Kommentar

Det Kongelige Teater burde bekæmpe strukturel racisme i scenekunsten, ikke knæsætte den

Det er sjældent, at der er minoritetsetniske kunstnere på scenen. Og når der er, spiller deres hudfarve næsten altid hovedrollen. Det Kongelige Teater siger, at det vil være noget for et mangfoldigt publikum, men det lever scenen ikke op til, skriver dramaturg Dominyka Skarbaliute i dette debatindlæg
Debat
8. oktober 2020

Sommeren er forlængst forbi, og stilheden om racisme begynder igen at indfinde sig blandt majoriteten. På scenen har stilheden dog runget hele sommeren. Nogle har råbt op og er blevet mødt af en mur af tavshed. Problemet er her. Racisme findes i scenekunstbranchen. Den lever i den strukturelle opbygning, hvor hvide bestyrelser og hvide ledelser afføder hvide medarbejdergange, og hvor alt melanin og alle nye perspektiver straks stikker ud.

Strukturel racisme i scenekunstbranchen kan være svær at få øje på for hvide mennesker, for det er først, når der står en sort eller brun kunstner på scenen, at vi bliver opmærksomme på, hvor sjældent det forekommer.

Tydeligt er det dog, at jeg som hvid kvinde ofte kan genkende mig selv på scenen i forskellige roller, der afspejler min kompleksitet, mens minoritetsetniske mennesker sjældent genkender sig selv i roller, fordi en bestemt (konstrueret) betydning af huden ofte bliver det betydningsgivende og bærende element.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Nej, bare nej.

Jeg forstår ikke, hvor det er Dominyka Skarbaliute vil hen med denne artikel. Ja, egentlig forstår jeg slet ikke artiklen. Hvad er det for skuespil og operaer, vi skal se. Hvad angår begge dele, kan vi forvejen forvente hvad som helst, hvad fortolkninger angår. Skal man se en opera, det være sig også en fra 1800-tallet, ved man aldrig, om den kommer til at foregå i en flygtningelejr, en feriekoloni eller på et sindssygehospital, så i forvejen er det rigeligt med alternative fortolkninger og hensyn til kønsidentifikation og multietnicitet, hvis det er det, man vil. Lad os da nyde Puccini, Verdis og Wagners værker som de er, og lad os se Shakespeare og Ibsen ud fra den tid og de forudsætninger de er skrevet i. Det er fint med nyfortolkninger, og det står da en instruktør frit for, hvordan opsætningen af det givne værk skal være; og lad os så tage den der fra, og selv vurdere, om det er noget vi gider overvære. Der har været mord nok i forvejen på operaer og skuespil på Det Kongelige Teater.