Klumme

Vi millennials må erkende, at vi hverken er unge eller forandrede verden, mens vi var

Vendingen ’OK boomer’ lå dejligt lunt i svinget for os millennials, der gerne både vil have ondt af os selv og håne vores forældre. Men nu står vi selv tilbage og ser lidt pinlige ud, mens generation z kræver klimahandling og forandrer verden, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
Vendingen ’OK boomer’ lå dejligt lunt i svinget for os millennials, der gerne både vil have ondt af os selv og håne vores forældre. Men nu står vi selv tilbage og ser lidt pinlige ud, mens generation z kræver klimahandling og forandrer verden, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Debat
8. oktober 2020

I næste måned er det et år siden, at et vigtigt nyt udtryk blev allemandseje. Det blev ytret i det australske parlament den 6. november af det 25-årige medlem Chlöe Swarbrick, da hun blev afbrudt af et ældre medlem under en tale om de klimaproblemer, hendes generation står foran.

Swarbricks reaktion faldt prompte: »OK boomer

Videoen gik viralt, og T-shirts med vendingen påtrykt blev solgt en masse. ’OK boomer’ blev noget, man affejende, nedladende og indforstået kunne sige til sin far til familiemiddagen, når han tog sin røde bøf i forsvar eller sagde ting som, at Greta Thunberg burde gå i skole.

Udtrykket skabte en helt særlig varme, der fyldte mange millennial-hjerter: ’OK boomer’ var nemlig en lille, men sikker kritik af vores klimaskeptiske forældregeneration – de, der kan holde evig ferie for friværdien i deres boliger – samme boliger, som vi millennials må gældsætte os dybt for at købe.

Jeg har i hvert fald lunet mig ved udtrykket siden. Følelsen af at tilhøre den unge, uretfærdigt behandlede generation, hvis fremtid ser sort ud på grund af forældregenerationens fejl, er bare et herligt offernarrativ, som både giver en retten til at kritisere og håne og samtidig have ondt af sig selv.

Siden er boomeren (i hvert fald i min familie) blevet en slags arketype, som alle kan være i kontakt med. Selv min 24-årige lillesøster kan mærke sin »indre boomer«, når hun eksempelvis bliver irriteret over, at nogen udhuler det danske sprog med engelske låneord.

Avokadospisende og kiksede

Men ak, alting har sin tid, og jeg er nu begyndt at frygte for min egen generations ry. For apropos min lillesøster, så tilhører hun ikke millennialgenerationen, men generation Z – også kaldet gen z – der er født mellem 1996 og 2010. Det er dem, hvis første mobiltelefon var en iPhone, og som er for unge til at huske en verden gjort af fredelig 90’er-pruttehumor før 9/11.

Gen z har længe været for unge til rigtig at have en stemme, men det er absolut ovre nu. I gen z’ernes kongerige, det sociale medie TikTok, er man efter sigende begyndt at latterliggøre millennials for at være en basic, Harry Potter-elskende, avokadospisende gruppe af storesøskende, der ikke kan finde ud af at blive voksne, fordi de – vi – har for travlt med at mærke efter, hvem vi selv er.

I sommer beskrev Insider, hvordan TikTok er fuld af gen z’ere, der ikke vil associeres med millennialgenerationen, fordi millennials bruger deres tid på at diskutere, hvilket Hogwart-kollegium de tilhører, og tager kiksede instagrambilleder af sig selv, der drikker kaffe.

Den slags information efterlader mig med en anderledes kulde end det herlige ’OK boomer’. Lige så fedt det var at se sig selv som en del af en banebrydende og udsat ungdomsgeneration, lige så utiltalende er det at blive placeret i kategorien gamle, pinlige storesøskende.

Gen z’ernes oprør

Og måske får jeg det især sådan, fordi gen z’erne virkelig forekommer en hel del mere cool og skelsættende end os millennials. Det er gen z’erne, der laver det ungdomsoprør, som min 68’er-farmor så længe har plaget mig om; de har fået sat klima og psykisk sygdom på dagsordenen.

Hvad brugte jeg min ungdom på andet end at have det sjovt?

Vi millennials er den sidste forkælede ungdomsgeneration, der frit kunne rejse jorden rundt og drømme om at blive kunstnere, inden verdens kriser blev for altomfattende. Vi kunne ikke finde ud af at blive voksne, og derfor måtte vores småsøskende blive det for os.

Så spørgsmålet er, hvor langt der egentlig er mellem os og boomerne? Er det bare et spørgsmål om tid, før teenagere går rundt med T-shirts påskrevet ’OK, millennial’?

Alle generationer bliver vel voksne på et tidspunkt, selv min. Men overgangen er smertefuld, især når man nåede at bilde sig selv ind, at man var en af de unge, der skulle forandre verden, og så blev overhalet af en yngre generation, inden man nåede at komme i gang. 

I det mindste er jeg ikke boomer, siger jeg til mig selv. Til det er jeg trods alt for ung, for fattig og for uironisk vegetar.

Men på et tidspunkt vil historien blive skrevet, og hvis vi ikke strenger os an, ser det sort ud for os avokadoelskende millennials. Det er som bekendt dem, der skaber forandringerne, der får lov til at skrive historien – og forandring, det har vi ikke skabt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Alle generationer bliver vel voksne på et tidspunkt, selv min. Men overgangen er smertefuld, især når man nåede at bilde sig selv ind, at man var en af de unge, der skulle forandre verden, og så blev overhalet af en yngre generation, inden man nåede at komme i gang".

På grund af konsekvenserne af den økonomiske krise og jeres socialisering i gode tider, hvor I ikke lærte, hvordan man skulle håndtere konsekvenserne af en sådan krise, havde i alle odds imod jer.

Resultatet blev for meget "klynkeri" og for få forsøg på reelt at tænke alternativt. I kan ikke alle i længden leve som en del af et prekariat og af at "øve jer" ved f.eks. på idealistisk vis at starte små forlag og boghandler, der reelt ikke er konkurrencedygtige på markedet.

Alt for mange bliver (blev?) hængende i "kviksand til halsen".

karsten arnbjerg-nielsen

Godt skrevet, god humor og selvironi :)