Klumme

Konservative kræfter i Storbritannien har erklæret krig mod BBC

Boris Johnson og ikke mindst hans toprådgiver Dominic Cummings deler Trumps afsky for offentligt finansierede, men journalistisk uafhængige public service-medier. Flere konservativt inspirerede nyhedskanaler – blandt andet en britisk udgave af Fox News – er under forberedelse i Storbritannien, skriver Lasse Jensen i dette debatindlæg
Boris Johnson og ikke mindst hans toprådgiver Dominic Cummings deler Trumps afsky for offentligt finansierede, men journalistisk uafhængige public service-medier. Flere konservativt inspirerede nyhedskanaler – blandt andet en britisk udgave af Fox News – er under forberedelse i Storbritannien, skriver Lasse Jensen i dette debatindlæg

Thomas Højmark

Debat
28. oktober 2020

Mens den Trump-inspirerede krig fortsat raser mod ’fake news’ og traditionelle store medier i USA, har britiske højrekræfter i årevis stille og roligt forberedt og opbygget en kampagne imod en af verdens mest troværdige nyhedsformidlere, ’alle public service-stationers moder’, BBC.

Det fremgår af en bog, der udkommer den 26. november med titlen The War Against the BBC (Krigen mod BBC). Den er skrevet af Patrick Barwise, der er professor emeritus fra London School of Economics, og forfatteren Peter York, som i fredags skrev i The Guardian, at krigen nu er en »all-out war« – altså en altomfattende krig.

I de seneste uger er det fremgået af samtlige britiske medier, at krigen ikke længere føres i det skjulte, men direkte og åbent af Boris Johnsons regering på flere fronter.

Navnene på konservative og stærkt BBC-kritiske skikkelser som The Telegraphs tidligere redaktør Charles Moore lækkes af regeringskilder som kandidater til posten som bestyrelsesformand for BBC. Den nuværende formand forlader jobbet den 1. februar. Moore trak sig imidlertid, da hans konservative partifælle, formanden for Underhusets medieudvalg, Julian Knight, sagde, at en udnævnelse af Moore til bestyrelsesformand ville svare til at »sætte en bedrager til at lede en bank«.

En anden central post i den britiske medieverden er formandsposten for den statslige mediekontrol-organisation OFCOM. Her er Johnson-regeringens kandidat ifølge flere medier, blandt andet Digital TV Europe, den tidligere chefredaktør for Murdoch-avisen Daily Mail Paul Dacre, som også er kendt som arg modstander af BBC.

Tåkrummende forlegenhed

I september mente The Sunday Times at vide, at BBC ville droppe sangene »Land of Hope and Glory« og »Rule Britannia« under den traditionsrige transmission af den sidste Promenadekoncert. Ifølge avisen på grund af nutidig politisk korrekthed. Boris Johnson affyrede en bredside mod BBC:

»Nu må denne tåkrummende forlegenhed over for vores egen historie holde op,« sagde han. Historien kom på forsiderne af de store konservative aviser The Telegraph, The Daily Mail og The Sun. Dagen efter meddelte BBC, at melodierne hele tiden havde været på programmet, men i en instrumental version, fordi 5.000 sammenslyngede, flagviftende og syngende publikummer af indlysende corona-grunde måtte droppes.

The Guardian påviste i januar, hvordan Boris Johnsons nuværende toprådgiver Dominic Cummings allerede i 2004 skrev, at BBC var »en dødelig fjende«, og at det nu gjaldt om at »underminere BBC’s autoritet« for blandt andet at gøde jorden for en britisk udgave af Fox News. Det er blandt andet sket med en årelang koordineret indsats på sociale medier, skriver forfatterne til den nye bog om krigen mod BBC.

I dag, 16 år efter Cummings krigserklæring, er der to, måske tre konservativt inspirerede tv-nyhedskanaler under forberedelse i Storbritannien. Den ene ’NEWSGB’ under ledelse af den konservative, tidligere BBC-interviewer Andrew Neill, engang chefredaktør for Rupert Murdochs The Sunday Times.

Murdoch er sideløbende ved at forberede en anden nyhedskanal – en britisk udgave af hans amerikanske Fox News. Wired Magazine såede dog alvorlig tvivl om, hvorvidt højlydt politisk farvede tv-nyheder kunne overleve i Storbritannien – ikke mindst fordi den britiske mediemyndighed OFCOM tidligere lukkede retransmissionen af det amerikanske Fox News på grund af ensidig nyhedsformidling.

Et lille lys i mørket

Boris Johnson er ikke Donald Trump, men han – og ikke mindst hans toprådgiver Dominic Cummings – deler Trumps afsky for offentligt finansierede, men journalistisk uafhængige public service-medier. Cummings ser det amerikanske frie mediemarked som et forbillede. Det indebærer blandt andet, at han går ind for, at politiske partier eller bevægelser åbent kan finansiere og påvirke tv og radio.

Det er skræmmende, men der er et lille lys i mørket – i USA har begge partier i kongressen modsat sig Trumps foreslåede nedskæring af de statslige tilskud til den (lille) public service-organisation CPB, og i London er der tegn på, at nogle af Johnsons mere moderate konservative partifæller ikke deler premierministerens og hans toprådgivers had til BBC. Der er måske lys for enden af tunnelen, men der er helt tydelig erklæret krig mod BBC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

BBC er desværre ikke mere journalistisk uafhængig end så mange andre medier i dag. Det er holdningspåvirkning først og nyheder sekundært.

Så trist ! BBC har altid, i min lille verden været bundsolid og ærlig -- så naturligvis kommer de ulve som bliver ramt ud af busken. En UK udgave af Fox -- Ach du liber augustin

Det er fame uhyggligt du