@jens peter hansen

Man kunne også, måske mere præcist, sammenligne det med de tidlige jødiske følgere af Jesus, som forsøgte at fortælle ikke-jøder, hvad jødedommens ånd og lære egentlig var.

Den minoritet troede jo også at deres messias var kommet (og i øvrigt stadig så sig selv som jøder), hvorfor de blev forhadt og ikke anerkendt.

Jeg ser en tendens til, hver gang ahmadiyya muslimerne udtaler sig, at nogle ikke muslimer straks bruger 'de er jo ikke anerkendt' kortet. Og uden at jeg ved hvad intentionen er, så kan det virke som et forsøg på at diskvalificere ahmadiyyas bidrag som en del af islam og samtidig 'købe sig ind på' det narrativ som andre muslimer har stillet op imod ahmadiyya. Måske fordi det skaber revner i opfattelsen hos nogle af os om islam, hvis ahmadiyya repræsentationen også får lov at byde ind på lige fod med andre muslimer. Ved det ikke.

I stedet burde vi måske netop styrke den slags stemmer blandt muslimer, i stedet for på den ene side at udtrykke vores sympati med deres ståsted men samtidig i mellem linjerne at diskvalificere dem.

Der er ikke noget i den artikel, som på mig virker besynderlig anderledes i forhold til andre muslimer i MÅDEN den argumenterer sit ståsted på.

Det er jo værd at huske, at andre muslimer ikke anerkender deres messias, men i øvrigt ikke har særlig mange indvendinger overfor deres øvrige tro og praksis, at den skulle være uislamisk.

Blot en kommentar for at sætte lidt flere nuancer på.

jens peter hansen

Engang til. Et lille muslimsk mindretal har en tilgang til religionen, som er sympatisk. Kvækerne prædiker pacifisme, men det gør hverken de store kristne religioner eller de store muslimske. Ergo mange religioner har et smukt udgangapunkt, men virkelighedens verden er ofte grum og grim.