Klumme

Lige nu overhaler verden den vildeste fantasi

Plottet i vores virkelighed er for tiden så chokerende, kulørt, dramatisk og så overspændt, at ingen ville finde det troværdigt, hvis man skulle omdanne det til fiktion, skriver forfatter og klummeskribent Nanna Goul i dette debatindlæg
Coronapandemien, der nu igen tager til i styrke i Europa og efterlader fornemmelsen af, at vi er ved at se introen til en ny katastrofefilm, er bare én af de ting, der får vores virkelighed til at minde om fiktion. Det er, som om det hele bare vil eskalere lige nu, skriver Nanna Goul i denne klumme. Her et billede fra Københavns metro, hvor det er et krav at bære mundbind.

Coronapandemien, der nu igen tager til i styrke i Europa og efterlader fornemmelsen af, at vi er ved at se introen til en ny katastrofefilm, er bare én af de ting, der får vores virkelighed til at minde om fiktion. Det er, som om det hele bare vil eskalere lige nu, skriver Nanna Goul i denne klumme. Her et billede fra Københavns metro, hvor det er et krav at bære mundbind.

Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

Debat
23. oktober 2020

Den seneste uges tid har jeg haft fornemmelsen af, at jeg ikke rigtig er vågnet. Som om drømmetilstanden er blevet normaltilstanden og bare er fortsat ind i dagens timer. Jeg har ladet mig overvælde af det ene drømmespil efter det andet, det ene mere utroværdigt og dramatisk end det andet.

Det startede måske for længere tid siden, men jeg lagde mærke til fornemmelsen, da jeg i efterårsferien, så snart børnene var faldet til ro i sommerhuset, løb hen til min telefon for at få de nyeste opdateringer på krisen i De Radikale. Eller hvis ungerne sov tidligere, sad min mand og jeg klar med et stort glas vin foran tv-avisen – noget skulle der til at skylle den absurde tragedie ned med.

Det var der, det gik op for mig, hvad der var sket. Tv-avisen var blevet udskiftet med vores tv-serie. Vores fix efter drama. Det var ikke Stranger Things, Homeland, Ozark eller Lovecraft Country. Det var virkeligheden.

Siden er fornemmelsen kun blevet mere aggressiv. At både De Radikales leder Morten Østergaard og den nu tidligere overborgmester Frank Jensen (S) er blevet kylet ud på grund af en række krænkelsessager, er på en godgørende måde chokerende.

Først blev jeg chokeret over, at det faktisk sker, og at der endelig er konkrete konsekvenser for mennesker, der på deres topposter i politik i den grad misbruger deres magt. Bagefter blev jeg omvendt chokeret over, at det først sker nu. At man faktisk lige indtil nu har kunnet stikke sin hånd op i skridtet på en højgravid kvinde til en arbejdsfrokost, som om man bare kløede sig bag øret.

Sådan er det med virkeligheder, der skrider. Voldsomheden i skredet. Jorden, der ryster under én, og bagefter oplevelsen af, at verden allerede har ændret sig så meget, at man slet ikke kan forstå, at man levede i den gamle.

Men det er ikke bare de voldsomme, men også positive skred, der i kraft af #MeToo sker inden for ligestillingen og kvindebevægelsen lige nu, som øger oplevelsen af uvirkelighed. Det er, som om det hele bare vil eskalere lige nu.

Den amerikanske valgkamp, der føres med de to lejres respektive mundbind. Coronapandemien, der nu igen tager til i styrke i Europa og efterlader fornemmelsen af, at vi er ved at se introen til en ny katastrofefilm. En fransk skolelærer, der bliver halshugget på grund af sin historieundervisning. Og en husmor, der pludselig leder et oprør mod Hvideruslands diktator, Aleksandr Lukasjenko.

Det er netop ikke, fordi det udelukkende er dårlige ting. Det er bare lidt meget på én gang. I tirsdags prøvede jeg at undslippe uvirkeligheden ved at få købt en efterårsjakke til min datter, men selv der i den vældig konkrete butik, væltede pludselig nyheden om morderen Peter Madsens flugt fra Herstedvester Fængsel ud af butikkens højtalere.

I min flugt fra verden blev jeg pludselig indhentet af et fængselsdrama. Selv tøjbutikken turde ikke spille muzak i frygt for, hvilket drama, hvilken episode af den chokerende virkelighed, man så ville gå glip af.

Et vildt sted

Det er mærkværdigt at gå rundt i en tid, der hver dag byder på historiske begivenheder. Hvor jeg afmægtigt afventer katastrofer, epidemier, mandefald, kvinder, der rejser sig i flok – hvor jeg ikke ved, hvad morgendagen bringer.

Det er et vildt sted at være som menneske, der både ængstes og glædes over, at verden pludselig åbner sig: Ting kan lade sig gøre i dag, som ikke kunne lade sig gøre i går.

Som forfatter, der skal forsøge at fremskrive alternative virkeligheder, er det omvendt sært hver dag at blive overtrumfet af virkeligheden. Jeg kan mærke, at jeg begynder at søge fiktionen som et sted, hvor tingene er trygge. Som et sted, hvor jeg ved, hvad jeg kan regne med.

Almindeligvis taler forfattere og kunstnere om skønlitteraturen, kunsten, som et sted for frihed, hvor fantasien kan blomstre uhæmmet. Det er en sandhed med modifikationer. For inden for fiktionen kan du måske nok selv bestemme, hvilket univers du vil skabe, men når det så er etableret, bliver man nødt til at overholde sine egne regler. For troværdighedens skyld. For at universet holder.

Sådan forholder det sig ikke med virkeligheden. Den er fuldkommen ligeglad med, at den virker utroværdig og er alt for kulørt. Her er regler til for at brydes. Virkeligheden overhaler fiktionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her